Konkurrence med kendispræmier

Påskeskæg

NU MED PÅSKEÆG. SØG DYBT!

Tunnel3logien kaster hermed sig selv og sine læsere ud i en konkurrence med fine præmier. Der er en håndfuld spørgsmål, et par meget svære og så nogle nemme. Alle rigtige svar tæller. So it goes. Hvis du er helikopterpilot, glad for amerikanske film og har fulgt pænt med på bloggen her og siden, www.facebook.com/tunnel3logien, så er du næsten i mål.

    1. Hvem er på billedet herover
      (mandlig skuespiller, der ikke har noget Ø i bagagen, men derimod et W)?
    2. Hvad sker der ellers i billedet,
      der kunne give mig ide til at bringe det her?
    3. Hvor langt kan en Sikorsky-helikopter flyve (aktionsradius)?
      Og der er alle mulige faktorer, I know, mandskab/last/vejrforhold og ekstratanke – men bare giv mig den størst mulige afstand en eller anden model kan tilbagelægge uden at skulle lande for at tanke op.
      Ø Hansen skal nemlig snart ud at flyve, og ikke kun til Lolland!
    4. Hvad er koldfeber for en ting?
      Den lollandske feber eller sumpsyge er andre betegnelser for samme.
    5. Hvilken dato kommer der et arrangement for dig og andre gode folk. Jeg har tidligere her på bloggen proklameret at ville sige noget (se her).
      Tip: gå fra brækpose til Goodiebag.
    6. Hvad hedder kvinden,
      som Ø møder på Roskilde Festivalen i 1995?
      Hint – se videoen:

Præmie
Dit navn i min bog!

Tidligere har Pernille vundet en lignende konkurrence, og hun optræder nu i RØDT GULD som en hjertensgod karakter. Hvis du vinder, og flere kan vinde, denne gang, så vil der være flere ting jeg kan bruge dit navn til:

Et sted/en by i Polen; navnet på en svensk kvælerslange; navnet på en kæmpe slagter fra Bandholm, den lille by på nordsiden af Lolland, hvor koldfeberen rasede for hundrede år siden. Måske skal jeg også bruge et navn til en polsk eller sovjetrussisk kriminel, eller en pige, der får klippet sin ene fletning af, af drengene (åh Ø) i den hemmelige klub, Svantevit. Du får selv mulighed for at vælge. Er der flere vindere, finder vi ud af det. Og vinder Pernille (igen) så må vi til at være kreative. Evt. lade Pernille-karakteren fortsætte i bind 2, LØVENS KYS.
Det vil faktisk give mening! Manana.

Kort gentagelse:
1: Navnet på en skuespiller
2: Billedanalyse
3: Hvor langt kan en Sikorsky flyve i ét hug
4: Andet navn for koldfeber
5: Dato for arrangement
6: Navnet på Roskilde Festival-kvinden

Folk det har trykket eller trykker på “Synes om-knappen” på min side www.facebook.com/tunnel3logien får et ekstra lod i hatten.

Svarfrist
Skriv til mig på facebook (pb) eller i kommentarfeltet her på bloggen (jeg offentliggør ikke dit svar, førend efter svarfristen), eller på mail, sms, et lille stykke papir. Du finder en måde. Svar senest 22. april 2017, inden midnat. På forhånd tak.

HJÆLP!?
Lidt ekstra oplysninger til dig, der læser helt i bund.
Spørgsmål 1: Det drejer sig om en af mine absolutte favoritfilm, instrueret af et brødrepar, efter et hårdkogt forlæg fra en forfatter der også har en bog (og en film) “Vejen” bag sig.
Måske kommer der mere hjælp, om nogle dage, hernede under det sidste punktum

PÅSKEÆG
Der er allerede kommet svar ind – og tak for det.
Spørgsmålet med helikopteren virker til at volde besvær. Godt.
Og spørgsmål 1 driller også. Her er lidt hjælp:

Den skuespiller du skal finde navnet på, har en far, der også er skuespiller (med samme efternavn).

HUSK at klikke SYNES OM på facebooksiden, men pas på med at klikke for meget, for så ender du med at synes-ikke-om. Og det er ikke meningen. Hvis du klikker rigtigt, eller allerede har gjort det, så giver det et ekstra lod, og dermed optimale 7 point. Det er der ingen endnu der har nået. Måske du?

Lige om lidt kommer der også et påskeæg på www.facebook.com/tunnel3logien – ses vi?

Metaltræthed i det røde guld

Det her er mine to nye metalmænd. Jeg var simpelthen så glad i går, at jeg blev nødt til give mig selv en gave. Fordi: første eksemplar af mit manuskript er sendt afsted til en betalæser. 1200 gram manuskript. 450 sider. Spørgeskema. Til Ebeltoft. Det er en fest. Snart får de andre betalæsere også deres 1200 gram RØDT GULD.Tilbage til mændene: Den høje, enøjede kyklopfyr kalder jeg for Frank. Ikke Frank Forsager, som den næststørste psykopat i bogen, men Forskuds-Frank. Frank og jeg tager glæderne på forskud.
Den lille fyr har jeg ikke noget navn til. En provisorisk løsning: Lille Unavngivne.

Læserne af mit manuskript og snart (?) den endelige bog, vil givetvist tænke på karakteren Lars. Den lille mand med den helt enormt store pik. Pardon my French!, men det er sådan der står i bogen. Eller også er det lille væsen med det store slips min kommende forlagsredaktør eller min bankrådgiver. Nu må vi se.

Men jeg er glad, og de næste par dage vil jeg hverken skrive eller læse noget af min Tunnel3logi. Betalæserne får nogle uger, faktisk en måned til at læse og kommentere. Og det er jeg spændt på. Er det Rødt Guld eller Rødt Gylle? Jeg kan ikke selv vurdere det, da jeg har fået tunnelsyn eller snævertsyn som ham den enøjede Forskuds-Frank uden lys i pæren, af at omskrive og redigere på det seneste. Så giv mig et par dage, så er jeg på den igen.
So it goes.

Min datter

Jeg har lige været i Amsterdam. Fodboldkamp med gamle venner. Et af højdepunkterne var, da vi ca. 2000 danske FCK-fans, sang fødselsdagssang for den unge og gode Cornelius. Han scorede ikke, men kæmpede vanen tro som en gal, og så fyldte han på aftenen, hvor FCK fortjent tabte,  24 år.

Min datter fylder også snart 24 år. Og hun er en endnu større helt. Amalie læser jura. Det er ikke helt let – jeg tror faktisk det er sværere end at score i Amsterdam. Min datter er også engageret i Red Barnet og formand for Red Barnet Ungdom, Amager. Hey. Jeg er stolt. Det har jeg været i 24 år.

Og alt dette har selvfølgelig noget at gøre med Tunnel3logien og Ø Hansen og den første bog i samlingen, RØDT GULD.

Ø Hansen spillede fodbold i Bandholm Boldklub, og min dygtige datter er på billedet herover med mig på Roskilde Festival sidste år. Roskilde Festival fylder en del i Ø Hansens hjerte, det var nemlig på Roskilde i 1995 han mødte den dejlige Cathrine F. Ahlgreen under en koncert med Love Shop. Hun blev siden hans chef, og sådan er det.

Se videoen her: Roskilde 1995.

Og så er min datter en af de fem betalæsere, der lige nu går og tripper og ikke kan forstå, hvor manuskriptet til RØDT GULD bliver af. Og det kan jeg godt forstå. Undskyld, undskyld. Men NU er det lige før jeg kan aflevere ca. 430 sider manuskript til jer. På turen til og fra Amsterdam sad jeg på bagsædet og redigerede løs. Det varer ikke længe, og selv om bogen slet ikke er færdig endnu, så er manuskriptet ved at være godt nok til en første betalæsning. Bare vent!

Se siden: BETA-LÆSERE SØGES

Tunnelarbejdet er afsluttet

Det meget omfattende arbejde med at bore tunnel i den københavnske metro, den 15 km lange cityring, er netop afsluttet. Nu mangler man at gøre stationerne færdige og så udføre testkørsel. Det hele står klart i 2019. Og jeg glæder mig.

Der er mange paralleller til mit tunnelarbejde. Mine tunneler er for så vidt også færdige (jeg borer ikke, jeg graver), men der mangler stadig noget (omskrivning, finpudsning …). Og lige om lidt skal der foretages testkørsel – en håndfuld gode mennesker skal betalæse manuskriptet. Men RØDT GULD er klar før 2019. Og jeg glæder mig.

Og se hvor fint metroens linjer ligner et Ø! Den gamle metro, der så elegant skærer den nye cityring. Men ellers er det ikke dé tunneler, Ø interesserer sig for. Dels er de tunneler for store (og så er det ikke rigtig uhyggeligt), dels er de kommet til efter Ø regerede i den københavnske underverden.

Det går godt

Efter sidste uges råb efter betalæsere, er der sket ting og sager.

Hvis jeg er ALPHA-læseren, så er der nu 6, måske 7 BETA-læsere. Jeg er vildt overrasket og glad. Og de pågældende skal have tak. Jeg kommer snart med en plan for, hvordan vi griber testlæsningen an.

Og til I andre! Der kan godt knibes et par stykker ekstra ind i The Ø Hansen Test Squadvilkårene står at læse lige her, bl.a. hvordan du giver mig besked. På forhånd tak.

BETA-læsere søges

Ø HANSEN TEST SQUAD

Jeg har brug for dig som betalæser. Dig og andre gode mennesker, der vil hjælpe mig med at gøre RØDT GULD til den bedst mulige bog.

HVAD ER EN BETA-LÆSER?

En betalæser er en testlæser, der giver feedback på et ufærdigt manuskript.

Fungerer handlingen? skal der strammes op? skal der flere mord? eller mere kærlighed?

HVAD BETYDER DET FOR DIG?

Du bliver blandt de allerførste få i hele verden, der ser mit manuskript. Til gengæld er det en ulønnet tjans.

Du skal være indstillet på at læse. Og du skal give mig feedback. Der vil være ca. 400 manuskriptsider at forholde sig til.

Din opgave som betalæser bliver:

  1. At du vil læse RØDT GULD, selv om bogen ikke er helt færdig.
  2. At du vil forholde dig til mit manuskript.
  3. At du vil melde tilbage til mig.

HVORDAN MELDER DU DIG TIL?

Du skriver her på bloggen, på Facebook eller på mail. Du kan også fange mig på andre måder – det vigtigste er, at du gør det.

Og når jeg er blevet klogere på, hvor mange betalæsere der er, så snakker vi om det videre forløb. Det er min plan, at læsningen og feedbacken skal foregå her i foråret, 2017.

På forhånd tak.

Hvad brækposen gemte

– eller: Den lille jomfru spøger igen
– eller: udsigt til guidet tur, foredrag og vin. Bum

Som tidligere nævnt, så har jeg lige været på en ferie, hvor omgivelserne var mægtig rare. Det var også her jeg fik læst min endnu ufærdige bog, RØDT GULD, højt for min noget yngre hustru. Det kan man læse om et andet sted.

Udover at min kone ikke synes synderlig godt om Ø Hansen, på nær lige da han var helt lille, inden mordene begyndte, så er der flere kapitler der fungerer rigtig godt. Siger hun og synes jeg. Men der er også noget der mangler. Og der er kapitler, der skal flyttes lidt rundt. Jeg har hele tiden opereret med handlingslag og fortælletid i mange niveauer, men det er der ingen grund til, fandt jeg ud af ved bare at læse det hele højt. Strukturen skal forenkles, to, måske tre tidslinjer, nogenlunde kronologisk, ikke så meget pjat med gemte overraskelser til sidste side. Der er allerede skrevet ca. 300 sider, nu skal posen rystes og tingene skal strammes op.

Dernede i det den ellers gode CV Jørgensen kalder det “nynazistiske og asociale sammenhold (jeg er slet ikke enig!) – på Costa del Sol …” og hvor Günther bliver til Otto (det ved jeg ikke noget om) fik jeg undervejs også skrevet lidt ekstra, måske 5-10 sider. Men det står mig klart at der skal skrives meget mere. Så om måske ekstra 100 sider er jeg ved at være klar til at være færdig. Og så bliver det godt.

“In a while you will be fine”-bag

I flyet på vej hjem til mit kolde fædreland kom inspirationen over mig. Jeg fik nogle ideer, der bare måtte skrives ned. Men hvad gør man, når man virkelig skal, og bare har noget der om lidt sprøjter ud? Jeg greb min egen brækpose og sprættede den op, lånte en kuglepen og begyndte at skrive. Lige på stedet, et sted i himmelen over Berlin. Jeg turde ikke tage min noget yngre hustrus brækpose, hun får nogle gange brug for sådan en til det egentlige formål, og jeg ville heller ikke begynde at tage andres poser. Så da ydersiden, måske svarende til to A4-sider, opsprættet og udfoldet som graverenes fede kat Ofelia, efter Ø Hansen havde lavet sin første (og ikke sidste) blodørn, var blevet fyldt med ord der måske en dag kommer med i en bog, tænkte jeg at så vender jeg da bare papiret om.

Men den går ikke. Norwegian og sikkert andre flyselskaber har simpelthen foret de her poser med voks. Godt til at holde oprindeligt tiltænkte ting inde i posen, men ikke godt at skrive på. Det lod sig ikke gøre at skrive mere på den tur. Jeg overvejede at tænde min moderne mobiltelefon og dér skrive flere noter, men så var vi alligevel tæt på Kastrup og København og Frederiksberg. Så det blev til de par sider, som billedet herover viser. Måske kommer det med.

Goodiebag
Brækposer er per definition ulækre, så her er en dejlig lille Goodiebag eller lykkepose til dig, der har læst med så langt. Jeg har fået en ide! Sæt kryds i kalenderen ved tirsdag den 4. juli efter arbejdstid. Kom til Frederiksberg. Jeg satser på godt vejr og en stor del af min ide udfolder sig udendørs på en form for et bjerg, så godt vejr er godt. Det er stadigvæk på ideplan, men jeg tænker mig en kombination af guidet tur, foredrag og noget vin at drikke. Hvis du er mere nysgerrig, nu, så er der måske en ledetråd i linkene herunder, men når vi kommer nærmere 4. juli vil jeg selvfølgelig fortælle mere. Det vil være en dag kort efter jeg er kommet hjem fra Roskildefestival, så måske er jeg støvet og langskægget (og ung med de unge), men jeg véd at du vil tilgive mig, når du har hørt og set første del af Tunnel3logiens Totalteater.

Det bliver sjovt. Med statsgaranti.

Hvad snakker han om? Tre bloddryppende links:

Og kun for at du skal have en ide om, hvor og hvad der skal ske 4. juli 2017. Ingen salgsgas, kun kærlighed. Tunnel of Love!

Med Ø i kloster

Undskyld mit fravær på diverse kanaler. Jeg har tilladt mig en uge med min noget yngre hustru på ferie sydpå. Rimeligt vejr og tålelige, nyrige russere og englændere. Flere af disse – skal vi kalde dem Stinkin’ Rich People? – har lystyachts, der ville kunne bruge kongeskibet Dannebrog som redningsbåd. De kører rundt i Bentley og Jaguar og RR der nemt kunne have min Fiat 500 i handskerummet, hvis det ikke var fordi der var fyldt op med diamanter og kalashnikovs. Og jeg overdriver ikke.

Men tilbage til min ferie. Jeg har tilladt mig at være min hustru nærværende. Og jeg har læst for hende. Samtlige 283 manuskriptsider af Rødt Guld, første bog i Tunnel3logien. Hun bryder sig ikke om Ø Hansen, hverken med eller uden punktum. Så er det sagt. Han er usympatisk, en morder og en horekarl. Og det er rigtigt. Jeg har bare aldrig tænkt det som et problem med en hovedrolle med mange damer og mord på samvittigheden. Ham James Bond er da meget populær alligevel, og Jason Bourne. Min helt hedder ikke noget med J og B, bare Ø og H.

Måske skal jeg skrue ned for charmen, men det bliver først i bind 2: Løvens Kys, i så fald. Men ellers fortsætter jeg, og måske er der et marked for mine bøger i de russiske cirkler. Men nu er du advaret. Det er ikke for sarte sjæle. Bogen hedder ikke Rødt Guld for sjov. Vamos!

Måske til Påske

Nu mangler der kun 13!

KLUB 213 har rundet de 200 medlemmer, hurra. Og når der mangler 13, så er det fordi der er en mening med at klubben hedder som den gør.

Johannes er velkommen, især hvis han viser sig at være Maria. Jesus er selvfølgelig velkommen og alle de andre omkring bordet, selv Judas. Mænd og kvinder, mestre og følgere, forrædere og fiskere. Alle.

Blot skal man sørge for, at man, i god tid inden festen, står til “synes om” inde på facebooksiden. Fra den liste inviterer jeg de forreste 213 i køen.

Men selv efter de første 213 medlemmer giver det mening at skrive sig op. Det er gratis, uforpligtende, man får noget at vide om hemmelige og kendte tunneler, Ø Hansen, Frigg, Burka-Bent og de andre personer og steder i Tunnel3logien. Og hvis nogen af de forreste 213 melder fra til festen, så kommer turen til de næste.

Når jeg, som ukendt forfatter får respons inden bøgerne er udkommet, så hjælper det mig til at fortsætte. Så ved jeg, at der er liv derude på den anden side af skrivemaskinen. Og så bliver jeg glad. På det seneste er det især videoerne, der rykker. Særligt Allotria. Konspirationsteori eller ej så er det absolut en god video, men jeg synes at videoen om Borups Alle er fjong. Se den! Og få en forklaring på, hvorfor klubben hedder som den gør.

Og tag så lige Roskilde Festival med, de hænger sammen og det er meget korte videoer. TAK

 

Konspirationsteori i Korsgade

Er den gamle BZ-tunnel ved at æde Korsgade?

Det gamle apotek i Korsgade 45, der senere blev til værtshuset Allotria og til sidst var BZ-kollektiv, er mest kendt for den tunnel, der blev gravet væk fra huset. Dén tunnel, hvorigennem de unge BZ’ere en januarmorgen i 1983 undslap et enormt politiopbud. I min fiktive Tunnel3logi er Ø Hansen med til at grave og med til at flygte. Og både i virkeligheden og i bogen RØDT GULD blev Allotria og andre huse i Korsgade jævnet med jorden og en helt ny husrække blev opført.

Som et spøgelse fra 1983 er tunnelen dukket frem igen. Måske! Nogle revner i asfalten er brudt tydeligt frem og løber parallelt på tværs af Korsgade. Var det ikke fordi disse revner, der i bredden passer fint med den gamle tunnel, peger direkte over mod den gamle vvs-kælderbutik, hvor BZ’erne dengang dukkede op efter 20 meters dramatisk flugt under jorden, så ville det bare være endnu nogle revner i den københavnske asfalt. Men nu… tager tunnelen måske hævn.

Hvis kommunen ikke fik fyldt tunnelskakten ordentligt op, dengang i 1983, så vil der med tiden presses jordlag ned i hullet ovenfra. Tunnelen er tre-fire meter nede og der vil ske en forsænkning i de øvre lag. Til sidst vil det vise sig i asfalten, som det ser ud til at ske netop nu. Prøv selv at tage turen til Korsgade, eller se mit foto, fra en dag jeg selv var forbi.

Desværre er det nok for godt til at være sandt. Jeg tror, efter at have gransket gamle kort og fotografier, at Allotria lå et stykke væk fra der, revnerne begynder. Og så kan det ikke være spor fra den tunnel, der jo udgik fra kælderen under Allotria.

Ved siden af Allotria lå et andet besat hus, Lille Fjer. Også det var et BZ-kollektiv, der blev stormet og revet ned. Placeringen af Lille Fjer passer faktisk bedre med stedet, hvor de mystiske revner er dukket op. Og efter at have snakket med folk fra den gang, forlyder det fra nogle, måske sagt i dril, måske i blodig alvor, at tunnelen udgik fra Lille Fjer. Med ét giver det så bedre mening…. men så skal historiebøgerne skrives om.

En sidste ting der taler imod muligheden for at revnerne kommer fra tunnelen, er at den gravede tunnel slet ikke var spor snorlige, som disse revner ellers kunne indikere. Man skiftede kurs flere gange undervejs, så skulle det endelig være, så burde revnerne slå nogle knæk, ligesom tunnelen.

Men jeg vil gerne overbevises om noget andet. Det kunne være helt fantastisk, hvis nu bare…

Læs mere og se min video, optaget i maj 2016, før revnerne dukkede op.