(M)ulighedernes land

Lolland

POLAKIMPORTEN

1927 – Nysted Havn, Lolland

Fidelisa Kasinski var rejst fra Polen uden fortrydelse. Som del af den vendiske og slaviske minoritet, kasjuberne, der i århundreder havde boet i Pommern i det nordlige Polen, havde tiden efter Den store krig og den nye økonomiske krise været særligt slem. Polske slavere, sigøjnere og jøder havde ikke mange valg. De kunne finde sig i de stigende fornedrelser i Polen, klumpe sig endnu mere sammen i deres respektive samfund, eller rejse. Fidelisa valgte, lige som venderne for tusind år siden, at sejle mod de danske kyster. Men Fidelisa var ikke en farlig sørøver – hun var en ikke særlig søstærk bondepige fra Polen, der havde brækket sig under det meste af sejlturen.

Hun landede på Lolland i 1927, efter en sejltur over Østersøen i en meget lille fiskekutter. På havnen i Nysted fik hun ikke nogen hjertelig velkomst af de danske fiskere og bønder. Hun var bare endnu en polak, kommet til Lollands fede jorder for at blive roehakker. Mørk og lavstammet stod hun nu der. Hendes slidte klæder havde, efter turen i fiskekutteren, fået en kraftig lugt af fisk og bræk. Hun var ikke søstærk, men med fast grund under fødderne var hun stærkere end de fleste.

Engang, i tiden lige før, under og efter krigen 1914-18, havde det danske samfund taget anderledes pænt imod polakkerne. Polakkerne var kendt for at arbejde godt, hårdt og billigt. De lokale bønder på Lolland havde sammen med myndighederne etableret et helt system til hurtigt at få den gode, billige arbejdskraft i sving. Man kaldte det Polakimporten. Men nu, i slutningen af 1920’erne var var stemningen vendt.

Nede på havnen blev de indsejlede sukkerroeplukkere mødt af et skilt, hvor der dengang havde stået:
VELKOMMEN TIL MULIGHEDERNES LAND”.
Man havde ikke anstrengt sig med at oversætte velkomsten til polsk.

Som følge af en fantastisk tilfældighed stod der nu
VELKOMMEN TIL   ULIGHEDERNES LAND”.
Mulighedernes ”M” var med tiden gået til grunde.

Efter nogle forgæves forsøg på at blive ansat i gårdene sydpå, havde Fidelisas små, tykke ben bragt hende og hendes beskedne oppakning ind midt på øen. På den store landbrugsejendom, Taagerudsgaard, på vejen mellem Nørreballe og Nakskov, blev hun del af et arbejdshold af flere polske kvinder, der arbejdede i marken og boede på høloftet.

1930 – Østofte, Lolland

Nogle år efter ankomsten havde Fidelisa lært sig nok dansk til at kunne begå sig i lokalsamfundet. I den lille flække, Østofte, en times gang fra Taagerudsgaard, fandt hun sin Rasmus. Rasmus var egentlig efterkommer af polske indvandrere, men førte sig frem som var han dansk. Dansk navn og danske ambitioner. Rasmus Hansen og Fidelisa blev gift, og inden nogle år var hun i den lille by blevet til Fie Hansen, og sammen med Rasmus fik hun med årene syv mørkhårede unger. Det yngste barn og den eneste pige i flokken, Johanna, var noget helt særligt.

Familien blev, trods den mørke lød, hurtigt danske at se på, medlem af folkekirken, deltagelse i de almindelige, danske traditioner og gøremål.

Som hos en hel del andre polakker flød der slavisk blod i deres årer. ”Vi er slavere, ikke slaver”, som Rasmus stolt proklamerede. Det danske ordspil gav slet ikke mening på polsk. I det lille, men børnerige hjem blev der pludret på polsk og kasjubisk, men kun når Rasmus var ude. Hans danske ambitioner gjaldt hele familien – og han ville kun høre og tale dansk.

Det mørke hår, de lave, brede kroppe og de brune øjne var deres særkende. Kun Johanna brød billedet. Hun var godt nok mørkhåret, men med et rødt strejf, og hendes høje og slanke fremtoning var både fremmed i forhold til den polske familie, men også noget ekstraordinært blandt de andre danske piger på Lolland. Ikke sært, at mændene drejede hovederne af led, og drømte om høstbal og svingom.

Johanna blev til Hanne, og kendte man ikke til hendes familie, kunne man ikke tro andet, end at hun var pæredansk – blot pænere end de fleste.

Det blev ikke de håbefulde bønder, der fik Hanne Hansen, men den skidtvigtige, men også meget flotte slotsforvalter på Kanuthenlund Slot. Og snart var smukke Hanne gravid.

Forfatter: Tonny Wendel

Forfatter, foredragsholder og journalist. Født 1964. Bosiddende på Frederiksberg.

En mening om “(M)ulighedernes land”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *