Bowie

Tunnel3logiens persongalleri, del 2

Sidst satte jeg ord på Ø Hansen, Lars, Brink, Cathrine og Lili.

Her kommer Helle, Hövding, Jarek, Babe og Limo:

Helle Hansen
Det er ikke meget der skal eller kan fortælles om Øs hustru.
Det er med vilje. Hun hedder Helle Hansen og er på alder med Ø. De to bor ikke langt fra det sted, hvor der i februar 1948 blev begået et bestialsk dobbeltmord. Måske har hr. og fru Hansen en søn, det er jeg endnu ikke helt klar på.

Mere liv er der i Hövding
På den svenske dåbsattest står der Svante Alfvén Jönsson, men lige siden den 27-årige slagter begik et herostratisk berømt bankkup i Uppsala har han bare heddet Hövding. (Mere i bogen!) Det er blevet til mange år bag tremmer, men de seneste fem-syv år har han fløjet under radaren. I skovene omkring Sösdala i det sydlige Sverige har han etableret en hangaround-klub til de store inde i Hässleholm, en noget større by, ikke så langt væk.
Hövdings lille rockerklub hedder Snapphanerne og den er satelit til The Horsemen i Hässleholm, der igen er wannabees for den svenske afdeling af Hells Angels, Sons of Sweden (SOS). Dén vej rundt kommer den tidligere slagter, Hövding og hans lille klub med i den store, nordiske rockerkrig.

Det bliver Hövding der tager imod den polske hardcorerocker, Jarek Ostrinski
Jarek, eller bare Jack, er på flugt fra nogle russiske, nasty typer og skal gemmes lidt af vejen noget tid. Men. I virkeligheden hedder Jarek hverken Jarek eller Jack. Jarek, der tilsyneladende kun taler polsk og har en helt enorm Bowie-kniv, er vores gode ven, Ø Hansen. Han er på en temmelig betændt under cover-mission for at infiltrere det svenske rockermiljø.

Barbro – eller bare Babe
Den ene af Hövdings to kvindelige medlemmer, Babe, er egentlig frisør, men kom tidligt med hos de hårde drenge hos Hövding i den ellers så dødssyge, lille flække i Skåne.

Den anden hedder Lillemor, eller Limo
Udover at Limo sammen med Babe er de rene dødsengle på deres motorcykelraids, har de det til fælles at de begge gør voldsom kur til ham den mystiske Jack. Men ellers er de lige så forskellige som de to kvindelige sangere i ABBA. Limo er hende den lyshårede.

Næste advent bringer lidt mere fredelige typer
Jeg vil fortælle om skolechef Oxböll, der skal håndtere en bilbombe midt på Frederiksberg Bakke, det svenske pothoved, Svante, den fantastiske gudinde Frigg og den skidtvigtige von Kanuth, Ø Hansens far.

Kød og blod

Det må være på tide at få sat lidt skik på personerne i Tunnel3logien.
Det går fremad, langsomt, men fremad med skrivningen. En del af tiden er omskrivning, men sådan er det. Skal nok blive godt.

Men efterhånden som jeg skriver, får jeg også puttet nogle personer på papiret. Det er ikke grumme mord og mørke tunneler det hele. Nogle af personerne er meget håndgribelige for mig, i kød og blod, andre er lige nu kun skyggeskitser.

Anyways, frem med dem.
Og med det forbehold at visse detaljer senere kan og vil blive ændret.

NB – helt i bunden er der videoer og billeder.

Ø Hansen.
Han er bøgernes absolutte midtpunkt.
Født i foråret 1960 på Lolland. Efterkommer af polske roeplukkere og provinsiel landadel.
Den lille by, Østofte er de første unge år hans revir.
Ø (Ø uden punktum – for guds skyld) går i skole, spiller fodbold og er med i en drengeklub. Klubben hedder Svantevit og efter nogle år sker der for alvor ting og sager.

💇 Flere piger får klippet deres fletninger af, en pæn samling rotter bliver skudt med bue og pil og graverens fede kat, Ofelia, får ristet en blodørn. M.m. Det er ikke for sarte sjæle.

Der er et psykologisk problem i familien og Ø Hansen er ikke det største. Men stort nok til at han bliver sendt på kostskole i Sverige. Her møder han en anden dansker, Lars.

Lars Magnus
Lidt yngre end Ø. Lars er i begyndelsen bange for Ø, ligesom de andre på kostskolen på den hårde måde lærer at blive det, men Lars ser voldsomt op til Ø.
Trods sit navn er Lars en lille lort. Slet ikke høj. Meget splejset.
De to, Ø og Lars udvikler med tiden et mangeårigt venskab, der bringer dem vidt omkring. Københavns Universitet, BZ-bevægelsen og værtshuset Small Virgin.

Brink
Den ældre herre, med tiden en naturlig faderfigur for Ø, er tilknyttet den paramilitære enhed Frigg. Det bliver Brink der hverver Ø som agent. Brink har kodenavnet Berlin, og med samme logik lyder Ø kodenavnet Wedding.

Cathrine F.
Jurist, karrierekvinde, absolut pæn. De fleste vil sige underskøn, men skræmmende.
Oprindeligt Øs kæreste, senere bliver hun hans chef og han hendes elsker.
Mangeårigt, problematisk forhold. Man skal ikke lægge sig ud med Cathrine, hverken som medarbejder eller elsker. Cathrine har en herskabslejlighed på Frederiksberg, en lejlighed hun har fået af sin far, der er generalløjtnant i Livgarden.

Lili
En anden af Øs kvinder, der skal nævnes her fordi hun og Cathrine er de ondeste rivaler. Onde som kun kvinder kan være det. No mercy. Lili er historiker. Kan godt lide lyserødt og laksefarvet tøj og har en helt enorm stor skosamling. Lili er en lille kvinde, der kompenserer for den manglende højde ved at gå med højhælede sko 👠. Undertiden hjælper hun Ø med sin historiske viden, men ellers er hun og han bare sammen i sengen.
Hun har en båd. Det er et dejligt sted at mødes. Ø kan godt lide små steder. Når ikke hun er på båden, bor Lili på Vesterbro i København. Hun går ofte i bad og er derude så helt utroligt længe at Ø ofte ender med at gå, inden hun er færdig.

Sveas rige
Det må være nok for nu! Næste ombæring (næste adventsgave) af persongalleriet fra Tunnel3logien vil bl.a. inkludere Øs hustru, Helle, rockerkongen Hövding fra Sösdala i Sverige 🇸🇪 og hans to disciple og skånske dræberdronninger, Barbro og Lillemor. Barbro kaldes Babe og Lillemor kaldes Limo. Det lyder bedre i de kredse. De ligner de to kvindelige sangere i ABBA.

Bare vent. You aint see nothin yet.

 

PS – Vil man se mere til de her nævnte personager, så er der lagt videoer og billeder på Youtube og Pinterest, foruden på Instagram og Facebook. SoMe er So Me. Her er der nogle links:

Om Cathrine: Her mødte Ø Cathrine første gang, under Roskildemånen – og senere er hun hans chef her, men rettelig bør denne ses først!

Så er der Lilis lyserøde gevandter. Heldigvis kan hun også lide rødt og sort. Hvilket kan afsløres her.

Om Small Virgin, det lille værtshus, der sælger ø-øl fra Østofte, kan det oplyses at der er lavet en lille sag om det her.

Der er et blomsterhav af sarte kulører på Pinterest om Tulipaner

Om tunneler: https://dk.pinterest.com/tonnywendel/tunneler/

BZ og Allotria: https://dk.pinterest.com/tonnywendel/allotria-og-bz/

plus videoen: https://www.youtube.com/watch?v=qlk8tM8cnP8

Og der meget mere. Det er bare at søge. ” Tunnel3logien” eller “tunneltrilogien” er nok.

 

Nationalbanken og Roskilde 1995 vandt

For tre uger siden, d. 21. oktober 2016, udskrev vi en lille konkurrence her på bloggen. Opgaven var nem: Hvilken af de ni videoer, der pt. er produceret om Tunnel3logien, er den bedste.

I dag, 11. november kl. 11:11 faldt afgørelsen. Grafen viser det, og overskriften siger det: De to videoer, Nationalbanken og Roskilde 1995, har i de tre uger fået flest seere. Så de to videoer er – om ikke de bedste – så de mest sete lige nu.

Det er de røde dutter oven på de sorte grafer, der skal holdes øje med. Den røde farve viser udviklingen siden 21. oktober, og de to mest sete videoer i perioden har hver 11 visninger. Og det er flot.

Lægger man de sorte og de røde søjler sammen får man det samlede antal visninger netop nu, og den absolut mest sete video er den om Nationalbanken. Den runder snart de 200 visninger. Med til historien er, at netop den video var den første produktion, og derfor også den, der har ligget længst tid på Tunnel3logi-kanalen på Youtube.

Alle skal bare blive med at se videoerne. De er ganske korte, ca. et minut hver, og har i hvert fald været sjove at lave. Det skal blive godt at komme i gang igen, men lige nu bruges der mere tid ved skrivebordet. Der skal også skrives en bog – og derefter to mere. Følg med her eller på Facebook eller Twitter, Instagram og Pinterest. Bare søg på Google: Tunnel3logien. Tak.

Skabelsen af et våbenskjold

Drengene i den hemmelige klub, Svantevit, havde kun haft deres skovhule i kort tid, da Ø foreslog at de hver især skulle have deres eget våbenskjold. Et adelsmærke til dem hver, et tegn på ridderrang, som kunne bruges i kamp og til afskrækkelse af fjenden på slagmarkerne ved Østofte på Lolland. Ø foreslog at holde motivet så enkelt som muligt, men det blev kun ham selv, der efterlevede den ide.

De tre andre drenge i Svantevit overgik hinanden i heraldisk miskmask. Små detaljer, som kun med besvær kunne tegnes på deres valgte materialer af skind, pap eller træ. Farver så mangfoldige, at det i Øs øjne lignede mere nogle kreationer fra skolens formningstimer, og slet ikke som Ø oprindeligt havde tænkt sig det. Men dem om det.

Øs våbenskjold blev et enkelt motiv med få farver. Han havde længe gået og leget med tanken om at få sine initialer, Ø og H vævet sammen i en grafisk, enkel form. Men det var svært med det der runde Ø og det kantede H. Efter noget tid med alle mulige variationer, der hverken blev enkle eller spor seværdige, var han tæt på at give op. Måske han også bare skulle tegne en enhjørning, et vildsvin eller en drage, som de andre drenge havde gjort.

Men så en dag var den der. Han havde siddet og tegnet henne i skolen, nærmest bare små kruseduller, mens en kedelig lærer gennemgik den tyske kasserollebøjning. Ø kigger ned på sine skriblerier, og ud af ingenting andet end et Ø sammensmeltet med et H fødtes en tanke om at gå videre med dette mønster.

Mange gennemtegninger og forsøg med farve og stregtykkelse senere var Ø tilfreds. Og for at sætte trumf på, holdt han sit mærke i sort og rødt.

Først nogle år senere blev han opmærksom på at mønstret kunne forveksles med et symbol fra et område i det nordøstlige hjørne af Frankrig. De kendteste byer er Metz og Nancy. Nu hed regionen Lorraine, dengang det var tysk hed det Lothringen. Og selv om Øs våbenskjold væltede korset på skrå, så var det umiskendeligt, men ikke tilsigtet et kors med to tværbjælker. Et kors der på de kanter hedder enten Croix de Lorraine eller Lothringerkreuz.

Det skjulte kors
Croix de Lorraine eller Lothringerkreuz

Undergravende grafer

Videoer – fra mørket til lyset

Jeg vil fortælle lidt om videoerne i Tunnel3logien. Det er efterhånden noget tid siden, jeg sidst har offentliggjort en video, men tilbage i de glade måneder maj, juni og juli fik jeg produceret og publiceret ni videoer.

De ni videoer ligger alle sammen på YouTube, hvor jeg har en særlig kanal til videoer om Tunnel3logien: https://www.youtube.com/channel/UC0bDZZBKaaXfR95cA1FpR_w/videos

Tunnel-TV
Videoerne på YouTube

Den øverste graf viser, at lige nu – 21. oktober 2016, at den først publicerede video: Nationalbanken også er den mest sete. Næsten 180 gange er den blevet vist fra YouTube. Den blev lagt ud 14. maj.

Maj var ikke mild, maj var vild – jeg sprøjtede film ud, udover Nationalbanken: Allotria, Polititorvet, 3 gange 1 og Frederiksberg Bakke.

I juni lavede jeg tvillinge-videoerne:  Rundetårn og Rosenborg Slot. De to film hænger sammen, som tunnelen mellem de to steder. Et grusomt og mørkt sted, men formidlet på en måde, så selv børn kan se med.

Der udkom endnu en tvillinge-produktion i juli, nemlig: Borups Allé 213 og Roskilde 1995. Med disse to brød jeg med 3 gange 1-dogmet, således er disse to videoer begge længere end det ene minut, de forrige videoer havde skullet holde sig under. Vi er ude i noget nær helaftensfilm! Borups Allé varer 1 minut og 28 sekunder, mens Roskilde Festival-filmen er oppe i svimlende 2 minutter og 10 sekunder.

MENINGSMÅLING

Jeg synes jo at videoerne fortjener flere visninger! Hemmelige tunneler og forbryderiske gerninger er et must- og det er mine kommende bøgers univers vist på en anden måde end i en bog. Men jeg er nysgerrig: Hvilken video synes DU er den bedste.

Skriv dit bud i kommentarfeltet. Jeg glæder mig til at se, om den pt. mest viste video (Nationalbanken) også er den, som DU og andre Tunnel3logister faktisk synes bedst om.

Denne lille meningsmåling slutter 11/11, kl. 11.11.

SKRIV og DEL gerne fra Facebook. Tak tak tak.

Sfinxens gåde

Kigger man løbstiderne efter i forbindelse med dagens Eremitageløb, vil man kunne se at TUNNEL3LOGIEN havde to deltagere. Min datter, Amalie deltog og det gjorde jeg også. Det var første gang for os begge – og det gik over al forventning. Vi gennemførte. Tunnel3logiens to udsendte mesterløbere kom i mål i en rimelig tid.

SPECIELT når man tager i betragtning at vi undervejs gav os tid til at undersøge SFINXENS GÅDE ved Eremitageslottet.

CRIME SCENE – EREMITAGESLOTTET

Der har længe gået rygter om et tunnelsystem under slottet midt på Eremitagesletten. Klaus Rifbjerg giver et iskoldt hint i klassikeren, hans romangennembrud fra 1958, Den kroniske uskyld, en af mine absolutte favoritbøger. Nå, men, mens alle andre drak kulørte energidrikke eller spiste pulverprodukter ved første vandingshul på løbsruten, gik min modige Malle og jeg i gang med at undersøge rygternes rigtighed.

Vi afbrød løbeturen lige mens det ellers gik så godt med at løbe. Vi havde tilbagelagt de første ca. fem kilometer. Alt var godt, vejrtrækning, ben, vabler. Men vi måtte i sagens tjeneste gøre et afbræk. Alle normale sikkerhedstiltag ved slottet er som pist væk sådan en dag. Al opmærksomhed går til de 10-15.000 løbende, og lige her, lige foran slottet deles der vand og samarithjælp ud. Folk får noget at drikke og sat plastre på deres væskende sår.

Men ikke Amalie og jeg. Vi havde lagt en plan – og fulgte den. Kun lettere forpustede undsagde vi plastre og plastikkrus. Vores mål var højere, end blot at få dækket de umiddelbare behov.

I Tunnel3logiens anden bog, LØVENS KYS, afslører jeg Livgardens dødsensfarlige optagelsesritual. Ikke REX, ikke det, alle gardere (høj som 176 cm. lav) skal igennem, og som med tiden er overgået i hårdhed og brutalitet af SOSU-aspiranternes rus-tur. Nej, den virkelig hårde. Den hemmelige. Den dødsensfarlige LØVE-tur. Kun for eliten, kun for de, der enten bliver indlemmet i den hemmelige LØVE-orden, eller som undervejs dør.

Det er langt flere der dør, end de få, der bliver optaget. Og det er meningen. Der er et kalkuleret mandefald.

ENEBOERENS TUNNEL

I Løvens Kys fortæller jeg mere om dette, men tiderne er ikke lige til dette endnu. Blot kan jeg sige, at Amalie og jeg, i den halve time det tog, fandt indgangen til Eneboerens Tunnel. Har man ikke mulighed for at læse Den kroniske uskyld, så kan man klare sig uden en snebold. Blot skal man finde den rette papil – og der er otte i spil, derude ved slottet på sletten.

 

Rød og sort

I dag ville man kalde det et Walk In Closet

Det varede ikke mange dage, førend Lili og Ø var sammen igen. Ø nød hendes gæstfrie krop og kunne se på hende, at hun også var glad for ham. Det, der var begyndt som en lille flirt på pressemødet på Polititorvet, blev hurtigt til mere end bare listige besøg hos den lille kvinde i Westend.

Som månederne gik forsømte han faktisk Cathrine, og som altid sin kone.

Han kom for at se lille, lækre Lili og være sammen med hende. Ø benyttede hendes lange badeseancer til at smutte ind i det hemmelige skoskab. Endnu havde han ikke set hende selv gå derind, men han observerede at hun altid – eller ofte – havde nye sko på. Sko der matchede hendes øvrige tøj. Selvfølgelig benyttede hun selv lønkammeret, men han ville ikke fortælle hende, at han kendte til det. Uskyldigt som det ellers var med lutter sko. Hvorfor gøre sådan et stort nummer ud af sko, selv om der måske var hundrede par foruden nogle tasker? Ø kunne godt fornemme, at det var dyre sko, så der måtte samlet være for en formue. Havde hun simpelt hen fået bygget en bankboks til sine sko?

Ø havde udviklet en nogenlunde fast fremgangsmåde. Elske med Lili. Dejligt og intenst. Lili i bad. Dejligt langt. Så sætter han en grammofonplade på – en LP. Så har han ca. en halv time, inden pladesiden er færdigspillet. Når musikken spiller, men ikke så højt at hun igen stikker hovedet ud for at bede ham skrue ned, behøver han ikke at være helt stille, når han arbejder med at få døren til skabet op og i igen. Ofte er hun i bad længere tid, men en halv time er mere end rigeligt for ham. Bare lige ind i stuen, væk med Adam Homo, et fast tag i det godt skjulte håndtag og så ind i skabsværelset. Hurtigt føler han sig hjemme. Det bedste er, ikke at tænde lyset. Bare lukke reolvæggen til indefra, sætte sig på den lille bænk i mørket. Han havde ingen egentlige ritualer andet end bare at sidde. Med åbne øjne i mørket.

En dag han går ind i skabet, vælger han mod sædvane at tænde lyset. Han får lyst til at kigge nærmere på hendes enorme samling af sko. Hun er vanen tro i bad, musikken spiller inde fra grammofonen i soveværelset.

De havde netop prøvet en ny stilling hun har set i en illustreret bog, en akrobatisk ting, som Lili blidt havde foreslået de skulle forsøge sig med. Ø havde lidt ondt i ryggen nu, men man skulle være et skarn at klage. Han havde trukket døren til indefra. Nu kiggede han med friske øjne på hendes samling af sko. Skoene ser meget nye ud, kun nogle få har brugsspor, alle er i meget fin stand. Han løfter nogle af de små sko op, de fleste er størrelse 36, enkelte er 37. Mange sko har franske eller italienske navne og Paris eller Milano skrevet fint i guld nede i bunden.

Her er en del sorte sko, og nogle har den her røde sål. Han stikker næsen ned i en sko fra det par, han mener, må være dem, hun havde på for et par måneder siden på pressemødet. En meget svag duft af sved, utvivlsomt kvinde og en lille snært af parfume. Skoen han står med er i flot, sort skind, skinnende som lak. Under sålen er den høje hæl og bunden af skoen indfarvet i en tyk, rød farve. Som blod. Det er den flotteste sko, Ø nogensinde har set, og nu står han med den i hånden. Den vejer ingenting. Han snuser igen lidt til skoen, mærker dens svang og hæl og tænker på lille Lilis fod, hendes ankel, læg, knæ …

Dette par sko er blandt de, der har sit helt eget rum. Et særligt relikvie. Som for at understrege det særlige, er der til dette rum dedikeret en egen lille lysspot. Lampen er monteret på den hvide træramme og lyser direkte ind på de sortrøde sko. Da Ø vil sætte skoen på plads kommer han til at vælte den anden sko ned på gulvet. Skoen lander med et swusj, næsten lydløst på det tykke tæppe.

Ø står helt stille. Trækker ikke vejret. Lili kan ikke have hørt noget. Der er stadig musik på anlægget og hun står i badet bag en lukket dør. Ø er temmelig sikker i sin sag, han er ikke blevet afsløret. Med en lille smerte i ryggen bukker han sig ned efter den tabte sko. Med begge sko i hænderne vil han forsigtigt sætte dem på plads, og håber han får dem placeret præcis som de stod, inden hans fumleri.  Den lille spot lyser nu ind i et tomt rum, ca. 30 gange 30 cm og ret dybt. Der burde være lyst derinde på bagvæggen, lyst som den øvrige væg, men lige her er der noget andet.

Det ligner et maleri eller et fotografi. En billedramme, ikke særlig stor. Ø rækker hånden ind i hullet med de to sko nu sat til side på den lille bænk. Han lemper genstanden forsigtigt ud af sit skjul, forsigtig med ikke at tabe noget yderligere. Det ér en billedramme med et kulørt fotografi.

Et chok, større, end da han tabte skoen, rammer ham i maven som et dybt stød fra fortiden. Ø vakler og skal lige sunde sig. En husfacade med et karakteristisk, enkelt mønster. Simpelt delt på skrå med en knivskarp kontrast. Den øverste diagonal er helt sort, den nederste er knaldrød. Han kender det sted. Et hus fra fortiden. Allotria, bz-kollektivet i Korsgade. Det er femten år siden.

Ø sætter billedet på plads i hullet igen. Han placerer de to sko, så de står som han mener han tog dem. De sortrøde sko matcher perfekt det sortrøde motiv på fotografiet. Slumstormerromantik fra 80’erne parret med 90’er-dekadence. Det er godt set. Han kigger rundt, men kan ikke umiddelbart se andre kreative installationer i hendes hemmelige skohule.

– Du skulle bare vide, Lili. Det hus var mit hjem i mere end et halvt år. Han slukker lyset og får lukket reolvæggen til det hemmelige rum. Lige som han går ind i soveværelset, holder vandet op med at plaske fra badeværelset og Lili kommer ud fra badet.

– Vil du have en tur under bruseren, Ø?, spørger hun.

Ø takker ja. Lidt vand i hovedet skal gøre godt nu.  Han løfter pickuppen fra grammofonen og slukker for den drejende pladetallerken.

En pibe, en polak og en programmør. Tak!

Jeg skal bruge noget hjælp. Kan du polsk, eller kender du en, der kan tale polsk? Nogle afsnit i Tunnel3logien skriver jeg på polsk, og meget kan jeg, men ikke skrive godt polsk. Jeg har behov for én, der er rigtig god til polsk. Bedre end Google Translate, som jeg har benyttet. Tænk over det, og skriv til mig, hvis du kan hjælpe. Det er ikke et stort arbejde, der skal lægges for dagen. Måske et par timer. På forhånd tak.
Og en programmør, tak. Tænk PokeGo – bare i mindre skala. Jeg vil gerne kunne vise de hemmelige steder fra Ø Hansens univers ved hjælp af Augmented Reality. Fidusen er, at man læser om et sted eller nogle personer i de tre bøger, som man bare godt kunne tænke sig at se selv. Så tager man sin smartphone og sin cykel og drøner ud i virkeligheden. Man skal nok også have sin bog med for at finde ledetråde. Hvis nu det er Kongens Have i København og den hemmelige tunnel dér, eller Rundetårn eller Østofte på Lolland, så skal man “virtuelt” kunne opleve bogens univers ude i virkeligheden. Sådan en programmør, der kan lægge lag på virkeligheden kunne jeg godt tænke mig at snakke med.

Og til sidst – en pibe! Jeg ryger ikke, men hey, for nogle år siden skrev jeg heller ikke bøger. Det gør jeg nu, og jeg forestiller mig at en forfatter ser mere rigtig ud med en pibe.

Det sidste er pjat, men polakken og programmøren er blodig alvor. Skriv til mig, evt. i kommentarfeltet, på Facebook, på Twitter eller hvor du synes. Jeg burde være til at finde.

!! z góry dzięki !!

(M)ulighedernes land

POLAKIMPORTEN

1927 – Nysted Havn, Lolland

Fidelisa Kasinski var rejst fra Polen uden fortrydelse. Som del af den vendiske og slaviske minoritet, kasjuberne, der i århundreder havde boet i Pommern i det nordlige Polen, havde tiden efter Den store krig og den nye økonomiske krise været særligt slem. Polske slavere, sigøjnere og jøder havde ikke mange valg. De kunne finde sig i de stigende fornedrelser i Polen, klumpe sig endnu mere sammen i deres respektive samfund, eller rejse. Fidelisa valgte, lige som venderne for tusind år siden, at sejle mod de danske kyster. Men Fidelisa var ikke en farlig sørøver – hun var en ikke særlig søstærk bondepige fra Polen, der havde brækket sig under det meste af sejlturen.

Hun landede på Lolland i 1927, efter en sejltur over Østersøen i en meget lille fiskekutter. På havnen i Nysted fik hun ikke nogen hjertelig velkomst af de danske fiskere og bønder. Hun var bare endnu en polak, kommet til Lollands fede jorder for at blive roehakker. Mørk og lavstammet stod hun nu der. Hendes slidte klæder havde, efter turen i fiskekutteren, fået en kraftig lugt af fisk og bræk. Hun var ikke søstærk, men med fast grund under fødderne var hun stærkere end de fleste.

Engang, i tiden lige før, under og efter krigen 1914-18, havde det danske samfund taget anderledes pænt imod polakkerne. Polakkerne var kendt for at arbejde godt, hårdt og billigt. De lokale bønder på Lolland havde sammen med myndighederne etableret et helt system til hurtigt at få den gode, billige arbejdskraft i sving. Man kaldte det Polakimporten. Men nu, i slutningen af 1920’erne var var stemningen vendt.

Nede på havnen blev de indsejlede sukkerroeplukkere mødt af et skilt, hvor der dengang havde stået:
VELKOMMEN TIL MULIGHEDERNES LAND”.
Man havde ikke anstrengt sig med at oversætte velkomsten til polsk.

Som følge af en fantastisk tilfældighed stod der nu
VELKOMMEN TIL   ULIGHEDERNES LAND”.
Mulighedernes ”M” var med tiden gået til grunde.

Efter nogle forgæves forsøg på at blive ansat i gårdene sydpå, havde Fidelisas små, tykke ben bragt hende og hendes beskedne oppakning ind midt på øen. På den store landbrugsejendom, Taagerudsgaard, på vejen mellem Nørreballe og Nakskov, blev hun del af et arbejdshold af flere polske kvinder, der arbejdede i marken og boede på høloftet.

1930 – Østofte, Lolland

Nogle år efter ankomsten havde Fidelisa lært sig nok dansk til at kunne begå sig i lokalsamfundet. I den lille flække, Østofte, en times gang fra Taagerudsgaard, fandt hun sin Rasmus. Rasmus var egentlig efterkommer af polske indvandrere, men førte sig frem som var han dansk. Dansk navn og danske ambitioner. Rasmus Hansen og Fidelisa blev gift, og inden nogle år var hun i den lille by blevet til Fie Hansen, og sammen med Rasmus fik hun med årene syv mørkhårede unger. Det yngste barn og den eneste pige i flokken, Johanna, var noget helt særligt.

Familien blev, trods den mørke lød, hurtigt danske at se på, medlem af folkekirken, deltagelse i de almindelige, danske traditioner og gøremål.

Som hos en hel del andre polakker flød der slavisk blod i deres årer. ”Vi er slavere, ikke slaver”, som Rasmus stolt proklamerede. Det danske ordspil gav slet ikke mening på polsk. I det lille, men børnerige hjem blev der pludret på polsk og kasjubisk, men kun når Rasmus var ude. Hans danske ambitioner gjaldt hele familien – og han ville kun høre og tale dansk.

Det mørke hår, de lave, brede kroppe og de brune øjne var deres særkende. Kun Johanna brød billedet. Hun var godt nok mørkhåret, men med et rødt strejf, og hendes høje og slanke fremtoning var både fremmed i forhold til den polske familie, men også noget ekstraordinært blandt de andre danske piger på Lolland. Ikke sært, at mændene drejede hovederne af led, og drømte om høstbal og svingom.

Johanna blev til Hanne, og kendte man ikke til hendes familie, kunne man ikke tro andet, end at hun var pæredansk – blot pænere end de fleste.

Det blev ikke de håbefulde bønder, der fik Hanne Hansen, men den skidtvigtige, men også meget flotte slotsforvalter på Kanuthenlund Slot. Og snart var smukke Hanne gravid.

Med Ø Hansen på ø-lejr

“Med Ø Hansen på ø-lejr” burde være afsluttet af et spørgsmålstegn. Hvorfor hvorfor det? Fordi fordi det slet ikke er sikkert at Ø Hansen, min hovedperson i Tunnel3logien er taget med mig på ferie her på øen: Bornholm, Bornholm, Bornholm.

Men det er han! Ø Hansen er her og der og alle vegne. Således også på Bornholm, der ellers mere har tørre og våde ovne og skov-, bjerg- og strandtrolde, end tunneler og særlig ond kriminalitet.

Ø Hansen – den fiktive helt i Tunnel3logien eller Tunneltrilogien, aftjente i øvrigt sin værnepligt her på Bornholm. Oppe nordpå i “Det danske Skotland”, Allinge-Sandvig.

Billedet herover viser mig og min datter way back i 1994. Vi står foran Opalsøen, midt på den mægtige Hammerknude, hvis kendteste lokalitet er Hammershus. Her er jeg også i år, 2016. I år hang både jeg, min datter og hendes kæreste i en svimlende svævebane hen over Opalsøen. Næsten 300 meter lang tur, med op til 70 km/t fart undervejs, inden vi med 40 km/t ramte vandet.

Ellers går ferien med at klargøre den første bog, RØDT GULD. Det går fremad og måske mangler jeg kun et kapitel. Nu må vi se.