I dag ville man kalde det et Walk In Closet
Det varede ikke mange dage, førend Lili og Ø var sammen igen. Ø nød hendes gæstfrie krop og kunne se på hende, at hun også var glad for ham. Det, der var begyndt som en lille flirt på pressemødet på Polititorvet, blev hurtigt til mere end bare listige besøg hos den lille kvinde i Westend.
Som månederne gik forsømte han faktisk Cathrine, og som altid sin kone.
Han kom for at se lille, lækre Lili og være sammen med hende. Ø benyttede hendes lange badeseancer til at smutte ind i det hemmelige skoskab. Endnu havde han ikke set hende selv gå derind, men han observerede at hun altid – eller ofte – havde nye sko på. Sko der matchede hendes øvrige tøj. Selvfølgelig benyttede hun selv lønkammeret, men han ville ikke fortælle hende, at han kendte til det. Uskyldigt som det ellers var med lutter sko. Hvorfor gøre sådan et stort nummer ud af sko, selv om der måske var hundrede par foruden nogle tasker? Ø kunne godt fornemme, at det var dyre sko, så der måtte samlet være for en formue. Havde hun simpelt hen fået bygget en bankboks til sine sko?
Ø havde udviklet en nogenlunde fast fremgangsmåde. Elske med Lili. Dejligt og intenst. Lili i bad. Dejligt langt. Så sætter han en grammofonplade på – en LP. Så har han ca. en halv time, inden pladesiden er færdigspillet. Når musikken spiller, men ikke så højt at hun igen stikker hovedet ud for at bede ham skrue ned, behøver han ikke at være helt stille, når han arbejder med at få døren til skabet op og i igen. Ofte er hun i bad længere tid, men en halv time er mere end rigeligt for ham. Bare lige ind i stuen, væk med Adam Homo, et fast tag i det godt skjulte håndtag og så ind i skabsværelset. Hurtigt føler han sig hjemme. Det bedste er, ikke at tænde lyset. Bare lukke reolvæggen til indefra, sætte sig på den lille bænk i mørket. Han havde ingen egentlige ritualer andet end bare at sidde. Med åbne øjne i mørket.
En dag han går ind i skabet, vælger han mod sædvane at tænde lyset. Han får lyst til at kigge nærmere på hendes enorme samling af sko. Hun er vanen tro i bad, musikken spiller inde fra grammofonen i soveværelset.
De havde netop prøvet en ny stilling hun har set i en illustreret bog, en akrobatisk ting, som Lili blidt havde foreslået de skulle forsøge sig med. Ø havde lidt ondt i ryggen nu, men man skulle være et skarn at klage. Han havde trukket døren til indefra. Nu kiggede han med friske øjne på hendes samling af sko. Skoene ser meget nye ud, kun nogle få har brugsspor, alle er i meget fin stand. Han løfter nogle af de små sko op, de fleste er størrelse 36, enkelte er 37. Mange sko har franske eller italienske navne og Paris eller Milano skrevet fint i guld nede i bunden.
Her er en del sorte sko, og nogle har den her røde sål. Han stikker næsen ned i en sko fra det par, han mener, må være dem, hun havde på for et par måneder siden på pressemødet. En meget svag duft af sved, utvivlsomt kvinde og en lille snært af parfume. Skoen han står med er i flot, sort skind, skinnende som lak. Under sålen er den høje hæl og bunden af skoen indfarvet i en tyk, rød farve. Som blod. Det er den flotteste sko, Ø nogensinde har set, og nu står han med den i hånden. Den vejer ingenting. Han snuser igen lidt til skoen, mærker dens svang og hæl og tænker på lille Lilis fod, hendes ankel, læg, knæ …
Dette par sko er blandt de, der har sit helt eget rum. Et særligt relikvie. Som for at understrege det særlige, er der til dette rum dedikeret en egen lille lysspot. Lampen er monteret på den hvide træramme og lyser direkte ind på de sortrøde sko. Da Ø vil sætte skoen på plads kommer han til at vælte den anden sko ned på gulvet. Skoen lander med et swusj, næsten lydløst på det tykke tæppe.
Ø står helt stille. Trækker ikke vejret. Lili kan ikke have hørt noget. Der er stadig musik på anlægget og hun står i badet bag en lukket dør. Ø er temmelig sikker i sin sag, han er ikke blevet afsløret. Med en lille smerte i ryggen bukker han sig ned efter den tabte sko. Med begge sko i hænderne vil han forsigtigt sætte dem på plads, og håber han får dem placeret præcis som de stod, inden hans fumleri. Den lille spot lyser nu ind i et tomt rum, ca. 30 gange 30 cm og ret dybt. Der burde være lyst derinde på bagvæggen, lyst som den øvrige væg, men lige her er der noget andet.
Det ligner et maleri eller et fotografi. En billedramme, ikke særlig stor. Ø rækker hånden ind i hullet med de to sko nu sat til side på den lille bænk. Han lemper genstanden forsigtigt ud af sit skjul, forsigtig med ikke at tabe noget yderligere. Det ér en billedramme med et kulørt fotografi.
Et chok, større, end da han tabte skoen, rammer ham i maven som et dybt stød fra fortiden. Ø vakler og skal lige sunde sig. En husfacade med et karakteristisk, enkelt mønster. Simpelt delt på skrå med en knivskarp kontrast. Den øverste diagonal er helt sort, den nederste er knaldrød. Han kender det sted. Et hus fra fortiden. Allotria, bz-kollektivet i Korsgade. Det er femten år siden.
Ø sætter billedet på plads i hullet igen. Han placerer de to sko, så de står som han mener han tog dem. De sortrøde sko matcher perfekt det sortrøde motiv på fotografiet. Slumstormerromantik fra 80’erne parret med 90’er-dekadence. Det er godt set. Han kigger rundt, men kan ikke umiddelbart se andre kreative installationer i hendes hemmelige skohule.
– Du skulle bare vide, Lili. Det hus var mit hjem i mere end et halvt år. Han slukker lyset og får lukket reolvæggen til det hemmelige rum. Lige som han går ind i soveværelset, holder vandet op med at plaske fra badeværelset og Lili kommer ud fra badet.
– Vil du have en tur under bruseren, Ø?, spørger hun.
Ø takker ja. Lidt vand i hovedet skal gøre godt nu. Han løfter pickuppen fra grammofonen og slukker for den drejende pladetallerken.