Fra Carré til Karrebæksminde – krimier med krumme

Jeg vil skrive lidt om en af mine forfatterhelte. Der er mange, men her i denne blog der handler om krimier, vil jeg fokusere på den største krimi-/agentforfatter jeg er stødt på – John le Carré. Jeg er Carré-fan, og har fulgt ham stort set siden jeg begyndte at købe bøger og læse koldkrigskrimier. Den periode falder også sammen med mine år som danskstuderende på Københavns Universitet og min karriere som reserveofficer under det, vi i dag kender som slutningen på den kolde krig. Det vidste man ikke dengang. Der var spænding og nervøsitet på begge sider af jerntæppet. Og midt i det hele tog John le Carré os på en tur i det hemmelige ingenmandsland bag muren, og lige ned i den sitrende stemning, hvor der sad nervøse fingre i begge lejre med kun et tryk på en rød knap til at sende os alle sammen lige ind i en meget varm krig.

Billedet øverst i teksten viser lidt af hans produktion – det er mit Carré-hjørne i min bogreol. Han er ikke den forfatter, der fylder mest i samlingen, måske ikke engang blandt krimiforfatterne. Men han fylder mest i mit krimihjerte.

Lige nu kører der på DR en søndagsføljeton skåret over en af hans bedste bøger: Natportieren (The Night Manager). Udover at det er et rigtigt godt litterært forlæg af en af mine helte, så er det blevet en rigtig god tv-serie. Jeg har kun set de to første afsnit af seks, men det tegner godt. Interessant er det også at det er Susanne Bier, der har instrueret.

Jeg kan kun anbefale serien – se den søndage på tv, eller dagene efter på nettet. Det er spændende. Noget af det der gør Carré så god, er hans personskildring. Der findes sikkert krimiforfattere der sælger flere bøger, men der er ikke i min optik nogen der viser mig så levende og komplekse personskildringer som John le. Ofte er det temmelig normale mennesker (læs: britiske mænd) der af en føringsofficer overtales til endnu en svingom for fædrelandet. Typerne er typisk tidligere soldater, men ikke med noget prangende karriereforløb – og ingen Rambo-attituder, snarere en afstandtagen til krigen (men ikke fædrelandet), og det man selv har været med til forårsage af død og elendighed. Eller også er det en Oxford-type, med tweed og tobak og ganske lille akademisk karriere. Uanset om de er soldater eller lærde mænd, så rummer de en facade udadtil – korrekt og meget britisk.

Hovedpersonen i Natportieren, Jonathan Pine, har en fortid i militæret, som vi endnu ikke har fået helt belyst i de to første afsnit (men som jeg kender til, fordi jeg læste bogen for 20 år siden…). Man forstår at han har det godt med at servicere hotelgæsterne på de hoteller, hvor han nu har nattevagten. Vi begynder i Kairo, hvor Det Arabiske Forår sætter en stopper på den ro og orden, der har hersket for det internationale jetset på de kanter. Pine kommer på kant med nogle våbenhandlere, og en dame. Og så begynder balladen. Pine gemmer sig herefter i Schweitz, men kommer igen på tværs af Verdens Ondeste Mand.

Ingen spoiler hér, følg selv med i tv, på nettet eller læs bogen. Jeg kan godt lide, at man har formået at nyskrive Det Arabiske Forår og Irak-krigen ind i handlingen, uden at det ændrer ved det overordnede. En mand, der placeres mellem to fronter, med en håndfuld bad guys af den grimme slags (dem, der udadtil ikke ser spor farlige ud. Pæne mennesker med korrekte manerer, cocktailparties og netværksdannelse på statsmandsniveau), og som regel en kvinde eller to, med rigtige kærlighedsforhold. Og så Moder England, og alle de rigtige ting man kan forstå, hun står for. Der er ikke meget James Bond over le Carrés mandetyper, men ikke et ondt ord om Ian Fleming – hans 007 er bare et andet projekt.

Nu blev jeg nysgerrig og begyndte at kigge i min engelske udgave: The Night Manager. Jeg kan se at jeg har købt den i 1994, og jeg har også skrevet en dato, da jeg blev færdig med at læse den. Og så en note om at jeg havde tabt bogen ud af vinduet fra fjerde sal. Dét havde jeg helt glemt.

I forhold til mit eget forfatterskab: Det bliver den høje John le Carré-standard, jeg efterstræber, men næppe kan nå. Men mindre kan gøre det. Mit univers ligger tættere på Karrebæksminde end Kairo. Min første bog RØDT GULD rummer dog træk fra le Carré, men det tager vi en anden gang. Jeg skal lige skrive den færdig til jer først. Tak fordi du læser med!