Dødsstjernen over Østofte

“One small step for man”

Som bekendt er det 50 år siden den første bemandede månelanding fandt sted. Ø Hansen, Ø uden punktum var der, dengang i den lune sommernat i 1969. Ikke på Månen, men på Lolland. Mere præcist: Ved møllen i Østofte. Den mølle, som han og de andre drenge legede var månelandingsmodulet Eagle. Og det der skete med Ø Hansens fald fra Eagle, hans skade i hovedet, der først alt for sent blev opdaget, mordforsøget på Præsten og nedbrændingen af møllen er alt sammen noget jeg har skrevet om tidligere.

Det er ikke emnet for denne artikel, men det relaterer sig til overskriften. Og nok er Månen ikke en stjerne, men for Ø fik den uheldige hændelse for 50 år siden alligevel ofte ham til at tænke på Månen som sin helt egen Dødsstjerne, med al den symbolik alverdens holger fortolkere kan lægge i dét. For Ø Hansen var det nok at kigge op i det hvælvede loft i Østofte Kirke, når han en sjælden gang var dér. Når lyset faldt helt rigtigt, kunne man se konturerne af en stjerne. Lige over døbefonten. Det var ikke helt usandsynligt at det var den stjerne, han som det første havde set som spæd, efter at have fået sit noget anderledes navn, Ø Hansen, i dåbsgave.

“One giant leap for mankind”

Kort efter månelandingen begyndte Ø Hansen at opdage, at der også var piger at kigge på og drømme om. En af de tidligste fantasier for Ø Hansen og hans drengeklub var den henrivende Rita. Kun et par år ældre, men et uoverkommeligt, gigantisk spring for Ø.

Her er historien om Rita Rovmund:

Østofte. Ca. 1970

Rita var populær, men ikke til at komme i nærheden af. Drengene havde vilde fantasier om, hvad tilnavnet Rovmund egentlig betød, men gættede længe forkert. Og da det sande svar endelig gik op for dem, var det ligemeget. Hun var i de unge år kun helliget de meget ældre drenge og måske faren og hans venner, havde de hørt, uden præcist at vide hvad det indebar. Ø mødte hende mange år senere på havnen i Nakskov. Hun var ikke noget kønt syn længere.

Nakskov. Ca. 1998

Tjeneren i værtshuset “Værftet”, helt nede ved havnen i Nakskov, pegede hende ud. En kvinde sad og hang over et bord, helt nede ved herretoilettet.

“Ja, hun vil kun kaldes Rita, nu. Det er længe siden med Rovmund, og da det blev til Røvmund, blev hun sgu sur. Så nu er det bare Rita.”

Ø takkede for oplysningen og tog fire øl og to glas med fra baren. Hun kiggede først op, da han satte flaskerne på bordet.

“Jeg kender dig ikke!” vrængede hun. Han forklarede at han havde gået nogle klasser under hende. Hun rystede på hovedet, men var villig til at tage en snak, nu, hvor der var øl på bordet. “Hvad hedder du?”

“Ø, Ø Hansen. Fra Østofte.”

“Dig! Den mærkelige knægt, der satte ild til møllen og næsten slog sin far ihjel.”

Han nikkede. Utilfreds med at hun, og følgelig de fleste andre i det lille sladdersamfund stædigt troede at han var præstens søn, men tilfreds med at det var lykkedes hans mor at holde forbindelsen til den biologiske far, Flemming v. Kanuth, godsejer på øens største ejendom, hemmelig.

Hun var hurtig med øllen. Første flaske var tømt og hun åbnede let den anden ved at slå kapslen af ved bordkanten. “Hvor tog du hen? Der var vilde rygter om Polen. Politiet var indblandet. Din mors familie er derfra, ikke?”

Hun var tydeligvis blevet mere interesseret i ham nu. Han bestilte et par øl mere. De snakkede om gamle dage. Hun forstod hurtigt at hans ærinde ikke var at købe sex af hende. Det passede hende fint. Så længe der var øl på bordet.

“Sig mig, Rita, hvad skete der egentlig med…”

Efter den sjette øl, vovede han at spørge ind til godsejeren på Kanuthenlund.

Hun tænkte sig længe om. “Han er udenlands. Har nogle ejendomme eller besiddelser rundt omkring. Frankrig, Thailand, du ved. Hvorfor spørger du efter ham? Det rige svin, pfyhh. Nej, ham har jeg aldrig mødt her i mit kongerige.” Hun slog ud med armen for at markere sit kongerige og væltede en flaske. Han hentede to nye. Hun tværede sin smøg ud i en kapsel. “Nej, ingen grever i min kusse!”

“Lensgreve!” rettede han, “en tand finere, faktisk.”

“Nej, heller ingen lensgrever i mine gemakker.” Hun lo et tandløst smil. Absolut ikke nogen rovmund mere, tænkte Ø.

Hun fortsatte. “Men hans opsynsmand derimod. Grevens .., nej undskyld, lensgrevens opsynsmand. Passer på Kanuthenlund i ejerens fravær. Han besøger mig jævnligt. Lede stodder. Han er fanme brutal. Gammel, men stærk. Fremmedlegionen. Sindssyg…”

Selvom det åbenbart var ubehageligt blev hun ved med at dvæle ved opsynsmandens perverse handlinger. Ø var ikke interesseret. Han havde fået, hvad han var kommet efter. Han rejste sig og lagde 200 kroner til hende. Pengesedlerne klistrede til det nassede bord, og mens hun havde sit besvær med at samle pengene op, betalte han sin regning i baren og bestilte en taxa.

Turen tilbage til Østofte ville gå hurtigt, chaufføren kørte for fuld hammer. Der var ingen på vejene. Øen virkede affolket. Ø mindedes farens forgæves forsøg på at få ham, Ø Hansen, til at bære navnet Kanuth. At acceptere, at han var arving. Blodlinje! Det var et af argumenterne. At blod er tykkere end vand.

For længe siden havde Øs gamle ven, Lars, fortalt om adelssystemet. Protokollen. Lensgrevetitlen. At den efter grundloven og demokratiseringen af landet efter 1849 havde mistet meget af sin status. Man kunne stadig bære titlen, men efter nogle generationer ville privilegierne bortfalde. Sidste led i rækken af Kanuthlinjen var Ø. Ø Hansen, der kun under opholdet på drengekostskolen i Sverige havde villet hedde Kanuth. Og det var udelukkende for at slippe væk fra balladen på Lolland efter dengang med møllen. Og præsten. Han smilte. Den gamle ludder havde troet at han var stukket af til Polen. Et helt perfekt rygte. Det passede ham fint at være holdt hemmelig som en Kanuth.

Næh. Hvis ikke Ø ville anerkende titlen og tage Kanuthnavnet til sig, ville lensgrevetiden på Lolland være slut. Uddød. Ø var ligeglad. Han var Ø Hansen, Ø uden punktum. Det havde han besluttet sig til for længst, og det var der ingen grund til at ændre på.

Han kom i tvivl. Var det mon Lili, og ikke Lars, der havde fortalt ham om adelssystemet? Både Lars og Lili var historikere og ofte irriterende villige til at tage ham i skole om historiske emner. Eller: Det vil sige, nu kun Lili. Lars var jo død. Fucking lige meget! Han samlede tankerne igen. Østofte lå kun fem minutter væk.

Ø gav taxachaufføren besked på at stoppe ved indkørslen til den lange allé op mod Kanuthenlund. Han havde fået en ide.

Travis Bickle og Ø Hansen og Eidsvoll

Nogenlunde samtidig med at Travis fra Manhattan kiggede sig selv i spejlet og sagde “Talkin to me? Are you talkin to me?” og øvede sig i at trække sin revolver hurtigst muligt, blev Ø fra Lolland sendt afsted på kostskole i Sverige. Ø troede selv han havde slået Præsten ihjel, og det var tæt på at Præsten havde mødt sin skaber, men det skulle først blive nogle år senere han tog turen, som en følge af de skader, flere hundrede salmebøger, kastet hårdt på kroppen og mange i hovedet, forårsager.

Eidsvoll er dagen, hvor de engang så hårdt trængte nordmænd, der i århundreder havde måttet finde sig i at være underlagt den danske krone, fejrer friheden fra Danmark. Eidsvoll, lige præcis i dag den 17. maj, var også dagen hvor den lille, men stærkt dedikererede norske rockergruppe, Pissbrains, slagtede vagtparaden fra Den Kongelige Danske Livgarde foran Marmorkirken i København. Bredgade sejlede i blod, brækkede knogler og knuste messinginstrumenter. Scenen var velvalgt for nordmændenes angreb, men det var alligevel tilfældigt at Bredgade engang har heddet Norgesgade.

Som nordmændene fejrer deres selvstændighed, ville drengeklubben Svantevit, som Ø Hansen var selvudråbt leder af, gerne løsrive hjemmeøen Lolland fra resten af Danmark. En lille, selvstændig stat, med polsk som hovedsprog, fordrive protestantismen og indføre et mix af katolicisme, shamanisme og vendiske skovguder, med den firehovede Svantevit, som øverste gud. Parlamentet skulle være skovhulen Colgate, (egentlig Golgata) ude i drengeklubbens helt egen Sherwoodskov, med egen Stonehenge-offerplads og rottetræ. Og med Ø Hansen som præsident. Selvfølgelig noget vrøvl og helt uladsiggørligt, men i meget unge drenges hjerter, inden pigerne for alvor tog deres fokus, alligevel et ambitiøst mål.

Ø Hansen fik senere hen helt andre mål, ikke mindst at forfine sin teknik med at nedlægge meget større mænd i et rødt hav af slagsmål. Der er by the way masser af død og masser af blod i første bind af TUNNEL3LOGIEN. Også derfor hedder bogen RØDT GULD.

Lederen af den norske rockergruppe Pissbrains, var en af disse store typer som Ø yndede at lægge ned. Nordmanden var et ordentligt drøn af en Goliath på to meter. Allerede én gang havde han fået så mange bank af Ø – dengang på kostskolen, at han aldrig mere kom til at tisse lige, og kun med besvær og en meget tålmodig kvinde, til nød kunne gennemføre et samleje.

Men tilbage til Travis, ham på billedet. Det er skuespilleren Robert De Niro, der spiller karakteren Travis Bickle i den temmelig gode film, Taxi Driver. Der er et Atlanterhav af forskelle mellem Travis og Ø Hansen, fx kører Ø ikke taxi, og der er ikke så mange højhuse i Østofte. Ø har heller ikke været soldat i Vietnam og har aldrig haft nogen intention om at redde en børneprostitueret, spillet af Jodie Foster. På det her tidspunkt vi snakker om, den første halvdel af 1970’erne, var der ikke en eneste luder på Lolland under 22.

Forskellene til trods mellem Taxi Driver og RØDT GULD, eller mere præcist, mellem Travis Bickle og Ø Hansen, så er der en god grund til at dedikere denne lille fortælling, med meget lange sætninger – I know – men hvis du er kommet hertil, så kan du klare det, til Travis. Og grunden er. At Ø Hansen flere steder bliver kaldt “Travis”, i hvert fald af hele to kvinder: Den unge Bettina fra universitetet, en ungdomsflirt og senere svigerinde til Ø, og så den noget ældre, men virkelig meget attraktive Jokke, eller fru og senere enkefru Brink.

Hr. Brink, der næsten ikke har noget fornavn, kaldes bare for Brink, også af Jokke, der i virkeligheden hedder Johanne. Brink (altså Hr.) er Øs mentor og chef, og derfor er det ikke helt i orden, at Ø ligger i med Jokke (altså fru Brink). Det går lidt bedre, da hun bliver til enkefru Brink, hvis det ikke lige var sådan, at Ø var gift, med hende Bettinas noget kedeligere søster.

Men det var det med Travis. Både Bettina og Jokke ser en lighed mellem Ø og Travis, og da Jokke med kvindelist overtaler Ø til at lade sig kronrage på nær den lille stribe hår, der udgør en Mohikanerfrisure, så var ligheden til at tage at føle på. Og føle på, det kunne Jokke lide. Det var hende der med en gammeldags ragekniv (Hr. Brinks) ordnede Ø vilde manke. Ø fik til gengæld lov til at barbere Jokkes trussehemmeligheder (med Hr. Brinks kniv). Det var nok ikke helt i orden over for rageknivens egentlige ejer, men de to lod sig rive med i ren lyst.

Så Ø Hansen fra Lolland ligner Robert De Niro fra Manhattan, og ikke mindst karakteren Travis med den fine frisure.

Billedet af Ø Hansen, eller Alex Albryn?

En sjuft havde hængt billedet lige mellem de to navne — Usikkert om det er Ø Hansen eller Alex Albryn

Den ihærdige efterforsker, Chr. Fr. Nielsen, som vi lærte at kende i forrige blogindlæg, var allerede taget på juleferie, da billedet fra Maribo Ret tikkede ind på Politigårdens efterhånden oldnordiske meldesystem. Det var ikke meget bedre end de tidligste fax-maskiner, men det var hvad der var råd til. Det blev kontorassistenten, den unge Pia Larsen, der tog imod billedet, og hun satte resolut, men ikke helt korrekt billedet op på efterforskeren, hendes chefs, opslagstavle. Kun hun vidste, hvilket navn der fulgte med det uskarpe portræt fra Lolland, og da hun efterfølgende, på vej hjem på cykel fra indre by i København til den lille lejlighed i Valby, blev dræbt i en højresvingsulykke ved Toftegårds Plads, tog hun navnet med sig hinsides. Og at billedet var kommet fra Maribo Ret, og således kunne have peget på den lille, lollandske flække, Østofte, forsvandt også sporløst lige som kontorassistentens sidste åndedrag under lastbilens alt for tunge hjul.

Havde salig Pia Larsen ikke været så udmattet af kontorarbejdet på Politigården i ugerne op til jul, ville hun nok ikke have sat billedet op lige midt mellem to navne, så det var aldeles uklart om det var Alex Albryn eller Ø Hansen hun mente. Måske ville hun heller ikke have glemt sine cykellygter til turen hjem, men alt det er spekulationer. Der er meget, vi kun kan gætte om. Men sikkert er det, at havde hun overlevet, så ville hendes chef, efterforskeren der så meget ønskede sig et gennembrud i sagen om Alex Albryn – og for så vidt også Ø Hansen, kunne have fået klar besked om udseendet på den eller anden. Og Pia Larsen ville være sluppet med en reprimande for hendes sløsede omgang med bevismateriale, men det havde hun prøvet tidligere, dengang hun kom til at skrive “Ø. Hansen” på tavlen, Ø med et punktum.

Noget om tunneler

– eller: Hvornår F… bliver den bog færdig?

Det er i dag, lige nu mens jeg skriver dette, 35 år siden at Allotria blev stormet af politiet og nogle BZ’ere undslap via en tunnel.

Det er en god historie – og begivenheden har sin plads i min bog, RØDT GULD. Jeg har skrevet om det før, her og på Facebook og de andre sociale medier, men særligt vil jeg fremhæve min VIDEO. Lille, kort sag. Ét minut, én location, ét take. No shit, nur Spaß.

Allotria betyder både “narrestreger” og “biting”. Og hos mig er det både og. Mange har spurgt mig, om ikke det var tunnelen væk fra det BZ-besatte hus og ned under Korsgade, der satte ideen om min TUNNEL3LOGI i gang. Men det var det ikke. Men nok om disse narrestreger – denne biting.

Der er masser af tunneler at tage af, og når de virkelige, IRL, ikke batter, så finder jeg på nogle fiktive. Så er det sagt. Jeg siger ikke hvilke af mine tunneler der er Fake, men ideen til hele balladen med at ville skrive om Ø Hansen og hans særlige forhold til tunneler og andre mørke, trange steder, opstod på en spadseretur i Kongens Have. Mellem Rosenborg Slot og Rundetårn løber en tunnel, engang benyttet af Christian den Fjerde og hans kvindfolk, senere et oplagt sted for Livgardens elitære enhed, Løve-ordenen, at udføre deres rituelle optagelsesprøver i.

Det er, så vidt jeg er orienteret, slut nu. Der skete for mange dødsfald, og man kunne ikke blive ved med at dumpe de døde gardere i Inderhavnen, forklædt som selvmord og drukneulykker.

Men det bliver først i bog nummer to: LØVENS KYS, at dette bliver fortalt. Der er selvfølgelig også videoer, hele to om denne tunnel fra Rosenborg Slot til Rundetårn. Grav tunneldybt her på bloggen eller på Youtube! Den tredje bog, DØD VOKAL, vil jeg ikke komme ind på her. Gode folk har anbefalet mig at fokusere, at få tunnelsynet på, so to speak, og få gjort bog nummer et færdig.

Det nytter ikke noget. Jeg må se at blive færdig med mit manuskript. RØDT GULD står der på forsiden og næsten 700 sider længere henne er mit udkast til bagsideteksten.

På det seneste har jeg lagt mærke til at bekymrende mange af de emner, jeg kredser om i bogen, rumsterer i medierne, eller bliver fortalt andre steder. Jeg nævner i flæng: Strunge (ny film), Den Kolde Krig (Putin og Trump der byder op til isdans med os andre som bænkevarmere), Rockerkrigen (eller, forløberen, i bogen om Bullshit), Kejsergadesagen (jeg så en tv-dokumentar i forgårs). Suk. Bliver alle mine (“mine”) ideer planket?

Det er selvfølgelig fordi jeg spænder vidt, i bøgerne, men også fordi jeg er lidt længe om at blive færdig. Virkeligheden banker på, og hvis ikke jeg skynder mig, så ender det hele med at blive overhalet inden om.

Endnu er jeg ikke stødt på afslørende nyt om Nationalbanken, Lolland, blodigt guldkup i København, voldsomt overfald på Livgarden, afsløringen af sære tendenser i skumle tunneler, hemmelige agenter med navnet Ø Hansen, fordækte aktiviteter i pianobutik på Borups Alle 213 eller i Bjørnekælderen under Politigården i København (se lige bort fra Afdeling Q!), så der er stadig noget at glæde sig til. Det gør jeg. Og så har jeg det temmelig sjovt mens jeg skriver, by the way. Seneste påfund er elskov og mord (to væsentlige omdrejningspunker i bøgerne) i de ikke færdigbyggede ramper på Bispeengbuen. De findes skam, de skjulte tunneler, og der sker ting og sager i mørket.

Tilbage til skrivemaskinen. Tilbage til tunnelboremaskinen.

Hemmeligt navn – og de små børn i Blodbøgen

Er I der, Østofte?!

Mine små stuer har lige haft besøg af 25 venner. Folk sad tæt, min noget yngre hustru var mest i køkkenet og jeg brugte lejligheden til at læse op af RØDT GULD og fortælle anekdoter. Der blev spist pizza og drukket rosévin. Det var en ikke-fest, og hvad skal man med fester, når ikke-fester er så sjove? Fem tømte bag-in-box, en hel lollandsk kartoffelmark, høstet, snittet og lagt på pizzaer, et kranie med ananassodavand fra Ribe og 631 siders manuskript.

Amalie, min datter, har taget dette billede. Der kommer flere skud længere fremme i teksten. Pelle P var på pletten med sit nye kamera.

Nå men. Efter at have læst verdens længste prolog og de første kapitler af bogens første del: Kaos i København, satte vi gang i løkkehjulet. En plade med Østjysk Musikforsyning var blevet klistret ind i 50-60 papirlapper. Der hvor pladen stoppede, pegede pickuppen på en seddel, som jeg så fortalte noget ud fra. Dejligt tilfældigt.

Østjysk Musikforsyning — Lollandsk løkkehjul

Der blev talt om Bornholm, Ingen retsmedicinere, På skolebænken, Rockere, Research, Hvem skal spille Ø Hansen i filmatiseringen af de tre bøger, RØDT GULD, LØVENS KYS og DØD VOKAL? og en del andre spændende sager, men vi kom slet ikke alle emner igennem. Den store HEMMELIGHED, fx, nåede vi ikke. Ellers ærgerligt. Det var her jeg ville have fortalt, at jeg stærkt overvejer at skrive under pseudonym – og hvilket pseudo-navn jeg har udtænkt. Det må blive en anden gang.

Men det var en god ikke-fest. Jeg hyggede mig og fik igen prøvet at læse op foran en større forsamling. Dét skal også øves, inden jeg snart skal på turne til de midtlollandske biblioteker, med Østofte som højdepunkt.

Her er der snapshots: https://photos.app.goo.gl/b0gWZpBGJm4ZBaV42

Børnehaven Blodbøgen

Dagen efter ikke-festen cyklede jeg forbi en børnehave på tur. De søde, små mennesker gik hånd i hånd og råbte “Et-to-sutsko” og lige dér fik jeg ideen til et ekstra kapitel om de blodige begivenheder i Bredgade.

Min fiktive børnehave, jeg tænker den skal hedde “Blodbøgen”, er på tur til Amalienborg. Det lille børneoptog kommer marcherende “tinge-linge-later“ på fortovet i Bredgade.

Børnene og deres pædagoger har direkte kurs mod Amalienborg fra den ene ende af Bredgade. Livgarden, der netop har passeret statuen af Christian X til hest, har også direkte kurs mod slottet, bare fra den anden ende af Bredgade.

Og så er der jo de sortklædte, tysktalende personer i de to voldsomme firhjulstrækkere. De gode mennesker fra min ikke-fest ved godt, hvad der skal ske. De sortklædte har ikke godt i sinde, og snart er helvede løs.

… nu også med børnehave.

Måske til Påske

Nu mangler der kun 13!

KLUB 213 har rundet de 200 medlemmer, hurra. Og når der mangler 13, så er det fordi der er en mening med at klubben hedder som den gør.

Johannes er velkommen, især hvis han viser sig at være Maria. Jesus er selvfølgelig velkommen og alle de andre omkring bordet, selv Judas. Mænd og kvinder, mestre og følgere, forrædere og fiskere. Alle.

Blot skal man sørge for, at man, i god tid inden festen, står til “synes om” inde på facebooksiden. Fra den liste inviterer jeg de forreste 213 i køen.

Men selv efter de første 213 medlemmer giver det mening at skrive sig op. Det er gratis, uforpligtende, man får noget at vide om hemmelige og kendte tunneler, Ø Hansen, Frigg, Burka-Bent og de andre personer og steder i Tunnel3logien. Og hvis nogen af de forreste 213 melder fra til festen, så kommer turen til de næste.

Når jeg, som ukendt forfatter får respons inden bøgerne er udkommet, så hjælper det mig til at fortsætte. Så ved jeg, at der er liv derude på den anden side af skrivemaskinen. Og så bliver jeg glad. På det seneste er det især videoerne, der rykker. Særligt Allotria. Konspirationsteori eller ej så er det absolut en god video, men jeg synes at videoen om Borups Alle er fjong. Se den! Og få en forklaring på, hvorfor klubben hedder som den gør.

Og tag så lige Roskilde Festival med, de hænger sammen og det er meget korte videoer. TAK

Tæt på lukketid

Klubben mangler nu kun 18 medlemmer, så er vi på 213 – det magiske antal, som jeg vil invitere til lanceringsfesten. Det er nemt og ganske gratis at melde sig til.

Og lanceringsfesten rykker nærmere! Jeg ved ikke præcis hvornår det bliver, men jeg er kommet godt videre med skrivningen. Manuskriptet har rundet de 275 sider og det er godt. Noget skal omskrives, en smule skal slettes og så mangler der noget. Men det begynder at ligne en bog. RØDT GULD hedder som den gør bl.a. fordi der både er guld og blod i anseelige mængder.

Det er godt at gå, spadsere, vandre. Så det gør jeg. Mange af bøgernes lokationer er ret tæt på mig, så ofte slår jeg lige et smut forbi. Så står jeg der og glor og venter på lidt inspiration. Senest har det været Mindehøjen på Frederiksberg Bakke, lige inde i Søndermarken, jeg har hjemsøgt.

En anden type inspiration, eller er det bare for at slappe af?, får jeg ved at gå i biografen. Billedet viser en forvansket version af Amy fra den helt enormt gode film Nocturnal Animals. Se den. Og se så bagefter den også meget gode Arrival. Også med Amy. Og lad være med at se Dræberne fra Nibe. Selv ikke Amy vil kunne redde dén film.

Mens vi diskuterede fiktive mord (til bogen) var jeg med en partner in crime til koncert med Peter Sommer og hans Tiggere. Fredag den 13, men ikke spor uhyggeligt. Måske lidt for hyggeligt. Sådan er det nok bare med mord og læsket kalk i tankerne.

Men ellers har jeg jo også mit fuldtidsarbejde og min familie og venner at passe.

Alle: kollegaer, familie, venner. Hele verden. Alle er potentielt velkomne til festen, men man er kun sikker på en indbydelse, hvis man er med i KLUB 213.

Læs mere her på bloggen.

Mord i Mindehøjen

Mindehøjen – et af de mørkeste steder på Frederiksberg

Midt i Søndermarken, helt oppe på det oldgamle Solbjerg, ligger kælkebakken.

Ikke så mange kender til Mindehøjen – og det endda selv om den ligger lige dér, der hvor man begynder at kælke ned ad bakken.

Dette sted rummer ingen tunnel, alligevel sker der ting og sager.

I RØDT GULD, første bog i TUNNEL3LOGIEN, benytter Ø Hansen højens lukkede mindehal som elskovsrede. Her mødes han med punkpigen Pi, når de to ellers ikke graver tunnel væk fra BZ-kollektivet Allotria. Og her finder parkvagten i 1983 dele af et afpillet skelet den ene dag om året, hvor højen åbnes for publikum, nemlig 4. juli.

Den dag i dag, så mange år efter, kan man stadig ane stedet inde i Mindehøjen, hvor liget, eller resterne af det, blev fundet. Politiets teknikere kom frem til at forbrydelsen var forsøgt skjult med læsket kalk i så store mængder, og sandsynligvis over flere måneder, at der intet andet end en benrad var tilbage. Man fik aldrig identificeret liget. Men den store kalkplamage kan man stadig se omridset af i granitgulvet. Men kun den 4. juli.

VIDEO

Jeg planlægger en video med dette mordmysterium som omdrejningspunkt. Indtil da er der to beslægtede videoer at se:

Frigg

Tunnel3logiens persongalleri, del 3

advent fik du: Ø Hansen, Lars, Brink, Cathrine F og Lili Olsen.
advent blev det: Helle Hansen, Hövding, Jarek, Babe og Limo
og her kommer Oxbøll, Frigg, Svante og Flemming Kanuth

Frigg

Den eneste overjordiske karakter i Tunnel3logien. Hvor de fleste andre personer i de tre bøger er jordbundne eller decideret gået under jorden som kriminelle eller, som Ø, nede i en eller anden tunnel, så er Frigg bøgernes mest ophøjede, æteriske og sagnomspundne personage.

Vi er i Asa-troen, tilbage hos de gamle nordiske guder, vikingernes åndesfære. Dér hvor Odin regerer som den højeste gud, og ikke undlader at gøre opmærksom på det. Odin er pralende, larmende og udadvendt. Men hans hustru, Frigg, er hans ligeværdige. Hvor han er bralrende er hun stille og eftertænksom. Hvor han er synlig og kendt for eftertiden er hun glemt af de fleste. Men hun er hans ligeværdige. Det er hende, der giver ham råd og hvisker ham i øret. Hun kender til al fremtids skæbne. Desuden er hun gudinde for ægteskab, beskytter af unge mænd der sendes i krig og navnemor til ugedagen fredag. M.m.

Den paramilitære enhed, som Brink er leder af, hedder netop FILIAL FRIGG af disse årsager. Enheden skal være magtfuld, men leve i det stille. Det er et ægteskabslignende forhold, de forskellige efterretningstjenester indgår i (på godt og ondt), og et af de væsentligste delmål er at beskytte soldater og politibetjente. Af ceremonielle årsager, stiftes FILIAL FRIGG selvfølgelig en fredag.

Oberst Oxbøll, kommandant på Hærens Officersskole

Lennart Oxbøll, behersket koleriker, kunne godt have brugt Friggs evne til at kende “fremtids skæbne”. Da en skraldebil fyldt med sprængstof stopper foran Frederiksberg Slot, helt oppe på toppen af Frederiksberg Bakke, gør han mange ting rigtigt, og kun én ting forkert. Men sikke en.

Ø Hansens blodfar, Flemming v. Kanuth

Som så mange andre yngre mænd i drift, kiggede den landadelige arving til Kanuthenlund Slot, nord for Østofte på Lolland, en ekstra gang når øens smukkeste kvinde, Johanna, gik forbi.

Da det i Tunnel3logien ender med at de to, Fl. v. Kanuth og Johanna af de polske indvandrere, bliver Ø Hansens biologiske ophav, giver det sig selv at den hovski Flemming har gjort mere end bare at kigge, og at Johanna, der mest bliver kaldt Hanne, har gjort andet end blot gå forbi.

Hanne var selv gået forbi mange mænd i hendes 17-årige liv. Hun vidste at hun var attrået og havde lært at leve med det. Historien om Ø Hansen og dermed hele Tunnel3logien kunne være endt med aldrig at være kommet i gang, hvis ikke den smukke Hanne selv havde et godt øje til skønhed. Flemming af Kanuthenlund var måske ikke guds bedste gave til menneskeheden, men han så godt ud.

Svante

En af de efterhånden mange svenskere i de tre bøger. Er der en tunnel til Sverige? Svante er selvudnævnt Leader of the Pack på den svenske kostskole med det internationale klientel, Sunny Hill. Hertil kommer den lille Lars Magnus fra Danmark – og her begynder nedrighederne fra Svante og resten af hans potrygende klan. De er tæt på at tage livet af Lars, da en anden dansk pojke på skolen griber ind. Lars’ redningsmand og senere store idol hedder Ø Hansen. Ø uden punktum. Svante kommer sig aldrig helt efter Ø Hansens indgriben. Men et venskab er født mellem lille Lars og den lidt ældre Ø, fra Lollands fede muld.

VIDEO OG TEKST

Video: Se og hør mere om Bomben på Frederiksberg Bakke.

Artikel: Et digitalur med nedtælling i en skraldebil. Noget grimmer noget med en bombe.

Artikel: Læs mere om Smukke Hanne fra Østofte og hendes søsyge mor, Fidelisa fra Polen.

Bowie

Tunnel3logiens persongalleri, del 2

Sidst satte jeg ord på Ø Hansen, Lars, Brink, Cathrine og Lili.

Her kommer Helle, Hövding, Jarek, Babe og Limo:

Helle Hansen
Det er ikke meget der skal eller kan fortælles om Øs hustru.
Det er med vilje. Hun hedder Helle Hansen og er på alder med Ø. De to bor ikke langt fra det sted, hvor der i februar 1948 blev begået et bestialsk dobbeltmord. Måske har hr. og fru Hansen en søn, det er jeg endnu ikke helt klar på.

Mere liv er der i Hövding
På den svenske dåbsattest står der Svante Alfvén Jönsson, men lige siden den 27-årige slagter begik et herostratisk berømt bankkup i Uppsala har han bare heddet Hövding. (Mere i bogen!) Det er blevet til mange år bag tremmer, men de seneste fem-syv år har han fløjet under radaren. I skovene omkring Sösdala i det sydlige Sverige har han etableret en hangaround-klub til de store inde i Hässleholm, en noget større by, ikke så langt væk.
Hövdings lille rockerklub hedder Snapphanerne og den er satelit til The Horsemen i Hässleholm, der igen er wannabees for den svenske afdeling af Hells Angels, Sons of Sweden (SOS). Dén vej rundt kommer den tidligere slagter, Hövding og hans lille klub med i den store, nordiske rockerkrig.

Det bliver Hövding der tager imod den polske hardcorerocker, Jarek Ostrinski
Jarek, eller bare Jack, er på flugt fra nogle russiske, nasty typer og skal gemmes lidt af vejen noget tid. Men. I virkeligheden hedder Jarek hverken Jarek eller Jack. Jarek, der tilsyneladende kun taler polsk og har en helt enorm Bowie-kniv, er vores gode ven, Ø Hansen. Han er på en temmelig betændt under cover-mission for at infiltrere det svenske rockermiljø.

Barbro – eller bare Babe
Den ene af Hövdings to kvindelige medlemmer, Babe, er egentlig frisør, men kom tidligt med hos de hårde drenge hos Hövding i den ellers så dødssyge, lille flække i Skåne.

Den anden hedder Lillemor, eller Limo
Udover at Limo sammen med Babe er de rene dødsengle på deres motorcykelraids, har de det til fælles at de begge gør voldsom kur til ham den mystiske Jack. Men ellers er de lige så forskellige som de to kvindelige sangere i ABBA. Limo er hende den lyshårede.

Næste advent bringer lidt mere fredelige typer
Jeg vil fortælle om skolechef Oxböll, der skal håndtere en bilbombe midt på Frederiksberg Bakke, det svenske pothoved, Svante, den fantastiske gudinde Frigg og den skidtvigtige von Kanuth, Ø Hansens far.