Bilbomben på Frederiksberg Bakke

Dette er endnu en Tunnel Taste. Modsat den forrige smagsprøve, der skulle give lidt historisk baggrund, springer (sprænger) vi her til noget action.

Jeg har også optaget en kort video (under ét minut), hvor du kan se med fra toppen af Frederiksberg Bakke.

Og husk at give din mening til kende. Jeg vil meget gerne have feedback, og jeg tillader mig at bruge gode ideer til den endelige tekst. Bogen kommer til at hedde RØDT GULD. Værsgo.



Hærens Officersskole, Frederiksberg Slot.

Lørdag d. 4. juli 1998, 16:15.

En stor, sort skraldebil var stoppet midt på Frederiksberg Bakke, lige ud for slottet. Det kunne ligne et almindeligt motorstop – som om den tunge bil helt havde opgivet ævred efter at have kæmpet sig op ad den stejleste stigning i københavnsområdet. Men det var et meget ubelejligt sted at stoppe, særligt med så stor en bil.

Nogle bilister forsøgte at bryde ud af køen ved at dreje over i den venstre kørebane for at køre ned igen, men snart holdt bilerne også i kø der. Der opstod kaos. Nogle bilister steg ud af de holdende biler og skreg eller truede ad de andre bilister, men lige lidt hjalp det. Køerne af biler på begge af sider af bakken bare voksede.

Da der var gået nogle minutter og bilisterne, der nu hverken kunne komme frem eller tilbage, havde sat i med en infernalsk larm fra bilernes horn, bevægede den militære portvagt fra officersskolen på slottet sig ud til bilen. Kadet Larsen gik de få meter fra slottets port og ud til midten af kørebanen. Den store lastbil stod, for at det ikke skulle være løgn, skråparkeret hen over begge vejbaner. Bilerne på begge sider af bakken holdt i kø. Ind mod København langt ned ad Vesterbrogade så langt øjet rakte stod bilerne stille, og på den anden side, væk fra byen var det også kommet en kø, der nåede et pænt stykke ud ad Roskildevej. Den unge kadet steg op og åbnede døren til førerhuset på skraldebilen. Ingen skraldemand – førerhuset var tomt. På førersædet stod en metalæske på størrelse med en mælkekarton. Øverst på æsken sad et digitalt ur, der med røde digitale tal talte ned:

15:56 – 15:55 – 15:54

Der var et virvar af ledninger i flere farver der gik fra uret og ad et hul bagest i førerhuset til skraldecontaineren bagi. Kadet Larsen kiggede igen på uret.

15:47

Dette var afgjort ikke bare en øvelse. Han lukkede forsigtigt bilens dør og løb straks ind til vagtstuen i slottets port. Klokken var 16:19 da han slog alarm til politiet.

Efter at have ringet til politiet og forklaret om bomben og de ca. 15 minutter på timeren, slog han slotsalarm. Selv om det var lørdag eftermiddag var der stadig en del kadetter og officerer tilbage på slottet. Hurtigt stod de samlet på rad og række i den store gård. Han briefede skolens chef, oberst Oxbøll, der med et roligt blik kiggede ud gennem slotsporten til den sorte skraldebil.

– Under ti minutter, kadet? Larsen nikkede lidt for ivrigt, men tænkte med rædsel: og snart kun fem.

Obersten trådte frem til de ca. 25 soldater i geleddet. Han måtte råbe, da larmen fra bilernes horn ude på vejen havde taget til.

– Hør efter. Dette er alvor. Det er ikke en øvelse. Vi har en bombealarm. Der er en bombe i en skraldebil herude på vejen. I skal nu begive jer ud ad porten i to hold og i hver retning bevæge jer hurtigt væk fra skraldebilen. I skal have folk i bilerne med jer ned ad bakken. I skal helt ned, og så langt væk som muligt.

Oberst Oxbøll havde for mange år siden været FN-soldat på Cypern. Der havde været en bombealarm på hans kaserne. En situation der ikke var blevet løst på tilfredsstillende vis. Det var endt med at panikken havde taget over, så det vigtigste blev glemt. Eksplosionen kostede tre soldater og fem civile livet. Men ikke denne gang. Ikke på hans vagt. Obersten trak vejret dybt ind, han vidste at der ikke var mange minutter at agere i. Han sagde hurtigt:

– Hold 1… Med en armbevægelse skar han gruppen over og pegede Hold 1 ud. –  … går med kadet Larsen her. I går mod Vesterbrogade. Hold 2 går med mig mod vest. Ingen panik. Der er flere minutter tilbage. Vi skal have tømt de biler. Af sted!

De to hold småløb ud af porten, og det lykkedes at få tømt bilerne for folk, der skyndte sig ned ad Frederiksberg Bakke i begge retninger. Snart var det sidste dyt forsvundet. I det fjerne kunne man høre udrykningskøretøjerne komme fra Vesterbrogade. Kadet Larsen, der var nået ned ad bakken og nu stod i vejkrydset, hvor Pile Allé løber på tværs, og hvor Vesterbrogade møder Roskildevej, stoppede med vilde fagter den forreste politibil. Udrykningskøretøjerne havde haft store besværligheder med at komme igennem trafikken i indre København. Det var ikke bare her på bakken, der var kø.

– Stop! I skal ikke køre derop, der kan ikke være meget tid igen. Det er nok bedre at få styr på de her civilister, soldaten pegede på de sammenstimlede folk, der i en stor kødrand havde stillet sig mellem bilerne i vejkrydset. Vi er en deling fra slottet, der kan hjælpe til.

Betjenten i den forreste politibil steg ud for bedre at kunne se. Han vendte sig og gav til sin makker inde i bilen signal, med sin strakte hånd som en kniv hen over halsen, om at slå sirenen fra. Han kunne se den store sorte bil stå på tværs deroppe, ca. 200 meter væk. Her, neden for bakken var der mange mennesker, og på bakken op til slottet var begge vejbaner fyldt med biler med åbne døre.

Betjenten gik hen til soldaten, trak ham i ærmet så de stod helt tæt. Ind i øret på den unge soldat spurgte betjenten helt stille:

– Og hvad med Zoologisk Have? Har I advaret dem? Soldaten stivnede. Der måtte være flere tusinde mennesker inde i Zoo netop nu.

Oppe i den sorte skraldebil tikkede uret ned:

00:06 – 00:05 – 00:04

Tunnel TV : Ideen bag videoerne

Der er ved at være en del film klar her på kanalen. Jeg kalder det TUNNEL TV, og emnet er tunneler eller andre steder, der optræder i mine krimier i TUNNEL3LOGIEN.

Ideen bag de film der er, og de der snart kommer, kalder jeg 3 * 1 (tre gange én). Jeg fortæller om det i videoen her, der selvfølgelig selv lever op til mit 3 * 1-dogme, men ellers kan jeg kort her fortælle, at:

  • Filmene skal tages på én lokalitet (fx Nationalbanken eller Allotria)
  • Filmene skal tages i ét skud (ikke noget med at sætte flere stumper film sammen)
  • Filmene må ikke vare mere end ét minut.

Formatet kan være svært at leve op til. Et minut er ikke lang tid til at fortælle spændende historier i, og kravene om et sted og et klip kræver noget øvelse. Men, det gode er at det blive dejligt korte videoer, som du og andre nemt og hurtigt kan se. Produktionstiden er ikke lang (det er idéfasen, der tager tid for at få det hele til at lykkes).

Og man kan se filmene på sin mobil og fra flere platforme: Bloggen her, Facebook, Twitter og Instagram – og selvfølgelig på YouTube, hvor jeg har lavet en hel kanal til disse videoer.

Her i slutningen af maj, 2016 ser bagkataloget sådan ud:

Fremadrettet:
I begyndelsen af juni kommer der først en video om

Du er meget velkommen til at kommentere videoerne eller hele konceptet. Som jeg siger i slutningen af videoen i dette opslag, så er det hele lige meget, hvis ikke DU, min læser og seer, er der. Og jeg lytter gerne til hvad du har at sige.

Tunnel TV : Allotria og den elegante sortie

I januar 1983 lå der i Korsgade på Nørrebro i København et hus med navnet Allotria. I mange år et værtshus, det seneste halve år et BZ-kollektiv. Københavns Kommune bad politiet rydde stedet. Huset skulle rives ned og BZ’erne skulle langt væk.

Efterkrigstidens største politiindsats med 400 kampklædte betjente, kraner med containere, mandskabsvogne og lægetelte – og selvfølgelig et presseopbud uden lige, resulterede i et kæmpe antiklimaks for den socialdemokratiske bykonge, Weidekamp, men blev BZ’ernes Finest Hour: Huset var tomt, da politiet brød barrikaderne. De 25 unge BZ’ere havde gravet en tunnel og var smuttet da ordensmagten gjorde sin entre.  Ø Hansen, hovedpersonen i Tunnel3logien, var med i tunnelen. Det bliver en vigtig hændelse i RØDT GULD. Bare vent.

Tunnel TV : Nationalbankens hemmelige tunnel

Der er en hemmelig tunnel under Niels Juels Gade i det indre København. Denne tunnel forbinder Nationalbankens hovedsæde på den ene side af vejen med nogle kontorer, banken engang havde på den anden side af vejen. I dag er tunnelen lukket, siger man.

RØDT GULD, første bog i Tunnel3logien, fortæller om dengang tunnelen ikke var lukket, og det faktisk lykkedes for en international forbryderorganisation at benytte tunnelen under Niels Juels Gade. Hvad mon de skulle bruge den tunnel til?

TUNNEL TV har lavet et nyt koncept. Videoer, der kun varer ét minut, kun har ét skud og kun viser én lokalitet. Denne gang er det altså den hemmelige tunnel til og fra Nationalbanken.

Videoen herunder er fra Youtube:

En noget tungere variant, pænere billede og lyd, men tung at downloade ligger her (nb: 100 MB)

Nationalbanken

Nationalbankens hemmelige tunnel

Hammer Horror

Forleden kom jeg forbi Fiolstræde i indre København. Et dejligt sted med boghandlere og bugnende bogkasser lige til at rode i. Her fandt jeg en interessant bog. Det jeg faldt for var bagsidebilledet af forfatterne, et søskendepar, der skriver krimier med stor succes.

Eller: Det var ikke billedet af søskendeparret, der fik mig til at tage bogen, det var billedet af ham. HAM, Mr. Hammer, Søren til fornavn. En tynd starut med et intenst blik. Jeg synes han ser sej ud. En person som taget ud af en western. En cowboy, en sherif eller nok snarere en outlaw. En af de her stille typer, der lader seksløberen tale, mens han har en hjemmerullet og sølle cigaret hængende i mundvigen og efter en duel trasker hen i nærmeste saloon efter en flaske billig whiskey.

Nu har jeg købt bogen med den fede titel “Pigen i Satans Mose”. Jeg købte også fem andre bøger, ikke nær så interessante, men der var tilbud – seks bøger for 100 kr. Når jeg får tid vil jeg læse den som det første. Jeg kan forstå at Lotte og Søren Hammer har udgivet en del bøger i serien, men det kan man læse mere om på deres hjemmeside Hammer og Hammer.

!! By the way, og det skal man huske: Billedet herover er fra deres hjemmeside, og HH har de fulde rettigheder.

Dét fjæs er i sin helt egen liga. Tom Waits, Henry Fonda og så Mr. Hammer. En af mine venner reagerede med et “Hmm, han ligner en der kommer fra Lolland”. Jeg misforstår det bevidst, og tager det som noget positivt. Det er nemlig sådan at min hovedperson i Tunnel3logien, Ø Hansen (Ø uden punktum), er født og opvokset på Lolland i den lille by Østofte.

Jeg tror snart jeg tør kaste jer en smagsprøve fra mine bogskriverier. Jeg skal lige samle mod til det, men jeg tænker det bliver et kapitel, hvor vi får at vide, hvordan det gik til, da Ø Hansens mormor i tidernes morgen tog den ikke ufarlige tur fra Polen til Lolland. Vent bare!

En lille, men givende undersøgelse

“Hvor møder du, som læser, din krimiforfatter på de sociale medier?”

Nogenlunde sådan spurgte jeg nogle af de besøgende om, på krimimessen i Horsens, en weekend i marts i år. Nu har jeg fået tygget svarene igennem – og tak til alle I, der midt i spændende foredrag og et gedemarked af bogsælgere, gav jer tid til at svare.

Jeg fik i alt 54 gyldige (læsbare) svarark tilbage, hvoraf de 39 kan isoleres som “læsere”. Der var også mulighed for at svare som forfatter, men data fra den gruppe kommer jeg ikke nærmere ind på her.

De 39 læsere svarede som følger:

  • 10 følger slet ikke forfattere på de sociale medier
  • Af de resterende 29 (der så i en eller anden grad følger forfattere på de sociale medier, svarer:
  • 28, at de følger på Facebook (profiler, sider eller grupper).
  • 16, at de følger på forfatternes blogs (som denne)
  • 3 følger på Instagram, og
  • 2 følger på Twitter.

Som det ses, kunne man sætte flere krydser. Af en miniundersøgelse at være, giver den mig alligevel et vigtigt signal om, at det som forfatter (som mig) er vigtigt at være på de sociale medier, og når man ikke har tid til det hele og bliver nødt til at prioritere, så er det lige nu Facebook der hitter, lidt gumpetungt forfulgt af blog, og næsten ingen værdi i Instagram og Twitter.

Søjler
Læserne foretrækker Facebook og blogs

Det er et øjebliksbillede, og jeg tror at jeg til næste år, hvis eller når jeg spørger igen, vil der givet være sket en forandring i læsernes kanaladfærd. Personligt tror jeg på at en blog af god kvalitet over tid vil kunne etablere et bedre samspil mellem forfatter og læsere, end det pt. sker på Facebook, og så tror jeg at Instagram og især Twitter vil komme til at fylde mere.

Men det er gisninger! Lige nu er det vigtigt at møde læserne på Facebook (tjek: Det er derfor jeg har Tunnel3logien på Facebook), det er også vigtigt at have en blog (tjek: Det er derfor jeg skriver på og har denne blog, der med tiden bare vil vokse og tilbyde flere ting end kun de rene blog-indlæg). Som skrevet, så tror jeg at Twitter og Instagram som kanaler bliver endnu mere vigtige redskaber for en forfatter og universer for læserne, så der er jeg også (tjek, tjek). Mit Twitter-handle: @TonnyWendel og min Instagramprofil: tonnywendel

#tunnel3logien, #ØHansen, #Øudenpunktum, #udenpunktum

Midt i al denne snak om sociale medier og hashtags og kanalstrategi, så er der en sidste ting – en meget vigtig en – jeg udleder af svarene. Ret mange, ca. en fjerdedel af de adspurgte, bruger IKKE sociale medier for at interagere eller undersøge eller bare læse. De læser deres bøger og møder forfatteren IRL på fx messer. Det er en vigtig pointe: At ikke alle læsere bevæger sig rundt på nettet, i deres krimilæseradfærd. Og hvad kan jeg lære af det?

Selv om jeg tror at gruppen af læsere, der slet ikke benytter sociale medier som del af deres læseoplevelser vil blive mindre med tiden, så er der en gruppe læsere derude, der ikke læser blogindlæg som dette, og som lige nu måske bare sidder med snuden i en spændende bog. Hurra, tænker jeg. Dem skal jeg også huske på. Og hvis den eneste måde at møde dem på er i den gode, gammeldags bog, så gør jeg gerne det.

Det går fremad med min første bog: RØDT GULD, så til I, der læser dette er der snart en bog, der sammen med de forskellige aktiviteter på nettet kan give én form for læseoplevelse (og den bliver god – det er min plan). Og til alle de, der jo så ikke læser med her, så kommer der en krimi, der er så knaldhamrende spændende, at det også går an “kun” at læse den trykte bog.

Tak igen, til alle der læser med. Tak til de gode svar. Vi ses inden længe igen her på bloggen, eller på Facebook, eller på … Og snart også i en bog.

Fra Carré til Karrebæksminde – krimier med krumme

Jeg vil skrive lidt om en af mine forfatterhelte. Der er mange, men her i denne blog der handler om krimier, vil jeg fokusere på den største krimi-/agentforfatter jeg er stødt på – John le Carré. Jeg er Carré-fan, og har fulgt ham stort set siden jeg begyndte at købe bøger og læse koldkrigskrimier. Den periode falder også sammen med mine år som danskstuderende på Københavns Universitet og min karriere som reserveofficer under det, vi i dag kender som slutningen på den kolde krig. Det vidste man ikke dengang. Der var spænding og nervøsitet på begge sider af jerntæppet. Og midt i det hele tog John le Carré os på en tur i det hemmelige ingenmandsland bag muren, og lige ned i den sitrende stemning, hvor der sad nervøse fingre i begge lejre med kun et tryk på en rød knap til at sende os alle sammen lige ind i en meget varm krig.

Billedet øverst i teksten viser lidt af hans produktion – det er mit Carré-hjørne i min bogreol. Han er ikke den forfatter, der fylder mest i samlingen, måske ikke engang blandt krimiforfatterne. Men han fylder mest i mit krimihjerte.

Lige nu kører der på DR en søndagsføljeton skåret over en af hans bedste bøger: Natportieren (The Night Manager). Udover at det er et rigtigt godt litterært forlæg af en af mine helte, så er det blevet en rigtig god tv-serie. Jeg har kun set de to første afsnit af seks, men det tegner godt. Interessant er det også at det er Susanne Bier, der har instrueret.

Jeg kan kun anbefale serien – se den søndage på tv, eller dagene efter på nettet. Det er spændende. Noget af det der gør Carré så god, er hans personskildring. Der findes sikkert krimiforfattere der sælger flere bøger, men der er ikke i min optik nogen der viser mig så levende og komplekse personskildringer som John le. Ofte er det temmelig normale mennesker (læs: britiske mænd) der af en føringsofficer overtales til endnu en svingom for fædrelandet. Typerne er typisk tidligere soldater, men ikke med noget prangende karriereforløb – og ingen Rambo-attituder, snarere en afstandtagen til krigen (men ikke fædrelandet), og det man selv har været med til forårsage af død og elendighed. Eller også er det en Oxford-type, med tweed og tobak og ganske lille akademisk karriere. Uanset om de er soldater eller lærde mænd, så rummer de en facade udadtil – korrekt og meget britisk.

Hovedpersonen i Natportieren, Jonathan Pine, har en fortid i militæret, som vi endnu ikke har fået helt belyst i de to første afsnit (men som jeg kender til, fordi jeg læste bogen for 20 år siden…). Man forstår at han har det godt med at servicere hotelgæsterne på de hoteller, hvor han nu har nattevagten. Vi begynder i Kairo, hvor Det Arabiske Forår sætter en stopper på den ro og orden, der har hersket for det internationale jetset på de kanter. Pine kommer på kant med nogle våbenhandlere, og en dame. Og så begynder balladen. Pine gemmer sig herefter i Schweitz, men kommer igen på tværs af Verdens Ondeste Mand.

Ingen spoiler hér, følg selv med i tv, på nettet eller læs bogen. Jeg kan godt lide, at man har formået at nyskrive Det Arabiske Forår og Irak-krigen ind i handlingen, uden at det ændrer ved det overordnede. En mand, der placeres mellem to fronter, med en håndfuld bad guys af den grimme slags (dem, der udadtil ikke ser spor farlige ud. Pæne mennesker med korrekte manerer, cocktailparties og netværksdannelse på statsmandsniveau), og som regel en kvinde eller to, med rigtige kærlighedsforhold. Og så Moder England, og alle de rigtige ting man kan forstå, hun står for. Der er ikke meget James Bond over le Carrés mandetyper, men ikke et ondt ord om Ian Fleming – hans 007 er bare et andet projekt.

Nu blev jeg nysgerrig og begyndte at kigge i min engelske udgave: The Night Manager. Jeg kan se at jeg har købt den i 1994, og jeg har også skrevet en dato, da jeg blev færdig med at læse den. Og så en note om at jeg havde tabt bogen ud af vinduet fra fjerde sal. Dét havde jeg helt glemt.

I forhold til mit eget forfatterskab: Det bliver den høje John le Carré-standard, jeg efterstræber, men næppe kan nå. Men mindre kan gøre det. Mit univers ligger tættere på Karrebæksminde end Kairo. Min første bog RØDT GULD rummer dog træk fra le Carré, men det tager vi en anden gang. Jeg skal lige skrive den færdig til jer først. Tak fordi du læser med!

At springe over en overspringshandling, hvor gærdet er lavest…

Min første bog, RØDT GULD, er jo altså ikke udkommet endnu. Den er faktisk slet ikke skrevet færdig. Men det går, bum bum, fremad.

Jeg kan godt forstå, hvis nogle er utålmodige. “Hvornår kommer mesterværket, eller hvad det nu bliver?” Jeg er sikker på at det bliver en dejlig bog, masser af spænding og en mærkeligt almindelig hovedperson – ham Ø Hansen. Der er bare lige det at jeg har travlt med noget andet!

Skriveriet skrider fremad, og jeg tror stadigvæk på at det kan blive i år, 2016, at den første bog i Tunnel3logien kan lande i din boghylde. Men ikke de næste måneder. Der er nemlig det, at udover familie, venner, fast arbejde et hemmeligt sted i staten, fodbold og vinsmagninger, så er jeg i gang med at lægge sidste hånd på en uddannelse som diplomjournalist på landets førende journalistuddannelse, DMJX.

Og mellem os sagt, så er det sjovere at skrive krimier end skrive afsluttende opgave. Så jeg glæder mig til at opgaven snart er afleveret og jeg har været oppe at forsvare den, for så kan jeg give den gas igen med de kriminelle handlinger over, under og mellem linjerne.

Hæng ud mens jeg hænger i. Jeg skal nok huske at skrive lidt her og på Tunnel3logien på Facebook – det er nemlig det her, det fiktive og dødsensfarlige miljø, der er min yndlingsoverspringshandling # 1 i tider med eksamensfeber og for meget kaffe.

NB – på krimimessen for en måned siden i Horsens uddelte jeg nogle spørgeskemaer, hvor jeg lovede at bringe resultatet her på bloggen. Det har jeg ikke glemt, og det er faktisk en del af mit eksamensprojekt, så det kommer snart. Næste blogindlæg – det lover jeg!

KLUB 213

Jeg har lige været i London med min noget yngre hustru. Dejlig ferie, men ikke et øjeblik fri fra at tænke på Ø – og dig, min trofaste læser.

Måske vil KLUB 213 se bedre ud som “CLUB CCXIII”, men er der overhovedet nogen der kender til romertal anymore? Næppe.

Klubbens navn refererer til TEAM 213, der igen viser tilbage til Borups Allé nr. 213. Hvad sker der i Kbh. Nordvest, spørger den vakse læser – dig? Oftest ingenting, men nogle gange en hel masse. Det er hjemsted for den ultrahemmelige enhed, TEAM 213, et samarbejde mellem Danmarks to efterretningstjenester, Politiets “PE” og Forsvarets “FET”. I al sin hemmelighed, og måske udover mine bøgers fiktionalitet, en slags tredje tjeneste. Det tror jeg. Men hyshh. Det er Top Secret. Yderst Hemmeligt.

Tilbage til det knap så hemmelige. KLUB 213. Hvis du følger Tunnel3logien på Facebook, og du er blandt de første 213 der “Synes om”, så er du med! Så enkelt og så nemt. Men hvorfor, vil udenforstående spørge. Derfor, vil jeg svare: Det er i KLUB 213 at du opnår medlemskab til releaseparty til hver af de tre bøger. Og det er ganske vist. Der kommer tre bøger. Det er derfor jeg har kaldt det en 3logi…

Hvornår kommer første bog? I 2016, tror jeg. RØDT GULD går pænt fremad. Dagene i London kastede et par ideer af sig, og sammenlagt 20 siders noter. Hvem ved, måske dukker Mr. Hyde eller Elizabeth Stride op i mine bøger. Svært ikke at blive inspireret til krimi i Londons tåge eller travle Underground.

Bliv nu bare medlem, please. Der er cirka 50 ledige pladser. Skynd dig.

Hvis ikke du kender til Facebook, så skriv en kommentar, så finder jeg et smuthul. Men ellers er det bare afsted til Undreland: https://www.facebook.com/tunnel3logien

Mordet i vinkælderen

For en uge siden var jeg bag tremmer i Horsens Statsfængsel. Nu er jeg ude. En fri mand. Og det skal fejres. Jeg er ikke typen til tatoveringer eller cigarer. Jeg drikker vin. I går var jeg til vinsmagning med Portugal på tapetet. Udmærket. Men jeg er aldrig i ro. Altid er der en spændende lokalitet der kan bruges i mine bøger, en interessant begivenhed eller et irriterende menneske, der får kniven (på papiret), eller andet, jeg inspireres af.

Således også i går. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg har en kapiteloverskrift klar: “Mordet i vinkælderen”. En meget drabelig situation udspiller sig og man skal forestille sig, hvordan blod blandes med rødvin på gulvet, dernede i vinkælderen. Ikke for sarte sjæle, og det er ikke billig vin der ofres.

Vinbutikken jeg så gladeligt frekventerede i går ligger på hjørnet af Smallegade og Virginiavej. IRL hedder den Purple Wine, men det er jo ikke et navn til et gerningssted i min 3logi. Så jeg tænkte at stedet i mine bøger skal ligge lige dér, og derfor skal kaldes “Small Virgin”.

Small efter Smallegade og Virgin efter Virginiavej.