Dødsstjernen over Østofte

Dødsstjernen over Østofte

“One small step for man

Som bekendt er det 50 år siden den første bemandede månelanding fandt sted. Ø Hansen, Ø uden punktum var der, dengang i den lune sommernat i 1969. Ikke på Månen, men på Lolland. Mere præcist: Ved møllen i Østofte. Den mølle, som han og de andre drenge legede var månelandingsmodulet Eagle. Og det der skete med Ø Hansens fald fra Eagle, hans skade i hovedet, der først alt for sent blev opdaget, mordforsøget på Præsten og nedbrændingen af møllen er alt sammen noget jeg har skrevet om tidligere.

Det er ikke emnet for denne artikel, men det relaterer sig til overskriften. Og nok er Månen ikke en stjerne, men for Ø fik den uheldige hændelse for 50 år siden alligevel ofte ham til at tænke på Månen som sin helt egen Dødsstjerne, med al den symbolik alverdens holger fortolkere kan lægge i dét. For Ø Hansen var det nok at kigge op i det hvælvede loft i Østofte Kirke, når han en sjælden gang var dér. Når lyset faldt helt rigtigt, kunne man se konturerne af en stjerne. Lige over døbefonten. Det var ikke helt usandsynligt at det var den stjerne, han som det første havde set som spæd, efter at have fået sit noget anderledes navn, Ø Hansen, i dåbsgave.

“One giant leap for mankind”

Kort efter månelandingen begyndte Ø Hansen at opdage, at der også var piger at kigge på og drømme om. En af de tidligste fantasier for Ø Hansen og hans drengeklub var den henrivende Rita. Kun et par år ældre, men et uoverkommeligt, gigantisk spring for Ø.

Her er historien om Rita Rovmund:

Østofte. Ca. 1970

Rita var populær, men ikke til at komme i nærheden af. Drengene havde vilde fantasier om, hvad tilnavnet Rovmund egentlig betød, men gættede længe forkert. Og da det sande svar endelig gik op for dem, var det ligemeget. Hun var i de unge år kun helliget de meget ældre drenge og måske faren og hans venner, havde de hørt, uden præcist at vide hvad det indebar. Ø mødte hende mange år senere på havnen i Nakskov. Hun var ikke noget kønt syn længere.

Nakskov. Ca. 1998

Tjeneren i værtshuset “Værftet”, helt nede ved havnen i Nakskov, pegede hende ud. En kvinde sad og hang over et bord, helt nede ved herretoilettet.

“Ja, hun vil kun kaldes Rita, nu. Det er længe siden med Rovmund, og da det blev til Røvmund, blev hun sgu sur. Så nu er det bare Rita.”

Ø takkede for oplysningen og tog fire øl og to glas med fra baren. Hun kiggede først op, da han satte flaskerne på bordet.

“Jeg kender dig ikke!” vrængede hun. Han forklarede at han havde gået nogle klasser under hende. Hun rystede på hovedet, men var villig til at tage en snak, nu, hvor der var øl på bordet. “Hvad hedder du?”

“Ø, Ø Hansen. Fra Østofte.”

“Dig! Den mærkelige knægt, der satte ild til møllen og næsten slog sin far ihjel.”

Han nikkede. Utilfreds med at hun, og følgelig de fleste andre i det lille sladdersamfund stædigt troede at han var præstens søn, men tilfreds med at det var lykkedes hans mor at holde forbindelsen til den biologiske far, Flemming v. Kanuth, godsejer på øens største ejendom, hemmelig.

Hun var hurtig med øllen. Første flaske var tømt og hun åbnede let den anden ved at slå kapslen af ved bordkanten. “Hvor tog du hen? Der var vilde rygter om Polen. Politiet var indblandet. Din mors familie er derfra, ikke?”

Hun var tydeligvis blevet mere interesseret i ham nu. Han bestilte et par øl mere. De snakkede om gamle dage. Hun forstod hurtigt at hans ærinde ikke var at købe sex af hende. Det passede hende fint. Så længe der var øl på bordet.

“Sig mig, Rita, hvad skete der egentlig med…”

Efter den sjette øl, vovede han at spørge ind til godsejeren på Kanuthenlund.

Hun tænkte sig længe om. “Han er udenlands. Har nogle ejendomme eller besiddelser rundt omkring. Frankrig, Thailand, du ved. Hvorfor spørger du efter ham? Det rige svin, pfyhh. Nej, ham har jeg aldrig mødt her i mit kongerige.” Hun slog ud med armen for at markere sit kongerige og væltede en flaske. Han hentede to nye. Hun tværede sin smøg ud i en kapsel. “Nej, ingen grever i min kusse!”

“Lensgreve!” rettede han, “en tand finere, faktisk.”

“Nej, heller ingen lensgrever i mine gemakker.” Hun lo et tandløst smil. Absolut ikke nogen rovmund mere, tænkte Ø.

Hun fortsatte. “Men hans opsynsmand derimod. Grevens .., nej undskyld, lensgrevens opsynsmand. Passer på Kanuthenlund i ejerens fravær. Han besøger mig jævnligt. Lede stodder. Han er fanme brutal. Gammel, men stærk. Fremmedlegionen. Sindssyg…”

Selvom det åbenbart var ubehageligt blev hun ved med at dvæle ved opsynsmandens perverse handlinger. Ø var ikke interesseret. Han havde fået, hvad han var kommet efter. Han rejste sig og lagde 200 kroner til hende. Pengesedlerne klistrede til det nassede bord, og mens hun havde sit besvær med at samle pengene op, betalte han sin regning i baren og bestilte en taxa.

Turen tilbage til Østofte ville gå hurtigt, chaufføren kørte for fuld hammer. Der var ingen på vejene. Øen virkede affolket. Ø mindedes farens forgæves forsøg på at få ham, Ø Hansen, til at bære navnet Kanuth. At acceptere, at han var arving. Blodlinje! Det var et af argumenterne. At blod er tykkere end vand.

For længe siden havde Øs gamle ven, Lars, fortalt om adelssystemet. Protokollen. Lensgrevetitlen. At den efter grundloven og demokratiseringen af landet efter 1849 havde mistet meget af sin status. Man kunne stadig bære titlen, men efter nogle generationer ville privilegierne bortfalde. Sidste led i rækken af Kanuthlinjen var Ø. Ø Hansen, der kun under opholdet på drengekostskolen i Sverige havde villet hedde Kanuth. Og det var udelukkende for at slippe væk fra balladen på Lolland efter dengang med møllen. Og præsten. Han smilte. Den gamle ludder havde troet at han var stukket af til Polen. Et helt perfekt rygte. Det passede ham fint at være holdt hemmelig som en Kanuth.

Næh. Hvis ikke Ø ville anerkende titlen og tage Kanuthnavnet til sig, ville lensgrevetiden på Lolland være slut. Uddød. Ø var ligeglad. Han var Ø Hansen, Ø uden punktum. Det havde han besluttet sig til for længst, og det var der ingen grund til at ændre på.

Han kom i tvivl. Var det mon Lili, og ikke Lars, der havde fortalt ham om adelssystemet? Både Lars og Lili var historikere og ofte irriterende villige til at  tage ham i skole om historiske emner. Eller: Det vil sige, nu kun Lili. Lars var jo død. Fucking lige meget! Han samlede tankerne igen. Østofte lå kun fem minutter væk. 

Ø gav taxachaufføren besked på at stoppe ved indkørslen til den lange allé op mod Kanuthenlund. Han havde fået en ide.

Forfatter: Alex Albryn

Skriver under pseudonymet Alex Albryn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.