For et par uger siden dukkede et støvet og mørnet fotoalbum op på et lurvet, lollandsk kræmmermarked. Jeg var der, og det blev mig der købte klenodiet. Ikke billigt, men nødvendigt.
Et par gange i sit liv har man lov til at være uforskammet heldig uden at skulle skamme sig. En nådig gud kunne (måske: burde) sige at jeg havde fået så rigeligt af mine lucky punches. Men…
Det gennemmørnede og på alle måder undselige fotoalbum viste sig alle pengene værd.
Udover billederne, der er fantastiske, så er det albummets titelomslag, der gør dette til et opslag hér på bloggen værdigt.
“Præstegården, Østofte. Hannes søn, Ø Hansen, de voksne år”
Du ved hvad jeg mener!
Her er, hvad jeg tænker kunne være Cathrine Ahlgreen, Ø Hansens kæreste og chef. Det forlyder at hun altid skulle være beredt og ofte måtte trække blankt, når han fik et af sine anfald.
Hernæst et foto af Ø Hansen, dengang kodenavn Wedding. Letvægtsudgave af motorcykel beregnet til faldskærmsudspring og overlevelsesudstyr til et halvt år bag fjendens linjer. Vi snakker WAPA.
Et af mine favoritter: Et tidligere foto af Ø og Cathrine, dengang han lignede Clint Eastwood og inden Cathrine havde indset behovet for at gå med våben, når hun var sammen med Ø. Her er de en sommer i Normandiet. Alt er godt. De kører Suzuki.
Det øverste foto, den grønne bil i en tunnel et sted i Asien har med blyant skrevet på bagsiden følgende forklaring:
“Mr Ling Hao på flugt, 1980”.
Meget mærkeligt!
Og mystikken fortsætter med dette;
Der er flere af samme, kulørte slags. Den gamle kone jeg købte fotoalbummet af, fortalte at præstegården i Østofte var brændt for nogle år siden. Det var nede i kælderen man havde fundet disse rariteter, og ikke alt giver mening. Konen havde nogle få kommentarer til præstens skæbne, og kunne sige en smule om nogle af disse fotografier, men da jeg spurgte ind til Ø Hansen klappede hun i, fordoblede prisen og vrissede blot “skidt, skidt knægt”.
Til det sidste foto er der heldigvis ad andre veje en fantastisk fortælling om at Ø Hansen i en periode havde behov for lidt ro og fred efter et opgør med nogle rockere. Dét, jeg ind til nu mest havde troet var en skrøne – at Ø havde ernæret sig som hajfanger i Adelaide – viser sig nu at være såre sandt.
Så det.
