Tunnel TV viser her en ganske kort video om en glemt tunnel under Polititorvet i København.
Under Anden Verdenskrig blev der gravet en tunnel fra Politigården til Rigspolitiets bygning. De to bygninger ligger begge på Polititorvet i København. Tunnelen har været glemt i nogle år nu.
Et temmelig skummelt sted på Vesterbro fik jeg lov til, for to flasker Hof og en pakke Cecil, at affotografere en gammel tegning, der ret præcist viser placeringen af en tunnel under Polititorvet.
Det måtte jeg selvfølgelig undersøge nærmere, og den er god nok. Men det er ikke mange der kender til tunnelen i dag, og det var med møje og besvær jeg fandt døren til tunnelen. I den såkaldte Bjørnekælder (et gammelt redskabsrum) i et hjørne under Københavns Politigård, fik jeg med to betjentes hjælp åbnet en gammel og aflåst dør. Selve tunnelen er i dag fyldt med gammelt skrammel: Kasserede møbler, kassevis af fortroligtstemplede ringbind fulde af papirer, gamle skrivemaskiner og diverse pikpak. Men jeg fik krabbet mig igennem den ca. 50 meter lange tunnelgang. Lyset fungerer ikke mere, så jeg brugte en cykellygte. Noget af en oplevelse.
Tunnel3logiens hovedperson, Ø Hansen, har noget med tunneler. Jeg glæder mig til at vise dig forbindelsen mellem Ø Hansen og så denne tunnel. Mød mig i mørket!