Tunnel TV : LØVERNES TUNNEL

I trilogiens anden bog, LØVENS KYS, er der én tunnel, der er mørkere, længere, mere dyster og dødsensfarlig end nogen anden tunnel i bogen. Eller i alle tre bøger. Det er selvfølgelig LØVERNES TUNNEL, jeg snakker om.

Denne tunnel er også den vigtigste i forhold til hele min ide med at begynde at skrive og videreudvikle på Ø Hansen og hans underjordiske univers. Det var nemlig med dén tunnel, lige dén strækning mellem Rosenborg Slot og Rundetårn midt i København, at jeg under en gåtur i Kongens Have for nogle år siden fik ideen til TUNNEL3LOGIEN.

Længere nede kan du se to videoer.

LØVERNES TUNNEL

Christian 4., der opførte Rosenborg Slot og Rundetårn indså hurtigt at han havde behov for at kunne komme gedulgt mellem slottet, der lå udenfor volden (i dag Gothersgade) og så byen inden for volden. Slottet lå nærmest på landet og København rummede så mange fristelser for den festlige og dameglade monark.

I dybeste hemmelighed får han gravet en tunnel mellem det nyopførte slot og helt over til kælderen under Rundetårn, som han også lige havde fået opført. Det var ingen nem opgave at grave denne tunnel. Godt 600 meter fra det, der i dag kendes som skatkammeret på Rosenborg, under voldgraven (lige under broen), et knæk mod sydvest og ud af Rosenborg Slotshave (eller Kongens Have, som vi kender den som i dag), under volden (der i dag er sløjfet, der hvor Gothersgade løber), i en blød bue i syd, sydøstlig retning under Hauser Plads og Suhmsgade, tværs over (under) Landemærket og efter tunnelens sidste knæk, igen til sydvest for at ende under kælderen i Rundetårn.

Jeg har selv været der, men det var mere held end forstand. Tunnelen er nemlig tophemmelig og temmelig ufremkommelig. Kælderen under Rundetårn er i dag aflåst, og i den anden ende, Rosenborg Slot, er adgangen via Skatkammeret blandt kongerigets bedst sikrede steder. Overhovedet.

I dag er der mulighed for at tænde lys dernede, det var der ikke dengang den trinde Christian med og uden damer benyttede den skjulte adgang. Lyset i midten af 1600-tallet var enten fakkel eller tællelys. Der er dårlig luft, men ikke noget man dør af. Et antal luftsluser blev allerede under Christian 4. etableret og er siden blevet udbygget. De tydeligste tegn på dette ses fra Kongens Have, når man kigger godt efter i krattet, der jo ligger inde på det aflukkede og bevogtede, men fra Kongens Have synlige kaserneområde for Livgarden. Man kan kun se udtagene om vinteren, når krattet er blottet for blade – og selv da er ventilerne godt gemt. Men prøv selv!

Du kan også bare følge med her på bloggen, eller snart i bøgerne. Løvernes Tunnel er bærende lokalitet i bogen LØVENS KYS. Tak for nu.

VIDEOERNE

Nå nej – det er rigtigt. Der er hele to videoer denne gang. Begge opfylder mit 3 gange 1-dogme, og er således begge under et minut lange, taget i ét hug og på én lokalitet.

Fra Rosenborg Slot til Rundetårn løber der en tunnel
Den hemmelige tunnel under det gamle København: Løvernes Tunnel

På illustrationen på kortet herover er der med pile markeret hvorfra hver video er blevet optaget. Det store kort øverst er det samme, bare større. Jeg fik ikke lov til at optage nede i tunnelen, så det er fra toppen af Rundetårn den ene foregår, og fra Rosenborg Slot og en lille tur forbi krattet (der lige nu er helt dækket af grønne blade), at den anden video er optaget:


Video: Set fra Rundetårn.


Video: Set fra Rosenborg Slot i Kongens Have


 

Status – de første tre måneder

Det er Grundlovsdag, det er 5. juni 2016 og det er præcis tre måneder siden denne blog gik i luften. Jeg vil her – meget kort – give en status set fra min side af bloggen.

5. marts åbnede jeg bloggen. Min blog handler om mine tre bøger i Tunnel3logien, og mit håb er her i den digitale verden at kunne tilbyde dig, som forhåbentlig kommende læser af bøgerne på tryk, en masse oplevelser og en indsigt i bøgernes univers. I ny og næ poster jeg også noget om min proces med at skrive og få udgivet de tre bøger.

Jeg synes bloggen her er et mere rigtigt sted at være sammen på, end fx Facebook. Men jeg er også dér, for hele Danmark er på Facebook, og jeg er også på Twitter og Instagram. Men denne blog er mit anker. Her bestemmer jeg udseende og indhold, og det er mig, der ejer det skrevne, ikke Mr. Zuckerberg. Anyways – Facebook ér et fedt sted til hurtig komsammen og en fantastisk platform til at nå ud til mange, så ikke et ondt ord herfra.

Siden lanceringen af denne blog for et kvartal siden er der også kommet mange her hos mig. Nogle skriver kommentarer – TAK for det, flere læser (og tak, igen) – og så er der begyndt at komme underlige spam-ting, som mit filter heldigvis fanger.

Hvis du skriver i kommentarfeltet dukker dine ord ikke op på siden med det samme.

  • Årsag 1:
    Spam-filteret.
  • Årsag 2:
    Mig. Spamfilteret fanger nasty shit, men jeg skal manuelt i sidste ende godkende alt, inden det kommer ud offentligt. Jeg bestræber mig på at tjekke 2-3 gange dagligt.

Tørre tal:

  • Med dette indlæg er det nu blevet til 14 artikler.
  • Heraf er der 2 regulære smagsprøver på tekster fra bøgerne.
  • Et koncept, jeg er ret stolt af: TUNNEL TV, har kastet 7 videoer af sig (hvoraf de tre pt. er i kassen, men ikke offentliggjort. Det skal ske drypvist). Det er virkelig sjovt at lave de her videoer, men selv om de er korte, tager de noget tid at producere. Det har jeg skrevet mere om i indlægget 3 GANGE 1.
  • Der optræder 2 kommentarer og mine 3 svar til disse (jeg vil tie antallet af spam-kommentarer ihjel…)
  • Udover video med speak er der også et antal stillbilleder (6).
  • Der er 1 blogger, det er mig, Tonny
  • Og så er der dig og alle de andre læsere. Sidst jeg kiggede i systemet talte jeg 157 forskellige læsere (eller rettere: IP-adresser). FEDT!

Til det fremtidige:

Jeg vil fortsætte med videoer, smagsprøver, billeder, behind-the-scenes. Jeg håber at du vil fortsætte med at læse. Jeg håber også på endnu flere kommentarer.

Jeg investerer snart i en ordentlig mikrofon til mit kamera. Som det er nu, er lyden det svageste led i videoerne. Det bliver snart bedre.

På lidt længere sigt, nogenlunde turneret med første bogs udgivelse, skal bloggen blive søster til nogle andre tiltag. Bloggen vil blive ved med at være en vigtig del af Tunnel3logien.dk, men der bygges en hjemmeside op omkring bloggen, så der også kommer turforslag, kort med angivelse af gerningssteder og oversigt over de her fantastiske tunneler.

Jeg synes at Virtual Reality og Augmented Reality både er spændende og oplagte teknologier. Jeg har en del gode ideer til hvordan det kan bruges smart. Mere jordnært og umiddelbart muligt er Geocaching – skattejagt med gps og gys. Jeg elsker skattejagter, så det bliver helt sikkert sjovt. Også for dig.

Og så er der et lillebitte hjørne, hvor man kan kontakte mig, hvis man kunne tænke sig en guidet tur rundt i tunnel-land, et foredrag, eller bare en snak om bøgerne.

Jeg glæder mig! Tak for nu. Tak for de første tre måneder.

 

Tunnel TV : Ideen bag videoerne

Der er ved at være en del film klar her på kanalen. Jeg kalder det TUNNEL TV, og emnet er tunneler eller andre steder, der optræder i mine krimier i TUNNEL3LOGIEN.

Ideen bag de film der er, og de der snart kommer, kalder jeg 3 * 1 (tre gange én). Jeg fortæller om det i videoen her, der selvfølgelig selv lever op til mit 3 * 1-dogme, men ellers kan jeg kort her fortælle, at:

  • Filmene skal tages på én lokalitet (fx Nationalbanken eller Allotria)
  • Filmene skal tages i ét skud (ikke noget med at sætte flere stumper film sammen)
  • Filmene må ikke vare mere end ét minut.

Formatet kan være svært at leve op til. Et minut er ikke lang tid til at fortælle spændende historier i, og kravene om et sted og et klip kræver noget øvelse. Men, det gode er at det blive dejligt korte videoer, som du og andre nemt og hurtigt kan se. Produktionstiden er ikke lang (det er idéfasen, der tager tid for at få det hele til at lykkes).

Og man kan se filmene på sin mobil og fra flere platforme: Bloggen her, Facebook, Twitter og Instagram – og selvfølgelig på YouTube, hvor jeg har lavet en hel kanal til disse videoer.

Her i slutningen af maj, 2016 ser bagkataloget sådan ud:

Fremadrettet:
I begyndelsen af juni kommer der først en video om

Du er meget velkommen til at kommentere videoerne eller hele konceptet. Som jeg siger i slutningen af videoen i dette opslag, så er det hele lige meget, hvis ikke DU, min læser og seer, er der. Og jeg lytter gerne til hvad du har at sige.

Tunnel TV : Allotria og den elegante sortie

I januar 1983 lå der i Korsgade på Nørrebro i København et hus med navnet Allotria. I mange år et værtshus, det seneste halve år et BZ-kollektiv. Københavns Kommune bad politiet rydde stedet. Huset skulle rives ned og BZ’erne skulle langt væk.

Efterkrigstidens største politiindsats med 400 kampklædte betjente, kraner med containere, mandskabsvogne og lægetelte – og selvfølgelig et presseopbud uden lige, resulterede i et kæmpe antiklimaks for den socialdemokratiske bykonge, Weidekamp, men blev BZ’ernes Finest Hour: Huset var tomt, da politiet brød barrikaderne. De 25 unge BZ’ere havde gravet en tunnel og var smuttet da ordensmagten gjorde sin entre.  Ø Hansen, hovedpersonen i Tunnel3logien, var med i tunnelen. Det bliver en vigtig hændelse i RØDT GULD. Bare vent.

Tunnel TV : Nationalbankens hemmelige tunnel

Der er en hemmelig tunnel under Niels Juels Gade i det indre København. Denne tunnel forbinder Nationalbankens hovedsæde på den ene side af vejen med nogle kontorer, banken engang havde på den anden side af vejen. I dag er tunnelen lukket, siger man.

RØDT GULD, første bog i Tunnel3logien, fortæller om dengang tunnelen ikke var lukket, og det faktisk lykkedes for en international forbryderorganisation at benytte tunnelen under Niels Juels Gade. Hvad mon de skulle bruge den tunnel til?

TUNNEL TV har lavet et nyt koncept. Videoer, der kun varer ét minut, kun har ét skud og kun viser én lokalitet. Denne gang er det altså den hemmelige tunnel til og fra Nationalbanken.

Videoen herunder er fra Youtube:

En noget tungere variant, pænere billede og lyd, men tung at downloade ligger her (nb: 100 MB)

Nationalbanken

Nationalbankens hemmelige tunnel