Kigger man løbstiderne efter i forbindelse med dagens Eremitageløb, vil man kunne se at TUNNEL3LOGIEN havde to deltagere. Min datter, Amalie deltog og det gjorde jeg også. Det var første gang for os begge – og det gik over al forventning. Vi gennemførte. Tunnel3logiens to udsendte mesterløbere kom i mål i en rimelig tid.
SPECIELT når man tager i betragtning at vi undervejs gav os tid til at undersøge SFINXENS GÅDE ved Eremitageslottet.
CRIME SCENE – EREMITAGESLOTTET
Der har længe gået rygter om et tunnelsystem under slottet midt på Eremitagesletten. Klaus Rifbjerg giver et iskoldt hint i klassikeren, hans romangennembrud fra 1958, Den kroniske uskyld, en af mine absolutte favoritbøger. Nå, men, mens alle andre drak kulørte energidrikke eller spiste pulverprodukter ved første vandingshul på løbsruten, gik min modige Malle og jeg i gang med at undersøge rygternes rigtighed.
Vi afbrød løbeturen lige mens det ellers gik så godt med at løbe. Vi havde tilbagelagt de første ca. fem kilometer. Alt var godt, vejrtrækning, ben, vabler. Men vi måtte i sagens tjeneste gøre et afbræk. Alle normale sikkerhedstiltag ved slottet er som pist væk sådan en dag. Al opmærksomhed går til de 10-15.000 løbende, og lige her, lige foran slottet deles der vand og samarithjælp ud. Folk får noget at drikke og sat plastre på deres væskende sår.
Men ikke Amalie og jeg. Vi havde lagt en plan – og fulgte den. Kun lettere forpustede undsagde vi plastre og plastikkrus. Vores mål var højere, end blot at få dækket de umiddelbare behov.
I Tunnel3logiens anden bog, LØVENS KYS, afslører jeg Livgardens dødsensfarlige optagelsesritual. Ikke REX, ikke det, alle gardere (høj som 176 cm. lav) skal igennem, og som med tiden er overgået i hårdhed og brutalitet af SOSU-aspiranternes rus-tur. Nej, den virkelig hårde. Den hemmelige. Den dødsensfarlige LØVE-tur. Kun for eliten, kun for de, der enten bliver indlemmet i den hemmelige LØVE-orden, eller som undervejs dør.
Det er langt flere der dør, end de få, der bliver optaget. Og det er meningen. Der er et kalkuleret mandefald.
ENEBOERENS TUNNEL
I Løvens Kys fortæller jeg mere om dette, men tiderne er ikke lige til dette endnu. Blot kan jeg sige, at Amalie og jeg, i den halve time det tog, fandt indgangen til Eneboerens Tunnel. Har man ikke mulighed for at læse Den kroniske uskyld, så kan man klare sig uden en snebold. Blot skal man finde den rette papil – og der er otte i spil, derude ved slottet på sletten.
Det varede ikke mange dage, førend Lili og Ø var sammen igen. Ø nød hendes gæstfrie krop og kunne se på hende, at hun også var glad for ham. Det, der var begyndt som en lille flirt på pressemødet på Polititorvet, blev hurtigt til mere end bare listige besøg hos den lille kvinde i Westend.
Som månederne gik forsømte han faktisk Cathrine, og som altid sin kone.
Han kom for at se lille, lækre Lili og være sammen med hende. Ø benyttede hendes lange badeseancer til at smutte ind i det hemmelige skoskab. Endnu havde han ikke set hende selv gå derind, men han observerede at hun altid – eller ofte – havde nye sko på. Sko der matchede hendes øvrige tøj. Selvfølgelig benyttede hun selv lønkammeret, men han ville ikke fortælle hende, at han kendte til det. Uskyldigt som det ellers var med lutter sko. Hvorfor gøre sådan et stort nummer ud af sko, selv om der måske var hundrede par foruden nogle tasker? Ø kunne godt fornemme, at det var dyre sko, så der måtte samlet være for en formue. Havde hun simpelt hen fået bygget en bankboks til sine sko?
Ø havde udviklet en nogenlunde fast fremgangsmåde. Elske med Lili. Dejligt og intenst. Lili i bad. Dejligt langt. Så sætter han en grammofonplade på – en LP. Så har han ca. en halv time, inden pladesiden er færdigspillet. Når musikken spiller, men ikke så højt at hun igen stikker hovedet ud for at bede ham skrue ned, behøver han ikke at være helt stille, når han arbejder med at få døren til skabet op og i igen. Ofte er hun i bad længere tid, men en halv time er mere end rigeligt for ham. Bare lige ind i stuen, væk med Adam Homo, et fast tag i det godt skjulte håndtag og så ind i skabsværelset. Hurtigt føler han sig hjemme. Det bedste er, ikke at tænde lyset. Bare lukke reolvæggen til indefra, sætte sig på den lille bænk i mørket. Han havde ingen egentlige ritualer andet end bare at sidde. Med åbne øjne i mørket.
En dag han går ind i skabet, vælger han mod sædvane at tænde lyset. Han får lyst til at kigge nærmere på hendes enorme samling af sko. Hun er vanen tro i bad, musikken spiller inde fra grammofonen i soveværelset.
De havde netop prøvet en ny stilling hun har set i en illustreret bog, en akrobatisk ting, som Lili blidt havde foreslået de skulle forsøge sig med. Ø havde lidt ondt i ryggen nu, men man skulle være et skarn at klage. Han havde trukket døren til indefra. Nu kiggede han med friske øjne på hendes samling af sko. Skoene ser meget nye ud, kun nogle få har brugsspor, alle er i meget fin stand. Han løfter nogle af de små sko op, de fleste er størrelse 36, enkelte er 37. Mange sko har franske eller italienske navne og Paris eller Milano skrevet fint i guld nede i bunden.
Her er en del sorte sko, og nogle har den her røde sål. Han stikker næsen ned i en sko fra det par, han mener, må være dem, hun havde på for et par måneder siden på pressemødet. En meget svag duft af sved, utvivlsomt kvinde og en lille snært af parfume. Skoen han står med er i flot, sort skind, skinnende som lak. Under sålen er den høje hæl og bunden af skoen indfarvet i en tyk, rød farve. Som blod. Det er den flotteste sko, Ø nogensinde har set, og nu står han med den i hånden. Den vejer ingenting. Han snuser igen lidt til skoen, mærker dens svang og hæl og tænker på lille Lilis fod, hendes ankel, læg, knæ …
Dette par sko er blandt de, der har sit helt eget rum. Et særligt relikvie. Som for at understrege det særlige, er der til dette rum dedikeret en egen lille lysspot. Lampen er monteret på den hvide træramme og lyser direkte ind på de sortrøde sko. Da Ø vil sætte skoen på plads kommer han til at vælte den anden sko ned på gulvet. Skoen lander med et swusj, næsten lydløst på det tykke tæppe.
Ø står helt stille. Trækker ikke vejret. Lili kan ikke have hørt noget. Der er stadig musik på anlægget og hun står i badet bag en lukket dør. Ø er temmelig sikker i sin sag, han er ikke blevet afsløret. Med en lille smerte i ryggen bukker han sig ned efter den tabte sko. Med begge sko i hænderne vil han forsigtigt sætte dem på plads, og håber han får dem placeret præcis som de stod, inden hans fumleri. Den lille spot lyser nu ind i et tomt rum, ca. 30 gange 30 cm og ret dybt. Der burde være lyst derinde på bagvæggen, lyst som den øvrige væg, men lige her er der noget andet.
Det ligner et maleri eller et fotografi. En billedramme, ikke særlig stor. Ø rækker hånden ind i hullet med de to sko nu sat til side på den lille bænk. Han lemper genstanden forsigtigt ud af sit skjul, forsigtig med ikke at tabe noget yderligere. Det ér en billedramme med et kulørt fotografi.
Et chok, større, end da han tabte skoen, rammer ham i maven som et dybt stød fra fortiden. Ø vakler og skal lige sunde sig. En husfacade med et karakteristisk, enkelt mønster. Simpelt delt på skrå med en knivskarp kontrast. Den øverste diagonal er helt sort, den nederste er knaldrød. Han kender det sted. Et hus fra fortiden. Allotria, bz-kollektivet i Korsgade. Det er femten år siden.
Ø sætter billedet på plads i hullet igen. Han placerer de to sko, så de står som han mener han tog dem. De sortrøde sko matcher perfekt det sortrøde motiv på fotografiet. Slumstormerromantik fra 80’erne parret med 90’er-dekadence. Det er godt set. Han kigger rundt, men kan ikke umiddelbart se andre kreative installationer i hendes hemmelige skohule.
– Du skulle bare vide, Lili. Det hus var mit hjem i mere end et halvt år. Han slukker lyset og får lukket reolvæggen til det hemmelige rum. Lige som han går ind i soveværelset, holder vandet op med at plaske fra badeværelset og Lili kommer ud fra badet.
– Vil du have en tur under bruseren, Ø?, spørger hun.
Ø takker ja. Lidt vand i hovedet skal gøre godt nu. Han løfter pickuppen fra grammofonen og slukker for den drejende pladetallerken.
Jeg skal bruge noget hjælp. Kan du polsk, eller kender du en, der kan tale polsk? Nogle afsnit i Tunnel3logien skriver jeg på polsk, og meget kan jeg, men ikke skrive godt polsk. Jeg har behov for én, der er rigtig god til polsk. Bedre end Google Translate, som jeg har benyttet. Tænk over det, og skriv til mig, hvis du kan hjælpe. Det er ikke et stort arbejde, der skal lægges for dagen. Måske et par timer. På forhånd tak.
Og en programmør, tak. Tænk PokeGo – bare i mindre skala. Jeg vil gerne kunne vise de hemmelige steder fra Ø Hansens univers ved hjælp af Augmented Reality. Fidusen er, at man læser om et sted eller nogle personer i de tre bøger, som man bare godt kunne tænke sig at se selv. Så tager man sin smartphone og sin cykel og drøner ud i virkeligheden. Man skal nok også have sin bog med for at finde ledetråde. Hvis nu det er Kongens Have i København og den hemmelige tunnel dér, eller Rundetårn eller Østofte på Lolland, så skal man “virtuelt” kunne opleve bogens univers ude i virkeligheden. Sådan en programmør, der kan lægge lag på virkeligheden kunne jeg godt tænke mig at snakke med.
Og til sidst – en pibe! Jeg ryger ikke, men hey, for nogle år siden skrev jeg heller ikke bøger. Det gør jeg nu, og jeg forestiller mig at en forfatter ser mere rigtig ud med en pibe.
Det sidste er pjat, men polakken og programmøren er blodig alvor. Skriv til mig, evt. i kommentarfeltet, på Facebook, på Twitter eller hvor du synes. Jeg burde være til at finde.
Lige nu har du muligheden for at få dit navn i Tunnel3logien!
Du skal blot sørge for at gætte (eller bidrage til løsningen af) gåden, som jeg kastede på denne blog (se: Skrevet med blod).
Der er en gammel væg i en kælder under Livgardens kaserne ved Kongens Have. Her har Ø Hansen fundet en besked der ser vigtig ud. Ordene er skrevet med blod, men nogle af bogstaverne er utydelige. Hvad står der? Hjælp Ø Hansen – skriv i kommentarfeltet herunder – og bliv vinderen af denne sommerkonkurrence.
Du må gætte lige så tosset du vil og alle de gange du orker. Vinderen bliver den, der gætter det rigtige budskab først. Hvis ikke der gættes det 100 % helt rigtige, så er vinderen den, der kommer tættest på.
Du skal svare inden 1. september 2016.
Vinderen får valget mellem at få sit navn brugt i en af mine bøger til en af karaktererne – eller, hvis det er for grænseoverskridende at blive udødeliggjort (og jeg bestemmer om det er en skurk eller en helt, der får navnet), eller, du kan vælge at få en af bøgerne med en fin dedikation. Og bogen får du selvfølgelig kvit og frit.
Dine svar skal postes i kommentarfeltet herunder – og der er ledetråde i nogle af de tidligere blogindlæg. Bare kom i gang, du! Senest onsdag d. 31. august kl. 23:59 skal jeg have dit svar.
Efter dødsulykken i Rundetårn er Ø Hansen ved at efterforske ”det militære spor”. Med møje og besvær har han fået adgang til et ellers helt aflukket område i kælderen under Livgardens Kaserne ved Øster Voldgade.
Han har verfet seniorsergenten væk, så han nu går rundt her nede alene i mørket. Han har en lommelygte med – og det er godt. På et tidspunkt slukkede det i forvejen sparsomme loftlys, men Ø fortsætter sine undersøgelser. Han har en klar mistanke til, at lyset ikke slukkede ved en fejl. Han har mødt stor modstand fra militæret, lige siden han første gang rettede henvendelse efter fundet i forgårs af den døde, nøgne garder, der lå i to dele ved foden af Rundetårn. Og militærets lyseslukkere tager helt fejl, hvis de tror at mørke, skumle kældre får Ø Hansen til at give op.
Ø er kommet ned i den fjerneste ende af kælderen under kasernen. Bag nogle gamle møbler og trækasser finder han døren ind til dette rum. Det ligner en fangecelle. Døren havde haft en kraftig, udvendig lås engang og et lille hul med en lem, hvor man kunne skubbe mad og drikke ind til fangen. Kælderen, eller cellen, var fugtig. Her lugtede af årtiers glemsel og århundreders fornedrelser. Ingen vinduer, kun hvide, afskallede vægge og så den tunge knirkende dør, der kun kunne åbnes udefra. Sådan havde det været engang – det var Ø sikker på. Et fangehul til militære fanger.
Ø kigger på væggen. Lader lommelygtens kegle fokusere i små ryk. Han har fundet noget. Flere steder er der på væggene tegnet små tegn. Tændstiksfigurer. En mand der dingler fra en galge. Erotiske motiver. Streger, som om nogen har villet holde tal på dagene. Det meste ser ud til at være tegnet med kul. Men det er ikke det, som Ø fæstner sig ved. I et hjørne har han med lommelygten fundet et sted, hvor der står bogstaver skrevet med rødt. Meget af kalken er smuldret og faldet af i flager, og ordene giver ikke rigtig mening. Flere af bogstaverne er utydelige. Med sit medbragte kamera tager han et foto af væggen, mens han holder lommelygten fast mellem tænderne så der kommer mest muligt lys. For en sikkerheds skyld skriver han også bogstaverne ned i sin notesblok.
B? VÆK FRA
?UNDETAAR?
?A IKKE OP
JA?UA? V?NT?R
Blaaga?d
Ø tygger på sin blå plastickuglepen. Tænker at den røde skrift meget vel kan være skrevet med blod. Skriver en notits om senere at få taget nogle prøver fra væggen. Men ikke nu – nu gælder det budskabet bag de meningsløse ord. Ø er bedre til tal end til bogstaver.
Han tager et ekstra fotografi for en sikkerheds skyld, og beslutter sig for at tage den lille gåde med hjem til Cathrine. Hjemme hos C vil han benytte lejligheden til mere end bare at finde bogstaver. Det var nogle uger siden han havde været sammen med C og han savnede hende. Af sted til Amicisvej.
Hvorfor hedder den hemmelige efterretningstjeneste, som Ø Hansen er del af, for TEAM 213? Og hvad er det med Love Shop, der får Ø til at tænke tilbage på Roskilde Festivalen i 1995?
Se med i disse to videoer. Borups Allé først, og straks efter Roskilde-videoen.
Jeg bryder lidt med 3*1-konceptet (se evt. lille video om mit dogme her). Begge videoer er længere end det ene minut (Borups Allé varer 1:28 og Roskilde varer 2:10). De er begge taget i ét skud hver, dog er Borups Allé skåret lidt efterfølgende. Men begge er fra ét sted.
Det er egentlig ikke et brud med mit 3*1-koncept, men alligevel tænker jeg at du hellere må høre det fra hestens mund. Jeg har på begge videoer lagt et filter. Udelukkende for at du skal komme i rette 1990-stemning.
Så hvis du ikke allerede har set de to videoer, så sæt dig til rette, sæt evt. Love Shops nummer: “En nat bliver det sommer” over – og nyd så de to film der forklarer en masse om Ø Hansen på bare 3 minutter og 40 sekunder sammenlagt.
I trilogiens anden bog, LØVENS KYS, er der én tunnel, der er mørkere, længere, mere dyster og dødsensfarlig end nogen anden tunnel i bogen. Eller i alle tre bøger. Det er selvfølgelig LØVERNES TUNNEL, jeg snakker om.
Denne tunnel er også den vigtigste i forhold til hele min ide med at begynde at skrive og videreudvikle på Ø Hansen og hans underjordiske univers. Det var nemlig med dén tunnel, lige dén strækning mellem Rosenborg Slot og Rundetårn midt i København, at jeg under en gåtur i Kongens Have for nogle år siden fik ideen til TUNNEL3LOGIEN.
Længere nede kan du se to videoer.
LØVERNES TUNNEL
Christian 4., der opførte Rosenborg Slot og Rundetårn indså hurtigt at han havde behov for at kunne komme gedulgt mellem slottet, der lå udenfor volden (i dag Gothersgade) og så byen inden for volden. Slottet lå nærmest på landet og København rummede så mange fristelser for den festlige og dameglade monark.
I dybeste hemmelighed får han gravet en tunnel mellem det nyopførte slot og helt over til kælderen under Rundetårn, som han også lige havde fået opført. Det var ingen nem opgave at grave denne tunnel. Godt 600 meter fra det, der i dag kendes som skatkammeret på Rosenborg, under voldgraven (lige under broen), et knæk mod sydvest og ud af Rosenborg Slotshave (eller Kongens Have, som vi kender den som i dag), under volden (der i dag er sløjfet, der hvor Gothersgade løber), i en blød bue i syd, sydøstlig retning under Hauser Plads og Suhmsgade, tværs over (under) Landemærket og efter tunnelens sidste knæk, igen til sydvest for at ende under kælderen i Rundetårn.
Jeg har selv været der, men det var mere held end forstand. Tunnelen er nemlig tophemmelig og temmelig ufremkommelig. Kælderen under Rundetårn er i dag aflåst, og i den anden ende, Rosenborg Slot, er adgangen via Skatkammeret blandt kongerigets bedst sikrede steder. Overhovedet.
I dag er der mulighed for at tænde lys dernede, det var der ikke dengang den trinde Christian med og uden damer benyttede den skjulte adgang. Lyset i midten af 1600-tallet var enten fakkel eller tællelys. Der er dårlig luft, men ikke noget man dør af. Et antal luftsluser blev allerede under Christian 4. etableret og er siden blevet udbygget. De tydeligste tegn på dette ses fra Kongens Have, når man kigger godt efter i krattet, der jo ligger inde på det aflukkede og bevogtede, men fra Kongens Have synlige kaserneområde for Livgarden. Man kan kun se udtagene om vinteren, når krattet er blottet for blade – og selv da er ventilerne godt gemt. Men prøv selv!
Du kan også bare følge med her på bloggen, eller snart i bøgerne. Løvernes Tunnel er bærende lokalitet i bogen LØVENS KYS. Tak for nu.
VIDEOERNE
Nå nej – det er rigtigt. Der er hele to videoer denne gang. Begge opfylder mit 3 gange 1-dogme, og er således begge under et minut lange, taget i ét hug og på én lokalitet.
Den hemmelige tunnel under det gamle København: Løvernes Tunnel
På illustrationen på kortet herover er der med pile markeret hvorfra hver video er blevet optaget. Det store kort øverst er det samme, bare større. Jeg fik ikke lov til at optage nede i tunnelen, så det er fra toppen af Rundetårn den ene foregår, og fra Rosenborg Slot og en lille tur forbi krattet (der lige nu er helt dækket af grønne blade), at den anden video er optaget:
Dette er endnu en Tunnel Taste. Modsat den forrige smagsprøve, der skulle give lidt historisk baggrund, springer (sprænger) vi her til noget action.
Jeg har også optaget en kort video (under ét minut), hvor du kan se med fra toppen af Frederiksberg Bakke.
Og husk at give din mening til kende. Jeg vil meget gerne have feedback, og jeg tillader mig at bruge gode ideer til den endelige tekst. Bogen kommer til at hedde RØDT GULD. Værsgo.
Hærens Officersskole, Frederiksberg Slot.
Lørdag d. 4. juli 1998, 16:15.
En stor, sort skraldebil var stoppet midt på Frederiksberg Bakke, lige ud for slottet. Det kunne ligne et almindeligt motorstop – som om den tunge bil helt havde opgivet ævred efter at have kæmpet sig op ad den stejleste stigning i københavnsområdet. Men det var et meget ubelejligt sted at stoppe, særligt med så stor en bil.
Nogle bilister forsøgte at bryde ud af køen ved at dreje over i den venstre kørebane for at køre ned igen, men snart holdt bilerne også i kø der. Der opstod kaos. Nogle bilister steg ud af de holdende biler og skreg eller truede ad de andre bilister, men lige lidt hjalp det. Køerne af biler på begge af sider af bakken bare voksede.
Da der var gået nogle minutter og bilisterne, der nu hverken kunne komme frem eller tilbage, havde sat i med en infernalsk larm fra bilernes horn, bevægede den militære portvagt fra officersskolen på slottet sig ud til bilen. Kadet Larsen gik de få meter fra slottets port og ud til midten af kørebanen. Den store lastbil stod, for at det ikke skulle være løgn, skråparkeret hen over begge vejbaner. Bilerne på begge sider af bakken holdt i kø. Ind mod København langt ned ad Vesterbrogade så langt øjet rakte stod bilerne stille, og på den anden side, væk fra byen var det også kommet en kø, der nåede et pænt stykke ud ad Roskildevej. Den unge kadet steg op og åbnede døren til førerhuset på skraldebilen. Ingen skraldemand – førerhuset var tomt. På førersædet stod en metalæske på størrelse med en mælkekarton. Øverst på æsken sad et digitalt ur, der med røde digitale tal talte ned:
15:56 – 15:55 – 15:54
Der var et virvar af ledninger i flere farver der gik fra uret og ad et hul bagest i førerhuset til skraldecontaineren bagi. Kadet Larsen kiggede igen på uret.
15:47
Dette var afgjort ikke bare en øvelse. Han lukkede forsigtigt bilens dør og løb straks ind til vagtstuen i slottets port. Klokken var 16:19 da han slog alarm til politiet.
Efter at have ringet til politiet og forklaret om bomben og de ca. 15 minutter på timeren, slog han slotsalarm. Selv om det var lørdag eftermiddag var der stadig en del kadetter og officerer tilbage på slottet. Hurtigt stod de samlet på rad og række i den store gård. Han briefede skolens chef, oberst Oxbøll, der med et roligt blik kiggede ud gennem slotsporten til den sorte skraldebil.
– Under ti minutter, kadet? Larsen nikkede lidt for ivrigt, men tænkte med rædsel: og snart kun fem.
Obersten trådte frem til de ca. 25 soldater i geleddet. Han måtte råbe, da larmen fra bilernes horn ude på vejen havde taget til.
– Hør efter. Dette er alvor. Det er ikke en øvelse. Vi har en bombealarm. Der er en bombe i en skraldebil herude på vejen. I skal nu begive jer ud ad porten i to hold og i hver retning bevæge jer hurtigt væk fra skraldebilen. I skal have folk i bilerne med jer ned ad bakken. I skal helt ned, og så langt væk som muligt.
Oberst Oxbøll havde for mange år siden været FN-soldat på Cypern. Der havde været en bombealarm på hans kaserne. En situation der ikke var blevet løst på tilfredsstillende vis. Det var endt med at panikken havde taget over, så det vigtigste blev glemt. Eksplosionen kostede tre soldater og fem civile livet. Men ikke denne gang. Ikke på hans vagt. Obersten trak vejret dybt ind, han vidste at der ikke var mange minutter at agere i. Han sagde hurtigt:
– Hold 1… Med en armbevægelse skar han gruppen over og pegede Hold 1 ud. – … går med kadet Larsen her. I går mod Vesterbrogade. Hold 2 går med mig mod vest. Ingen panik. Der er flere minutter tilbage. Vi skal have tømt de biler. Af sted!
De to hold småløb ud af porten, og det lykkedes at få tømt bilerne for folk, der skyndte sig ned ad Frederiksberg Bakke i begge retninger. Snart var det sidste dyt forsvundet. I det fjerne kunne man høre udrykningskøretøjerne komme fra Vesterbrogade. Kadet Larsen, der var nået ned ad bakken og nu stod i vejkrydset, hvor Pile Allé løber på tværs, og hvor Vesterbrogade møder Roskildevej, stoppede med vilde fagter den forreste politibil. Udrykningskøretøjerne havde haft store besværligheder med at komme igennem trafikken i indre København. Det var ikke bare her på bakken, der var kø.
– Stop! I skal ikke køre derop, der kan ikke være meget tid igen. Det er nok bedre at få styr på de her civilister, soldaten pegede på de sammenstimlede folk, der i en stor kødrand havde stillet sig mellem bilerne i vejkrydset. Vi er en deling fra slottet, der kan hjælpe til.
Betjenten i den forreste politibil steg ud for bedre at kunne se. Han vendte sig og gav til sin makker inde i bilen signal, med sin strakte hånd som en kniv hen over halsen, om at slå sirenen fra. Han kunne se den store sorte bil stå på tværs deroppe, ca. 200 meter væk. Her, neden for bakken var der mange mennesker, og på bakken op til slottet var begge vejbaner fyldt med biler med åbne døre.
Betjenten gik hen til soldaten, trak ham i ærmet så de stod helt tæt. Ind i øret på den unge soldat spurgte betjenten helt stille:
– Og hvad med Zoologisk Have? Har I advaret dem? Soldaten stivnede. Der måtte være flere tusinde mennesker inde i Zoo netop nu.
I januar 1983 lå der i Korsgade på Nørrebro i København et hus med navnet Allotria. I mange år et værtshus, det seneste halve år et BZ-kollektiv. Københavns Kommune bad politiet rydde stedet. Huset skulle rives ned og BZ’erne skulle langt væk.
Efterkrigstidens største politiindsats med 400 kampklædte betjente, kraner med containere, mandskabsvogne og lægetelte – og selvfølgelig et presseopbud uden lige, resulterede i et kæmpe antiklimaks for den socialdemokratiske bykonge, Weidekamp, men blev BZ’ernes Finest Hour: Huset var tomt, da politiet brød barrikaderne. De 25 unge BZ’ere havde gravet en tunnel og var smuttet da ordensmagten gjorde sin entre. Ø Hansen, hovedpersonen i Tunnel3logien, var med i tunnelen. Det bliver en vigtig hændelse i RØDT GULD. Bare vent.
Jeg vil skrive lidt om en af mine forfatterhelte. Der er mange, men her i denne blog der handler om krimier, vil jeg fokusere på den største krimi-/agentforfatter jeg er stødt på – John le Carré. Jeg er Carré-fan, og har fulgt ham stort set siden jeg begyndte at købe bøger og læse koldkrigskrimier. Den periode falder også sammen med mine år som danskstuderende på Københavns Universitet og min karriere som reserveofficer under det, vi i dag kender som slutningen på den kolde krig. Det vidste man ikke dengang. Der var spænding og nervøsitet på begge sider af jerntæppet. Og midt i det hele tog John le Carré os på en tur i det hemmelige ingenmandsland bag muren, og lige ned i den sitrende stemning, hvor der sad nervøse fingre i begge lejre med kun et tryk på en rød knap til at sende os alle sammen lige ind i en meget varm krig.
Billedet øverst i teksten viser lidt af hans produktion – det er mit Carré-hjørne i min bogreol. Han er ikke den forfatter, der fylder mest i samlingen, måske ikke engang blandt krimiforfatterne. Men han fylder mest i mit krimihjerte.
Lige nu kører der på DR en søndagsføljeton skåret over en af hans bedste bøger: Natportieren (The Night Manager). Udover at det er et rigtigt godt litterært forlæg af en af mine helte, så er det blevet en rigtig god tv-serie. Jeg har kun set de to første afsnit af seks, men det tegner godt. Interessant er det også at det er Susanne Bier, der har instrueret.
Jeg kan kun anbefale serien – se den søndage på tv, eller dagene efter på nettet. Det er spændende. Noget af det der gør Carré så god, er hans personskildring. Der findes sikkert krimiforfattere der sælger flere bøger, men der er ikke i min optik nogen der viser mig så levende og komplekse personskildringer som John le. Ofte er det temmelig normale mennesker (læs: britiske mænd) der af en føringsofficer overtales til endnu en svingom for fædrelandet. Typerne er typisk tidligere soldater, men ikke med noget prangende karriereforløb – og ingen Rambo-attituder, snarere en afstandtagen til krigen (men ikke fædrelandet), og det man selv har været med til forårsage af død og elendighed. Eller også er det en Oxford-type, med tweed og tobak og ganske lille akademisk karriere. Uanset om de er soldater eller lærde mænd, så rummer de en facade udadtil – korrekt og meget britisk.
Hovedpersonen i Natportieren, Jonathan Pine, har en fortid i militæret, som vi endnu ikke har fået helt belyst i de to første afsnit (men som jeg kender til, fordi jeg læste bogen for 20 år siden…). Man forstår at han har det godt med at servicere hotelgæsterne på de hoteller, hvor han nu har nattevagten. Vi begynder i Kairo, hvor Det Arabiske Forår sætter en stopper på den ro og orden, der har hersket for det internationale jetset på de kanter. Pine kommer på kant med nogle våbenhandlere, og en dame. Og så begynder balladen. Pine gemmer sig herefter i Schweitz, men kommer igen på tværs af Verdens Ondeste Mand.
Ingen spoiler hér, følg selv med i tv, på nettet eller læs bogen. Jeg kan godt lide, at man har formået at nyskrive Det Arabiske Forår og Irak-krigen ind i handlingen, uden at det ændrer ved det overordnede. En mand, der placeres mellem to fronter, med en håndfuld bad guys af den grimme slags (dem, der udadtil ikke ser spor farlige ud. Pæne mennesker med korrekte manerer, cocktailparties og netværksdannelse på statsmandsniveau), og som regel en kvinde eller to, med rigtige kærlighedsforhold. Og så Moder England, og alle de rigtige ting man kan forstå, hun står for. Der er ikke meget James Bond over le Carrés mandetyper, men ikke et ondt ord om Ian Fleming – hans 007 er bare et andet projekt.
Nu blev jeg nysgerrig og begyndte at kigge i min engelske udgave: The Night Manager. Jeg kan se at jeg har købt den i 1994, og jeg har også skrevet en dato, da jeg blev færdig med at læse den. Og så en note om at jeg havde tabt bogen ud af vinduet fra fjerde sal. Dét havde jeg helt glemt.
I forhold til mit eget forfatterskab: Det bliver den høje John le Carré-standard, jeg efterstræber, men næppe kan nå. Men mindre kan gøre det. Mit univers ligger tættere på Karrebæksminde end Kairo. Min første bog RØDT GULD rummer dog træk fra le Carré, men det tager vi en anden gang. Jeg skal lige skrive den færdig til jer først. Tak fordi du læser med!
