En lille, men givende undersøgelse

“Hvor møder du, som læser, din krimiforfatter på de sociale medier?”

Nogenlunde sådan spurgte jeg nogle af de besøgende om, på krimimessen i Horsens, en weekend i marts i år. Nu har jeg fået tygget svarene igennem – og tak til alle I, der midt i spændende foredrag og et gedemarked af bogsælgere, gav jer tid til at svare.

Jeg fik i alt 54 gyldige (læsbare) svarark tilbage, hvoraf de 39 kan isoleres som “læsere”. Der var også mulighed for at svare som forfatter, men data fra den gruppe kommer jeg ikke nærmere ind på her.

De 39 læsere svarede som følger:

  • 10 følger slet ikke forfattere på de sociale medier
  • Af de resterende 29 (der så i en eller anden grad følger forfattere på de sociale medier, svarer:
  • 28, at de følger på Facebook (profiler, sider eller grupper).
  • 16, at de følger på forfatternes blogs (som denne)
  • 3 følger på Instagram, og
  • 2 følger på Twitter.

Som det ses, kunne man sætte flere krydser. Af en miniundersøgelse at være, giver den mig alligevel et vigtigt signal om, at det som forfatter (som mig) er vigtigt at være på de sociale medier, og når man ikke har tid til det hele og bliver nødt til at prioritere, så er det lige nu Facebook der hitter, lidt gumpetungt forfulgt af blog, og næsten ingen værdi i Instagram og Twitter.

Søjler
Læserne foretrækker Facebook og blogs

Det er et øjebliksbillede, og jeg tror at jeg til næste år, hvis eller når jeg spørger igen, vil der givet være sket en forandring i læsernes kanaladfærd. Personligt tror jeg på at en blog af god kvalitet over tid vil kunne etablere et bedre samspil mellem forfatter og læsere, end det pt. sker på Facebook, og så tror jeg at Instagram og især Twitter vil komme til at fylde mere.

Men det er gisninger! Lige nu er det vigtigt at møde læserne på Facebook (tjek: Det er derfor jeg har Tunnel3logien på Facebook), det er også vigtigt at have en blog (tjek: Det er derfor jeg skriver på og har denne blog, der med tiden bare vil vokse og tilbyde flere ting end kun de rene blog-indlæg). Som skrevet, så tror jeg at Twitter og Instagram som kanaler bliver endnu mere vigtige redskaber for en forfatter og universer for læserne, så der er jeg også (tjek, tjek). Mit Twitter-handle: @TonnyWendel og min Instagramprofil: tonnywendel

#tunnel3logien, #ØHansen, #Øudenpunktum, #udenpunktum

Midt i al denne snak om sociale medier og hashtags og kanalstrategi, så er der en sidste ting – en meget vigtig en – jeg udleder af svarene. Ret mange, ca. en fjerdedel af de adspurgte, bruger IKKE sociale medier for at interagere eller undersøge eller bare læse. De læser deres bøger og møder forfatteren IRL på fx messer. Det er en vigtig pointe: At ikke alle læsere bevæger sig rundt på nettet, i deres krimilæseradfærd. Og hvad kan jeg lære af det?

Selv om jeg tror at gruppen af læsere, der slet ikke benytter sociale medier som del af deres læseoplevelser vil blive mindre med tiden, så er der en gruppe læsere derude, der ikke læser blogindlæg som dette, og som lige nu måske bare sidder med snuden i en spændende bog. Hurra, tænker jeg. Dem skal jeg også huske på. Og hvis den eneste måde at møde dem på er i den gode, gammeldags bog, så gør jeg gerne det.

Det går fremad med min første bog: RØDT GULD, så til I, der læser dette er der snart en bog, der sammen med de forskellige aktiviteter på nettet kan give én form for læseoplevelse (og den bliver god – det er min plan). Og til alle de, der jo så ikke læser med her, så kommer der en krimi, der er så knaldhamrende spændende, at det også går an “kun” at læse den trykte bog.

Tak igen, til alle der læser med. Tak til de gode svar. Vi ses inden længe igen her på bloggen, eller på Facebook, eller på … Og snart også i en bog.

Fra Carré til Karrebæksminde – krimier med krumme

Jeg vil skrive lidt om en af mine forfatterhelte. Der er mange, men her i denne blog der handler om krimier, vil jeg fokusere på den største krimi-/agentforfatter jeg er stødt på – John le Carré. Jeg er Carré-fan, og har fulgt ham stort set siden jeg begyndte at købe bøger og læse koldkrigskrimier. Den periode falder også sammen med mine år som danskstuderende på Københavns Universitet og min karriere som reserveofficer under det, vi i dag kender som slutningen på den kolde krig. Det vidste man ikke dengang. Der var spænding og nervøsitet på begge sider af jerntæppet. Og midt i det hele tog John le Carré os på en tur i det hemmelige ingenmandsland bag muren, og lige ned i den sitrende stemning, hvor der sad nervøse fingre i begge lejre med kun et tryk på en rød knap til at sende os alle sammen lige ind i en meget varm krig.

Billedet øverst i teksten viser lidt af hans produktion – det er mit Carré-hjørne i min bogreol. Han er ikke den forfatter, der fylder mest i samlingen, måske ikke engang blandt krimiforfatterne. Men han fylder mest i mit krimihjerte.

Lige nu kører der på DR en søndagsføljeton skåret over en af hans bedste bøger: Natportieren (The Night Manager). Udover at det er et rigtigt godt litterært forlæg af en af mine helte, så er det blevet en rigtig god tv-serie. Jeg har kun set de to første afsnit af seks, men det tegner godt. Interessant er det også at det er Susanne Bier, der har instrueret.

Jeg kan kun anbefale serien – se den søndage på tv, eller dagene efter på nettet. Det er spændende. Noget af det der gør Carré så god, er hans personskildring. Der findes sikkert krimiforfattere der sælger flere bøger, men der er ikke i min optik nogen der viser mig så levende og komplekse personskildringer som John le. Ofte er det temmelig normale mennesker (læs: britiske mænd) der af en føringsofficer overtales til endnu en svingom for fædrelandet. Typerne er typisk tidligere soldater, men ikke med noget prangende karriereforløb – og ingen Rambo-attituder, snarere en afstandtagen til krigen (men ikke fædrelandet), og det man selv har været med til forårsage af død og elendighed. Eller også er det en Oxford-type, med tweed og tobak og ganske lille akademisk karriere. Uanset om de er soldater eller lærde mænd, så rummer de en facade udadtil – korrekt og meget britisk.

Hovedpersonen i Natportieren, Jonathan Pine, har en fortid i militæret, som vi endnu ikke har fået helt belyst i de to første afsnit (men som jeg kender til, fordi jeg læste bogen for 20 år siden…). Man forstår at han har det godt med at servicere hotelgæsterne på de hoteller, hvor han nu har nattevagten. Vi begynder i Kairo, hvor Det Arabiske Forår sætter en stopper på den ro og orden, der har hersket for det internationale jetset på de kanter. Pine kommer på kant med nogle våbenhandlere, og en dame. Og så begynder balladen. Pine gemmer sig herefter i Schweitz, men kommer igen på tværs af Verdens Ondeste Mand.

Ingen spoiler hér, følg selv med i tv, på nettet eller læs bogen. Jeg kan godt lide, at man har formået at nyskrive Det Arabiske Forår og Irak-krigen ind i handlingen, uden at det ændrer ved det overordnede. En mand, der placeres mellem to fronter, med en håndfuld bad guys af den grimme slags (dem, der udadtil ikke ser spor farlige ud. Pæne mennesker med korrekte manerer, cocktailparties og netværksdannelse på statsmandsniveau), og som regel en kvinde eller to, med rigtige kærlighedsforhold. Og så Moder England, og alle de rigtige ting man kan forstå, hun står for. Der er ikke meget James Bond over le Carrés mandetyper, men ikke et ondt ord om Ian Fleming – hans 007 er bare et andet projekt.

Nu blev jeg nysgerrig og begyndte at kigge i min engelske udgave: The Night Manager. Jeg kan se at jeg har købt den i 1994, og jeg har også skrevet en dato, da jeg blev færdig med at læse den. Og så en note om at jeg havde tabt bogen ud af vinduet fra fjerde sal. Dét havde jeg helt glemt.

I forhold til mit eget forfatterskab: Det bliver den høje John le Carré-standard, jeg efterstræber, men næppe kan nå. Men mindre kan gøre det. Mit univers ligger tættere på Karrebæksminde end Kairo. Min første bog RØDT GULD rummer dog træk fra le Carré, men det tager vi en anden gang. Jeg skal lige skrive den færdig til jer først. Tak fordi du læser med!

At springe over en overspringshandling, hvor gærdet er lavest…

Min første bog, RØDT GULD, er jo altså ikke udkommet endnu. Den er faktisk slet ikke skrevet færdig. Men det går, bum bum, fremad.

Jeg kan godt forstå, hvis nogle er utålmodige. “Hvornår kommer mesterværket, eller hvad det nu bliver?” Jeg er sikker på at det bliver en dejlig bog, masser af spænding og en mærkeligt almindelig hovedperson – ham Ø Hansen. Der er bare lige det at jeg har travlt med noget andet!

Skriveriet skrider fremad, og jeg tror stadigvæk på at det kan blive i år, 2016, at den første bog i Tunnel3logien kan lande i din boghylde. Men ikke de næste måneder. Der er nemlig det, at udover familie, venner, fast arbejde et hemmeligt sted i staten, fodbold og vinsmagninger, så er jeg i gang med at lægge sidste hånd på en uddannelse som diplomjournalist på landets førende journalistuddannelse, DMJX.

Og mellem os sagt, så er det sjovere at skrive krimier end skrive afsluttende opgave. Så jeg glæder mig til at opgaven snart er afleveret og jeg har været oppe at forsvare den, for så kan jeg give den gas igen med de kriminelle handlinger over, under og mellem linjerne.

Hæng ud mens jeg hænger i. Jeg skal nok huske at skrive lidt her og på Tunnel3logien på Facebook – det er nemlig det her, det fiktive og dødsensfarlige miljø, der er min yndlingsoverspringshandling # 1 i tider med eksamensfeber og for meget kaffe.

NB – på krimimessen for en måned siden i Horsens uddelte jeg nogle spørgeskemaer, hvor jeg lovede at bringe resultatet her på bloggen. Det har jeg ikke glemt, og det er faktisk en del af mit eksamensprojekt, så det kommer snart. Næste blogindlæg – det lover jeg!

KLUB 213

Jeg har lige været i London med min noget yngre hustru. Dejlig ferie, men ikke et øjeblik fri fra at tænke på Ø – og dig, min trofaste læser.

Måske vil KLUB 213 se bedre ud som “CLUB CCXIII”, men er der overhovedet nogen der kender til romertal anymore? Næppe.

Klubbens navn refererer til TEAM 213, der igen viser tilbage til Borups Allé nr. 213. Hvad sker der i Kbh. Nordvest, spørger den vakse læser – dig? Oftest ingenting, men nogle gange en hel masse. Det er hjemsted for den ultrahemmelige enhed, TEAM 213, et samarbejde mellem Danmarks to efterretningstjenester, Politiets “PE” og Forsvarets “FET”. I al sin hemmelighed, og måske udover mine bøgers fiktionalitet, en slags tredje tjeneste. Det tror jeg. Men hyshh. Det er Top Secret. Yderst Hemmeligt.

Tilbage til det knap så hemmelige. KLUB 213. Hvis du følger Tunnel3logien på Facebook, og du er blandt de første 213 der “Synes om”, så er du med! Så enkelt og så nemt. Men hvorfor, vil udenforstående spørge. Derfor, vil jeg svare: Det er i KLUB 213 at du opnår medlemskab til releaseparty til hver af de tre bøger. Og det er ganske vist. Der kommer tre bøger. Det er derfor jeg har kaldt det en 3logi…

Hvornår kommer første bog? I 2016, tror jeg. RØDT GULD går pænt fremad. Dagene i London kastede et par ideer af sig, og sammenlagt 20 siders noter. Hvem ved, måske dukker Mr. Hyde eller Elizabeth Stride op i mine bøger. Svært ikke at blive inspireret til krimi i Londons tåge eller travle Underground.

Bliv nu bare medlem, please. Der er cirka 50 ledige pladser. Skynd dig.

Hvis ikke du kender til Facebook, så skriv en kommentar, så finder jeg et smuthul. Men ellers er det bare afsted til Undreland: https://www.facebook.com/tunnel3logien