Mindehalløj i Mindehøj

Tirsdag 4. juli sker der ting og sager i Mindehøjen i Søndermarken på Frederiksberg.

Denne ene dag om året åbner højen, og man kan kigge indenfor og hilse på Mor Danmark.

Jeg plejer at kigge forbi og i år bliver det ekstra godt og uhyggeligt. Læsere af Tunnel3logien får mulighed for en særlig rundvisning, måske noget oplæsning af Rødt Guld og en lille tår vin et godt sted i nærheden. Jeg håber at se dig.

Mindehøjen er åben for alle, men til det lille arrangement med vin vil jeg gerne høre fra dig om du kommer. Bare skriv til mig her eller på Facebook eller mail. Tak. Jeg vil være ved Mindehøjen 17:30 og sammen går vi mod vin og oplæsning ved 18:00-tiden.

Denne rundes vinder er Ronny, der svarede rigtigt på Batman-spørgsmålet. Ét point til regnskabet. Tredje runde kommer snart. Følg med her på bloggen.

Her er alle spørgsmål (og svar)

3: Limo (svar: Lillemor)
4: Babe (svar: Barbro)
5: Wedding (svar: Ø)
6: Berlin (svar: Brink)
7: Batman (svar: Bruce)

Noget om navne

SOMMERKONKURRENCE #2

Første rundes vindere er fundet. Løbet er ikke kørt i den endelige konkurrence, men nu er der nogen, der har gaflet to point. Se i kommentarfeltet, som netop er blevet offentliggjort.

Etape to er åben, de to points forspring kan snildt hentes og konkurrencen er hård og lang, men retfærdig. Det handler her om navne. Dæknavne, kælenavne, alter egoer. Navne, nogen har ved siden af eller i stedet for deres rigtige navn.

Vi kender dem. Doktor Jekyll havde sit Mister Hyde. Clark Kent er Supermans borgerlige identitet og James Bond kalder sig både “Bond, James Bond” og så “007”. Øverst troner den mørke hævner, Batman, Gothams hævnende engel, hans dåbsnavn er en del af denne konkurrence.

Der kan være gode grunde til at kunne gemme sig bag flere navne og så er der alle de skumle typers fordækte motiver. I min bog er der en overvægt af skurke. Inden næste søndag, den 18. juni kl. 18:18 skal du gætte disse karakterers andet navn. Dåbsattestens fornavn rækker.

Hvem gemmer sig bag disse navne?

3: Limo
4: Babe
5: Wedding
6: Berlin
7: Batman

Kom med dine svar. Skriv trygt i kommentarfeltet, dine svar bliver først synlige for andre efter fristen, søndag 18. juni, kl. 18:18. Fornavne er alt rigeligt, men husk nummeret! Kan du ikke det hele, så spil med på det, du kan. Hvert point tæller ved udgangen af juli måned.

Kom an! Måske er præmien en tur hos en numerolog.
Måske ikke. Læs om betingelser her.

Sommerkonkurrence

Det er sommer, det er sol og det er søndag. Det er tid til en dejlig sommerkonkurrence.

Vilkår: Alle kan deltage. Alle kan vinde. Det er uligt nemmere at deltage og vinde, hvis man kender til Tunnel3logien. Der vil kunne findes ledetråde på Youtube-videoerne, i denne blogs tidligere indlæg, i billederne på Pinterest og Instagram, og på Facebooksiden. Denne gang holder jeg mig fra Snapchat, Google+ og Twitter. De fem betalæsere vil have en fordel i at have læst manuskriptet, og det fortjener de!, men der vil hver uge komme spørgsmål som ikke giver fordel for dem.

Kort sagt: Alle kan være med og alle er velkomne.

Der vil være en flot præmie, som vil blive afsløret om præcis en måned.

Og sommerkonkurrencens første spørgsmål kommer her:

1: Hvilken høj er Tunnel3logiens læsere og følgere budt til uhygge og rundvisning hos om en måned?

2: Kong Hans’ Lov fra 1496 krævede at prostituerede bar en hue i to farver. Hvilke to farver? Begge skal gættes for at give ét point i alt.

Hint: Tænk på Ø Hansens våbenskjold.

Det er det! Svar i kommentarfeltet inden søndag d. 11. juni kl. 11:11. Lollandsk sommertid.

Jeg offentliggør først dine svar efter fristen.

Første runde er i gang. Kom an. Der vil køre nye opgaver hver uge frem til ultimo juli.

 

Kærlighed

Hvordan går det med bogen?

Forleden dag var jeg til et selskab, hvor en venlig person spurgte til bogen. RØDT GULD, første bog i Tunnel3logien. Bogén. Og det blev jeg simpelt hen så glad for. Folk ved jo godt at jeg er i gang med en bog, og nu har jeg i mere end et år skrevet om processen, her og på andre sociale medier. Men i min verden er det ikke ensbetydende med, at man interesserer sig for, hvordan det går. Med bogen. Men jeg bliver glad når folk spørger. Når du spørger. Virkelig glad. Bliv endelig ved. Det er dejligt bekræftende for mig. Men svært at svare på.

Og hvad svarede jeg så, der forleden dag. Øhh. Jo tak, det går … fremad.

Lige nu er jeg ved at færdiggøre prologen. Den bliver længere, end prologer normalt er. Men den er vigtig. Her er nogle bud på prologens overskrifter:

Kværkeby, Kraniet, Kuppet, Kaos, Kærlighed.

Jeg kan faktisk godt lide bogstaver. Jeg har noget med Ø og W, og åbenbart også en kælen flirt med K.

Det sidste afsnit i prologen, Kærlighed, illustreres meget godt, synes jeg, af den valgte illustration. Ægte, dybtfølt kærlighed. Den slags er der virkelig meget af i RØDT GULD.

Btw. Er det ikke snart tid til en sommerkonkurrence? Med sindssygt svære spørgsmål og en fantastisk præmie? Jeg gider kun, hvis mindst én svarer bekræftende her i kommentarfeltet, eller på Facebook, Instagram, Google+, Pinterest, Twitter og hvor jeg nu er. Den, eller de, du eller I, der svarer har ikke forrang i forhold til at vinde selve konkurrencen.

Er I der? Er du? Bare skriv JA eller Øhh eller noget. Bare et eller andet. OK? Som nævnt, så plejer præmierne at være tres magnifique. Bare spørg Susan, Kit, Pernille … og skulle en mand vinde denne gang, så er det vel okay for ligestillingen.

Fra prospect til prolog

I sidste uge skrev jeg lidt om min korte periode som prospect. Nok om det (Dansk Forfatterforening). Meget mere vigtigt er det, at jeg er ved at have min prolog klar til RØDT GULD.

*

Vi er i Kværkeby, lidt uden for Ringsted midt på Sjælland. Den sindssygt farlige, men i Danmark noget ukendte norske rockerklub Pissbrains pønser på ulovligheder.

Præsidenten for Pissbrains, Conrad Grünerløkka, eller bare Connie, gør sig klar til en smertefuld ceremoni. Det store dødningehoved, klubbens totem, skal fyldes med pis. Han har en snes norske rockere, der lige nu sidder og drikker dyr og dårlig norsk øl – de skal nok kunne bidrage til ofringen. Det er mere et problem med ham selv. Siden episoden med danskeren på kostskolen dengang, har Connie ikke kunnet tisse lige, og hver tur på potten er et helvede af smerte. Men nu skal han. Det er en nødvendig del af ceremonien. Præsidenten for Pissbrains skal selvfølgelig kunne pisse. Connie hader alt dansk, mest af alt den dansker, der lemlæstede ham dengang. Fucking von Kanuth!

*

… and so it goes.

Det er ikke lige sådan det kommer til at stå i RØDT GULD, men læsere af denne blog forstår.

Der er to ting mere til de mest trofaste:

Et: Fucking von Kanuth var en dansk dreng, der gik på den mondæne kostskole Sunny Hill dengang i 1970’erne samtidigt med den norske gut Conrad G. Du ved det, men Connie ved det ikke: Ø Hansen kaldte sig under sit ophold på kostskolen kun for Kanuth. Fucking von Kanuth og den (lem) lemlæstede Connie skal snart mødes igen. Bly og blod!

To: Husk at komme til Mindehøjen fjerde juli. Jeg giver oplæsning, måske den fulde version af prologen, og lidt sodavand og vin.

Min karriere som prospect

Inden jeg fortæller om min korte karriere som prospect, så er det tid til en historie om en tunnel og en anden om Shakespeare.

TUNNEL fra Ø til N

Ø Hansen har fundet en tunnel! Denne gang er det en tunnel, der både redder hans liv og som – og det her er virkelig helt tilfældigt – binder hans første bogstav “Ø” sammen med det sidste “N”. Ø som Østerbro og N som Nørrebro. Et sted i København redder Ø Hansen livet ved at kravle gennem en tunnel, der på fantastisk vis binder de to bydele, Østerbro og Nørrebro sammen. Mere skal ikke siges her. Men glæd dig til RØDT GULD.

SHAKESPEARE og den fede kat

I aften skal jeg se Hamlet på Betty Nansen-teatret på Frederiksberg. Undervejs i RØDT GULD er der slet skjulte henvisninger til alverdens film og skønlitteratur. Shakespeare har leveret inspiration til en af skæbnerne i Tunnel3logien. Sagen er, at Østofte Kirke på Lolland har en graver. Denne graver har en kat, og denne fede kat hedder Ofelia. Ikke mere om denne kats skæbne her, det har jeg tidligere været inde på (og det ender ikke godt). Og det gjorde det jo heller ikke for Shakespeares Ophelia. Hun mister først forstanden og siden livet, da hun kaster sig i floden. Hun finder ud af at hendes far, Polonius, er blevet dræbt af hendes elskede, Hamlet. Det er Ophelia, hende den rødhårede på billedet.

PROSPECT og min optagelse i klubben

Jeg har søgt om optagelse i Dansk Forfatterforening, og er nu, efter mange slidsomme prøvelser, kommet ind i varmen. I tiden op til RØDT GULD udkommer, er jeg såkaldt associeret medlem. Når bogen så udkommer, så stiger kontingentet og så er jeg rigtigt medlem. Hurra.

Cykelsmeden

Forleden stod jeg nede i min gård og baksede med en cykel. En gave til min datter. Tidligere ordnede jeg altid mine cykler selv, og også andres for at hjælpe. Jeg syntes det gav mening at lave tingene selv – og spare penge. Tiden er gået og min værktøjskasse er en skandale. Det er ikke nemt at ordne cykel med en spidshammer og en fyldepen, så jeg erkendte mine begrænsninger og cyklen er nu blevet lavet af en fagmand. Noget af et knæk på stoltheden, og der har endda været en cykelsmed i familien. Min oldefar, som døde før jeg kom til verden. Han var cykelsmed og salig Rasmus ville vende sig i sin grav, hvis han havde set sit oldebarn så hjælpeløs med mekanikken.

Det der retfærdiggør disse ord og tanker på denne blog, er min oldefar. Cykelsmed, smed, fotograf m.m. Rasmus Hansen, født i Østofte. I min bog, RØDT GULD, har han lagt navn til Ø Hansens morfar, Fidelisas mand, der netop hedder Rasmus Hansen. Og fødestedet Østofte er på mange leder og kanter et centrum, et anker i Ø Hansens univers. Det er her, lillebitte by midt på Lolland, Ø vokser op – det er her han flytter fra – og det er her han undervejs kommer tilbage til, når hovedstaden bliver lidt for rough.

Virkelighedens Rasmus Hansen bevægede sig fra fattigdom på Lolland til fattigdom i København. Der går rygter i familien om, at han undervejs i sin smedemetier hjalp selveste Ellehammer på dennes værksted i Istedgade. Det er en god historie, særligt hvis det skete i årene forinden 1906, for tænk, hvis min oldefar har været med til den berømte flyvning – ofte kaldt den første flyvning i Europa (men det er forkert) i 1906 nede på den lille ø, Lindholm, lige nord for Bandholm – et par lollandske spytklatter fra Østofte. Det er en god historie, og hvorfor skulle den være forkert? Jeg savner bare bevis for det. Og jeg har i min slægtsforskning virkelig været omkring dette emne.

Nå, men min oldefar har angiveligt været mekaniker for Ellehammer, og måske været med til det, der i den nationale selvforståelse var den første flyvning i Europa. Der er da noget!

Vigtigere for mig er at den unge lollik, Rasmus Hansen inde i København møder den unge Helvig, der er kommet til byen fra Holbæk. De to bosætter sig i gaderne lige op til Rundetårn, Landemærket og Pilestræde – og der får de en søn, min morfar, uden hvis eksistens jeg ikke kunne skrive denne blog, eller bogen RØDT GULD, eller de to næste bøger.

Så tak, Rasmus, fordi du vandrede eller cyklede fra Lollands flade marker til Københavns snævre gyder. Dengang var Landemærket ikke et sted man lod sine kære gå alene igennem, men det er der jeg selv er vokset op, de første spæde år af mit liv  1960’erne. Og jeg kan mærke at kvarteret betyder noget for mig. I Tunnel3logien kommer det til udtryk i at Rundetårn og Kongens Have får nogle meget centrale betydninger i bog nummer 2: LØVENS KYS.

____

Link til historien om Fidelisa, og de to videoer om Rundetårn og Kongens Have. Værsgo. Det er til dig, kvit og frit.

plus den hemmelige løvetunnel mellem

Og alle de andre videoer
(de er gode og ganske korte. Ofte kun et minut lange)

De hemmelige billeder

Hemmeligt

Det her er altså mest til mine betalæsere. Fem gode mænd og kvinder, jyder, bornholmere og københavnere.

Men da alle andre også er potentielle betalæsere til næste runde, dér hvor der skal kigges mere i detaljen (sprog, grammatik, faktatjek), så kig med herunder. Det er en af tavlerne fra min Pinterest-side. Man kan rulle ned i billederne (pt. er der 50).

Mange er billederne er fra en svunden tid. Noget er fra drengeklubben Svantevits skovhule. De vovede billeder af Vivi Bak og Eartha Kitt var et hit dengang i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Men derudover ser man motorcykler (Ø Hansen kører Junak), våben, plakater med Dead Kennedys, diverse forbrydere (fx Palle, der også lægger fjæs til topbilledet), forfatteren Celine, steder i Tunnel3logien (her bor Lili og her bor Cathrine). Man kan se nogle af de sko, Lili er så glad for og billeder fra diverse tunneler. Og så videre, osv. Når man et par steder støder på Robert De Niro (karakteren Travis i filmen Taxi Driver) så er det fordi Ø Hansen på et tidspunkt får fortalt, at han har en vis lighed med den unge De Niro, og i øvrigt på et tidspunkt anlægger sig samme hanekamhaircut. So it goes.

 

Den højrøde brystholder og det første kys

DET FØRSTE KYS

Det var en stor dag i Østofte. Den lille boldklub med det misvisende navn, Bandholm Boldklub, fyldte 50 år i 1970. I anledning af jubilæet var der fint besøg. Det europæiske kontinents ældste klub, KB fra hovedstaden, grundlagt i 1876, sendte de frygtindgydende guldvindere fra 1968. Året efter var det blevet til sølv.

Bandholm Boldklub var til lejligheden forstærket med otte spillere fra B 1901, sydhavsøernes stolthed, inde fra Nykøbing Falster.

Alle sejl var sat til. Den lokale handelsstandsforening ville have fulde huse. Stadion kunne rumme 8.000 publikummer – det havde der aldrig, ikke engang tilnærmelsesvist været. Men amtsborgmesteren øjnede en mulighed for at markedsføre de ofte noget oversete øer, Lolland og Falster, som en svanesang i hans embede som amtsborgmester over Maribo Amt, inden de to øer om kort tid ville blive til en meget lille del af det store Storstrøms Amt.

– Den skide kommunalreform, tænkte amtsborgmesteren ofte højt. Også fordi han med den nye inddeling af amterne i Danmark ville miste sin egen titel og sit hverv som amtsborgmester.

Lige nu var der 25 amter i Danmark, om kort tid ville det blive minimeret til 14. Hans to øer, Lolland og Falster ville blive til et lille hjørne af i Danmark. I samme hug gik man fra 1098 til kun 277 kommuner.

Men denne kamp, mellem de lokale helte i Østofte/Nykøbing Falster og så giganterne fra København skulle være en manifestation af hans og Lolland-Falsters stålsatte vilje til at tage kampen op mod København – og med et lille, naivt håb om at vinde.

Det skulle vise sig at være svært at få solgt billetter til jubilæumskampen. De lokale havde oprindeligt kun købt ca. 1000 billetter (man regnede med en afklapsning af de store) og fra København kom der kun nogle hundrede.

Det var først da slagteren på et krisemøde i arrangementskomiteen slog sin skinkestore næve i bordet og råbte:

– Der skal satme kød på bordet!, at der efterfølgende begyndte at ske noget.

Med kød mente manden både det kød, han så flittigt selv langede over disken – der skulle steges pattegris, masser af pattegris – og så det kød, der senere skulle skabe kaotiske tilstande i Østofte og omegn. Der blev i hast indgået en aftale med den kendte svenske slangetæmmerske, Veroniqa. “Veroniqa” var artistnavnet, hun var 24 år forinden døbt Åsa Olsson. Udover sit lyse hår, sin smækre krop og selvfølgelig den mægtige slange, var hun kendt for at være temmelig nøgen under udførelsen af sin kunst.

Slagteren fik sin vilje, der blev indkøbt en anseelig mængde pattesvin der skulle på spid og grilles, af egen lomme betalte han den svenske kunstner for at optræde i pausen mellem de to halvlege, og selvfølgelig fik han historien om det gode initiativ sendt til de store københavneraviser. Og så skete der noget. Alle resterende billetter blev revet væk – og der ville kunne have været udsolgt også på et dobbelt så stort stadion. For at presse nogle tusinde pladser ekstra ind, byggede man et par midlertidige tribuner. I alt 10.000 mennesker skulle se kampen, og nok mest Veroniqa. En voldsom mængde mennesker for et lille byområde som Østofte med kun nogle hundrede indbyggere. Alle ville se den smukke, nøgne kvinde i pausen.

Ø var bolddreng

Præsten var – oplyst som han ellers påberåbte sig at være – træt af tidens fordærv. Pornografiens nylige lovliggørelse var et skråplan, men i disse spæde år fortsat et fænomen man skulle til Nakskov, Vordingborg eller helt til København for at få ind på livet. Der var stille og roligt i Østofte, men nu kom denne … danserinde.

Han kunne ikke bestemme over Ø, og drengen var aktiv i ungdomsrækkerne i Bandholm Boldklub, så da Ø fortæller at han skal være bolddreng til det store arrangement, smiler Hanne stolt. Og så var der slet ikke noget for præsten at gøre.

Den store dag oprandt, busser fyldte med forventningsfulde mennesker, udelukkende mænd, ankom til den lille flække og straks var der trafikkaos. Ingen havde tænkt over, hvor de mange mennesker skulle gøre af deres køretøjer. Et andet problem viste sig at være at mange af de tilrejsende fra nordpå søgte mod Bandholm, i sikker forventning om at der var her man ville finde Bandholm Boldklub. Da det ikke gav mening at fortsætte i bil eller bus ad den bilproppede vej mellem Bandholm og sydpå til Østofte, parkerede man på diverse marker eller ved havnen i Bandholm, for så at gå de få kilometer.

Mere end 6000 fodboldinteresserede og slangetæmmerliderlige mænd kom af disse grunde for sent til kampen. Den stadigt siddende amtsborgmester gjorde sin stadigt gældende magt gældende, da han overbeviser dommertrioen om, at man bliver nødt til at vente med at fløjte kampen i gang. Så det gjorde man. Ventede. Og vejret var fint og der var købt masser af øl til de tørstige sjæle, men de første mange svin blev branket af denne forsinkelse på en time, som det endte med at vare og øllen, der i god var hældt fra fustage til plastickrus, blev lunken og doven af at under den bagende sol.

Kampen gik i gang og som forventet gik det hurtigt galt for de lokale helte. Bagud 0:4 ved pausen. Men så kom højdepunktet, de fleste havde rejst så langt efter, den svenske slangetæmmerske.

Den næsten nøgne, svenske slangetæmmerske

Normalt når hun optrådte, små listige klubber eller på en scene i de svenske folkeparker, stod hun tæt på sit publikum og folk kunne se hende og slangen. Historierne om hendes nøgenhed var i øvrigt stærkt overdrevne, men så længe det gav publicity og publikum, havde hun ikke tænkt sig at rette på dén historie. Sagen er, at hun aldrig var nøgen, når hun gav sit show. På de store, offentlige optrædener, i parkerne hvor der også kom børn, bar hun bikini, og i de mere intime klubber, hvor det gik an at vise noget mere frem, smed hun undervejs i showet sin brystholder. Men aldrig trusserne.

Men både trusser og brystholder var lige nu gemt bag en stor kåbe, som slagteren havde fået fremstillet. På ryggen stod der “Slagteren i Bandholm” og efter amtsborgmesterens ønske “Lolland Falster”. Hun stod og trippede nede ved sidelinjen, snart var det hendes tur. Hun havde aldrig optrådt for så mange mennesker før. Slangen var lagt i den store kurv, og der var låg på. Det var borgmesteren glad for, for han stod lige ved siden af. Det var blevet ham og slagteren, de to store bagmænd bag arrangementet, der skulle følge Veroniqa ind – og bære den tunge kurv. De to var meget korpulente mænd, slagteren helt enormt stor, så den svenske kvinde syntes af ingenting.

På dette stadion skulle hun helt ind i midtercirklen, for at alle kunne se lige meget. Og selv om fodboldklubben var lille, byen var lille og den normale opbakning var lille, så var denne fodboldbane i Østofte præcis så stor, en fodboldbane efter forskrifterne måtte være. Det var en kæmpestor fodboldbane. Hele 120 meter lang ved sidelinjen og 90 meter brede mållinjer. For publikum ved langsiden blev afstanden til den lille Veroniqa derfor 45 lange meter, og for andre, de der stod bag målene, 60 endnu længere meter. Mindst.

Nu stod hun inde i midten. Slagteren måtte hive amtsborgmesteren med ud ad banen, efter at have afleveret kurven med slangen. Veroniqa var klar. Hun tog låget af kurven, hævede armene og lod kåben falde til græsset.

Hun havde på forhånd skønnet at der kunne være børn blandt publikum, så hendes kodeks bød hende at optræde med fuld bikini. Hun tog fejl i sin antagelse, de eneste børn til stede var bolddrengene. Havde bikinien så bare været hudfarvet, så mændene på distancen kunne være blevet i troen at hun var nøgen, men hun havde valgt en dybrød nuance. En meget synlig, rød farve, selv på den lange afstand.

Hun gjorde ellers hvad hun kunne. Slangen kom op af kurven og hun lod den sno sig om hende. Hvis den ville, kunne den knuse hende og sluge hende i en mundfuld. Alt var for så vidt ok. Men hun var ikke nøgen. Mændene på lægterne begyndte at buhe, da det gik op for dem, at dette ikke var striptease.

Da de vilde og vildt skuffede mænd, sure over den elendige planlægning, de håbløse, trafikale forhold, den helt tørstegte pattegris, den dovne øl og nu – en ikke spor nøgen slangetæmmerske alt for langt væk, besluttede sig for at tage sagen i egen hånd, gik tingene med ét meget stærkt.

Ti-tolv mænd gik i samlet flok ned fra den sammenflikkede ekstratribune forbi den ene grill, som fik et spark og væltede, forbi en bolddreng (ikke Ø), der fik et skub og væltede og var snart på vej ind på fodboldbanen. De havde direkte kurs mod slangetæmmersken da slagteren – han havde ikke løbet så hurtigt siden han for 75 kg siden var soldat i Vordingborg – pludselig bare stod der, lige foran de sure mænd. Og slagteren lignede ikke en, de kom til at vælte.

– Red hende, Ø!, brølede slagteren, – få hende ud!

Mens slagteren gik i lag med så mange mænd han kunne og faktisk formåede at spærre de fleste vejen til kvinden inde i midten af banen, spænede Ø alt han havde lært, og nåede at fælde et par voksne mænd undervejs med sin berømte wingbacktackling.

Som den første når han ind til den svenske kvinde og hendes slange. Hun har set optrinnet henne ved slagteren og står nu og tripper med den store slange over skuldrene, bange for at gå noget sted hen. Her er så mange mennesker, og det er umuligt at vide hvor hun skulle gå hen for at komme i sikkerhed. Ø kan se at hun er bange og tager hende i hånden og sætter kursen mod nedgangen til spillertunnelen. Undervejs stopper hun.

– Den är så tung, min orm, nææ, min slaaange, rettede hun det svenske ord til overdrevent dansk.

Ø havde aldrig rørt ved så stor en slange før. Et par snoge var det blevet til, og de var alle døde forinden. Denne kvælerslange var enorm. Det var svært for ham at se hvor lang den var, men nok tre meter. Og den var tung. Den var rar at røre ved – varm og blød, men også hård. Som hans lårmuskel, når han virkelig spændte. Ø kiggede nærmere på svenskeren, mens de sammen bar slangen væk fra fodboldbanen. Hun var pæn. Og selv om han kun var 10 år, følte han sig som en beskytter. Det var rart. Og der var noget ved hendes bikiniklædte krop, der gjorde ham nysgerrig.

Ø kender stadion ud og ind og finder vej til ungdomsspillernes lille boldrum nede i den fjerneste ende af spillertunnelen. Rummet er normalt fyldt med fodbolde, kegler, målnet og hjørneflag, men det hele er i spil til den fornemme kamp, så rummet er tomt. Kun en bænk og den gamle kridtemaskine er her nu. Endelig får kvinden mulighed for at sætte sig og lægge slangen fra sig.

– Tak, litten gosse. Lille mand, nej fyr, retter hun igen. – Hej. Jeg hedder Veroniqa.

Hun strækker en nøgen arm og en hånd ikke større end hans frem mod ham. Hun smiler. Hun har øjne så store og blå at han kunne svømme i dem og dykke dybt. Det ville han gerne lige nu. Løbeturen med slangen havde knækket den ene strop til bikinien. Hun kigger på ham igen – uden at blinke. Han blinker heller ikke. Svømme og drukne, tænker han. Med den ene hånd har hun formået at holde på formerne mens hun og Ø var flygtet ud af banen og her ned i det lille rum. Men uden slangen at tænke på, lægger hun nu forsigtigt den ødelagte brystholder ned på bænken mellem sig og slangen. I det sekund det tager for hende at gemme brysterne bag sine to små hænder, bliver Ø mange år ældre. Det her er meget overvældende for en ung knægt, der hidtil kun har kendt til kvinderne i familien, hans mor og mormor. Pigerne i skolen havde han aldrig andet end klippet fletningerne af.

DET FØRSTE KYS

Han trækker sin egen trøje over skuldrene og tilbyder hende den. Sådan ville Prins Valiant gøre. Hun tager smilende imod hans tilbud. Igen det her dybe blik og igen i et sekund, der føles som en lang sommer, kommer hendes bryster helt til syne igen. I det øjeblik hendes hænder strakt over hovedet med besvær krænger blusen ned over hovedet får han lyst til at række hænderne frem. Ikke for at hjælpe hende med blusen. Hun skynder sig ikke meget med at få bakset blusen på plads. Hendes bryster brister næsten den stramme bolddrengbluse. Blusen er sort, hendes hår er meget lyst og hendes øjne er blå. Brysterne spænder stoffet til det yderste. Ø er forelsket, men ved det ikke. Han tænker at ”det her” er ligesom da han sidste efterår havde spist en forkert svamp ude ved skovhulen. Har slangen mon bidt ham? Det boblede og han var – glad. Glad og 10, næsten 17 år gammel.

Han får lov at bære slangen over sine skuldre. Den vejer 40 kg, men den er dejligt varm – og omgivelsernes kaos taget i betragtning, usædvanlig rolig.

– Min litten redningsmand! Hendes danske var absolut forståeligt, men pyntet med en charmerende, svensk accent og nogle sjove ord.

Han havde ikke lyst til at høre andet sprog, end hendes. Nogensinde.

– Titta på os. Du er så litte! Herregud.

Hun tager hans hoved mellem sine hænder og trækker ham hen til sig. Han mærker, hvor blød hun er. Hun kysser ham på munden. Langsomt. Han var aldrig før blevet kysset på munden af en fremmed kvinde før. Hun er en lille kvinde og slangen er stor. Hendes hud er blød og varm. Hun dufter af parfume, af kvinde og af dyr. Sådan lugter en kvinde. Sådan lugter en slange. Han har lyst til at hoppe, eller danse.

Han løber ud af rummet. Stæser hen til et andet rum, han kender, finder en flaske Jolly-Cola, flyver tilbage til hende og garanterer, at han vil være tilbage om tre kvarters tid. Hurtigere, hvis han kan smutte fra kampen. Hun smiler blot og aer den slumrende slange.

– Han hedder Fred! Hun skifter fokus fra Ø til slangen. – Det var min første kæreste. Fred. Han er folkesanger i Sverige. En stor pojke!

*

Anden halvleg var lige gået i gang, næsten et kvarter forsinket. Amtsborgmesteren var dybt rystet. Denne svanesang var ved at udvikle sig til svanens død. Først det trafikale kaos og forsinkelsen, så det brankede kød og det lunkne øl, og nu balladen med slagteren og de hidsige københavnere, der kun med møje og besvær var blevet hevet fra hinanden og skubbet ud bag mållinjen igen. Mange havde forladt stadion før tid, nu hvor slangetæmmersken var forsvundet, og der blev råbt ”bonderøve” og ”narrefisse” på vej ud af stadion, mens stadig flere pattegrise blev sparket til jorden. Pressen gjorde sine notater.

Ø løb hen på sin plads bag den ene reklamesøjle. Han gav tegn til slagteren at alt var ok. Det var først herude i det fri, at han kom i tanke om at han havde nøgen overkrop. Han kiggede sig forlegent omkring. Alt var i opbrud, der var ingen der skænkede ham en tanke.

Resultatet af den ulige kamp på banen bliver 1:7, Østoftes eneste mål er et selvmål af det svageste led hos KB, deres libero. Den lille sportslige udfordring havde gjort det let for træneren at sætte holdet med en del reservespillere. Da den normale libero lå i træningslejr med landsholdet (ligesom fire andre spillere) blev der rykket en fyr op fra andetholdet. Men han blev skadet dagen forinden, så træneren måtte dykke dybt i rækkerne, og endte med at udpege en 38-årig forhenværende stjerne fra KB’s oldboyshold. Den tidligere stjerne nød at spille for mange mennesker igen, og ville lave et fikst lob tilbage til egen målmand, den ene gang i kampen hvor lollikkerne kom i nærheden af københavnernes målfelt. Lobbet var dårligt timet, så bolden gik over målmandens strakte arme og direkte i eget mål. Men der var ingen jubel fra de lokale, for de fleste var gået hjem.

Ø beslutter sig for at løbe tilbage mod tunnelen før sidste fløjt. Han vil tilbage til det lille rum og Veroniqas bryster. Blodet i den spæde krop bobler og i en spurt er han hurtigt tilbage ved rummet. Han stiller sig udenfor den lukkede dør. Her er helt stille nu. Han har altid holdt meget af dette sted. Ø forsøger at få vejrtrækningen i ro, førend han pænt banker på. Ikke en lyd. Han åbner forsigtigt. Der er helt mørkt og tomt i det lille rum. Han tænder lyset uden at finde andet end den tomme colaflaske og så hendes røde brystholder med den knækkede skulderstrop. Det røde stykke blondestof er bundet i en sløjfe om flasken. Veroniqa og Fred er forsvundet.

Han løsner forsigtigt det sarte, røde stof fra flasken. Han lugter til BH’en. Med ét erstatter hendes lille gave det meste, nærmest alt, i hans portefølje af elskede skatte. Og fra dette øjeblik lover han, sværger han til Svantevit, den højeste af hans guder, at det er slut med at klippe fletninger af pigerne.

Han savnede Veroniqa, så kort deres møde havde varet, men snart skulle han finde en endnu kosteligere skat.

Metaltræthed i det røde guld

Det her er mine to nye metalmænd. Jeg var simpelthen så glad i går, at jeg blev nødt til give mig selv en gave. Fordi: første eksemplar af mit manuskript er sendt afsted til en betalæser. 1200 gram manuskript. 450 sider. Spørgeskema. Til Ebeltoft. Det er en fest. Snart får de andre betalæsere også deres 1200 gram RØDT GULD.Tilbage til mændene: Den høje, enøjede kyklopfyr kalder jeg for Frank. Ikke Frank Forsager, som den næststørste psykopat i bogen, men Forskuds-Frank. Frank og jeg tager glæderne på forskud.
Den lille fyr har jeg ikke noget navn til. En provisorisk løsning: Lille Unavngivne.

Læserne af mit manuskript og snart (?) den endelige bog, vil givetvist tænke på karakteren Lars. Den lille mand med den helt enormt store pik. Pardon my French!, men det er sådan der står i bogen. Eller også er det lille væsen med det store slips min kommende forlagsredaktør eller min bankrådgiver. Nu må vi se.

Men jeg er glad, og de næste par dage vil jeg hverken skrive eller læse noget af min Tunnel3logi. Betalæserne får nogle uger, faktisk en måned til at læse og kommentere. Og det er jeg spændt på. Er det Rødt Guld eller Rødt Gylle? Jeg kan ikke selv vurdere det, da jeg har fået tunnelsyn eller snævertsyn som ham den enøjede Forskuds-Frank uden lys i pæren, af at omskrive og redigere på det seneste. Så giv mig et par dage, så er jeg på den igen.
So it goes.