Fra prospect til prolog

I sidste uge skrev jeg lidt om min korte periode som prospect. Nok om det (Dansk Forfatterforening). Meget mere vigtigt er det, at jeg er ved at have min prolog klar til RØDT GULD.

*

Vi er i Kværkeby, lidt uden for Ringsted midt på Sjælland. Den sindssygt farlige, men i Danmark noget ukendte norske rockerklub Pissbrains pønser på ulovligheder.

Præsidenten for Pissbrains, Conrad Grünerløkka, eller bare Connie, gør sig klar til en smertefuld ceremoni. Det store dødningehoved, klubbens totem, skal fyldes med pis. Han har en snes norske rockere, der lige nu sidder og drikker dyr og dårlig norsk øl – de skal nok kunne bidrage til ofringen. Det er mere et problem med ham selv. Siden episoden med danskeren på kostskolen dengang, har Connie ikke kunnet tisse lige, og hver tur på potten er et helvede af smerte. Men nu skal han. Det er en nødvendig del af ceremonien. Præsidenten for Pissbrains skal selvfølgelig kunne pisse. Connie hader alt dansk, mest af alt den dansker, der lemlæstede ham dengang. Fucking von Kanuth!

*

… and so it goes.

Det er ikke lige sådan det kommer til at stå i RØDT GULD, men læsere af denne blog forstår.

Der er to ting mere til de mest trofaste:

Et: Fucking von Kanuth var en dansk dreng, der gik på den mondæne kostskole Sunny Hill dengang i 1970’erne samtidigt med den norske gut Conrad G. Du ved det, men Connie ved det ikke: Ø Hansen kaldte sig under sit ophold på kostskolen kun for Kanuth. Fucking von Kanuth og den (lem) lemlæstede Connie skal snart mødes igen. Bly og blod!

To: Husk at komme til Mindehøjen fjerde juli. Jeg giver oplæsning, måske den fulde version af prologen, og lidt sodavand og vin.

Min karriere som prospect

Inden jeg fortæller om min korte karriere som prospect, så er det tid til en historie om en tunnel og en anden om Shakespeare.

TUNNEL fra Ø til N

Ø Hansen har fundet en tunnel! Denne gang er det en tunnel, der både redder hans liv og som – og det her er virkelig helt tilfældigt – binder hans første bogstav “Ø” sammen med det sidste “N”. Ø som Østerbro og N som Nørrebro. Et sted i København redder Ø Hansen livet ved at kravle gennem en tunnel, der på fantastisk vis binder de to bydele, Østerbro og Nørrebro sammen. Mere skal ikke siges her. Men glæd dig til RØDT GULD.

SHAKESPEARE og den fede kat

I aften skal jeg se Hamlet på Betty Nansen-teatret på Frederiksberg. Undervejs i RØDT GULD er der slet skjulte henvisninger til alverdens film og skønlitteratur. Shakespeare har leveret inspiration til en af skæbnerne i Tunnel3logien. Sagen er, at Østofte Kirke på Lolland har en graver. Denne graver har en kat, og denne fede kat hedder Ofelia. Ikke mere om denne kats skæbne her, det har jeg tidligere været inde på (og det ender ikke godt). Og det gjorde det jo heller ikke for Shakespeares Ophelia. Hun mister først forstanden og siden livet, da hun kaster sig i floden. Hun finder ud af at hendes far, Polonius, er blevet dræbt af hendes elskede, Hamlet. Det er Ophelia, hende den rødhårede på billedet.

PROSPECT og min optagelse i klubben

Jeg har søgt om optagelse i Dansk Forfatterforening, og er nu, efter mange slidsomme prøvelser, kommet ind i varmen. I tiden op til RØDT GULD udkommer, er jeg såkaldt associeret medlem. Når bogen så udkommer, så stiger kontingentet og så er jeg rigtigt medlem. Hurra.

Cykelsmeden

Forleden stod jeg nede i min gård og baksede med en cykel. En gave til min datter. Tidligere ordnede jeg altid mine cykler selv, og også andres for at hjælpe. Jeg syntes det gav mening at lave tingene selv – og spare penge. Tiden er gået og min værktøjskasse er en skandale. Det er ikke nemt at ordne cykel med en spidshammer og en fyldepen, så jeg erkendte mine begrænsninger og cyklen er nu blevet lavet af en fagmand. Noget af et knæk på stoltheden, og der har endda været en cykelsmed i familien. Min oldefar, som døde før jeg kom til verden. Han var cykelsmed og salig Rasmus ville vende sig i sin grav, hvis han havde set sit oldebarn så hjælpeløs med mekanikken.

Det der retfærdiggør disse ord og tanker på denne blog, er min oldefar. Cykelsmed, smed, fotograf m.m. Rasmus Hansen, født i Østofte. I min bog, RØDT GULD, har han lagt navn til Ø Hansens morfar, Fidelisas mand, der netop hedder Rasmus Hansen. Og fødestedet Østofte er på mange leder og kanter et centrum, et anker i Ø Hansens univers. Det er her, lillebitte by midt på Lolland, Ø vokser op – det er her han flytter fra – og det er her han undervejs kommer tilbage til, når hovedstaden bliver lidt for rough.

Virkelighedens Rasmus Hansen bevægede sig fra fattigdom på Lolland til fattigdom i København. Der går rygter i familien om, at han undervejs i sin smedemetier hjalp selveste Ellehammer på dennes værksted i Istedgade. Det er en god historie, særligt hvis det skete i årene forinden 1906, for tænk, hvis min oldefar har været med til den berømte flyvning – ofte kaldt den første flyvning i Europa (men det er forkert) i 1906 nede på den lille ø, Lindholm, lige nord for Bandholm – et par lollandske spytklatter fra Østofte. Det er en god historie, og hvorfor skulle den være forkert? Jeg savner bare bevis for det. Og jeg har i min slægtsforskning virkelig været omkring dette emne.

Nå, men min oldefar har angiveligt været mekaniker for Ellehammer, og måske været med til det, der i den nationale selvforståelse var den første flyvning i Europa. Der er da noget!

Vigtigere for mig er at den unge lollik, Rasmus Hansen inde i København møder den unge Helvig, der er kommet til byen fra Holbæk. De to bosætter sig i gaderne lige op til Rundetårn, Landemærket og Pilestræde – og der får de en søn, min morfar, uden hvis eksistens jeg ikke kunne skrive denne blog, eller bogen RØDT GULD, eller de to næste bøger.

Så tak, Rasmus, fordi du vandrede eller cyklede fra Lollands flade marker til Københavns snævre gyder. Dengang var Landemærket ikke et sted man lod sine kære gå alene igennem, men det er der jeg selv er vokset op, de første spæde år af mit liv  1960’erne. Og jeg kan mærke at kvarteret betyder noget for mig. I Tunnel3logien kommer det til udtryk i at Rundetårn og Kongens Have får nogle meget centrale betydninger i bog nummer 2: LØVENS KYS.

____

Link til historien om Fidelisa, og de to videoer om Rundetårn og Kongens Have. Værsgo. Det er til dig, kvit og frit.

plus den hemmelige løvetunnel mellem

Og alle de andre videoer
(de er gode og ganske korte. Ofte kun et minut lange)

De hemmelige billeder

Hemmeligt

Det her er altså mest til mine betalæsere. Fem gode mænd og kvinder, jyder, bornholmere og københavnere.

Men da alle andre også er potentielle betalæsere til næste runde, dér hvor der skal kigges mere i detaljen (sprog, grammatik, faktatjek), så kig med herunder. Det er en af tavlerne fra min Pinterest-side. Man kan rulle ned i billederne (pt. er der 50).

Mange er billederne er fra en svunden tid. Noget er fra drengeklubben Svantevits skovhule. De vovede billeder af Vivi Bak og Eartha Kitt var et hit dengang i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Men derudover ser man motorcykler (Ø Hansen kører Junak), våben, plakater med Dead Kennedys, diverse forbrydere (fx Palle, der også lægger fjæs til topbilledet), forfatteren Celine, steder i Tunnel3logien (her bor Lili og her bor Cathrine). Man kan se nogle af de sko, Lili er så glad for og billeder fra diverse tunneler. Og så videre, osv. Når man et par steder støder på Robert De Niro (karakteren Travis i filmen Taxi Driver) så er det fordi Ø Hansen på et tidspunkt får fortalt, at han har en vis lighed med den unge De Niro, og i øvrigt på et tidspunkt anlægger sig samme hanekamhaircut. So it goes.

 

Den højrøde brystholder og det første kys

DET FØRSTE KYS

Det var en stor dag i Østofte. Den lille boldklub med det misvisende navn, Bandholm Boldklub, fyldte 50 år i 1970. I anledning af jubilæet var der fint besøg. Det europæiske kontinents ældste klub, KB fra hovedstaden, grundlagt i 1876, sendte de frygtindgydende guldvindere fra 1968. Året efter var det blevet til sølv.

Bandholm Boldklub var til lejligheden forstærket med otte spillere fra B 1901, sydhavsøernes stolthed, inde fra Nykøbing Falster.

Alle sejl var sat til. Den lokale handelsstandsforening ville have fulde huse. Stadion kunne rumme 8.000 publikummer – det havde der aldrig, ikke engang tilnærmelsesvist været. Men amtsborgmesteren øjnede en mulighed for at markedsføre de ofte noget oversete øer, Lolland og Falster, som en svanesang i hans embede som amtsborgmester over Maribo Amt, inden de to øer om kort tid ville blive til en meget lille del af det store Storstrøms Amt.

– Den skide kommunalreform, tænkte amtsborgmesteren ofte højt. Også fordi han med den nye inddeling af amterne i Danmark ville miste sin egen titel og sit hverv som amtsborgmester.

Lige nu var der 25 amter i Danmark, om kort tid ville det blive minimeret til 14. Hans to øer, Lolland og Falster ville blive til et lille hjørne af i Danmark. I samme hug gik man fra 1098 til kun 277 kommuner.

Men denne kamp, mellem de lokale helte i Østofte/Nykøbing Falster og så giganterne fra København skulle være en manifestation af hans og Lolland-Falsters stålsatte vilje til at tage kampen op mod København – og med et lille, naivt håb om at vinde.

Det skulle vise sig at være svært at få solgt billetter til jubilæumskampen. De lokale havde oprindeligt kun købt ca. 1000 billetter (man regnede med en afklapsning af de store) og fra København kom der kun nogle hundrede.

Det var først da slagteren på et krisemøde i arrangementskomiteen slog sin skinkestore næve i bordet og råbte:

– Der skal satme kød på bordet!, at der efterfølgende begyndte at ske noget.

Med kød mente manden både det kød, han så flittigt selv langede over disken – der skulle steges pattegris, masser af pattegris – og så det kød, der senere skulle skabe kaotiske tilstande i Østofte og omegn. Der blev i hast indgået en aftale med den kendte svenske slangetæmmerske, Veroniqa. “Veroniqa” var artistnavnet, hun var 24 år forinden døbt Åsa Olsson. Udover sit lyse hår, sin smækre krop og selvfølgelig den mægtige slange, var hun kendt for at være temmelig nøgen under udførelsen af sin kunst.

Slagteren fik sin vilje, der blev indkøbt en anseelig mængde pattesvin der skulle på spid og grilles, af egen lomme betalte han den svenske kunstner for at optræde i pausen mellem de to halvlege, og selvfølgelig fik han historien om det gode initiativ sendt til de store københavneraviser. Og så skete der noget. Alle resterende billetter blev revet væk – og der ville kunne have været udsolgt også på et dobbelt så stort stadion. For at presse nogle tusinde pladser ekstra ind, byggede man et par midlertidige tribuner. I alt 10.000 mennesker skulle se kampen, og nok mest Veroniqa. En voldsom mængde mennesker for et lille byområde som Østofte med kun nogle hundrede indbyggere. Alle ville se den smukke, nøgne kvinde i pausen.

Ø var bolddreng

Præsten var – oplyst som han ellers påberåbte sig at være – træt af tidens fordærv. Pornografiens nylige lovliggørelse var et skråplan, men i disse spæde år fortsat et fænomen man skulle til Nakskov, Vordingborg eller helt til København for at få ind på livet. Der var stille og roligt i Østofte, men nu kom denne … danserinde.

Han kunne ikke bestemme over Ø, og drengen var aktiv i ungdomsrækkerne i Bandholm Boldklub, så da Ø fortæller at han skal være bolddreng til det store arrangement, smiler Hanne stolt. Og så var der slet ikke noget for præsten at gøre.

Den store dag oprandt, busser fyldte med forventningsfulde mennesker, udelukkende mænd, ankom til den lille flække og straks var der trafikkaos. Ingen havde tænkt over, hvor de mange mennesker skulle gøre af deres køretøjer. Et andet problem viste sig at være at mange af de tilrejsende fra nordpå søgte mod Bandholm, i sikker forventning om at der var her man ville finde Bandholm Boldklub. Da det ikke gav mening at fortsætte i bil eller bus ad den bilproppede vej mellem Bandholm og sydpå til Østofte, parkerede man på diverse marker eller ved havnen i Bandholm, for så at gå de få kilometer.

Mere end 6000 fodboldinteresserede og slangetæmmerliderlige mænd kom af disse grunde for sent til kampen. Den stadigt siddende amtsborgmester gjorde sin stadigt gældende magt gældende, da han overbeviser dommertrioen om, at man bliver nødt til at vente med at fløjte kampen i gang. Så det gjorde man. Ventede. Og vejret var fint og der var købt masser af øl til de tørstige sjæle, men de første mange svin blev branket af denne forsinkelse på en time, som det endte med at vare og øllen, der i god var hældt fra fustage til plastickrus, blev lunken og doven af at under den bagende sol.

Kampen gik i gang og som forventet gik det hurtigt galt for de lokale helte. Bagud 0:4 ved pausen. Men så kom højdepunktet, de fleste havde rejst så langt efter, den svenske slangetæmmerske.

Den næsten nøgne, svenske slangetæmmerske

Normalt når hun optrådte, små listige klubber eller på en scene i de svenske folkeparker, stod hun tæt på sit publikum og folk kunne se hende og slangen. Historierne om hendes nøgenhed var i øvrigt stærkt overdrevne, men så længe det gav publicity og publikum, havde hun ikke tænkt sig at rette på dén historie. Sagen er, at hun aldrig var nøgen, når hun gav sit show. På de store, offentlige optrædener, i parkerne hvor der også kom børn, bar hun bikini, og i de mere intime klubber, hvor det gik an at vise noget mere frem, smed hun undervejs i showet sin brystholder. Men aldrig trusserne.

Men både trusser og brystholder var lige nu gemt bag en stor kåbe, som slagteren havde fået fremstillet. På ryggen stod der “Slagteren i Bandholm” og efter amtsborgmesterens ønske “Lolland Falster”. Hun stod og trippede nede ved sidelinjen, snart var det hendes tur. Hun havde aldrig optrådt for så mange mennesker før. Slangen var lagt i den store kurv, og der var låg på. Det var borgmesteren glad for, for han stod lige ved siden af. Det var blevet ham og slagteren, de to store bagmænd bag arrangementet, der skulle følge Veroniqa ind – og bære den tunge kurv. De to var meget korpulente mænd, slagteren helt enormt stor, så den svenske kvinde syntes af ingenting.

På dette stadion skulle hun helt ind i midtercirklen, for at alle kunne se lige meget. Og selv om fodboldklubben var lille, byen var lille og den normale opbakning var lille, så var denne fodboldbane i Østofte præcis så stor, en fodboldbane efter forskrifterne måtte være. Det var en kæmpestor fodboldbane. Hele 120 meter lang ved sidelinjen og 90 meter brede mållinjer. For publikum ved langsiden blev afstanden til den lille Veroniqa derfor 45 lange meter, og for andre, de der stod bag målene, 60 endnu længere meter. Mindst.

Nu stod hun inde i midten. Slagteren måtte hive amtsborgmesteren med ud ad banen, efter at have afleveret kurven med slangen. Veroniqa var klar. Hun tog låget af kurven, hævede armene og lod kåben falde til græsset.

Hun havde på forhånd skønnet at der kunne være børn blandt publikum, så hendes kodeks bød hende at optræde med fuld bikini. Hun tog fejl i sin antagelse, de eneste børn til stede var bolddrengene. Havde bikinien så bare været hudfarvet, så mændene på distancen kunne være blevet i troen at hun var nøgen, men hun havde valgt en dybrød nuance. En meget synlig, rød farve, selv på den lange afstand.

Hun gjorde ellers hvad hun kunne. Slangen kom op af kurven og hun lod den sno sig om hende. Hvis den ville, kunne den knuse hende og sluge hende i en mundfuld. Alt var for så vidt ok. Men hun var ikke nøgen. Mændene på lægterne begyndte at buhe, da det gik op for dem, at dette ikke var striptease.

Da de vilde og vildt skuffede mænd, sure over den elendige planlægning, de håbløse, trafikale forhold, den helt tørstegte pattegris, den dovne øl og nu – en ikke spor nøgen slangetæmmerske alt for langt væk, besluttede sig for at tage sagen i egen hånd, gik tingene med ét meget stærkt.

Ti-tolv mænd gik i samlet flok ned fra den sammenflikkede ekstratribune forbi den ene grill, som fik et spark og væltede, forbi en bolddreng (ikke Ø), der fik et skub og væltede og var snart på vej ind på fodboldbanen. De havde direkte kurs mod slangetæmmersken da slagteren – han havde ikke løbet så hurtigt siden han for 75 kg siden var soldat i Vordingborg – pludselig bare stod der, lige foran de sure mænd. Og slagteren lignede ikke en, de kom til at vælte.

– Red hende, Ø!, brølede slagteren, – få hende ud!

Mens slagteren gik i lag med så mange mænd han kunne og faktisk formåede at spærre de fleste vejen til kvinden inde i midten af banen, spænede Ø alt han havde lært, og nåede at fælde et par voksne mænd undervejs med sin berømte wingbacktackling.

Som den første når han ind til den svenske kvinde og hendes slange. Hun har set optrinnet henne ved slagteren og står nu og tripper med den store slange over skuldrene, bange for at gå noget sted hen. Her er så mange mennesker, og det er umuligt at vide hvor hun skulle gå hen for at komme i sikkerhed. Ø kan se at hun er bange og tager hende i hånden og sætter kursen mod nedgangen til spillertunnelen. Undervejs stopper hun.

– Den är så tung, min orm, nææ, min slaaange, rettede hun det svenske ord til overdrevent dansk.

Ø havde aldrig rørt ved så stor en slange før. Et par snoge var det blevet til, og de var alle døde forinden. Denne kvælerslange var enorm. Det var svært for ham at se hvor lang den var, men nok tre meter. Og den var tung. Den var rar at røre ved – varm og blød, men også hård. Som hans lårmuskel, når han virkelig spændte. Ø kiggede nærmere på svenskeren, mens de sammen bar slangen væk fra fodboldbanen. Hun var pæn. Og selv om han kun var 10 år, følte han sig som en beskytter. Det var rart. Og der var noget ved hendes bikiniklædte krop, der gjorde ham nysgerrig.

Ø kender stadion ud og ind og finder vej til ungdomsspillernes lille boldrum nede i den fjerneste ende af spillertunnelen. Rummet er normalt fyldt med fodbolde, kegler, målnet og hjørneflag, men det hele er i spil til den fornemme kamp, så rummet er tomt. Kun en bænk og den gamle kridtemaskine er her nu. Endelig får kvinden mulighed for at sætte sig og lægge slangen fra sig.

– Tak, litten gosse. Lille mand, nej fyr, retter hun igen. – Hej. Jeg hedder Veroniqa.

Hun strækker en nøgen arm og en hånd ikke større end hans frem mod ham. Hun smiler. Hun har øjne så store og blå at han kunne svømme i dem og dykke dybt. Det ville han gerne lige nu. Løbeturen med slangen havde knækket den ene strop til bikinien. Hun kigger på ham igen – uden at blinke. Han blinker heller ikke. Svømme og drukne, tænker han. Med den ene hånd har hun formået at holde på formerne mens hun og Ø var flygtet ud af banen og her ned i det lille rum. Men uden slangen at tænke på, lægger hun nu forsigtigt den ødelagte brystholder ned på bænken mellem sig og slangen. I det sekund det tager for hende at gemme brysterne bag sine to små hænder, bliver Ø mange år ældre. Det her er meget overvældende for en ung knægt, der hidtil kun har kendt til kvinderne i familien, hans mor og mormor. Pigerne i skolen havde han aldrig andet end klippet fletningerne af.

DET FØRSTE KYS

Han trækker sin egen trøje over skuldrene og tilbyder hende den. Sådan ville Prins Valiant gøre. Hun tager smilende imod hans tilbud. Igen det her dybe blik og igen i et sekund, der føles som en lang sommer, kommer hendes bryster helt til syne igen. I det øjeblik hendes hænder strakt over hovedet med besvær krænger blusen ned over hovedet får han lyst til at række hænderne frem. Ikke for at hjælpe hende med blusen. Hun skynder sig ikke meget med at få bakset blusen på plads. Hendes bryster brister næsten den stramme bolddrengbluse. Blusen er sort, hendes hår er meget lyst og hendes øjne er blå. Brysterne spænder stoffet til det yderste. Ø er forelsket, men ved det ikke. Han tænker at ”det her” er ligesom da han sidste efterår havde spist en forkert svamp ude ved skovhulen. Har slangen mon bidt ham? Det boblede og han var – glad. Glad og 10, næsten 17 år gammel.

Han får lov at bære slangen over sine skuldre. Den vejer 40 kg, men den er dejligt varm – og omgivelsernes kaos taget i betragtning, usædvanlig rolig.

– Min litten redningsmand! Hendes danske var absolut forståeligt, men pyntet med en charmerende, svensk accent og nogle sjove ord.

Han havde ikke lyst til at høre andet sprog, end hendes. Nogensinde.

– Titta på os. Du er så litte! Herregud.

Hun tager hans hoved mellem sine hænder og trækker ham hen til sig. Han mærker, hvor blød hun er. Hun kysser ham på munden. Langsomt. Han var aldrig før blevet kysset på munden af en fremmed kvinde før. Hun er en lille kvinde og slangen er stor. Hendes hud er blød og varm. Hun dufter af parfume, af kvinde og af dyr. Sådan lugter en kvinde. Sådan lugter en slange. Han har lyst til at hoppe, eller danse.

Han løber ud af rummet. Stæser hen til et andet rum, han kender, finder en flaske Jolly-Cola, flyver tilbage til hende og garanterer, at han vil være tilbage om tre kvarters tid. Hurtigere, hvis han kan smutte fra kampen. Hun smiler blot og aer den slumrende slange.

– Han hedder Fred! Hun skifter fokus fra Ø til slangen. – Det var min første kæreste. Fred. Han er folkesanger i Sverige. En stor pojke!

*

Anden halvleg var lige gået i gang, næsten et kvarter forsinket. Amtsborgmesteren var dybt rystet. Denne svanesang var ved at udvikle sig til svanens død. Først det trafikale kaos og forsinkelsen, så det brankede kød og det lunkne øl, og nu balladen med slagteren og de hidsige københavnere, der kun med møje og besvær var blevet hevet fra hinanden og skubbet ud bag mållinjen igen. Mange havde forladt stadion før tid, nu hvor slangetæmmersken var forsvundet, og der blev råbt ”bonderøve” og ”narrefisse” på vej ud af stadion, mens stadig flere pattegrise blev sparket til jorden. Pressen gjorde sine notater.

Ø løb hen på sin plads bag den ene reklamesøjle. Han gav tegn til slagteren at alt var ok. Det var først herude i det fri, at han kom i tanke om at han havde nøgen overkrop. Han kiggede sig forlegent omkring. Alt var i opbrud, der var ingen der skænkede ham en tanke.

Resultatet af den ulige kamp på banen bliver 1:7, Østoftes eneste mål er et selvmål af det svageste led hos KB, deres libero. Den lille sportslige udfordring havde gjort det let for træneren at sætte holdet med en del reservespillere. Da den normale libero lå i træningslejr med landsholdet (ligesom fire andre spillere) blev der rykket en fyr op fra andetholdet. Men han blev skadet dagen forinden, så træneren måtte dykke dybt i rækkerne, og endte med at udpege en 38-årig forhenværende stjerne fra KB’s oldboyshold. Den tidligere stjerne nød at spille for mange mennesker igen, og ville lave et fikst lob tilbage til egen målmand, den ene gang i kampen hvor lollikkerne kom i nærheden af københavnernes målfelt. Lobbet var dårligt timet, så bolden gik over målmandens strakte arme og direkte i eget mål. Men der var ingen jubel fra de lokale, for de fleste var gået hjem.

Ø beslutter sig for at løbe tilbage mod tunnelen før sidste fløjt. Han vil tilbage til det lille rum og Veroniqas bryster. Blodet i den spæde krop bobler og i en spurt er han hurtigt tilbage ved rummet. Han stiller sig udenfor den lukkede dør. Her er helt stille nu. Han har altid holdt meget af dette sted. Ø forsøger at få vejrtrækningen i ro, førend han pænt banker på. Ikke en lyd. Han åbner forsigtigt. Der er helt mørkt og tomt i det lille rum. Han tænder lyset uden at finde andet end den tomme colaflaske og så hendes røde brystholder med den knækkede skulderstrop. Det røde stykke blondestof er bundet i en sløjfe om flasken. Veroniqa og Fred er forsvundet.

Han løsner forsigtigt det sarte, røde stof fra flasken. Han lugter til BH’en. Med ét erstatter hendes lille gave det meste, nærmest alt, i hans portefølje af elskede skatte. Og fra dette øjeblik lover han, sværger han til Svantevit, den højeste af hans guder, at det er slut med at klippe fletninger af pigerne.

Han savnede Veroniqa, så kort deres møde havde varet, men snart skulle han finde en endnu kosteligere skat.

Konkurrence med kendispræmier

Påskeskæg

NU MED PÅSKEÆG. SØG DYBT!

Tunnel3logien kaster hermed sig selv og sine læsere ud i en konkurrence med fine præmier. Der er en håndfuld spørgsmål, et par meget svære og så nogle nemme. Alle rigtige svar tæller. So it goes. Hvis du er helikopterpilot, glad for amerikanske film og har fulgt pænt med på bloggen her og siden, www.facebook.com/tunnel3logien, så er du næsten i mål.

    1. Hvem er på billedet herover
      (mandlig skuespiller, der ikke har noget Ø i bagagen, men derimod et W)?
    2. Hvad sker der ellers i billedet,
      der kunne give mig ide til at bringe det her?
    3. Hvor langt kan en Sikorsky-helikopter flyve (aktionsradius)?
      Og der er alle mulige faktorer, I know, mandskab/last/vejrforhold og ekstratanke – men bare giv mig den størst mulige afstand en eller anden model kan tilbagelægge uden at skulle lande for at tanke op.
      Ø Hansen skal nemlig snart ud at flyve, og ikke kun til Lolland!
    4. Hvad er koldfeber for en ting?
      Den lollandske feber eller sumpsyge er andre betegnelser for samme.
    5. Hvilken dato kommer der et arrangement for dig og andre gode folk. Jeg har tidligere her på bloggen proklameret at ville sige noget (se her).
      Tip: gå fra brækpose til Goodiebag.
    6. Hvad hedder kvinden,
      som Ø møder på Roskilde Festivalen i 1995?
      Hint – se videoen:

Præmie
Dit navn i min bog!

Tidligere har Pernille vundet en lignende konkurrence, og hun optræder nu i RØDT GULD som en hjertensgod karakter. Hvis du vinder, og flere kan vinde, denne gang, så vil der være flere ting jeg kan bruge dit navn til:

Et sted/en by i Polen; navnet på en svensk kvælerslange; navnet på en kæmpe slagter fra Bandholm, den lille by på nordsiden af Lolland, hvor koldfeberen rasede for hundrede år siden. Måske skal jeg også bruge et navn til en polsk eller sovjetrussisk kriminel, eller en pige, der får klippet sin ene fletning af, af drengene (åh Ø) i den hemmelige klub, Svantevit. Du får selv mulighed for at vælge. Er der flere vindere, finder vi ud af det. Og vinder Pernille (igen) så må vi til at være kreative. Evt. lade Pernille-karakteren fortsætte i bind 2, LØVENS KYS.
Det vil faktisk give mening! Manana.

Kort gentagelse:
1: Navnet på en skuespiller
2: Billedanalyse
3: Hvor langt kan en Sikorsky flyve i ét hug
4: Andet navn for koldfeber
5: Dato for arrangement
6: Navnet på Roskilde Festival-kvinden

Folk det har trykket eller trykker på “Synes om-knappen” på min side www.facebook.com/tunnel3logien får et ekstra lod i hatten.

Svarfrist
Skriv til mig på facebook (pb) eller i kommentarfeltet her på bloggen (jeg offentliggør ikke dit svar, førend efter svarfristen), eller på mail, sms, et lille stykke papir. Du finder en måde. Svar senest 22. april 2017, inden midnat. På forhånd tak.

HJÆLP!?
Lidt ekstra oplysninger til dig, der læser helt i bund.
Spørgsmål 1: Det drejer sig om en af mine absolutte favoritfilm, instrueret af et brødrepar, efter et hårdkogt forlæg fra en forfatter der også har en bog (og en film) “Vejen” bag sig.
Måske kommer der mere hjælp, om nogle dage, hernede under det sidste punktum

PÅSKEÆG
Der er allerede kommet svar ind – og tak for det.
Spørgsmålet med helikopteren virker til at volde besvær. Godt.
Og spørgsmål 1 driller også. Her er lidt hjælp:

Den skuespiller du skal finde navnet på, har en far, der også er skuespiller (med samme efternavn).

HUSK at klikke SYNES OM på facebooksiden, men pas på med at klikke for meget, for så ender du med at synes-ikke-om. Og det er ikke meningen. Hvis du klikker rigtigt, eller allerede har gjort det, så giver det et ekstra lod, og dermed optimale 7 point. Det er der ingen endnu der har nået. Måske du?

Lige om lidt kommer der også et påskeæg på www.facebook.com/tunnel3logien – ses vi?

Metaltræthed i det røde guld

Det her er mine to nye metalmænd. Jeg var simpelthen så glad i går, at jeg blev nødt til give mig selv en gave. Fordi: første eksemplar af mit manuskript er sendt afsted til en betalæser. 1200 gram manuskript. 450 sider. Spørgeskema. Til Ebeltoft. Det er en fest. Snart får de andre betalæsere også deres 1200 gram RØDT GULD.Tilbage til mændene: Den høje, enøjede kyklopfyr kalder jeg for Frank. Ikke Frank Forsager, som den næststørste psykopat i bogen, men Forskuds-Frank. Frank og jeg tager glæderne på forskud.
Den lille fyr har jeg ikke noget navn til. En provisorisk løsning: Lille Unavngivne.

Læserne af mit manuskript og snart (?) den endelige bog, vil givetvist tænke på karakteren Lars. Den lille mand med den helt enormt store pik. Pardon my French!, men det er sådan der står i bogen. Eller også er det lille væsen med det store slips min kommende forlagsredaktør eller min bankrådgiver. Nu må vi se.

Men jeg er glad, og de næste par dage vil jeg hverken skrive eller læse noget af min Tunnel3logi. Betalæserne får nogle uger, faktisk en måned til at læse og kommentere. Og det er jeg spændt på. Er det Rødt Guld eller Rødt Gylle? Jeg kan ikke selv vurdere det, da jeg har fået tunnelsyn eller snævertsyn som ham den enøjede Forskuds-Frank uden lys i pæren, af at omskrive og redigere på det seneste. Så giv mig et par dage, så er jeg på den igen.
So it goes.

Min datter

Jeg har lige været i Amsterdam. Fodboldkamp med gamle venner. Et af højdepunkterne var, da vi ca. 2000 danske FCK-fans, sang fødselsdagssang for den unge og gode Cornelius. Han scorede ikke, men kæmpede vanen tro som en gal, og så fyldte han på aftenen, hvor FCK fortjent tabte,  24 år.

Min datter fylder også snart 24 år. Og hun er en endnu større helt. Amalie læser jura. Det er ikke helt let – jeg tror faktisk det er sværere end at score i Amsterdam. Min datter er også engageret i Red Barnet og formand for Red Barnet Ungdom, Amager. Hey. Jeg er stolt. Det har jeg været i 24 år.

Og alt dette har selvfølgelig noget at gøre med Tunnel3logien og Ø Hansen og den første bog i samlingen, RØDT GULD.

Ø Hansen spillede fodbold i Bandholm Boldklub, og min dygtige datter er på billedet herover med mig på Roskilde Festival sidste år. Roskilde Festival fylder en del i Ø Hansens hjerte, det var nemlig på Roskilde i 1995 han mødte den dejlige Cathrine F. Ahlgreen under en koncert med Love Shop. Hun blev siden hans chef, og sådan er det.

Se videoen her: Roskilde 1995.

Og så er min datter en af de fem betalæsere, der lige nu går og tripper og ikke kan forstå, hvor manuskriptet til RØDT GULD bliver af. Og det kan jeg godt forstå. Undskyld, undskyld. Men NU er det lige før jeg kan aflevere ca. 430 sider manuskript til jer. På turen til og fra Amsterdam sad jeg på bagsædet og redigerede løs. Det varer ikke længe, og selv om bogen slet ikke er færdig endnu, så er manuskriptet ved at være godt nok til en første betalæsning. Bare vent!

Se siden: BETA-LÆSERE SØGES

Tunnelarbejdet er afsluttet

Det meget omfattende arbejde med at bore tunnel i den københavnske metro, den 15 km lange cityring, er netop afsluttet. Nu mangler man at gøre stationerne færdige og så udføre testkørsel. Det hele står klart i 2019. Og jeg glæder mig.

Der er mange paralleller til mit tunnelarbejde. Mine tunneler er for så vidt også færdige (jeg borer ikke, jeg graver), men der mangler stadig noget (omskrivning, finpudsning …). Og lige om lidt skal der foretages testkørsel – en håndfuld gode mennesker skal betalæse manuskriptet. Men RØDT GULD er klar før 2019. Og jeg glæder mig.

Og se hvor fint metroens linjer ligner et Ø! Den gamle metro, der så elegant skærer den nye cityring. Men ellers er det ikke dé tunneler, Ø interesserer sig for. Dels er de tunneler for store (og så er det ikke rigtig uhyggeligt), dels er de kommet til efter Ø regerede i den københavnske underverden.

Det går godt

Efter sidste uges råb efter betalæsere, er der sket ting og sager.

Hvis jeg er ALPHA-læseren, så er der nu 6, måske 7 BETA-læsere. Jeg er vildt overrasket og glad. Og de pågældende skal have tak. Jeg kommer snart med en plan for, hvordan vi griber testlæsningen an.

Og til I andre! Der kan godt knibes et par stykker ekstra ind i The Ø Hansen Test Squadvilkårene står at læse lige her, bl.a. hvordan du giver mig besked. På forhånd tak.