DET FØRSTE KYS
Det var en stor dag i Østofte. Den lille boldklub med det misvisende navn, Bandholm Boldklub, fyldte 50 år i 1970. I anledning af jubilæet var der fint besøg. Det europæiske kontinents ældste klub, KB fra hovedstaden, grundlagt i 1876, sendte de frygtindgydende guldvindere fra 1968. Året efter var det blevet til sølv.
Bandholm Boldklub var til lejligheden forstærket med otte spillere fra B 1901, sydhavsøernes stolthed, inde fra Nykøbing Falster.
Alle sejl var sat til. Den lokale handelsstandsforening ville have fulde huse. Stadion kunne rumme 8.000 publikummer – det havde der aldrig, ikke engang tilnærmelsesvist været. Men amtsborgmesteren øjnede en mulighed for at markedsføre de ofte noget oversete øer, Lolland og Falster, som en svanesang i hans embede som amtsborgmester over Maribo Amt, inden de to øer om kort tid ville blive til en meget lille del af det store Storstrøms Amt.
– Den skide kommunalreform, tænkte amtsborgmesteren ofte højt. Også fordi han med den nye inddeling af amterne i Danmark ville miste sin egen titel og sit hverv som amtsborgmester.
Lige nu var der 25 amter i Danmark, om kort tid ville det blive minimeret til 14. Hans to øer, Lolland og Falster ville blive til et lille hjørne af i Danmark. I samme hug gik man fra 1098 til kun 277 kommuner.
Men denne kamp, mellem de lokale helte i Østofte/Nykøbing Falster og så giganterne fra København skulle være en manifestation af hans og Lolland-Falsters stålsatte vilje til at tage kampen op mod København – og med et lille, naivt håb om at vinde.
Det skulle vise sig at være svært at få solgt billetter til jubilæumskampen. De lokale havde oprindeligt kun købt ca. 1000 billetter (man regnede med en afklapsning af de store) og fra København kom der kun nogle hundrede.
Det var først da slagteren på et krisemøde i arrangementskomiteen slog sin skinkestore næve i bordet og råbte:
– Der skal satme kød på bordet!, at der efterfølgende begyndte at ske noget.
Med kød mente manden både det kød, han så flittigt selv langede over disken – der skulle steges pattegris, masser af pattegris – og så det kød, der senere skulle skabe kaotiske tilstande i Østofte og omegn. Der blev i hast indgået en aftale med den kendte svenske slangetæmmerske, Veroniqa. “Veroniqa” var artistnavnet, hun var 24 år forinden døbt Åsa Olsson. Udover sit lyse hår, sin smækre krop og selvfølgelig den mægtige slange, var hun kendt for at være temmelig nøgen under udførelsen af sin kunst.
Slagteren fik sin vilje, der blev indkøbt en anseelig mængde pattesvin der skulle på spid og grilles, af egen lomme betalte han den svenske kunstner for at optræde i pausen mellem de to halvlege, og selvfølgelig fik han historien om det gode initiativ sendt til de store københavneraviser. Og så skete der noget. Alle resterende billetter blev revet væk – og der ville kunne have været udsolgt også på et dobbelt så stort stadion. For at presse nogle tusinde pladser ekstra ind, byggede man et par midlertidige tribuner. I alt 10.000 mennesker skulle se kampen, og nok mest Veroniqa. En voldsom mængde mennesker for et lille byområde som Østofte med kun nogle hundrede indbyggere. Alle ville se den smukke, nøgne kvinde i pausen.
Ø var bolddreng
Præsten var – oplyst som han ellers påberåbte sig at være – træt af tidens fordærv. Pornografiens nylige lovliggørelse var et skråplan, men i disse spæde år fortsat et fænomen man skulle til Nakskov, Vordingborg eller helt til København for at få ind på livet. Der var stille og roligt i Østofte, men nu kom denne … danserinde.
Han kunne ikke bestemme over Ø, og drengen var aktiv i ungdomsrækkerne i Bandholm Boldklub, så da Ø fortæller at han skal være bolddreng til det store arrangement, smiler Hanne stolt. Og så var der slet ikke noget for præsten at gøre.
Den store dag oprandt, busser fyldte med forventningsfulde mennesker, udelukkende mænd, ankom til den lille flække og straks var der trafikkaos. Ingen havde tænkt over, hvor de mange mennesker skulle gøre af deres køretøjer. Et andet problem viste sig at være at mange af de tilrejsende fra nordpå søgte mod Bandholm, i sikker forventning om at der var her man ville finde Bandholm Boldklub. Da det ikke gav mening at fortsætte i bil eller bus ad den bilproppede vej mellem Bandholm og sydpå til Østofte, parkerede man på diverse marker eller ved havnen i Bandholm, for så at gå de få kilometer.
Mere end 6000 fodboldinteresserede og slangetæmmerliderlige mænd kom af disse grunde for sent til kampen. Den stadigt siddende amtsborgmester gjorde sin stadigt gældende magt gældende, da han overbeviser dommertrioen om, at man bliver nødt til at vente med at fløjte kampen i gang. Så det gjorde man. Ventede. Og vejret var fint og der var købt masser af øl til de tørstige sjæle, men de første mange svin blev branket af denne forsinkelse på en time, som det endte med at vare og øllen, der i god var hældt fra fustage til plastickrus, blev lunken og doven af at under den bagende sol.
Kampen gik i gang og som forventet gik det hurtigt galt for de lokale helte. Bagud 0:4 ved pausen. Men så kom højdepunktet, de fleste havde rejst så langt efter, den svenske slangetæmmerske.
Den næsten nøgne, svenske slangetæmmerske
Normalt når hun optrådte, små listige klubber eller på en scene i de svenske folkeparker, stod hun tæt på sit publikum og folk kunne se hende og slangen. Historierne om hendes nøgenhed var i øvrigt stærkt overdrevne, men så længe det gav publicity og publikum, havde hun ikke tænkt sig at rette på dén historie. Sagen er, at hun aldrig var nøgen, når hun gav sit show. På de store, offentlige optrædener, i parkerne hvor der også kom børn, bar hun bikini, og i de mere intime klubber, hvor det gik an at vise noget mere frem, smed hun undervejs i showet sin brystholder. Men aldrig trusserne.
Men både trusser og brystholder var lige nu gemt bag en stor kåbe, som slagteren havde fået fremstillet. På ryggen stod der “Slagteren i Bandholm” og efter amtsborgmesterens ønske “Lolland Falster”. Hun stod og trippede nede ved sidelinjen, snart var det hendes tur. Hun havde aldrig optrådt for så mange mennesker før. Slangen var lagt i den store kurv, og der var låg på. Det var borgmesteren glad for, for han stod lige ved siden af. Det var blevet ham og slagteren, de to store bagmænd bag arrangementet, der skulle følge Veroniqa ind – og bære den tunge kurv. De to var meget korpulente mænd, slagteren helt enormt stor, så den svenske kvinde syntes af ingenting.
På dette stadion skulle hun helt ind i midtercirklen, for at alle kunne se lige meget. Og selv om fodboldklubben var lille, byen var lille og den normale opbakning var lille, så var denne fodboldbane i Østofte præcis så stor, en fodboldbane efter forskrifterne måtte være. Det var en kæmpestor fodboldbane. Hele 120 meter lang ved sidelinjen og 90 meter brede mållinjer. For publikum ved langsiden blev afstanden til den lille Veroniqa derfor 45 lange meter, og for andre, de der stod bag målene, 60 endnu længere meter. Mindst.
Nu stod hun inde i midten. Slagteren måtte hive amtsborgmesteren med ud ad banen, efter at have afleveret kurven med slangen. Veroniqa var klar. Hun tog låget af kurven, hævede armene og lod kåben falde til græsset.
Hun havde på forhånd skønnet at der kunne være børn blandt publikum, så hendes kodeks bød hende at optræde med fuld bikini. Hun tog fejl i sin antagelse, de eneste børn til stede var bolddrengene. Havde bikinien så bare været hudfarvet, så mændene på distancen kunne være blevet i troen at hun var nøgen, men hun havde valgt en dybrød nuance. En meget synlig, rød farve, selv på den lange afstand.
Hun gjorde ellers hvad hun kunne. Slangen kom op af kurven og hun lod den sno sig om hende. Hvis den ville, kunne den knuse hende og sluge hende i en mundfuld. Alt var for så vidt ok. Men hun var ikke nøgen. Mændene på lægterne begyndte at buhe, da det gik op for dem, at dette ikke var striptease.
Da de vilde og vildt skuffede mænd, sure over den elendige planlægning, de håbløse, trafikale forhold, den helt tørstegte pattegris, den dovne øl og nu – en ikke spor nøgen slangetæmmerske alt for langt væk, besluttede sig for at tage sagen i egen hånd, gik tingene med ét meget stærkt.
Ti-tolv mænd gik i samlet flok ned fra den sammenflikkede ekstratribune forbi den ene grill, som fik et spark og væltede, forbi en bolddreng (ikke Ø), der fik et skub og væltede og var snart på vej ind på fodboldbanen. De havde direkte kurs mod slangetæmmersken da slagteren – han havde ikke løbet så hurtigt siden han for 75 kg siden var soldat i Vordingborg – pludselig bare stod der, lige foran de sure mænd. Og slagteren lignede ikke en, de kom til at vælte.
– Red hende, Ø!, brølede slagteren, – få hende ud!
Mens slagteren gik i lag med så mange mænd han kunne og faktisk formåede at spærre de fleste vejen til kvinden inde i midten af banen, spænede Ø alt han havde lært, og nåede at fælde et par voksne mænd undervejs med sin berømte wingbacktackling.
Som den første når han ind til den svenske kvinde og hendes slange. Hun har set optrinnet henne ved slagteren og står nu og tripper med den store slange over skuldrene, bange for at gå noget sted hen. Her er så mange mennesker, og det er umuligt at vide hvor hun skulle gå hen for at komme i sikkerhed. Ø kan se at hun er bange og tager hende i hånden og sætter kursen mod nedgangen til spillertunnelen. Undervejs stopper hun.
– Den är så tung, min orm, nææ, min slaaange, rettede hun det svenske ord til overdrevent dansk.
Ø havde aldrig rørt ved så stor en slange før. Et par snoge var det blevet til, og de var alle døde forinden. Denne kvælerslange var enorm. Det var svært for ham at se hvor lang den var, men nok tre meter. Og den var tung. Den var rar at røre ved – varm og blød, men også hård. Som hans lårmuskel, når han virkelig spændte. Ø kiggede nærmere på svenskeren, mens de sammen bar slangen væk fra fodboldbanen. Hun var pæn. Og selv om han kun var 10 år, følte han sig som en beskytter. Det var rart. Og der var noget ved hendes bikiniklædte krop, der gjorde ham nysgerrig.
Ø kender stadion ud og ind og finder vej til ungdomsspillernes lille boldrum nede i den fjerneste ende af spillertunnelen. Rummet er normalt fyldt med fodbolde, kegler, målnet og hjørneflag, men det hele er i spil til den fornemme kamp, så rummet er tomt. Kun en bænk og den gamle kridtemaskine er her nu. Endelig får kvinden mulighed for at sætte sig og lægge slangen fra sig.
– Tak, litten gosse. Lille mand, nej fyr, retter hun igen. – Hej. Jeg hedder Veroniqa.
Hun strækker en nøgen arm og en hånd ikke større end hans frem mod ham. Hun smiler. Hun har øjne så store og blå at han kunne svømme i dem og dykke dybt. Det ville han gerne lige nu. Løbeturen med slangen havde knækket den ene strop til bikinien. Hun kigger på ham igen – uden at blinke. Han blinker heller ikke. Svømme og drukne, tænker han. Med den ene hånd har hun formået at holde på formerne mens hun og Ø var flygtet ud af banen og her ned i det lille rum. Men uden slangen at tænke på, lægger hun nu forsigtigt den ødelagte brystholder ned på bænken mellem sig og slangen. I det sekund det tager for hende at gemme brysterne bag sine to små hænder, bliver Ø mange år ældre. Det her er meget overvældende for en ung knægt, der hidtil kun har kendt til kvinderne i familien, hans mor og mormor. Pigerne i skolen havde han aldrig andet end klippet fletningerne af.
DET FØRSTE KYS
Han trækker sin egen trøje over skuldrene og tilbyder hende den. Sådan ville Prins Valiant gøre. Hun tager smilende imod hans tilbud. Igen det her dybe blik og igen i et sekund, der føles som en lang sommer, kommer hendes bryster helt til syne igen. I det øjeblik hendes hænder strakt over hovedet med besvær krænger blusen ned over hovedet får han lyst til at række hænderne frem. Ikke for at hjælpe hende med blusen. Hun skynder sig ikke meget med at få bakset blusen på plads. Hendes bryster brister næsten den stramme bolddrengbluse. Blusen er sort, hendes hår er meget lyst og hendes øjne er blå. Brysterne spænder stoffet til det yderste. Ø er forelsket, men ved det ikke. Han tænker at ”det her” er ligesom da han sidste efterår havde spist en forkert svamp ude ved skovhulen. Har slangen mon bidt ham? Det boblede og han var – glad. Glad og 10, næsten 17 år gammel.
Han får lov at bære slangen over sine skuldre. Den vejer 40 kg, men den er dejligt varm – og omgivelsernes kaos taget i betragtning, usædvanlig rolig.
– Min litten redningsmand! Hendes danske var absolut forståeligt, men pyntet med en charmerende, svensk accent og nogle sjove ord.
Han havde ikke lyst til at høre andet sprog, end hendes. Nogensinde.
– Titta på os. Du er så litte! Herregud.
Hun tager hans hoved mellem sine hænder og trækker ham hen til sig. Han mærker, hvor blød hun er. Hun kysser ham på munden. Langsomt. Han var aldrig før blevet kysset på munden af en fremmed kvinde før. Hun er en lille kvinde og slangen er stor. Hendes hud er blød og varm. Hun dufter af parfume, af kvinde og af dyr. Sådan lugter en kvinde. Sådan lugter en slange. Han har lyst til at hoppe, eller danse.
Han løber ud af rummet. Stæser hen til et andet rum, han kender, finder en flaske Jolly-Cola, flyver tilbage til hende og garanterer, at han vil være tilbage om tre kvarters tid. Hurtigere, hvis han kan smutte fra kampen. Hun smiler blot og aer den slumrende slange.
– Han hedder Fred! Hun skifter fokus fra Ø til slangen. – Det var min første kæreste. Fred. Han er folkesanger i Sverige. En stor pojke!
*
Anden halvleg var lige gået i gang, næsten et kvarter forsinket. Amtsborgmesteren var dybt rystet. Denne svanesang var ved at udvikle sig til svanens død. Først det trafikale kaos og forsinkelsen, så det brankede kød og det lunkne øl, og nu balladen med slagteren og de hidsige københavnere, der kun med møje og besvær var blevet hevet fra hinanden og skubbet ud bag mållinjen igen. Mange havde forladt stadion før tid, nu hvor slangetæmmersken var forsvundet, og der blev råbt ”bonderøve” og ”narrefisse” på vej ud af stadion, mens stadig flere pattegrise blev sparket til jorden. Pressen gjorde sine notater.
Ø løb hen på sin plads bag den ene reklamesøjle. Han gav tegn til slagteren at alt var ok. Det var først herude i det fri, at han kom i tanke om at han havde nøgen overkrop. Han kiggede sig forlegent omkring. Alt var i opbrud, der var ingen der skænkede ham en tanke.
Resultatet af den ulige kamp på banen bliver 1:7, Østoftes eneste mål er et selvmål af det svageste led hos KB, deres libero. Den lille sportslige udfordring havde gjort det let for træneren at sætte holdet med en del reservespillere. Da den normale libero lå i træningslejr med landsholdet (ligesom fire andre spillere) blev der rykket en fyr op fra andetholdet. Men han blev skadet dagen forinden, så træneren måtte dykke dybt i rækkerne, og endte med at udpege en 38-årig forhenværende stjerne fra KB’s oldboyshold. Den tidligere stjerne nød at spille for mange mennesker igen, og ville lave et fikst lob tilbage til egen målmand, den ene gang i kampen hvor lollikkerne kom i nærheden af københavnernes målfelt. Lobbet var dårligt timet, så bolden gik over målmandens strakte arme og direkte i eget mål. Men der var ingen jubel fra de lokale, for de fleste var gået hjem.
Ø beslutter sig for at løbe tilbage mod tunnelen før sidste fløjt. Han vil tilbage til det lille rum og Veroniqas bryster. Blodet i den spæde krop bobler og i en spurt er han hurtigt tilbage ved rummet. Han stiller sig udenfor den lukkede dør. Her er helt stille nu. Han har altid holdt meget af dette sted. Ø forsøger at få vejrtrækningen i ro, førend han pænt banker på. Ikke en lyd. Han åbner forsigtigt. Der er helt mørkt og tomt i det lille rum. Han tænder lyset uden at finde andet end den tomme colaflaske og så hendes røde brystholder med den knækkede skulderstrop. Det røde stykke blondestof er bundet i en sløjfe om flasken. Veroniqa og Fred er forsvundet.
Han løsner forsigtigt det sarte, røde stof fra flasken. Han lugter til BH’en. Med ét erstatter hendes lille gave det meste, nærmest alt, i hans portefølje af elskede skatte. Og fra dette øjeblik lover han, sværger han til Svantevit, den højeste af hans guder, at det er slut med at klippe fletninger af pigerne.
Han savnede Veroniqa, så kort deres møde havde varet, men snart skulle han finde en endnu kosteligere skat.
