Travis Bickle og Ø Hansen og Eidsvoll

Nogenlunde samtidig med at Travis fra Manhattan kiggede sig selv i spejlet og sagde “Talkin to me? Are you talkin to me?” og øvede sig i at trække sin revolver hurtigst muligt, blev Ø fra Lolland sendt afsted på kostskole i Sverige. Ø troede selv han havde slået Præsten ihjel, og det var tæt på at Præsten havde mødt sin skaber, men det skulle først blive nogle år senere han tog turen, som en følge af de skader, flere hundrede salmebøger, kastet hårdt på kroppen og mange i hovedet, forårsager.

Eidsvoll er dagen, hvor de engang så hårdt trængte nordmænd, der i århundreder havde måttet finde sig i at være underlagt den danske krone, fejrer friheden fra Danmark. Eidsvoll, lige præcis i dag den 17. maj, var også dagen hvor den lille, men stærkt dedikererede norske rockergruppe, Pissbrains, slagtede vagtparaden fra Den Kongelige Danske Livgarde foran Marmorkirken i København. Bredgade sejlede i blod, brækkede knogler og knuste messinginstrumenter. Scenen var velvalgt for nordmændenes angreb, men det var alligevel tilfældigt at Bredgade engang har heddet Norgesgade.

Som nordmændene fejrer deres selvstændighed, ville drengeklubben Svantevit, som Ø Hansen var selvudråbt leder af, gerne løsrive hjemmeøen Lolland fra resten af Danmark. En lille, selvstændig stat, med polsk som hovedsprog, fordrive protestantismen og indføre et mix af katolicisme, shamanisme og vendiske skovguder, med den firehovede Svantevit, som øverste gud. Parlamentet skulle være skovhulen Colgate, (egentlig Golgata) ude i drengeklubbens helt egen Sherwoodskov, med egen Stonehenge-offerplads og rottetræ. Og med Ø Hansen som præsident. Selvfølgelig noget vrøvl og helt uladsiggørligt, men i meget unge drenges hjerter, inden pigerne for alvor tog deres fokus, alligevel et ambitiøst mål.

Ø Hansen fik senere hen helt andre mål, ikke mindst at forfine sin teknik med at nedlægge meget større mænd i et rødt hav af slagsmål. Der er by the way masser af død og masser af blod i første bind af TUNNEL3LOGIEN. Også derfor hedder bogen RØDT GULD.

Lederen af den norske rockergruppe Pissbrains, var en af disse store typer som Ø yndede at lægge ned. Nordmanden var et ordentligt drøn af en Goliath på to meter. Allerede én gang havde han fået så mange bank af Ø – dengang på kostskolen, at han aldrig mere kom til at tisse lige, og kun med besvær og en meget tålmodig kvinde, til nød kunne gennemføre et samleje.

Men tilbage til Travis, ham på billedet. Det er skuespilleren Robert De Niro, der spiller karakteren Travis Bickle i den temmelig gode film, Taxi Driver. Der er et Atlanterhav af forskelle mellem Travis og Ø Hansen, fx kører Ø ikke taxi, og der er ikke så mange højhuse i Østofte. Ø har heller ikke været soldat i Vietnam og har aldrig haft nogen intention om at redde en børneprostitueret, spillet af Jodie Foster. På det her tidspunkt vi snakker om, den første halvdel af 1970’erne, var der ikke en eneste luder på Lolland under 22.

Forskellene til trods mellem Taxi Driver og RØDT GULD, eller mere præcist, mellem Travis Bickle og Ø Hansen, så er der en god grund til at dedikere denne lille fortælling, med meget lange sætninger – I know – men hvis du er kommet hertil, så kan du klare det, til Travis. Og grunden er. At Ø Hansen flere steder bliver kaldt “Travis”, i hvert fald af hele to kvinder: Den unge Bettina fra universitetet, en ungdomsflirt og senere svigerinde til Ø, og så den noget ældre, men virkelig meget attraktive Jokke, eller fru og senere enkefru Brink.

Hr. Brink, der næsten ikke har noget fornavn, kaldes bare for Brink, også af Jokke, der i virkeligheden hedder Johanne. Brink (altså Hr.) er Øs mentor og chef, og derfor er det ikke helt i orden, at Ø ligger i med Jokke (altså fru Brink). Det går lidt bedre, da hun bliver til enkefru Brink, hvis det ikke lige var sådan, at Ø var gift, med hende Bettinas noget kedeligere søster.

Men det var det med Travis. Både Bettina og Jokke ser en lighed mellem Ø og Travis, og da Jokke med kvindelist overtaler Ø til at lade sig kronrage på nær den lille stribe hår, der udgør en Mohikanerfrisure, så var ligheden til at tage at føle på. Og føle på, det kunne Jokke lide. Det var hende der med en gammeldags ragekniv (Hr. Brinks) ordnede Ø vilde manke. Ø fik til gengæld lov til at barbere Jokkes trussehemmeligheder (med Hr. Brinks kniv). Det var nok ikke helt i orden over for rageknivens egentlige ejer, men de to lod sig rive med i ren lyst.

Så Ø Hansen fra Lolland ligner Robert De Niro fra Manhattan, og ikke mindst karakteren Travis med den fine frisure.

Martin Scorsese, mesterinstruktøren og manden bag Taxi Driver og jeg har også noget til fælles. Vi laver begge to film. For tre år siden, nærmest på dagen, offetnligjorde jeg min første lille video i universet med tunnelsyn.

Og hvor jeg kan flippe ud og skrive meget langt og med meget få punktummer, når det kommer over mig (Ø er uden punktum!), så lavede jeg et sæt benspænd for mig selv, hvad angik de her film: De skulle skydes i ét take, de skulle have én lokation, og de måtte ikke vare mere end ét minut. Den første lille film, der kom ud af det dogme, var den om Nationalbanken. En slags omdrejningspunkt i RØDT GULD er guldkuppet mod Nationalbanken (skurkene er igen Pissbrains, med de våben, de stjal fra Livgarden 17. maj).

Se den. Og se så Taxi Driver. Igen og igen.

1 procent ondskab

Eller. Velkommen tilbage, Fürst Lednew!

Som en overspringshandling samler jeg på mønter. Fakta er, at det ikke er sundt at gøre alting samtidigt. Jeg skriver på en bog, og jeg samler på mønter. I min fritid. Jeg bedriver også andre nørdede hobbies, ikke mindst slægtsforskning.

Men mønter! Jeg har netop erhvervet mig en mønt fra Anholt, 13. maj 1973. Et sted og en dato der er kendt i De Mørke Selskaber. Mønten er en af de berygtede Satanmønter. Man går ud fra, at der findes ca. 300-400 af disse mønter, de fleste slået i kobber eller sølv, fire, fem forskellige motiver, men alle dateret 13. maj 1973 og stedsat til øen Anholt.

666
Natas = Satan

Hvad skete der på den lille ø i Kattegat, dengang for snart 46 år siden? Mønterne er siden dukket op i kirker, mest i Danmark, men også i udlandet, senest i Bath i England. De sataniske motiver, der viser djævle, bukke, symboler og latinske besværgelser og forbandelser, er sært dragende i al deres djævelskab. Den mytologiske fremkomst i kristne kirker og den usikre forhistorie er med til at pirre. Med købet af den seneste mønt, er min egen private samling nu oppe på fire satanmønter. Som nævnt er der i alt anslået at være 300-400. Så jeg har mindst en procent af den samlede bestand af satanmønter. Én procent ondskab. Det er da noget.

Sammen med de øvrige mønter i min samling, de fleste langt fredeligere, typisk prydet af kongelig og kristen symbolik, ligger de fire satans mønter gemt godt væk i en bankboks. Vil ikke komme nærmere ind på i hvilken bank eller i hvilket land. Men det er en tanke værd, at der ligger så meget ondskab samlet ét sted. Tænk hvis jeg har en medskyld i diverse bankskandaler!

Satanmønt
Satans mønt i Danmarks største dameblad

Inspirerende. Men det er ikke mig, der har slået mønterne, kastet barneblod og jomfrutårer på dem, sunget sataniske vers på latin endsige gemt dem i kristne kirker. Jeg har været i Bath, men aldrig på Anholt! I didn’t do it. Jeg har ikke deltaget i en eneste ligvendingsfest. Amager! Eller Anholt? Jeg har kun købt dem, de fire mønter, der lyser sort og brænder, når man rører ved dem. Der er en direkte forbindelse mellem Anholt, 13. maj 1973, mine bøgers ondeste mand, Fürst Lednew og så mit pseudonym, Alex Albryn.

Du kommer nok til at skulle læse hele trilogien for at se Den Røde Tråd, men det regner jeg også med at du gør. Det er derfor du er her. Det er derfor jeg skriver. Og hvordan går det så med at skrive? Det har været nødvendigt at skære noget rødt guld fra. Ca. 150 manuskriptsider fra RØDT GULD har jeg gemt til en fremtidig Director’s Cut-udgave, du ved den der slags utålelige udgivelser, der er alt for lange og unødvendige, men som hardcorefans elsker. Sådan nogle som dig. Men jeg er nede på 750 sider nu, det mest mærkelige er skåret fra, det har været hårdt og nødvendigt, og nu er jeg begyndt at fylde på igen. Der er nogle huller i logikken der mangler og der er fortsat almindelige smårettelser.

Jeg har lært: Smårettelser tager tid. Uanset om det er 750 eller 900 manuskriptsider. Og selv om det er godt, så bliver man træt efter mange gennemlæsninger. Og det er der, satanmønter og slægtsforskning kommer ind i billedet. Dejlig nebengesjæft.

Jeg får en ide! Du bliver den første til at dele den mig. Jeg vil have skrevet 13. maj 1973 og Anholt, den satans ø, ind i mindst en af de tre bøger. Der skal hvile mindst 1 % ondskab over TUNNEL3LOGIEN, enten i Rødt Guld, Løvens Kys eller Død Vokal.

Satans Ø
Ø er selvfølgelig uden punktum

Coster-Waldau og Mødus Øperandi

Noget om teknik. Noget om jagten på en mand, når man kun har et gammelt billede som spor. Noget om nyt og noget om 19.

MODUS OPERANDI (MO) er et begreb, der fra latin kan oversættes som “måde at arbejde på”. MO beskriver en persons arbejdsvaner – måder at operere på – og er nok mest kendt fra kriminallitteraturen. En dygtig efterforsker kan ud fra det, han iagttager på gerningsstedet, sammenholde dette med sin viden om, hvordan forbrydere arbejder, til at knytte tråde mellem gerningsmand (skurk) og gerning (udåd). Med denne metode, modus operandi, ved vi at flere, ellers uløselige forbrydelser, gennem årene er blevet løst. Forbryderen er blevet fanget og efterforskeren kan gå i gang med en ny sag.

Anderledes forholder det sig med efterforskeren, C.F. Nielsen, der nu i ugevis har gloet på det billede, som hans assistent, den nu afdøde Pia Larsen (læs forrige indlæg, det sidste fra det gamle år) havde nået at hænge op på hans efterforskertavle, men desværre uden tydelig angivelse af, hvem der var portrætteret. Et billede af en mand, yngre, mørkhåret, med et trodsigt blik, et blik der ligesom udfordrede C.F. Nielsen – uden at Nielsen kunne svare igen. Han kunne blot stirre tilbage, men uden virkning. Et billede blinker ikke.

Det var først en sen aften nogle uger efter Pia Larsens fatale møde med den polske langturschauffør på Toftegårds Plads, at lykken i et kort glimt tilsmilede C.F. Nielsen. Og som oftest, når han fandt ud af noget, så var det med hjælp udefra. Nielsen var – igen – sent på arbejde, de fleste var gået hjem og Politigården i København henlå mest i mørke og ro. Den unge kvinde med støvsugeren, der havde et studiejob med at gøre rent for Københavns Politi, når hun ikke læste filmvidenskab på universitetet, havde stoppet Nilfisken, mens hun skiftede støvsugerpose. Hun havde godt set, at C.F. Nielsen stadig arbejdede, så hun forsøgte at være stille, men det gav alligevel et hørligt udbrud fra hende, der fik C.F. Nielsen til at kigge op fra sagsakterne og i hendes retning. Hun stod foran efterforskningstavlen med den ene hånd for munden og den anden pegende på billedet. Det fordømte billede af manden, han ikke kunne identificere.

  • “Det er ham”, sagde hun, da C.F. Nielsen stod ved hendes side for at kigge med. “Det er ham. Manden, der hænger i nattevagtens vagtstue. Ham der skal henrettes!”
  • “Hvaffor en nattevagt?”, C.F. Nielsen var slet ikke med.
  • “Nattevagten! Filmen med ham der Coster-Waldau. Jeg så den for nogle år siden. Jeg er sikker.”
En sjuft have hængt billedet lige mellem de to navne

Efterforskeren skrev hendes udsagn ned på et papir, sikrede sig hendes kontaktoplysninger, og bad hende holde tæt med dette, der måske kunne være et gennembrud i sagen.

På vejen hjem gjorde efterforskeren holdt ved en døgnåben kiosk, som han vidste havde et righoldigt udbud af danske film. Og efter lidt søgen i reolerne fandt han filmen, Nattevagten, og ganske rigtigt med Coster-Waldau i hovedrollen.

Som du, min kære læser, nok har luret, så finder efterforskeren ganske snart ud af at rengøringsdamen, den unge filmstuderende tog fejl. Manden i filmen, der hænger som et gammelt billede i vagtstuen, er ikke den samme som manden, der hænger på efterforskerens tavle. Men så meget skal hun have, den filmstuderende, at det er tæt på. De ligner hinanden.

Venter på henrettelsen
En af de sammensvorne i Wilkes Boothes slæng

Se selv den gode film, Nattevagten, og find ud af mere om filmens billede. Vores efterforsker, C.F. Nielsen, kunne ikke bruge oplysningerne om attentatet på Lincoln og jagten på Wilkes Boothes slæng til noget. Nielsen havde set en god film, lært lidt historie, men var ikke kommet sin egen forbryder (eller hvad han var) nærmere.

I 2019 skal der ske noget. Noget nyt. Jeg planlægger at udgive en bog, første bind i Tunnel3logien, RØDT GULD. Og lige nu er disse skriblerier på bloggen her mest afstikkere, der ikke nødvendigvis har noget med RØDT GULD eller de andre historier om Ø Hansen at gøre. Se det som mine arbejdsvaner, min MØDUS ØPERANDI. Noget med Ø, Ø uden punktum

Billedet af Ø Hansen, eller Alex Albryn?

En sjuft havde hængt billedet lige mellem de to navne
Usikkert om det er Ø Hansen eller Alex Albryn

Den ihærdige efterforsker, Chr. Fr. Nielsen, som vi lærte at kende i forrige blogindlæg, var allerede taget på juleferie, da billedet fra Maribo Ret tikkede ind på Politigårdens efterhånden oldnordiske meldesystem. Det var ikke meget bedre end de tidligste fax-maskiner, men det var hvad der var råd til. Det blev kontorassistenten, den unge Pia Larsen, der tog imod billedet, og hun satte resolut, men ikke helt korrekt billedet op på efterforskeren, hendes chefs, opslagstavle. Kun hun vidste, hvilket navn der fulgte med det uskarpe portræt fra Lolland, og da hun efterfølgende, på vej hjem på cykel fra indre by i København til den lille lejlighed i Valby, blev dræbt i en højresvingsulykke ved Toftegårds Plads, tog hun navnet med sig hinsides. Og at billedet var kommet fra Maribo Ret, og således kunne have peget på den lille, lollandske flække, Østofte, forsvandt også sporløst lige som kontorassistentens sidste åndedrag under lastbilens alt for tunge hjul.

Havde salig Pia Larsen ikke været så udmattet af kontorarbejdet på Politigården i ugerne op til jul, ville hun nok ikke have sat billedet op lige midt mellem to navne, så det var aldeles uklart om det var Alex Albryn eller Ø Hansen hun mente. Måske ville hun heller ikke have glemt sine cykellygter til turen hjem, men alt det er spekulationer. Der er meget, vi kun kan gætte om. Men sikkert er det, at havde hun overlevet, så ville hendes chef, efterforskeren der så meget ønskede sig et gennembrud i sagen om Alex Albryn – og for så vidt også Ø Hansen, kunne have fået klar besked om udseendet på den eller anden. Og Pia Larsen ville være sluppet med en reprimande for hendes sløsede omgang med bevismateriale, men det havde hun prøvet tidligere, dengang hun kom til at skrive “Ø. Hansen” på tavlen, Ø med et punktum.

Nye spor i jagten på Alex Albryn

Det havde været et mysterium i årevis. Hvem eller hvad var denne mystiske Alex Albryn. Nogle gange kaldte han sig for Alexander, nogle gange blot for Alex, som var det navn, politiet noterede sig som det mest benyttede, men for den mystiske person var det ikke slut med det. Også navnet X Albryn dukkede af og til op i den kriminelle underverden.

De stakkels efterforskere var altid to skridt efter personen de foretrak at kalde for Alex Albryn, og der opstod efterhånden nemt panikbetonede myter. En ny teori, der også var skrevet på en lap og sat op på den enorme tavle, der var dedikeret den mystiske Albryn, var, at det slet ikke var sikkert at det var en mand. Kunne det være en kvinde? På lappen var der skrevet: “Kvinde?” og “Alexandra?/Alexis?”

Politiet var længe godt og grundigt på bar bund. Man vidste ikke, hvad der var op eller ned, kvinde eller mand. Det var først da en meget stædig efterforsker fandt en godt skjult forbindelse til en anden gammelkendt ukendt, nemlig Ø Hansen, at der anedes et gennembrud. Og snart pegede pilen mod Lolland og den meget lille by, Østofte. Man vidste med sikkerhed at Ø Hansen stammede herfra, og snart dukkede der forskellige indikationer op om, at også Alex Albryn, havde sine rødder her.

Og med dette gennembrud gik kriminalkommissæren på juleferie. Der havde ophobet sig alt for mange overarbejdstimer, og manden var grå i hovedet af træthed. Men han var fast besluttet på, at 2019 skulle blive året, hvor mysteriet om Alex Albryn, mand eller kvinde, skulle blive løst. Og hvis han også fik skovlen under Ø Hansen, Ø uden punktum, ville forfremmelsen og udsigten til et større skrivebord være uundgåelig.

Du, kære læser og følger af denne blog og de andre kanaler, hvor den mystiske Ø Hansen – og nu også denne Alex Albryn huserer, véd besked. Men den stædige efterforsker er ikke så glad for internettet, så det bliver ikke herfra at han finder ud af at Alex Albryn, eller X Albryn, er forfatterens pseudonym, forfatteren, der ved alt om Østofte, Ø Hansen, og på egen krop har været i nogle af de samme tunneler, som Ø Hansen er så glad for.

Det bliver under navnet, Alex Albryn, at første bind i tunneltrilogien om Ø Hansen efter planen udkommer i 2019. Glæd dig! Men sig det ikke til kriminalkommisæren. Første bind hedder stadig RØDT GULD, og manuskriptet nærmer sig de 1000 sider, hvilket ikke er et mål i sig selv, men det føles godt.

Hurry down the chimney tonight!

Happy X

Bagsidetekst. Version C

Ø Hansen er fra Lolland. Drengen Ø Hansen (Ø uden punktum) elsker sin skovhule, sine tunneler og hemmelige ritualer. Først senere bliver han også svært glad for kvinder og det amerikanske punkband Dead Kennedys. Man skulle tro at Ø Hansen holdt af at slå mennesker ihjel, men det er mest et spørgsmål om en hjerneskade han pådrog sig under månelandingen i 1969.


Jeg ved ikke om det er denne tekst, der bliver den endelige bagsidetekst. Alle mulige forfattercoaches og andre gode mennesker fortæller mig at min bogs bagsidetekst er meget vigtig, ekstrem vigtig i købsøjeblikket – lige dér, hvor du eller din nabo eller din tante fra Østofte står i boghandelen eller i Føtex med min bog i hånden. Skal det være denne, eller biografien om H.C. Branner man vælger? Jeg synes du skal købe begge to!

Men det er lige nu kun et bud på en bagsidetekst. Der er to bud mere, Version A og Version B – de er meget forskellige, ikke mindst meget længere. Nu må vi se. Jeg tror jeg ender med at skrive versioner til hele alfabetet og måske ender jeg med at vælge Version Ø.

Og fordi det hele drejer sig om Ø, min tunneltrilogis hovedperson, Ø Hansen, Ø uden punktum, så er billedet til denne blogartikel også et ø. Et ø der hang i Svaneke på Bornholm, da jeg var forbi i går. Et rødt og delvist hvidt ø, på baggrund af gult og sort. Kunne ikke være bedre. Rødt/hvidt: det danske, Ø Hansen, repræsenterer -hans fars familie. Gult/sort: Farverne i kasjubernes flag. Kasjuberne, der er Øs familie på mødrene side. Så har vi hovedpersonens nutids og hans slægts fortids farver på plads.

Jeg er nu oppe på 750 sider i mit manuskript til RØDT GULD. Lige nu går det meget godt med fremdriften, andre gange står det hele stille. Det er mit tempo, og jeg tror det endelige resultat bliver fint. Jeg har fået min hovedperson ud på rejser til Sverige, Polen, Tyskland og senest Libyen. Og mest er han et eller andet sted i Danmark. Men det er ikke det væsentlige. Det bærende i hele historien er Ø Hansen og hans tunnelsyn, hans “ting” med små, mørke steder. Dér, hvor de fleste af os ikke kan lide at komme. Men det bliver steder, hvor TUNNEL3LOGIENS læsere kommer. Helt ned i mørket – og nogle gange ud igen.

Efter alfa kommer beta

Næste runde betalæsning går snart i gang. Helt konkret ved jeg at én fra første hold betalæsere er helt klar til endnu en runde, og jeg har hørt små pip fra andre.

Af grunde, der bl.a. har med GDPR, men også min sædvanlige kildebeskyttelse at gøre, så vil jeg ikke nævne navne, men pågældende “sikre” betalæser lover denne gang at læse manuskriptet uden at være tvangsmedicineret. I det hele taget være ved sine fulde fem, selvom mange af episoderne med Ø Hansen på hospitalet åbenbart vakte genklang første gang.

Jeg vil gerne her opfordre andre til at melde sig. Det er ikke let at være betalæser! Det er en ordentlig motherfucker af en bog efterhånden, som nævnt pt. 750 sider i manuskript, hvilket svarer til ca. 400 normalsider, eller en normal krimi af nogle af de der nye Nordic Noir Crime-typer. Min bog (eller bøger: Ud over RØDT GULD kommer der LØVENS KYS og til sidst DØD VOKAL) er vokset til noget andet. Mindre krimi og mere thriller, men masser af Nordic og endnu mere Noir. Bare skriv dig på, her i kommentarfeltet, eller fang mig på anden vis. Jeg skal bruge ca. tre-fire-fem betalæsere og vilkårene er de samme hårde som sidst. Vil man være betalæser for mig, så har man læst hertil i bloggen – og kan snildt finde de første præmisser.

På forhånd tak.
PS – og fra nu af er mit pseudonym X Albryn

700 sider og en krokodilleskindstaske

Bare rolig! Ø  Hansen har kæmpet mod værre ting end slimede sumpuhyrer. Og denne gang er det slet ikke ham, Ø uden punktum, jeg skal skrive om. Det er om – processen. Men ikke her, hop op over på Facebook-siden, hvor kun søde følgere fra KLUB 213, foruden Mr. Z og de andre virkeligt skumle skumlinge kommer, typer, der får mine farligt fiktive skurke fra Lolland og Norge til at fremstå temmelig blege. Men jeg arbejder på det. 700+ siger manuskriptsiderne. Læs mere her:

Noget om tunneler

– eller: Hvornår F… bliver den bog færdig?

Det er i dag, lige nu mens jeg skriver dette, 35 år siden at Allotria blev stormet af politiet og nogle BZ’ere undslap via en tunnel.

Det er en god historie – og begivenheden har sin plads i min bog, RØDT GULD. Jeg har skrevet om det før, her og på Facebook og de andre sociale medier, men særligt vil jeg fremhæve min VIDEO. Lille, kort sag. Ét minut, én location, ét take. No shit, nur Spaß.

Allotria betyder både “narrestreger” og “biting”. Og hos mig er det både og. Mange har spurgt mig, om ikke det var tunnelen væk fra det BZ-besatte hus og ned under Korsgade, der satte ideen om min TUNNEL3LOGI i gang. Men det var det ikke. Men nok om disse narrestreger – denne biting.

Der er masser af tunneler at tage af, og når de virkelige, IRL, ikke batter, så finder jeg på nogle fiktive. Så er det sagt. Jeg siger ikke hvilke af mine tunneler der er Fake, men ideen til hele balladen med at ville skrive om Ø Hansen og hans særlige forhold til tunneler og andre mørke, trange steder, opstod på en spadseretur i Kongens Have. Mellem Rosenborg Slot og Rundetårn løber en tunnel, engang benyttet af Christian den Fjerde og hans kvindfolk, senere et oplagt sted for Livgardens elitære enhed, Løve-ordenen, at udføre deres rituelle optagelsesprøver i.

Det er, så vidt jeg er orienteret, slut nu. Der skete for mange dødsfald, og man kunne ikke blive ved med at dumpe de døde gardere i Inderhavnen, forklædt som selvmord og drukneulykker.

Men det bliver først i bog nummer to: LØVENS KYS, at dette bliver fortalt. Der er selvfølgelig også videoer, hele to om denne tunnel fra Rosenborg Slot til Rundetårn. Grav tunneldybt her på bloggen eller på Youtube! Den tredje bog, DØD VOKAL, vil jeg ikke komme ind på her. Gode folk har anbefalet mig at fokusere, at få tunnelsynet på, so to speak, og få gjort bog nummer et færdig.

OK

Det nytter ikke noget. Jeg må se at blive færdig med mit manuskript. RØDT GULD står der på forsiden og næsten 700 sider længere henne er mit udkast til bagsideteksten.

På det seneste har jeg lagt mærke til at bekymrende mange af de emner, jeg kredser om i bogen, rumsterer i medierne, eller bliver fortalt andre steder. Jeg nævner i flæng: Strunge (ny film), Den Kolde Krig (Putin og Trump der byder op til isdans med os andre som bænkevarmere), Rockerkrigen (eller, forløberen, i bogen om Bullshit), Kejsergadesagen (jeg så en tv-dokumentar i forgårs). Suk. Bliver alle mine (“mine”) ideer planket?

Det er selvfølgelig fordi jeg spænder vidt, i bøgerne, men også fordi jeg er lidt længe om at blive færdig. Virkeligheden banker på, og hvis ikke jeg skynder mig, så ender det hele med at blive overhalet inden om.

Endnu er jeg ikke stødt på afslørende nyt om Nationalbanken, Lolland, blodigt guldkup i København, voldsomt overfald på Livgarden, afsløringen af sære tendenser i skumle tunneler, hemmelige agenter med navnet Ø Hansen, fordækte aktiviteter i pianobutik på Borups Alle 213 eller i Bjørnekælderen under Politigården i København (se lige bort fra Afdeling Q!), så der er stadig noget at glæde sig til. Det gør jeg. Og så har jeg det temmelig sjovt mens jeg skriver, by the way. Seneste påfund er elskov og mord (to væsentlige omdrejningspunker i bøgerne) i de ikke færdigbyggede ramper på Bispeengbuen. De findes skam, de skjulte tunneler, og der sker ting og sager i mørket.

Tilbage til skrivemaskinen. Tilbage til tunnelboremaskinen.

Seks seks seks og de sikre pseudonymer

Beklager! Det er længe siden, men julefreden har været langt væk. Sagen er, at jeg dog har fået skrevet lidt mere på min bog. Første bind i Tunnel3logien, RØDT GULD, er netop nu præcis landet på 666 sider. Derfor første del af overskriften.

Dyrets tal, 666, er bare et tal. Snart er jeg på 671 sider, men alligevel giver det mening at dvæle lidt. En djævelsk tvivl har nemlig hjemsøgt mig.

Mine overvejelser drejer sig om sidste del af overskriften. Der er nogle genkendelige og kendte personer (virkelige mennesker) fra den danske kunstverden med i RØDT GULD, og måske er det ikke i orden. Autofiktion eller ej. Hidtil har jeg nemlig kaldt dem deres rigtige, egne navne.

Så. Nu har jeg besluttet mig for at kalde dem noget andet. I forvejen hedder Ø Hansens stedfar bare “Præsten”, så springet er ikke så langt, og måske er det simpelt hen bare mere cool at kalde de pågældende mennesker for hhv “Digteren” og “Arkitekten”?

Digteren kaldes for variationens skyld også for Digteren M, eller bare M, mens Arkitekten har sit Davidsen.

Hvad er der ellers sket? Manuskriptet vokser ikke kun, jeg redigerer og sletter en del, fjerner noget der var guldkorn sidste år, men som jeg er vokset fra, nu. Nye guldkorn kommer til. Det endelige, blodige opgør mellem to af bogens ret væsentlige personer er tættere på papiret. Jeg har en plan, men skal lige have sætningerne til at makke ret.

Mens det sker har det nok både været jul og nytår, og det vil jeg gerne ønske alle: Glædelig og godt.