1 procent ondskab

Eller. Velkommen tilbage, Fürst Lednew!

Som en overspringshandling samler jeg på mønter. Fakta er, at det ikke er sundt at gøre alting samtidigt. Jeg skriver på en bog, og jeg samler på mønter. I min fritid. Jeg bedriver også andre nørdede hobbies, ikke mindst slægtsforskning.

Men mønter! Jeg har netop erhvervet mig en mønt fra Anholt, 13. maj 1973. Et sted og en dato der er kendt i De Mørke Selskaber. Mønten er en af de berygtede Satanmønter. Man går ud fra, at der findes ca. 300-400 af disse mønter, de fleste slået i kobber eller sølv, fire, fem forskellige motiver, men alle dateret 13. maj 1973 og stedsat til øen Anholt.

666
Natas = Satan

Hvad skete der på den lille ø i Kattegat, dengang for snart 46 år siden? Mønterne er siden dukket op i kirker, mest i Danmark, men også i udlandet, senest i Bath i England. De sataniske motiver, der viser djævle, bukke, symboler og latinske besværgelser og forbandelser, er sært dragende i al deres djævelskab. Den mytologiske fremkomst i kristne kirker og den usikre forhistorie er med til at pirre. Med købet af den seneste mønt, er min egen private samling nu oppe på fire satanmønter. Som nævnt er der i alt anslået at være 300-400. Så jeg har mindst en procent af den samlede bestand af satanmønter. Én procent ondskab. Det er da noget.

Sammen med de øvrige mønter i min samling, de fleste langt fredeligere, typisk prydet af kongelig og kristen symbolik, ligger de fire satans mønter gemt godt væk i en bankboks. Vil ikke komme nærmere ind på i hvilken bank eller i hvilket land. Men det er en tanke værd, at der ligger så meget ondskab samlet ét sted. Tænk hvis jeg har en medskyld i diverse bankskandaler!

Satanmønt
Satans mønt i Danmarks største dameblad

Inspirerende. Men det er ikke mig, der har slået mønterne, kastet barneblod og jomfrutårer på dem, sunget sataniske vers på latin endsige gemt dem i kristne kirker. Jeg har været i Bath, men aldrig på Anholt! I didn’t do it. Jeg har ikke deltaget i en eneste ligvendingsfest. Amager! Eller Anholt? Jeg har kun købt dem, de fire mønter, der lyser sort og brænder, når man rører ved dem. Der er en direkte forbindelse mellem Anholt, 13. maj 1973, mine bøgers ondeste mand, Fürst Lednew og så mit pseudonym, Alex Albryn.

Du kommer nok til at skulle læse hele trilogien for at se Den Røde Tråd, men det regner jeg også med at du gør. Det er derfor du er her. Det er derfor jeg skriver. Og hvordan går det så med at skrive? Det har været nødvendigt at skære noget rødt guld fra. Ca. 150 manuskriptsider fra RØDT GULD har jeg gemt til en fremtidig Director’s Cut-udgave, du ved den der slags utålelige udgivelser, der er alt for lange og unødvendige, men som hardcorefans elsker. Sådan nogle som dig. Men jeg er nede på 750 sider nu, det mest mærkelige er skåret fra, det har været hårdt og nødvendigt, og nu er jeg begyndt at fylde på igen. Der er nogle huller i logikken der mangler og der er fortsat almindelige smårettelser.

Jeg har lært: Smårettelser tager tid. Uanset om det er 750 eller 900 manuskriptsider. Og selv om det er godt, så bliver man træt efter mange gennemlæsninger. Og det er der, satanmønter og slægtsforskning kommer ind i billedet. Dejlig nebengesjæft.

Jeg får en ide! Du bliver den første til at dele den mig. Jeg vil have skrevet 13. maj 1973 og Anholt, den satans ø, ind i mindst en af de tre bøger. Der skal hvile mindst 1 % ondskab over TUNNEL3LOGIEN, enten i Rødt Guld, Løvens Kys eller Død Vokal.

Satans Ø
Ø er selvfølgelig uden punktum

Coster-Waldau og Mødus Øperandi

Noget om teknik. Noget om jagten på en mand, når man kun har et gammelt billede som spor. Noget om nyt og noget om 19.

MODUS OPERANDI (MO) er et begreb, der fra latin kan oversættes som “måde at arbejde på”. MO beskriver en persons arbejdsvaner – måder at operere på – og er nok mest kendt fra kriminallitteraturen. En dygtig efterforsker kan ud fra det, han iagttager på gerningsstedet, sammenholde dette med sin viden om, hvordan forbrydere arbejder, til at knytte tråde mellem gerningsmand (skurk) og gerning (udåd). Med denne metode, modus operandi, ved vi at flere, ellers uløselige forbrydelser, gennem årene er blevet løst. Forbryderen er blevet fanget og efterforskeren kan gå i gang med en ny sag.

Anderledes forholder det sig med efterforskeren, C.F. Nielsen, der nu i ugevis har gloet på det billede, som hans assistent, den nu afdøde Pia Larsen (læs forrige indlæg, det sidste fra det gamle år) havde nået at hænge op på hans efterforskertavle, men desværre uden tydelig angivelse af, hvem der var portrætteret. Et billede af en mand, yngre, mørkhåret, med et trodsigt blik, et blik der ligesom udfordrede C.F. Nielsen – uden at Nielsen kunne svare igen. Han kunne blot stirre tilbage, men uden virkning. Et billede blinker ikke.

Det var først en sen aften nogle uger efter Pia Larsens fatale møde med den polske langturschauffør på Toftegårds Plads, at lykken i et kort glimt tilsmilede C.F. Nielsen. Og som oftest, når han fandt ud af noget, så var det med hjælp udefra. Nielsen var – igen – sent på arbejde, de fleste var gået hjem og Politigården i København henlå mest i mørke og ro. Den unge kvinde med støvsugeren, der havde et studiejob med at gøre rent for Københavns Politi, når hun ikke læste filmvidenskab på universitetet, havde stoppet Nilfisken, mens hun skiftede støvsugerpose. Hun havde godt set, at C.F. Nielsen stadig arbejdede, så hun forsøgte at være stille, men det gav alligevel et hørligt udbrud fra hende, der fik C.F. Nielsen til at kigge op fra sagsakterne og i hendes retning. Hun stod foran efterforskningstavlen med den ene hånd for munden og den anden pegende på billedet. Det fordømte billede af manden, han ikke kunne identificere.

  • “Det er ham”, sagde hun, da C.F. Nielsen stod ved hendes side for at kigge med. “Det er ham. Manden, der hænger i nattevagtens vagtstue. Ham der skal henrettes!”
  • “Hvaffor en nattevagt?”, C.F. Nielsen var slet ikke med.
  • “Nattevagten! Filmen med ham der Coster-Waldau. Jeg så den for nogle år siden. Jeg er sikker.”
En sjuft have hængt billedet lige mellem de to navne

Efterforskeren skrev hendes udsagn ned på et papir, sikrede sig hendes kontaktoplysninger, og bad hende holde tæt med dette, der måske kunne være et gennembrud i sagen.

På vejen hjem gjorde efterforskeren holdt ved en døgnåben kiosk, som han vidste havde et righoldigt udbud af danske film. Og efter lidt søgen i reolerne fandt han filmen, Nattevagten, og ganske rigtigt med Coster-Waldau i hovedrollen.

Som du, min kære læser, nok har luret, så finder efterforskeren ganske snart ud af at rengøringsdamen, den unge filmstuderende tog fejl. Manden i filmen, der hænger som et gammelt billede i vagtstuen, er ikke den samme som manden, der hænger på efterforskerens tavle. Men så meget skal hun have, den filmstuderende, at det er tæt på. De ligner hinanden.

Venter på henrettelsen
En af de sammensvorne i Wilkes Boothes slæng

Se selv den gode film, Nattevagten, og find ud af mere om filmens billede. Vores efterforsker, C.F. Nielsen, kunne ikke bruge oplysningerne om attentatet på Lincoln og jagten på Wilkes Boothes slæng til noget. Nielsen havde set en god film, lært lidt historie, men var ikke kommet sin egen forbryder (eller hvad han var) nærmere.

I 2019 skal der ske noget. Noget nyt. Jeg planlægger at udgive en bog, første bind i Tunnel3logien, RØDT GULD. Og lige nu er disse skriblerier på bloggen her mest afstikkere, der ikke nødvendigvis har noget med RØDT GULD eller de andre historier om Ø Hansen at gøre. Se det som mine arbejdsvaner, min MØDUS ØPERANDI. Noget med Ø, Ø uden punktum

Billedet af Ø Hansen, eller Alex Albryn?

En sjuft havde hængt billedet lige mellem de to navne
Usikkert om det er Ø Hansen eller Alex Albryn

Den ihærdige efterforsker, Chr. Fr. Nielsen, som vi lærte at kende i forrige blogindlæg, var allerede taget på juleferie, da billedet fra Maribo Ret tikkede ind på Politigårdens efterhånden oldnordiske meldesystem. Det var ikke meget bedre end de tidligste fax-maskiner, men det var hvad der var råd til. Det blev kontorassistenten, den unge Pia Larsen, der tog imod billedet, og hun satte resolut, men ikke helt korrekt billedet op på efterforskeren, hendes chefs, opslagstavle. Kun hun vidste, hvilket navn der fulgte med det uskarpe portræt fra Lolland, og da hun efterfølgende, på vej hjem på cykel fra indre by i København til den lille lejlighed i Valby, blev dræbt i en højresvingsulykke ved Toftegårds Plads, tog hun navnet med sig hinsides. Og at billedet var kommet fra Maribo Ret, og således kunne have peget på den lille, lollandske flække, Østofte, forsvandt også sporløst lige som kontorassistentens sidste åndedrag under lastbilens alt for tunge hjul.

Havde salig Pia Larsen ikke været så udmattet af kontorarbejdet på Politigården i ugerne op til jul, ville hun nok ikke have sat billedet op lige midt mellem to navne, så det var aldeles uklart om det var Alex Albryn eller Ø Hansen hun mente. Måske ville hun heller ikke have glemt sine cykellygter til turen hjem, men alt det er spekulationer. Der er meget, vi kun kan gætte om. Men sikkert er det, at havde hun overlevet, så ville hendes chef, efterforskeren der så meget ønskede sig et gennembrud i sagen om Alex Albryn – og for så vidt også Ø Hansen, kunne have fået klar besked om udseendet på den eller anden. Og Pia Larsen ville være sluppet med en reprimande for hendes sløsede omgang med bevismateriale, men det havde hun prøvet tidligere, dengang hun kom til at skrive “Ø. Hansen” på tavlen, Ø med et punktum.

Nye spor i jagten på Alex Albryn

Det havde været et mysterium i årevis. Hvem eller hvad var denne mystiske Alex Albryn. Nogle gange kaldte han sig for Alexander, nogle gange blot for Alex, som var det navn, politiet noterede sig som det mest benyttede, men for den mystiske person var det ikke slut med det. Også navnet X Albryn dukkede af og til op i den kriminelle underverden.

De stakkels efterforskere var altid to skridt efter personen de foretrak at kalde for Alex Albryn, og der opstod efterhånden nemt panikbetonede myter. En ny teori, der også var skrevet på en lap og sat op på den enorme tavle, der var dedikeret den mystiske Albryn, var, at det slet ikke var sikkert at det var en mand. Kunne det være en kvinde? På lappen var der skrevet: “Kvinde?” og “Alexandra?/Alexis?”

Politiet var længe godt og grundigt på bar bund. Man vidste ikke, hvad der var op eller ned, kvinde eller mand. Det var først da en meget stædig efterforsker fandt en godt skjult forbindelse til en anden gammelkendt ukendt, nemlig Ø Hansen, at der anedes et gennembrud. Og snart pegede pilen mod Lolland og den meget lille by, Østofte. Man vidste med sikkerhed at Ø Hansen stammede herfra, og snart dukkede der forskellige indikationer op om, at også Alex Albryn, havde sine rødder her.

Og med dette gennembrud gik kriminalkommissæren på juleferie. Der havde ophobet sig alt for mange overarbejdstimer, og manden var grå i hovedet af træthed. Men han var fast besluttet på, at 2019 skulle blive året, hvor mysteriet om Alex Albryn, mand eller kvinde, skulle blive løst. Og hvis han også fik skovlen under Ø Hansen, Ø uden punktum, ville forfremmelsen og udsigten til et større skrivebord være uundgåelig.

Du, kære læser og følger af denne blog og de andre kanaler, hvor den mystiske Ø Hansen – og nu også denne Alex Albryn huserer, véd besked. Men den stædige efterforsker er ikke så glad for internettet, så det bliver ikke herfra at han finder ud af at Alex Albryn, eller X Albryn, er forfatterens pseudonym, forfatteren, der ved alt om Østofte, Ø Hansen, og på egen krop har været i nogle af de samme tunneler, som Ø Hansen er så glad for.

Det bliver under navnet, Alex Albryn, at første bind i tunneltrilogien om Ø Hansen efter planen udkommer i 2019. Glæd dig! Men sig det ikke til kriminalkommisæren. Første bind hedder stadig RØDT GULD, og manuskriptet nærmer sig de 1000 sider, hvilket ikke er et mål i sig selv, men det føles godt.

Hurry down the chimney tonight!

Happy X

700 sider og en krokodilleskindstaske

Bare rolig! Ø  Hansen har kæmpet mod værre ting end slimede sumpuhyrer. Og denne gang er det slet ikke ham, Ø uden punktum, jeg skal skrive om. Det er om – processen. Men ikke her, hop op over på Facebook-siden, hvor kun søde følgere fra KLUB 213, foruden Mr. Z og de andre virkeligt skumle skumlinge kommer, typer, der får mine farligt fiktive skurke fra Lolland og Norge til at fremstå temmelig blege. Men jeg arbejder på det. 700+ siger manuskriptsiderne. Læs mere her:

Noget om tunneler

– eller: Hvornår F… bliver den bog færdig?

Det er i dag, lige nu mens jeg skriver dette, 35 år siden at Allotria blev stormet af politiet og nogle BZ’ere undslap via en tunnel.

Det er en god historie – og begivenheden har sin plads i min bog, RØDT GULD. Jeg har skrevet om det før, her og på Facebook og de andre sociale medier, men særligt vil jeg fremhæve min VIDEO. Lille, kort sag. Ét minut, én location, ét take. No shit, nur Spaß.

Allotria betyder både “narrestreger” og “biting”. Og hos mig er det både og. Mange har spurgt mig, om ikke det var tunnelen væk fra det BZ-besatte hus og ned under Korsgade, der satte ideen om min TUNNEL3LOGI i gang. Men det var det ikke. Men nok om disse narrestreger – denne biting.

Der er masser af tunneler at tage af, og når de virkelige, IRL, ikke batter, så finder jeg på nogle fiktive. Så er det sagt. Jeg siger ikke hvilke af mine tunneler der er Fake, men ideen til hele balladen med at ville skrive om Ø Hansen og hans særlige forhold til tunneler og andre mørke, trange steder, opstod på en spadseretur i Kongens Have. Mellem Rosenborg Slot og Rundetårn løber en tunnel, engang benyttet af Christian den Fjerde og hans kvindfolk, senere et oplagt sted for Livgardens elitære enhed, Løve-ordenen, at udføre deres rituelle optagelsesprøver i.

Det er, så vidt jeg er orienteret, slut nu. Der skete for mange dødsfald, og man kunne ikke blive ved med at dumpe de døde gardere i Inderhavnen, forklædt som selvmord og drukneulykker.

Men det bliver først i bog nummer to: LØVENS KYS, at dette bliver fortalt. Der er selvfølgelig også videoer, hele to om denne tunnel fra Rosenborg Slot til Rundetårn. Grav tunneldybt her på bloggen eller på Youtube! Den tredje bog, DØD VOKAL, vil jeg ikke komme ind på her. Gode folk har anbefalet mig at fokusere, at få tunnelsynet på, so to speak, og få gjort bog nummer et færdig.

OK

Det nytter ikke noget. Jeg må se at blive færdig med mit manuskript. RØDT GULD står der på forsiden og næsten 700 sider længere henne er mit udkast til bagsideteksten.

På det seneste har jeg lagt mærke til at bekymrende mange af de emner, jeg kredser om i bogen, rumsterer i medierne, eller bliver fortalt andre steder. Jeg nævner i flæng: Strunge (ny film), Den Kolde Krig (Putin og Trump der byder op til isdans med os andre som bænkevarmere), Rockerkrigen (eller, forløberen, i bogen om Bullshit), Kejsergadesagen (jeg så en tv-dokumentar i forgårs). Suk. Bliver alle mine (“mine”) ideer planket?

Det er selvfølgelig fordi jeg spænder vidt, i bøgerne, men også fordi jeg er lidt længe om at blive færdig. Virkeligheden banker på, og hvis ikke jeg skynder mig, så ender det hele med at blive overhalet inden om.

Endnu er jeg ikke stødt på afslørende nyt om Nationalbanken, Lolland, blodigt guldkup i København, voldsomt overfald på Livgarden, afsløringen af sære tendenser i skumle tunneler, hemmelige agenter med navnet Ø Hansen, fordækte aktiviteter i pianobutik på Borups Alle 213 eller i Bjørnekælderen under Politigården i København (se lige bort fra Afdeling Q!), så der er stadig noget at glæde sig til. Det gør jeg. Og så har jeg det temmelig sjovt mens jeg skriver, by the way. Seneste påfund er elskov og mord (to væsentlige omdrejningspunker i bøgerne) i de ikke færdigbyggede ramper på Bispeengbuen. De findes skam, de skjulte tunneler, og der sker ting og sager i mørket.

Tilbage til skrivemaskinen. Tilbage til tunnelboremaskinen.

Seks seks seks og de sikre pseudonymer

Beklager! Det er længe siden, men julefreden har været langt væk. Sagen er, at jeg dog har fået skrevet lidt mere på min bog. Første bind i Tunnel3logien, RØDT GULD, er netop nu præcis landet på 666 sider. Derfor første del af overskriften.

Dyrets tal, 666, er bare et tal. Snart er jeg på 671 sider, men alligevel giver det mening at dvæle lidt. En djævelsk tvivl har nemlig hjemsøgt mig.

Mine overvejelser drejer sig om sidste del af overskriften. Der er nogle genkendelige og kendte personer (virkelige mennesker) fra den danske kunstverden med i RØDT GULD, og måske er det ikke i orden. Autofiktion eller ej. Hidtil har jeg nemlig kaldt dem deres rigtige, egne navne.

Så. Nu har jeg besluttet mig for at kalde dem noget andet. I forvejen hedder Ø Hansens stedfar bare “Præsten”, så springet er ikke så langt, og måske er det simpelt hen bare mere cool at kalde de pågældende mennesker for hhv “Digteren” og “Arkitekten”?

Digteren kaldes for variationens skyld også for Digteren M, eller bare M, mens Arkitekten har sit Davidsen.

Hvad er der ellers sket? Manuskriptet vokser ikke kun, jeg redigerer og sletter en del, fjerner noget der var guldkorn sidste år, men som jeg er vokset fra, nu. Nye guldkorn kommer til. Det endelige, blodige opgør mellem to af bogens ret væsentlige personer er tættere på papiret. Jeg har en plan, men skal lige have sætningerne til at makke ret.

Mens det sker har det nok både været jul og nytår, og det vil jeg gerne ønske alle: Glædelig og godt.

Hemmeligt navn – og de små børn i Blodbøgen

Er I der, Østofte?!

Mine små stuer har lige haft besøg af 25 venner. Folk sad tæt, min noget yngre hustru var mest i køkkenet og jeg brugte lejligheden til at læse op af RØDT GULD og fortælle anekdoter. Der blev spist pizza og drukket rosévin. Det var en ikke-fest, og hvad skal man med fester, når ikke-fester er så sjove? Fem tømte bag-in-box, en hel lollandsk kartoffelmark, høstet, snittet og lagt på pizzaer, et kranie med ananassodavand fra Ribe og 631 siders manuskript.

Amalie, min datter, har taget dette billede. Der kommer flere skud længere fremme i teksten. Pelle P var på pletten med sit nye kamera.

Nå men. Efter at have læst verdens længste prolog og de første kapitler af bogens første del: Kaos i København, satte vi gang i løkkehjulet. En plade med Østjysk Musikforsyning var blevet klistret ind i 50-60 papirlapper. Der hvor pladen stoppede, pegede pickuppen på en seddel, som jeg så fortalte noget ud fra. Dejligt tilfældigt.

Østjysk Musikforsyning
Lollandsk løkkehjul

Der blev talt om Bornholm, Ingen retsmedicinere, På skolebænken, Rockere, Research, Hvem skal spille Ø Hansen i filmatiseringen af de tre bøger, RØDT GULD, LØVENS KYS og DØD VOKAL? og en del andre spændende sager, men vi kom slet ikke alle emner igennem. Den store HEMMELIGHED, fx, nåede vi ikke. Ellers ærgerligt. Det var her jeg ville have fortalt, at jeg stærkt overvejer at skrive under pseudonym – og hvilket pseudo-navn jeg har udtænkt. Det må blive en anden gang.

Men det var en god ikke-fest. Jeg hyggede mig og fik igen prøvet at læse op foran en større forsamling. Dét skal også øves, inden jeg snart skal på turne til de midtlollandske biblioteker, med Østofte som højdepunkt.

Her er der snapshots: https://photos.app.goo.gl/b0gWZpBGJm4ZBaV42

Børnehaven Blodbøgen

Dagen efter ikke-festen cyklede jeg forbi en børnehave på tur. De søde, små mennesker gik hånd i hånd og råbte “Et-to-sutsko” og lige dér fik jeg ideen til et ekstra kapitel om de blodige begivenheder i Bredgade.

Min fiktive børnehave, jeg tænker den skal hedde “Blodbøgen”, er på tur til Amalienborg. Det lille børneoptog kommer marcherende “tinge-linge-later“ på fortovet i Bredgade.

Børnene og deres pædagoger har direkte kurs mod Amalienborg fra den ene ende af Bredgade. Livgarden, der netop har passeret statuen af Christian X til hest, har også direkte kurs mod slottet, bare fra den anden ende af Bredgade.

Og så er der jo de sortklædte, tysktalende personer i de to voldsomme firhjulstrækkere. De gode mennesker fra min ikke-fest ved godt, hvad der skal ske. De sortklædte har ikke godt i sinde, og snart er helvede løs.

… nu også med børnehave.

180 meter zen

Forestil dig en fodboldbane

En fin, grøn fodboldbane. 90 meter lang fra det ene mål til det andet. 90 meter er mindstemålet for en fodboldbane. De fleste fodboldbaner er noget længere, 100 eller 110 meter, men denne bane er 90 meter. Og det er også noget.

Stil dig nu på mållinjen, fx midt i målet. Træk vejret dybt. I din favn har du en masse papir i formatet A4. Dejligt papir, næsten 30 cm på den lange led. Sig til dig selv: Dette er en dejlig dag, dette er en dejlig fodboldbane og dette er i sandhed noget dejligt papir.

Du lader dine øjne falde på stakken af papir. Du kan se at der er skrevet noget. En masse ord, masser af dejlige ord på virkelig mange stykker papir i det fantastiske A4-format.

Du er glad. Du er lykkelig. Du ved, hvad der skal ske, og en fugl kvidrer et sted, en blåmejse eller en musvit, det er lige meget. Du har ikke forstand på fugle, men du er glad.

Du bukker dig ned og lægger et ark papir på græsset, så den korte side rammer mållinjen og resten af siden peger 30 cm fremad. Læg en ny papirside i forlængelse af den første. Gentag dette hele vejen ned til den anden mållinje. Du har nu lagt en lang bane af papir i en længde af 90 meter. Du er nu for alvor glad, men du er slet ikke færdig. Der er mere papir.

Du vender dig om og kigger ned ad fodboldbanen med det fine spor af papir. Du trækker vejret, fuglen fra før fløjter igen og du tager et par skridt til siden.

Du ved hvad der skal ske, du er tryg og glad. Du bukker dig ned og begynder at lægge de dejlige, tætskrevne A4-sider ned på banen, i retning af, hvor du kom fra før.

Forestil dig så, at du når hele vejen tilbage til den mållinje, hvor du begyndte. Læg den sidste papirside, så den rammer mållinjen. Du har nu to baner A4-papir. Hver bane er 90 meter lang. Du har lagt 180 meter papir.

Træk vejret. Du er ikke i virkeligheden på en fodboldbane der er 90 meter lang. Men det føles godt. Og her lugter lidt af græs.

En sidste ting: Forestil dig, at du står med manuskriptet til RØDT GULD i hånden. Printet på A4-papir, og mod min sædvanlige praksis, kun printet på den ene side. Så har du papirsider nok til at dække en fodboldbane i to længder som netop beskrevet. Jeg har rundet 600 skrevne sider! Og det går videre.

Og skal jeg så sige at det er færdigt, snart. Nej!

Magnumflaskens hemmelighed

eller: De polske pizzasnegle og en engels aftryk.

Det var en god dag!  Så er det sagt. 4. juli havde jeg indbudt til oplæsning og røverhistorier på Frederiksberg. Mange søde mennesker i alle aldre og alle køn mødte frem, først ved Mindehøjen i Søndermarken, siden en gåtur gennem Frederiksberg Have og som afslutning, oplæsning af udvalgte kapitler fra RØDT GULD i vinkælderen på den butik, der dengang, der blev begået et mord her, hed Small Virgin.

Det må være på sin plads, lige her, lige nu, at sige tak til alle, der mødte frem. Der var god stemning, godt vejr, dejlig vin og jeg fik fin feed back på det jeg fortalte om eller læste op af.

Særligt glad var jeg for at kunne vise stedet i Mindehøjens gulv, der viser det engel-formede aftryk efter den læskede kalk, der fik punkpigen Pi til at forsvinde. Og selv de største tvivlere kiggede efter, under tæppet i vinkælderen, for at sande, at der faktisk er blodspor, sporene efter Lars, der bare ikke kan vaskes væk.

Masser af blod og masser af vin – det røde guld.

Billeder fra dagen, via Pinterest:

https://www.pinterest.dk/tonnywendel/4-juli-2017/

PS

  • Magnumflaske = mordvåben
  • Pizzasnegle = fra Italien (ikke Polen)