Tæt på lukketid

Klubben mangler nu kun 18 medlemmer, så er vi på 213 – det magiske antal, som jeg vil invitere til lanceringsfesten. Det er nemt og ganske gratis at melde sig til.

Og lanceringsfesten rykker nærmere! Jeg ved ikke præcis hvornår det bliver, men jeg er kommet godt videre med skrivningen. Manuskriptet har rundet de 275 sider og det er godt. Noget skal omskrives, en smule skal slettes og så mangler der noget. Men det begynder at ligne en bog. RØDT GULD hedder som den gør bl.a. fordi der både er guld og blod i anseelige mængder.

Det er godt at gå, spadsere, vandre. Så det gør jeg. Mange af bøgernes lokationer er ret tæt på mig, så ofte slår jeg lige et smut forbi. Så står jeg der og glor og venter på lidt inspiration. Senest har det været Mindehøjen på Frederiksberg Bakke, lige inde i Søndermarken, jeg har hjemsøgt.

En anden type inspiration, eller er det bare for at slappe af?, får jeg ved at gå i biografen. Billedet viser en forvansket version af Amy fra den helt enormt gode film Nocturnal Animals. Se den. Og se så bagefter den også meget gode Arrival. Også med Amy. Og lad være med at se Dræberne fra Nibe. Selv ikke Amy vil kunne redde dén film.

Mens vi diskuterede fiktive mord (til bogen) var jeg med en partner in crime til koncert med Peter Sommer og hans Tiggere. Fredag den 13, men ikke spor uhyggeligt. Måske lidt for hyggeligt. Sådan er det nok bare med mord og læsket kalk i tankerne.

Men ellers har jeg jo også mit fuldtidsarbejde og min familie og venner at passe.

Alle: kollegaer, familie, venner. Hele verden. Alle er potentielt velkomne til festen, men man er kun sikker på en indbydelse, hvis man er med i KLUB 213.

Læs mere her på bloggen.

Mord i Mindehøjen

Mindehøjen – et af de mørkeste steder på Frederiksberg

Midt i Søndermarken, helt oppe på det oldgamle Solbjerg, ligger kælkebakken.

Ikke så mange kender til Mindehøjen – og det endda selv om den ligger lige dér, der hvor man begynder at kælke ned ad bakken.

Dette sted rummer ingen tunnel, alligevel sker der ting og sager.

I RØDT GULD, første bog i TUNNEL3LOGIEN, benytter Ø Hansen højens lukkede mindehal som elskovsrede. Her mødes han med punkpigen Pi, når de to ellers ikke graver tunnel væk fra BZ-kollektivet Allotria. Og her finder parkvagten i 1983 dele af et afpillet skelet den ene dag om året, hvor højen åbnes for publikum, nemlig 4. juli.

Den dag i dag, så mange år efter, kan man stadig ane stedet inde i Mindehøjen, hvor liget, eller resterne af det, blev fundet. Politiets teknikere kom frem til at forbrydelsen var forsøgt skjult med læsket kalk i så store mængder, og sandsynligvis over flere måneder, at der intet andet end en benrad var tilbage. Man fik aldrig identificeret liget. Men den store kalkplamage kan man stadig se omridset af i granitgulvet. Men kun den 4. juli.

VIDEO

Jeg planlægger en video med dette mordmysterium som omdrejningspunkt. Indtil da er der to beslægtede videoer at se:

Den sene futhark

Ø Hansen er aldrig rigtig blevet færdig med sit våbenskjold.

I et tidligere indlæg har jeg fortalt om skabelsen af våbenskjoldet og lidt om symbolikken. Med hjælp fra Øs veninde, Lili Olsen, lærer han noget mere, nemlig:

Udover det åbenlyse Ø og H, der gemmer sig, så er der også det omtalte Lothringenkreuz, foruden de sort, røde og hvide farver at forholde sig til. MEN eller OG – og det er her det er en fordel at have en elskerinde der er historiker: figuren viser nemlig også, næsten på en prik, et ganske særligt runetegn.

Vi er i den sene futhark – og skulle der være nogen derude, der ikke har en elskerinde med en cand.mag. i historie, så er futhark altså runetegnenes alfabet. Den sene futhark havde sin anvendelse i Danmark og øvrige Norden omkring år 1300.

Dette våbenskjold viser sig  at indeholde den sene futharks tegn for et “Ø” – og så er det ikke engang løgn.

GOD JØL

Dette er Ø på runsk

Burka-Bent fra Smørum

4. ADVENT I TUNNEL3LOGIEN

Årets sidste adventsfortælling er med bipersonerne Burka-Bent og Margrethe Jensen i højsædet.

Bent havde udtænkt et tilsyneladende perfekt røveri og Margrethe er leder af den feministiske kampcelle, Vagina Dentata.

Bent Nielsen, bedre kendt som Burka-Bent

Bent er fra Smørum på Sjælland …. Et i udgangspunktet ufarligt røveri mod Landbrugslotteriets hovedkontor ender alligevel galt. Bent blev siden hen aldrig kaldt for andet end Burka-Bent.

Burka-Bent flygter til Sverige, og støder i skovene omkring Sösdala på en rocker der hedder Hövding. Rockerlederen får fra da af et temmelig anstrengt forhold til danskere – og han har ikke engang mødt Ø Hansen (i skikkelse af polske Jarek) endnu.

Margrethe Jensen, historiestuderende og grå som en karklud

En af Lars von Magnus’ mange kedelige medstuderende på historiestudiet på Københavns Universitet Amager (KUA) i årene omkring 1980. Men på hendes uldtrøje sidder et badge med ordlyden “Vagina Dentata – fri fisse”, og det gør hende interessant i denne sammenhæng.

Ø Hansen, der hænger ud med Lars på værtshuset “Finderup Lade” – det eneste gode at sige om betonlabyrinten KUA, misforstår selvfølgelig budskabet, og kommer noget klodset til at spørge ind til emnet. Det bliver ikke hos Margrethe, at Ø får noget fri …..

De to mødes også i tunnelen væk fra Allotria.

Mere skal der ikke siges om den sag, her. De tre bøger i Tunnel3logien, RØDT GULD, LØVENS KYS og DØD VOKAL folder selvfølgelig alle personer og alle historier fra disse adventsgaver endnu mere ud. Helt ud. Du vil som læser få tunnelsyn og fornemme at blodet siler fra siderne. Det er planen. Med disse ord vil jeg og alle de forskellige eksistenser i tunneluniverset ønske dig og dine nære og alle andre i hele verden en GLÆDELIG JUL.

Hey: Der er denne gang én video og én ekstra artikel i din goodiebag.


  • Artikel med video:
    Ø graver tunnel væk fra BZ-huset Allotria 
  • Videoen om Allotria alene,
    fra min Youtube-kanal.
  • Der findes desværre ingen videoer af Burka-Bent.
    Meget kan man sige om ham, men dygtig til at skjule sig, det er han.
    Det eneste billedmateriale der foreligger, er billedet foroven.
    Det viser Bent på vild flugt med sine tomme plasticposer efter Burka-kuppet.

Bowie

Tunnel3logiens persongalleri, del 2

Sidst satte jeg ord på Ø Hansen, Lars, Brink, Cathrine og Lili.

Her kommer Helle, Hövding, Jarek, Babe og Limo:

Helle Hansen
Det er ikke meget der skal eller kan fortælles om Øs hustru.
Det er med vilje. Hun hedder Helle Hansen og er på alder med Ø. De to bor ikke langt fra det sted, hvor der i februar 1948 blev begået et bestialsk dobbeltmord. Måske har hr. og fru Hansen en søn, det er jeg endnu ikke helt klar på.

Mere liv er der i Hövding
På den svenske dåbsattest står der Svante Alfvén Jönsson, men lige siden den 27-årige slagter begik et herostratisk berømt bankkup i Uppsala har han bare heddet Hövding. (Mere i bogen!) Det er blevet til mange år bag tremmer, men de seneste fem-syv år har han fløjet under radaren. I skovene omkring Sösdala i det sydlige Sverige har han etableret en hangaround-klub til de store inde i Hässleholm, en noget større by, ikke så langt væk.
Hövdings lille rockerklub hedder Snapphanerne og den er satelit til The Horsemen i Hässleholm, der igen er wannabees for den svenske afdeling af Hells Angels, Sons of Sweden (SOS). Dén vej rundt kommer den tidligere slagter, Hövding og hans lille klub med i den store, nordiske rockerkrig.

Det bliver Hövding der tager imod den polske hardcorerocker, Jarek Ostrinski
Jarek, eller bare Jack, er på flugt fra nogle russiske, nasty typer og skal gemmes lidt af vejen noget tid. Men. I virkeligheden hedder Jarek hverken Jarek eller Jack. Jarek, der tilsyneladende kun taler polsk og har en helt enorm Bowie-kniv, er vores gode ven, Ø Hansen. Han er på en temmelig betændt under cover-mission for at infiltrere det svenske rockermiljø.

Barbro – eller bare Babe
Den ene af Hövdings to kvindelige medlemmer, Babe, er egentlig frisør, men kom tidligt med hos de hårde drenge hos Hövding i den ellers så dødssyge, lille flække i Skåne.

Den anden hedder Lillemor, eller Limo
Udover at Limo sammen med Babe er de rene dødsengle på deres motorcykelraids, har de det til fælles at de begge gør voldsom kur til ham den mystiske Jack. Men ellers er de lige så forskellige som de to kvindelige sangere i ABBA. Limo er hende den lyshårede.

Næste advent bringer lidt mere fredelige typer
Jeg vil fortælle om skolechef Oxböll, der skal håndtere en bilbombe midt på Frederiksberg Bakke, det svenske pothoved, Svante, den fantastiske gudinde Frigg og den skidtvigtige von Kanuth, Ø Hansens far.

Kød og blod

Det må være på tide at få sat lidt skik på personerne i Tunnel3logien.
Det går fremad, langsomt, men fremad med skrivningen. En del af tiden er omskrivning, men sådan er det. Skal nok blive godt.

Men efterhånden som jeg skriver, får jeg også puttet nogle personer på papiret. Det er ikke grumme mord og mørke tunneler det hele. Nogle af personerne er meget håndgribelige for mig, i kød og blod, andre er lige nu kun skyggeskitser.

Anyways, frem med dem.
Og med det forbehold at visse detaljer senere kan og vil blive ændret.

NB – helt i bunden er der videoer og billeder.

Ø Hansen.
Han er bøgernes absolutte midtpunkt.
Født i foråret 1960 på Lolland. Efterkommer af polske roeplukkere og provinsiel landadel.
Den lille by, Østofte er de første unge år hans revir.
Ø (Ø uden punktum – for guds skyld) går i skole, spiller fodbold og er med i en drengeklub. Klubben hedder Svantevit og efter nogle år sker der for alvor ting og sager.

💇 Flere piger får klippet deres fletninger af, en pæn samling rotter bliver skudt med bue og pil og graverens fede kat, Ofelia, får ristet en blodørn. M.m. Det er ikke for sarte sjæle.

Der er et psykologisk problem i familien og Ø Hansen er ikke det største. Men stort nok til at han bliver sendt på kostskole i Sverige. Her møder han en anden dansker, Lars.

Lars Magnus
Lidt yngre end Ø. Lars er i begyndelsen bange for Ø, ligesom de andre på kostskolen på den hårde måde lærer at blive det, men Lars ser voldsomt op til Ø.
Trods sit navn er Lars en lille lort. Slet ikke høj. Meget splejset.
De to, Ø og Lars udvikler med tiden et mangeårigt venskab, der bringer dem vidt omkring. Københavns Universitet, BZ-bevægelsen og værtshuset Small Virgin.

Brink
Den ældre herre, med tiden en naturlig faderfigur for Ø, er tilknyttet den paramilitære enhed Frigg. Det bliver Brink der hverver Ø som agent. Brink har kodenavnet Berlin, og med samme logik lyder Ø kodenavnet Wedding.

Cathrine F.
Jurist, karrierekvinde, absolut pæn. De fleste vil sige underskøn, men skræmmende.
Oprindeligt Øs kæreste, senere bliver hun hans chef og han hendes elsker.
Mangeårigt, problematisk forhold. Man skal ikke lægge sig ud med Cathrine, hverken som medarbejder eller elsker. Cathrine har en herskabslejlighed på Frederiksberg, en lejlighed hun har fået af sin far, der er generalløjtnant i Livgarden.

Lili
En anden af Øs kvinder, der skal nævnes her fordi hun og Cathrine er de ondeste rivaler. Onde som kun kvinder kan være det. No mercy. Lili er historiker. Kan godt lide lyserødt og laksefarvet tøj og har en helt enorm stor skosamling. Lili er en lille kvinde, der kompenserer for den manglende højde ved at gå med højhælede sko 👠. Undertiden hjælper hun Ø med sin historiske viden, men ellers er hun og han bare sammen i sengen.
Hun har en båd. Det er et dejligt sted at mødes. Ø kan godt lide små steder. Når ikke hun er på båden, bor Lili på Vesterbro i København. Hun går ofte i bad og er derude så helt utroligt længe at Ø ofte ender med at gå, inden hun er færdig.

Sveas rige
Det må være nok for nu! Næste ombæring (næste adventsgave) af persongalleriet fra Tunnel3logien vil bl.a. inkludere Øs hustru, Helle, rockerkongen Hövding fra Sösdala i Sverige 🇸🇪 og hans to disciple og skånske dræberdronninger, Barbro og Lillemor. Barbro kaldes Babe og Lillemor kaldes Limo. Det lyder bedre i de kredse. De ligner de to kvindelige sangere i ABBA.

Bare vent. You aint see nothin yet.

 

PS – Vil man se mere til de her nævnte personager, så er der lagt videoer og billeder på Youtube og Pinterest, foruden på Instagram og Facebook. SoMe er So Me. Her er der nogle links:

Om Cathrine: Her mødte Ø Cathrine første gang, under Roskildemånen – og senere er hun hans chef her, men rettelig bør denne ses først!

Så er der Lilis lyserøde gevandter. Heldigvis kan hun også lide rødt og sort. Hvilket kan afsløres her.

Om Small Virgin, det lille værtshus, der sælger ø-øl fra Østofte, kan det oplyses at der er lavet en lille sag om det her.

Der er et blomsterhav af sarte kulører på Pinterest om Tulipaner

Om tunneler: https://dk.pinterest.com/tonnywendel/tunneler/

BZ og Allotria: https://dk.pinterest.com/tonnywendel/allotria-og-bz/

plus videoen: https://www.youtube.com/watch?v=qlk8tM8cnP8

Og der meget mere. Det er bare at søge. ” Tunnel3logien” eller “tunneltrilogien” er nok.

 

Rød og sort

I dag ville man kalde det et Walk In Closet

Det varede ikke mange dage, førend Lili og Ø var sammen igen. Ø nød hendes gæstfrie krop og kunne se på hende, at hun også var glad for ham. Det, der var begyndt som en lille flirt på pressemødet på Polititorvet, blev hurtigt til mere end bare listige besøg hos den lille kvinde i Westend.

Som månederne gik forsømte han faktisk Cathrine, og som altid sin kone.

Han kom for at se lille, lækre Lili og være sammen med hende. Ø benyttede hendes lange badeseancer til at smutte ind i det hemmelige skoskab. Endnu havde han ikke set hende selv gå derind, men han observerede at hun altid – eller ofte – havde nye sko på. Sko der matchede hendes øvrige tøj. Selvfølgelig benyttede hun selv lønkammeret, men han ville ikke fortælle hende, at han kendte til det. Uskyldigt som det ellers var med lutter sko. Hvorfor gøre sådan et stort nummer ud af sko, selv om der måske var hundrede par foruden nogle tasker? Ø kunne godt fornemme, at det var dyre sko, så der måtte samlet være for en formue. Havde hun simpelt hen fået bygget en bankboks til sine sko?

Ø havde udviklet en nogenlunde fast fremgangsmåde. Elske med Lili. Dejligt og intenst. Lili i bad. Dejligt langt. Så sætter han en grammofonplade på – en LP. Så har han ca. en halv time, inden pladesiden er færdigspillet. Når musikken spiller, men ikke så højt at hun igen stikker hovedet ud for at bede ham skrue ned, behøver han ikke at være helt stille, når han arbejder med at få døren til skabet op og i igen. Ofte er hun i bad længere tid, men en halv time er mere end rigeligt for ham. Bare lige ind i stuen, væk med Adam Homo, et fast tag i det godt skjulte håndtag og så ind i skabsværelset. Hurtigt føler han sig hjemme. Det bedste er, ikke at tænde lyset. Bare lukke reolvæggen til indefra, sætte sig på den lille bænk i mørket. Han havde ingen egentlige ritualer andet end bare at sidde. Med åbne øjne i mørket.

En dag han går ind i skabet, vælger han mod sædvane at tænde lyset. Han får lyst til at kigge nærmere på hendes enorme samling af sko. Hun er vanen tro i bad, musikken spiller inde fra grammofonen i soveværelset.

De havde netop prøvet en ny stilling hun har set i en illustreret bog, en akrobatisk ting, som Lili blidt havde foreslået de skulle forsøge sig med. Ø havde lidt ondt i ryggen nu, men man skulle være et skarn at klage. Han havde trukket døren til indefra. Nu kiggede han med friske øjne på hendes samling af sko. Skoene ser meget nye ud, kun nogle få har brugsspor, alle er i meget fin stand. Han løfter nogle af de små sko op, de fleste er størrelse 36, enkelte er 37. Mange sko har franske eller italienske navne og Paris eller Milano skrevet fint i guld nede i bunden.

Her er en del sorte sko, og nogle har den her røde sål. Han stikker næsen ned i en sko fra det par, han mener, må være dem, hun havde på for et par måneder siden på pressemødet. En meget svag duft af sved, utvivlsomt kvinde og en lille snært af parfume. Skoen han står med er i flot, sort skind, skinnende som lak. Under sålen er den høje hæl og bunden af skoen indfarvet i en tyk, rød farve. Som blod. Det er den flotteste sko, Ø nogensinde har set, og nu står han med den i hånden. Den vejer ingenting. Han snuser igen lidt til skoen, mærker dens svang og hæl og tænker på lille Lilis fod, hendes ankel, læg, knæ …

Dette par sko er blandt de, der har sit helt eget rum. Et særligt relikvie. Som for at understrege det særlige, er der til dette rum dedikeret en egen lille lysspot. Lampen er monteret på den hvide træramme og lyser direkte ind på de sortrøde sko. Da Ø vil sætte skoen på plads kommer han til at vælte den anden sko ned på gulvet. Skoen lander med et swusj, næsten lydløst på det tykke tæppe.

Ø står helt stille. Trækker ikke vejret. Lili kan ikke have hørt noget. Der er stadig musik på anlægget og hun står i badet bag en lukket dør. Ø er temmelig sikker i sin sag, han er ikke blevet afsløret. Med en lille smerte i ryggen bukker han sig ned efter den tabte sko. Med begge sko i hænderne vil han forsigtigt sætte dem på plads, og håber han får dem placeret præcis som de stod, inden hans fumleri.  Den lille spot lyser nu ind i et tomt rum, ca. 30 gange 30 cm og ret dybt. Der burde være lyst derinde på bagvæggen, lyst som den øvrige væg, men lige her er der noget andet.

Det ligner et maleri eller et fotografi. En billedramme, ikke særlig stor. Ø rækker hånden ind i hullet med de to sko nu sat til side på den lille bænk. Han lemper genstanden forsigtigt ud af sit skjul, forsigtig med ikke at tabe noget yderligere. Det ér en billedramme med et kulørt fotografi.

Et chok, større, end da han tabte skoen, rammer ham i maven som et dybt stød fra fortiden. Ø vakler og skal lige sunde sig. En husfacade med et karakteristisk, enkelt mønster. Simpelt delt på skrå med en knivskarp kontrast. Den øverste diagonal er helt sort, den nederste er knaldrød. Han kender det sted. Et hus fra fortiden. Allotria, bz-kollektivet i Korsgade. Det er femten år siden.

Ø sætter billedet på plads i hullet igen. Han placerer de to sko, så de står som han mener han tog dem. De sortrøde sko matcher perfekt det sortrøde motiv på fotografiet. Slumstormerromantik fra 80’erne parret med 90’er-dekadence. Det er godt set. Han kigger rundt, men kan ikke umiddelbart se andre kreative installationer i hendes hemmelige skohule.

– Du skulle bare vide, Lili. Det hus var mit hjem i mere end et halvt år. Han slukker lyset og får lukket reolvæggen til det hemmelige rum. Lige som han går ind i soveværelset, holder vandet op med at plaske fra badeværelset og Lili kommer ud fra badet.

– Vil du have en tur under bruseren, Ø?, spørger hun.

Ø takker ja. Lidt vand i hovedet skal gøre godt nu.  Han løfter pickuppen fra grammofonen og slukker for den drejende pladetallerken.

En pibe, en polak og en programmør. Tak!

Jeg skal bruge noget hjælp. Kan du polsk, eller kender du en, der kan tale polsk? Nogle afsnit i Tunnel3logien skriver jeg på polsk, og meget kan jeg, men ikke skrive godt polsk. Jeg har behov for én, der er rigtig god til polsk. Bedre end Google Translate, som jeg har benyttet. Tænk over det, og skriv til mig, hvis du kan hjælpe. Det er ikke et stort arbejde, der skal lægges for dagen. Måske et par timer. På forhånd tak.
Og en programmør, tak. Tænk PokeGo – bare i mindre skala. Jeg vil gerne kunne vise de hemmelige steder fra Ø Hansens univers ved hjælp af Augmented Reality. Fidusen er, at man læser om et sted eller nogle personer i de tre bøger, som man bare godt kunne tænke sig at se selv. Så tager man sin smartphone og sin cykel og drøner ud i virkeligheden. Man skal nok også have sin bog med for at finde ledetråde. Hvis nu det er Kongens Have i København og den hemmelige tunnel dér, eller Rundetårn eller Østofte på Lolland, så skal man “virtuelt” kunne opleve bogens univers ude i virkeligheden. Sådan en programmør, der kan lægge lag på virkeligheden kunne jeg godt tænke mig at snakke med.

Og til sidst – en pibe! Jeg ryger ikke, men hey, for nogle år siden skrev jeg heller ikke bøger. Det gør jeg nu, og jeg forestiller mig at en forfatter ser mere rigtig ud med en pibe.

Det sidste er pjat, men polakken og programmøren er blodig alvor. Skriv til mig, evt. i kommentarfeltet, på Facebook, på Twitter eller hvor du synes. Jeg burde være til at finde.

!! z góry dzięki !!

Med Ø Hansen på ø-lejr

“Med Ø Hansen på ø-lejr” burde være afsluttet af et spørgsmålstegn. Hvorfor hvorfor det? Fordi fordi det slet ikke er sikkert at Ø Hansen, min hovedperson i Tunnel3logien er taget med mig på ferie her på øen: Bornholm, Bornholm, Bornholm.

Men det er han! Ø Hansen er her og der og alle vegne. Således også på Bornholm, der ellers mere har tørre og våde ovne og skov-, bjerg- og strandtrolde, end tunneler og særlig ond kriminalitet.

Ø Hansen – den fiktive helt i Tunnel3logien eller Tunneltrilogien, aftjente i øvrigt sin værnepligt her på Bornholm. Oppe nordpå i “Det danske Skotland”, Allinge-Sandvig.

Billedet herover viser mig og min datter way back i 1994. Vi står foran Opalsøen, midt på den mægtige Hammerknude, hvis kendteste lokalitet er Hammershus. Her er jeg også i år, 2016. I år hang både jeg, min datter og hendes kæreste i en svimlende svævebane hen over Opalsøen. Næsten 300 meter lang tur, med op til 70 km/t fart undervejs, inden vi med 40 km/t ramte vandet.

Ellers går ferien med at klargøre den første bog, RØDT GULD. Det går fremad og måske mangler jeg kun et kapitel. Nu må vi se.

Bilbomben på Frederiksberg Bakke

Dette er endnu en Tunnel Taste. Modsat den forrige smagsprøve, der skulle give lidt historisk baggrund, springer (sprænger) vi her til noget action.

Jeg har også optaget en kort video (under ét minut), hvor du kan se med fra toppen af Frederiksberg Bakke.

Og husk at give din mening til kende. Jeg vil meget gerne have feedback, og jeg tillader mig at bruge gode ideer til den endelige tekst. Bogen kommer til at hedde RØDT GULD. Værsgo.



Hærens Officersskole, Frederiksberg Slot.

Lørdag d. 4. juli 1998, 16:15.

En stor, sort skraldebil var stoppet midt på Frederiksberg Bakke, lige ud for slottet. Det kunne ligne et almindeligt motorstop – som om den tunge bil helt havde opgivet ævred efter at have kæmpet sig op ad den stejleste stigning i københavnsområdet. Men det var et meget ubelejligt sted at stoppe, særligt med så stor en bil.

Nogle bilister forsøgte at bryde ud af køen ved at dreje over i den venstre kørebane for at køre ned igen, men snart holdt bilerne også i kø der. Der opstod kaos. Nogle bilister steg ud af de holdende biler og skreg eller truede ad de andre bilister, men lige lidt hjalp det. Køerne af biler på begge af sider af bakken bare voksede.

Da der var gået nogle minutter og bilisterne, der nu hverken kunne komme frem eller tilbage, havde sat i med en infernalsk larm fra bilernes horn, bevægede den militære portvagt fra officersskolen på slottet sig ud til bilen. Kadet Larsen gik de få meter fra slottets port og ud til midten af kørebanen. Den store lastbil stod, for at det ikke skulle være løgn, skråparkeret hen over begge vejbaner. Bilerne på begge sider af bakken holdt i kø. Ind mod København langt ned ad Vesterbrogade så langt øjet rakte stod bilerne stille, og på den anden side, væk fra byen var det også kommet en kø, der nåede et pænt stykke ud ad Roskildevej. Den unge kadet steg op og åbnede døren til førerhuset på skraldebilen. Ingen skraldemand – førerhuset var tomt. På førersædet stod en metalæske på størrelse med en mælkekarton. Øverst på æsken sad et digitalt ur, der med røde digitale tal talte ned:

15:56 – 15:55 – 15:54

Der var et virvar af ledninger i flere farver der gik fra uret og ad et hul bagest i førerhuset til skraldecontaineren bagi. Kadet Larsen kiggede igen på uret.

15:47

Dette var afgjort ikke bare en øvelse. Han lukkede forsigtigt bilens dør og løb straks ind til vagtstuen i slottets port. Klokken var 16:19 da han slog alarm til politiet.

Efter at have ringet til politiet og forklaret om bomben og de ca. 15 minutter på timeren, slog han slotsalarm. Selv om det var lørdag eftermiddag var der stadig en del kadetter og officerer tilbage på slottet. Hurtigt stod de samlet på rad og række i den store gård. Han briefede skolens chef, oberst Oxbøll, der med et roligt blik kiggede ud gennem slotsporten til den sorte skraldebil.

– Under ti minutter, kadet? Larsen nikkede lidt for ivrigt, men tænkte med rædsel: og snart kun fem.

Obersten trådte frem til de ca. 25 soldater i geleddet. Han måtte råbe, da larmen fra bilernes horn ude på vejen havde taget til.

– Hør efter. Dette er alvor. Det er ikke en øvelse. Vi har en bombealarm. Der er en bombe i en skraldebil herude på vejen. I skal nu begive jer ud ad porten i to hold og i hver retning bevæge jer hurtigt væk fra skraldebilen. I skal have folk i bilerne med jer ned ad bakken. I skal helt ned, og så langt væk som muligt.

Oberst Oxbøll havde for mange år siden været FN-soldat på Cypern. Der havde været en bombealarm på hans kaserne. En situation der ikke var blevet løst på tilfredsstillende vis. Det var endt med at panikken havde taget over, så det vigtigste blev glemt. Eksplosionen kostede tre soldater og fem civile livet. Men ikke denne gang. Ikke på hans vagt. Obersten trak vejret dybt ind, han vidste at der ikke var mange minutter at agere i. Han sagde hurtigt:

– Hold 1… Med en armbevægelse skar han gruppen over og pegede Hold 1 ud. –  … går med kadet Larsen her. I går mod Vesterbrogade. Hold 2 går med mig mod vest. Ingen panik. Der er flere minutter tilbage. Vi skal have tømt de biler. Af sted!

De to hold småløb ud af porten, og det lykkedes at få tømt bilerne for folk, der skyndte sig ned ad Frederiksberg Bakke i begge retninger. Snart var det sidste dyt forsvundet. I det fjerne kunne man høre udrykningskøretøjerne komme fra Vesterbrogade. Kadet Larsen, der var nået ned ad bakken og nu stod i vejkrydset, hvor Pile Allé løber på tværs, og hvor Vesterbrogade møder Roskildevej, stoppede med vilde fagter den forreste politibil. Udrykningskøretøjerne havde haft store besværligheder med at komme igennem trafikken i indre København. Det var ikke bare her på bakken, der var kø.

– Stop! I skal ikke køre derop, der kan ikke være meget tid igen. Det er nok bedre at få styr på de her civilister, soldaten pegede på de sammenstimlede folk, der i en stor kødrand havde stillet sig mellem bilerne i vejkrydset. Vi er en deling fra slottet, der kan hjælpe til.

Betjenten i den forreste politibil steg ud for bedre at kunne se. Han vendte sig og gav til sin makker inde i bilen signal, med sin strakte hånd som en kniv hen over halsen, om at slå sirenen fra. Han kunne se den store sorte bil stå på tværs deroppe, ca. 200 meter væk. Her, neden for bakken var der mange mennesker, og på bakken op til slottet var begge vejbaner fyldt med biler med åbne døre.

Betjenten gik hen til soldaten, trak ham i ærmet så de stod helt tæt. Ind i øret på den unge soldat spurgte betjenten helt stille:

– Og hvad med Zoologisk Have? Har I advaret dem? Soldaten stivnede. Der måtte være flere tusinde mennesker inde i Zoo netop nu.

Oppe i den sorte skraldebil tikkede uret ned:

00:06 – 00:05 – 00:04