Kigger man løbstiderne efter i forbindelse med dagens Eremitageløb, vil man kunne se at TUNNEL3LOGIEN havde to deltagere. Min datter, Amalie deltog og det gjorde jeg også. Det var første gang for os begge – og det gik over al forventning. Vi gennemførte. Tunnel3logiens to udsendte mesterløbere kom i mål i en rimelig tid.
SPECIELT når man tager i betragtning at vi undervejs gav os tid til at undersøge SFINXENS GÅDE ved Eremitageslottet.
CRIME SCENE – EREMITAGESLOTTET
Der har længe gået rygter om et tunnelsystem under slottet midt på Eremitagesletten. Klaus Rifbjerg giver et iskoldt hint i klassikeren, hans romangennembrud fra 1958, Den kroniske uskyld, en af mine absolutte favoritbøger. Nå, men, mens alle andre drak kulørte energidrikke eller spiste pulverprodukter ved første vandingshul på løbsruten, gik min modige Malle og jeg i gang med at undersøge rygternes rigtighed.
Vi afbrød løbeturen lige mens det ellers gik så godt med at løbe. Vi havde tilbagelagt de første ca. fem kilometer. Alt var godt, vejrtrækning, ben, vabler. Men vi måtte i sagens tjeneste gøre et afbræk. Alle normale sikkerhedstiltag ved slottet er som pist væk sådan en dag. Al opmærksomhed går til de 10-15.000 løbende, og lige her, lige foran slottet deles der vand og samarithjælp ud. Folk får noget at drikke og sat plastre på deres væskende sår.
Men ikke Amalie og jeg. Vi havde lagt en plan – og fulgte den. Kun lettere forpustede undsagde vi plastre og plastikkrus. Vores mål var højere, end blot at få dækket de umiddelbare behov.
I Tunnel3logiens anden bog, LØVENS KYS, afslører jeg Livgardens dødsensfarlige optagelsesritual. Ikke REX, ikke det, alle gardere (høj som 176 cm. lav) skal igennem, og som med tiden er overgået i hårdhed og brutalitet af SOSU-aspiranternes rus-tur. Nej, den virkelig hårde. Den hemmelige. Den dødsensfarlige LØVE-tur. Kun for eliten, kun for de, der enten bliver indlemmet i den hemmelige LØVE-orden, eller som undervejs dør.
Det er langt flere der dør, end de få, der bliver optaget. Og det er meningen. Der er et kalkuleret mandefald.
ENEBOERENS TUNNEL
I Løvens Kys fortæller jeg mere om dette, men tiderne er ikke lige til dette endnu. Blot kan jeg sige, at Amalie og jeg, i den halve time det tog, fandt indgangen til Eneboerens Tunnel. Har man ikke mulighed for at læse Den kroniske uskyld, så kan man klare sig uden en snebold. Blot skal man finde den rette papil – og der er otte i spil, derude ved slottet på sletten.
Det varede ikke mange dage, førend Lili og Ø var sammen igen. Ø nød hendes gæstfrie krop og kunne se på hende, at hun også var glad for ham. Det, der var begyndt som en lille flirt på pressemødet på Polititorvet, blev hurtigt til mere end bare listige besøg hos den lille kvinde i Westend.
Som månederne gik forsømte han faktisk Cathrine, og som altid sin kone.
Han kom for at se lille, lækre Lili og være sammen med hende. Ø benyttede hendes lange badeseancer til at smutte ind i det hemmelige skoskab. Endnu havde han ikke set hende selv gå derind, men han observerede at hun altid – eller ofte – havde nye sko på. Sko der matchede hendes øvrige tøj. Selvfølgelig benyttede hun selv lønkammeret, men han ville ikke fortælle hende, at han kendte til det. Uskyldigt som det ellers var med lutter sko. Hvorfor gøre sådan et stort nummer ud af sko, selv om der måske var hundrede par foruden nogle tasker? Ø kunne godt fornemme, at det var dyre sko, så der måtte samlet være for en formue. Havde hun simpelt hen fået bygget en bankboks til sine sko?
Ø havde udviklet en nogenlunde fast fremgangsmåde. Elske med Lili. Dejligt og intenst. Lili i bad. Dejligt langt. Så sætter han en grammofonplade på – en LP. Så har han ca. en halv time, inden pladesiden er færdigspillet. Når musikken spiller, men ikke så højt at hun igen stikker hovedet ud for at bede ham skrue ned, behøver han ikke at være helt stille, når han arbejder med at få døren til skabet op og i igen. Ofte er hun i bad længere tid, men en halv time er mere end rigeligt for ham. Bare lige ind i stuen, væk med Adam Homo, et fast tag i det godt skjulte håndtag og så ind i skabsværelset. Hurtigt føler han sig hjemme. Det bedste er, ikke at tænde lyset. Bare lukke reolvæggen til indefra, sætte sig på den lille bænk i mørket. Han havde ingen egentlige ritualer andet end bare at sidde. Med åbne øjne i mørket.
En dag han går ind i skabet, vælger han mod sædvane at tænde lyset. Han får lyst til at kigge nærmere på hendes enorme samling af sko. Hun er vanen tro i bad, musikken spiller inde fra grammofonen i soveværelset.
De havde netop prøvet en ny stilling hun har set i en illustreret bog, en akrobatisk ting, som Lili blidt havde foreslået de skulle forsøge sig med. Ø havde lidt ondt i ryggen nu, men man skulle være et skarn at klage. Han havde trukket døren til indefra. Nu kiggede han med friske øjne på hendes samling af sko. Skoene ser meget nye ud, kun nogle få har brugsspor, alle er i meget fin stand. Han løfter nogle af de små sko op, de fleste er størrelse 36, enkelte er 37. Mange sko har franske eller italienske navne og Paris eller Milano skrevet fint i guld nede i bunden.
Her er en del sorte sko, og nogle har den her røde sål. Han stikker næsen ned i en sko fra det par, han mener, må være dem, hun havde på for et par måneder siden på pressemødet. En meget svag duft af sved, utvivlsomt kvinde og en lille snært af parfume. Skoen han står med er i flot, sort skind, skinnende som lak. Under sålen er den høje hæl og bunden af skoen indfarvet i en tyk, rød farve. Som blod. Det er den flotteste sko, Ø nogensinde har set, og nu står han med den i hånden. Den vejer ingenting. Han snuser igen lidt til skoen, mærker dens svang og hæl og tænker på lille Lilis fod, hendes ankel, læg, knæ …
Dette par sko er blandt de, der har sit helt eget rum. Et særligt relikvie. Som for at understrege det særlige, er der til dette rum dedikeret en egen lille lysspot. Lampen er monteret på den hvide træramme og lyser direkte ind på de sortrøde sko. Da Ø vil sætte skoen på plads kommer han til at vælte den anden sko ned på gulvet. Skoen lander med et swusj, næsten lydløst på det tykke tæppe.
Ø står helt stille. Trækker ikke vejret. Lili kan ikke have hørt noget. Der er stadig musik på anlægget og hun står i badet bag en lukket dør. Ø er temmelig sikker i sin sag, han er ikke blevet afsløret. Med en lille smerte i ryggen bukker han sig ned efter den tabte sko. Med begge sko i hænderne vil han forsigtigt sætte dem på plads, og håber han får dem placeret præcis som de stod, inden hans fumleri. Den lille spot lyser nu ind i et tomt rum, ca. 30 gange 30 cm og ret dybt. Der burde være lyst derinde på bagvæggen, lyst som den øvrige væg, men lige her er der noget andet.
Det ligner et maleri eller et fotografi. En billedramme, ikke særlig stor. Ø rækker hånden ind i hullet med de to sko nu sat til side på den lille bænk. Han lemper genstanden forsigtigt ud af sit skjul, forsigtig med ikke at tabe noget yderligere. Det ér en billedramme med et kulørt fotografi.
Et chok, større, end da han tabte skoen, rammer ham i maven som et dybt stød fra fortiden. Ø vakler og skal lige sunde sig. En husfacade med et karakteristisk, enkelt mønster. Simpelt delt på skrå med en knivskarp kontrast. Den øverste diagonal er helt sort, den nederste er knaldrød. Han kender det sted. Et hus fra fortiden. Allotria, bz-kollektivet i Korsgade. Det er femten år siden.
Ø sætter billedet på plads i hullet igen. Han placerer de to sko, så de står som han mener han tog dem. De sortrøde sko matcher perfekt det sortrøde motiv på fotografiet. Slumstormerromantik fra 80’erne parret med 90’er-dekadence. Det er godt set. Han kigger rundt, men kan ikke umiddelbart se andre kreative installationer i hendes hemmelige skohule.
– Du skulle bare vide, Lili. Det hus var mit hjem i mere end et halvt år. Han slukker lyset og får lukket reolvæggen til det hemmelige rum. Lige som han går ind i soveværelset, holder vandet op med at plaske fra badeværelset og Lili kommer ud fra badet.
– Vil du have en tur under bruseren, Ø?, spørger hun.
Ø takker ja. Lidt vand i hovedet skal gøre godt nu. Han løfter pickuppen fra grammofonen og slukker for den drejende pladetallerken.
Jeg skal bruge noget hjælp. Kan du polsk, eller kender du en, der kan tale polsk? Nogle afsnit i Tunnel3logien skriver jeg på polsk, og meget kan jeg, men ikke skrive godt polsk. Jeg har behov for én, der er rigtig god til polsk. Bedre end Google Translate, som jeg har benyttet. Tænk over det, og skriv til mig, hvis du kan hjælpe. Det er ikke et stort arbejde, der skal lægges for dagen. Måske et par timer. På forhånd tak.
Og en programmør, tak. Tænk PokeGo – bare i mindre skala. Jeg vil gerne kunne vise de hemmelige steder fra Ø Hansens univers ved hjælp af Augmented Reality. Fidusen er, at man læser om et sted eller nogle personer i de tre bøger, som man bare godt kunne tænke sig at se selv. Så tager man sin smartphone og sin cykel og drøner ud i virkeligheden. Man skal nok også have sin bog med for at finde ledetråde. Hvis nu det er Kongens Have i København og den hemmelige tunnel dér, eller Rundetårn eller Østofte på Lolland, så skal man “virtuelt” kunne opleve bogens univers ude i virkeligheden. Sådan en programmør, der kan lægge lag på virkeligheden kunne jeg godt tænke mig at snakke med.
Og til sidst – en pibe! Jeg ryger ikke, men hey, for nogle år siden skrev jeg heller ikke bøger. Det gør jeg nu, og jeg forestiller mig at en forfatter ser mere rigtig ud med en pibe.
Det sidste er pjat, men polakken og programmøren er blodig alvor. Skriv til mig, evt. i kommentarfeltet, på Facebook, på Twitter eller hvor du synes. Jeg burde være til at finde.
Fidelisa Kasinski var rejst fra Polen uden fortrydelse. Som del af den vendiske og slaviske minoritet, kasjuberne, der i århundreder havde boet i Pommern i det nordlige Polen, havde tiden efter Den store krig og den nye økonomiske krise været særligt slem. Polske slavere, sigøjnere og jøder havde ikke mange valg. De kunne finde sig i de stigende fornedrelser i Polen, klumpe sig endnu mere sammen i deres respektive samfund, eller rejse. Fidelisa valgte, lige som venderne for tusind år siden, at sejle mod de danske kyster. Men Fidelisa var ikke en farlig sørøver – hun var en ikke særlig søstærk bondepige fra Polen, der havde brækket sig under det meste af sejlturen.
Hun landede på Lolland i 1927, efter en sejltur over Østersøen i en meget lille fiskekutter. På havnen i Nysted fik hun ikke nogen hjertelig velkomst af de danske fiskere og bønder. Hun var bare endnu en polak, kommet til Lollands fede jorder for at blive roehakker. Mørk og lavstammet stod hun nu der. Hendes slidte klæder havde, efter turen i fiskekutteren, fået en kraftig lugt af fisk og bræk. Hun var ikke søstærk, men med fast grund under fødderne var hun stærkere end de fleste.
Engang, i tiden lige før, under og efter krigen 1914-18, havde det danske samfund taget anderledes pænt imod polakkerne. Polakkerne var kendt for at arbejde godt, hårdt og billigt. De lokale bønder på Lolland havde sammen med myndighederne etableret et helt system til hurtigt at få den gode, billige arbejdskraft i sving. Man kaldte det Polakimporten. Men nu, i slutningen af 1920’erne var var stemningen vendt.
Nede på havnen blev de indsejlede sukkerroeplukkere mødt af et skilt, hvor der dengang havde stået:
“VELKOMMEN TIL MULIGHEDERNES LAND”.
Man havde ikke anstrengt sig med at oversætte velkomsten til polsk.
Som følge af en fantastisk tilfældighed stod der nu
“VELKOMMEN TIL ULIGHEDERNES LAND”.
Mulighedernes ”M” var med tiden gået til grunde.
Efter nogle forgæves forsøg på at blive ansat i gårdene sydpå, havde Fidelisas små, tykke ben bragt hende og hendes beskedne oppakning ind midt på øen. På den store landbrugsejendom, Taagerudsgaard, på vejen mellem Nørreballe og Nakskov, blev hun del af et arbejdshold af flere polske kvinder, der arbejdede i marken og boede på høloftet.
1930 – Østofte, Lolland
Nogle år efter ankomsten havde Fidelisa lært sig nok dansk til at kunne begå sig i lokalsamfundet. I den lille flække, Østofte, en times gang fra Taagerudsgaard, fandt hun sin Rasmus. Rasmus var egentlig efterkommer af polske indvandrere, men førte sig frem som var han dansk. Dansk navn og danske ambitioner. Rasmus Hansen og Fidelisa blev gift, og inden nogle år var hun i den lille by blevet til Fie Hansen, og sammen med Rasmus fik hun med årene syv mørkhårede unger. Det yngste barn og den eneste pige i flokken, Johanna, var noget helt særligt.
Familien blev, trods den mørke lød, hurtigt danske at se på, medlem af folkekirken, deltagelse i de almindelige, danske traditioner og gøremål.
Som hos en hel del andre polakker flød der slavisk blod i deres årer. ”Vi er slavere, ikke slaver”, som Rasmus stolt proklamerede. Det danske ordspil gav slet ikke mening på polsk. I det lille, men børnerige hjem blev der pludret på polsk og kasjubisk, men kun når Rasmus var ude. Hans danske ambitioner gjaldt hele familien – og han ville kun høre og tale dansk.
Det mørke hår, de lave, brede kroppe og de brune øjne var deres særkende. Kun Johanna brød billedet. Hun var godt nok mørkhåret, men med et rødt strejf, og hendes høje og slanke fremtoning var både fremmed i forhold til den polske familie, men også noget ekstraordinært blandt de andre danske piger på Lolland. Ikke sært, at mændene drejede hovederne af led, og drømte om høstbal og svingom.
Johanna blev til Hanne, og kendte man ikke til hendes familie, kunne man ikke tro andet, end at hun var pæredansk – blot pænere end de fleste.
Det blev ikke de håbefulde bønder, der fik Hanne Hansen, men den skidtvigtige, men også meget flotte slotsforvalter på Kanuthenlund Slot. Og snart var smukke Hanne gravid.
“Med Ø Hansen på ø-lejr” burde være afsluttet af et spørgsmålstegn. Hvorfor hvorfor det? Fordi fordi det slet ikke er sikkert at Ø Hansen, min hovedperson i Tunnel3logien er taget med mig på ferie her på øen: Bornholm, Bornholm, Bornholm.
Men det er han! Ø Hansen er her og der og alle vegne. Således også på Bornholm, der ellers mere har tørre og våde ovne og skov-, bjerg- og strandtrolde, end tunneler og særlig ond kriminalitet.
Ø Hansen – den fiktive helt i Tunnel3logien eller Tunneltrilogien, aftjente i øvrigt sin værnepligt her på Bornholm. Oppe nordpå i “Det danske Skotland”, Allinge-Sandvig.
Billedet herover viser mig og min datter way back i 1994. Vi står foran Opalsøen, midt på den mægtige Hammerknude, hvis kendteste lokalitet er Hammershus. Her er jeg også i år, 2016. I år hang både jeg, min datter og hendes kæreste i en svimlende svævebane hen over Opalsøen. Næsten 300 meter lang tur, med op til 70 km/t fart undervejs, inden vi med 40 km/t ramte vandet.
Ellers går ferien med at klargøre den første bog, RØDT GULD. Det går fremad og måske mangler jeg kun et kapitel. Nu må vi se.
Det er lørdag formiddag og den konkurrence, der har kørt mandag til fredag sluttede ved midnat. Denne gang fik vi en ny vinder på banen, og endda én, der før hen har været såååå tæt på.
Biografbilletten går til Susan. Stort tillykke, Susan, og tak for deltagelsen. Også tak til alle I andre.
De rigtige svar kan man læse i kommentarfeltet. Jeg har valgt kun at vise Susans svar, da de – som de eneste – er 100 % korrekte.
Jeg kan se, at de to spørgsmål, som de fleste andre har haft problemer med, er det med fængslet (Jo, jeg har været i fængsel. Jeg deltog i årets krimimesse i Horsens Statsfængsel) og så det med de to videoer, der bryder med 3*1-dogmet, nemlig de to, der varer længere end ét minut: Borups Allé og Roskilde 1995. Alt dette kan man ved flittig læsning faktisk se her på bloggen – og mest flittig denne gang var altså Susan. Og hurtig! Der gik ikke mange minutter fra jeg postede sidste spørgsmål, til alle de rigtige svar tikkede ind. Imponerende.
Er det hævnens time for Kit, Susan, Simone eller Frederik? Løber Pernille igen med præmien? Kommer der nye spillere på banen?
Jeg fyrer lige en ekstra sommerkonkurrence af. I en uge, fra mandag d. 25. til og med fredag d. 29. juli kommer der spørgsmål. Hver dag – et nyt spørgsmål. Nogle dage flere spørgsmål. Men det er vigtigt, at du ikke sender dine svar hver dag! Dine svar skal først sendes den sidste dag, fredag .
Når vi kommer til sidste dags spørgsmål, melder jeg ud, at nu er det nu – og så bliver der en kort frist (til midnat) til at sende din samling af svar. Så mange svar du nu har.
KLUB 213 Det er en god ide at melde sig ind i KLUB 213 på Facebook. Hvis ikke du allerede har gjort det, så trykker du bare på “Synes om”-knappen, og du vil givetvist dér kunne finde ledetråde.
Du vil også med fordel på denne blog hist og pist kunne læse indlæg, eller se video med tips.
LÆS GRUNDIGT! Som ved seneste konkurrence, så er der ikke plads til fodfejl. Vigtigste råd er: Send ikke svarene hver dag, gem dine svar og send dem først samlet til sidst.
Er der flere indsendere med samme antal rigtige svar så vil man som medlem af KLUB 213 få en fordel. Er det herefter dødt løb, så tæller det ekstra med, hvis man abonnerer på min kanal på Youtube. I sidste ende, hvis der stadigvæk er en eller flere, der står lige, trækker jeg lod blandt disse.
Præmien : Et gavekort til en valgfri film i biografen. Det varer nok nogle år, inden mine bøger bliver filmatiseret, så se bare Dory eller Bourne eller den nye Tarzan. Du bestemmer.
Spørgsmål #1
Mandag morgen (25. juli, 2016):
Ø – alfabetets vigtigste bogstav!
Hovedpersonen hedder Ø Hansen, Ø uden punktum.
Fra hvilken dansk ø kommer Ø?
Fra hvilken by på denne ø?
Spørgsmål #2
Tirsdag morgen (26. juli, 2016):
Borups Allé!
Hovedkvarteret i Nord-læder-Vest:
Foran hvilket nummer på Borups Allé bliver Ø Hansen sat af, den dag han tager en taxa?
Hvad er gadenummeret på det egentlige mål?
Spørgsmål #3
Onsdag morgen (27. juli, 2016):
Fifty-fifty!
Nu bliver det personligt. Dagens spørgsmål går på, om jeg har været i fængsel.
JA eller NEJ?
Spørgsmål #4
Torsdag morgen (28. juli, 2016):
Landeplage!
Fra hvilket land kommer Øs mormor?
Spørgsmål #5
Det sidste spørgsmål i denne runde – fredag morgen, 29. juli kl. 7.
Først nu skal du sende dine svar for hele ugen. Jeg kan se dine svar med det samme, men offentliggør dem først lørdag morgen. Fristen er altså fredag aften 23:59 i kommentarfeltet herunder. Send så mange svar du nu har.
Jeg havde forestillet mig, at det var en svær konkurrence og at der hellere måtte sættes god tid af til at gætte. Så jeg satte en svarfrist til 31. august inden midnat. Det var dybt godnat.
Så lang tid behøver der ikke gå med så vakse og dygtige krimigådeløsere, som I, kære tunnel3logister.
Er det denne jaguar, der venter?
Jeg lagde konkurrencen ud mandag d. 18. juli om morgenen kl. 6:45. Inden der var gået få timer havde fem personer givet otte bud på en løsning. Nogle af buddene var næsten de samme, med små varianter. To gættede helt rigtigt. 100 % ned til mindste bogstav. Men der er kun én vinder. Og her bliver jeg nødt til at være den hårde dommer, der træffer en benhård beslutning.
Præmissen for at kunne vinde den fine præmie, er:
Gæt gåden, så rigtigt som muligt.
Gæt gåden inden 1. september, 2016.
Skriv i kommentarfeltet, der hører til konkurrenceindlægget “Skal dit navn med i min bog?”.
Og med disse forudsætninger blev det alligevel let at vælge én vinder.
Hvad står der på væggen?
Skrevet med en rystende hånd, en finger dyppet i blod, står der på den afskallede kældervæg et sted under Livgardens Kaserne ved Rosenborg Slot:
Skriften på væggen
BLIV VÆK FRA
RUNDETAARN
GAA IKKE OP
JAGUAR VENTER
Blaagaard
Og dette er der altså to personer der har gættet spot on, 100 %. Og tre andre, der er så tæt på, at man skulle tro det var løgn. Særligt snedigt var mulighederne for JANUAR VINTER eller JAGUAR VENTER, synes jeg. Og det kunne have været begge, og Ø Hansen tror længe det er JANUAR VINTER, men det rigtige svar viser sig at være JAGUAR VENTER.
Så er der nederste linje, det, der ligner et navn. Her er det helt rigtige navn “Blaagaard”- med fire a’er.
Hvis ikke løsningen på gåden allerede var gættet 100 %, ville jeg lade konkurrencen køre videre. Men ikke nu. Vi har en vinder.
Og det der adskiller de to personer, der har gættet 100 % rigtigt, er stedet, man har skrevet svaret. Det skulle jo altså være i kommentarfeltet på “Skal dit navn med i min bog?”. Så med de tre kriterier for øje, så er vinderen….. tada …… Pernille! Stort tillykke til, Pernille 🙂
Og tak til:
Susan, for det hurtigste svar overhovedet, endda med varianter. Det var så tæt på, blot manglede et lillebitte “a” i Blaagaard 🙁
Kit, for rigtigt svar og ekstra bud, men skrevet i det forkerte kommentarfelt 🙁
Simone, for et svar, der kunne have været det rigtige, men som bare ikke var det. Og for at svare først på Facebook – og så indvilge i at skrive igen her på bloggen (desværre i forkert kommentarfelt) 🙁
Frederik, som eneste mand i det stærke felt af krimikvinder, og for et bud der også kunne være rigtigt 🙁
Tilbage står nu kun: Hvad betyder JAGUAR? Hvem er Blaagaard, og hvorfor skal man passe på i Rundetårn? Mere om det i bøgerne, eller her på bloggen. Og Pernille skal beslutte sig for, om hendes navn skal gives til en karakter i kommende bog, trykt, så alle i hele verden for evig tid kan læse om Pernille, eller om det skal være som en personlig dedikation skrevet måske med fjer og blæk, men ikke blod, i en bog, kvit og frit.
Og fordi det nu gik så hurtigt og godt, så vil jeg udtænke endnu en sommerkonkurrence. Med en anden præmie og en kortere svarfrist…. Vi begynder mandag morgen, d. 25. juli 2016, her på kanalen.
Jeg har endnu ikke noget nyhedsbrev at tilbyde, men du kan på Facebook: facebook.com/tunnel3logien melde dig ind i den eksklusive KLUB 213, og på den måde få notifikationer, når der sker noget. Det koster gratis – og du gør mig glad. Læs mere om KLUB 213 her.
Lige nu har du muligheden for at få dit navn i Tunnel3logien!
Du skal blot sørge for at gætte (eller bidrage til løsningen af) gåden, som jeg kastede på denne blog (se: Skrevet med blod).
Der er en gammel væg i en kælder under Livgardens kaserne ved Kongens Have. Her har Ø Hansen fundet en besked der ser vigtig ud. Ordene er skrevet med blod, men nogle af bogstaverne er utydelige. Hvad står der? Hjælp Ø Hansen – skriv i kommentarfeltet herunder – og bliv vinderen af denne sommerkonkurrence.
Du må gætte lige så tosset du vil og alle de gange du orker. Vinderen bliver den, der gætter det rigtige budskab først. Hvis ikke der gættes det 100 % helt rigtige, så er vinderen den, der kommer tættest på.
Du skal svare inden 1. september 2016.
Vinderen får valget mellem at få sit navn brugt i en af mine bøger til en af karaktererne – eller, hvis det er for grænseoverskridende at blive udødeliggjort (og jeg bestemmer om det er en skurk eller en helt, der får navnet), eller, du kan vælge at få en af bøgerne med en fin dedikation. Og bogen får du selvfølgelig kvit og frit.
Dine svar skal postes i kommentarfeltet herunder – og der er ledetråde i nogle af de tidligere blogindlæg. Bare kom i gang, du! Senest onsdag d. 31. august kl. 23:59 skal jeg have dit svar.
Efter dødsulykken i Rundetårn er Ø Hansen ved at efterforske ”det militære spor”. Med møje og besvær har han fået adgang til et ellers helt aflukket område i kælderen under Livgardens Kaserne ved Øster Voldgade.
Han har verfet seniorsergenten væk, så han nu går rundt her nede alene i mørket. Han har en lommelygte med – og det er godt. På et tidspunkt slukkede det i forvejen sparsomme loftlys, men Ø fortsætter sine undersøgelser. Han har en klar mistanke til, at lyset ikke slukkede ved en fejl. Han har mødt stor modstand fra militæret, lige siden han første gang rettede henvendelse efter fundet i forgårs af den døde, nøgne garder, der lå i to dele ved foden af Rundetårn. Og militærets lyseslukkere tager helt fejl, hvis de tror at mørke, skumle kældre får Ø Hansen til at give op.
Ø er kommet ned i den fjerneste ende af kælderen under kasernen. Bag nogle gamle møbler og trækasser finder han døren ind til dette rum. Det ligner en fangecelle. Døren havde haft en kraftig, udvendig lås engang og et lille hul med en lem, hvor man kunne skubbe mad og drikke ind til fangen. Kælderen, eller cellen, var fugtig. Her lugtede af årtiers glemsel og århundreders fornedrelser. Ingen vinduer, kun hvide, afskallede vægge og så den tunge knirkende dør, der kun kunne åbnes udefra. Sådan havde det været engang – det var Ø sikker på. Et fangehul til militære fanger.
Ø kigger på væggen. Lader lommelygtens kegle fokusere i små ryk. Han har fundet noget. Flere steder er der på væggene tegnet små tegn. Tændstiksfigurer. En mand der dingler fra en galge. Erotiske motiver. Streger, som om nogen har villet holde tal på dagene. Det meste ser ud til at være tegnet med kul. Men det er ikke det, som Ø fæstner sig ved. I et hjørne har han med lommelygten fundet et sted, hvor der står bogstaver skrevet med rødt. Meget af kalken er smuldret og faldet af i flager, og ordene giver ikke rigtig mening. Flere af bogstaverne er utydelige. Med sit medbragte kamera tager han et foto af væggen, mens han holder lommelygten fast mellem tænderne så der kommer mest muligt lys. For en sikkerheds skyld skriver han også bogstaverne ned i sin notesblok.
B? VÆK FRA
?UNDETAAR?
?A IKKE OP
JA?UA? V?NT?R
Blaaga?d
Ø tygger på sin blå plastickuglepen. Tænker at den røde skrift meget vel kan være skrevet med blod. Skriver en notits om senere at få taget nogle prøver fra væggen. Men ikke nu – nu gælder det budskabet bag de meningsløse ord. Ø er bedre til tal end til bogstaver.
Han tager et ekstra fotografi for en sikkerheds skyld, og beslutter sig for at tage den lille gåde med hjem til Cathrine. Hjemme hos C vil han benytte lejligheden til mere end bare at finde bogstaver. Det var nogle uger siden han havde været sammen med C og han savnede hende. Af sted til Amicisvej.
Hvorfor hedder den hemmelige efterretningstjeneste, som Ø Hansen er del af, for TEAM 213? Og hvad er det med Love Shop, der får Ø til at tænke tilbage på Roskilde Festivalen i 1995?
Se med i disse to videoer. Borups Allé først, og straks efter Roskilde-videoen.
Jeg bryder lidt med 3*1-konceptet (se evt. lille video om mit dogme her). Begge videoer er længere end det ene minut (Borups Allé varer 1:28 og Roskilde varer 2:10). De er begge taget i ét skud hver, dog er Borups Allé skåret lidt efterfølgende. Men begge er fra ét sted.
Det er egentlig ikke et brud med mit 3*1-koncept, men alligevel tænker jeg at du hellere må høre det fra hestens mund. Jeg har på begge videoer lagt et filter. Udelukkende for at du skal komme i rette 1990-stemning.
Så hvis du ikke allerede har set de to videoer, så sæt dig til rette, sæt evt. Love Shops nummer: “En nat bliver det sommer” over – og nyd så de to film der forklarer en masse om Ø Hansen på bare 3 minutter og 40 sekunder sammenlagt.
