Med Ø i kloster

Undskyld mit fravær på diverse kanaler. Jeg har tilladt mig en uge med min noget yngre hustru på ferie sydpå. Rimeligt vejr og tålelige, nyrige russere og englændere. Flere af disse – skal vi kalde dem Stinkin’ Rich People? – har lystyachts, der ville kunne bruge kongeskibet Dannebrog som redningsbåd. De kører rundt i Bentley og Jaguar og RR der nemt kunne have min Fiat 500 i handskerummet, hvis det ikke var fordi der var fyldt op med diamanter og kalashnikovs. Og jeg overdriver ikke.

Men tilbage til min ferie. Jeg har tilladt mig at være min hustru nærværende. Og jeg har læst for hende. Samtlige 283 manuskriptsider af Rødt Guld, første bog i Tunnel3logien. Hun bryder sig ikke om Ø Hansen, hverken med eller uden punktum. Så er det sagt. Han er usympatisk, en morder og en horekarl. Og det er rigtigt. Jeg har bare aldrig tænkt det som et problem med en hovedrolle med mange damer og mord på samvittigheden. Ham James Bond er da meget populær alligevel, og Jason Bourne. Min helt hedder ikke noget med J og B, bare Ø og H.

Måske skal jeg skrue ned for charmen, men det bliver først i bind 2: Løvens Kys, i så fald. Men ellers fortsætter jeg, og måske er der et marked for mine bøger i de russiske cirkler. Men nu er du advaret. Det er ikke for sarte sjæle. Bogen hedder ikke Rødt Guld for sjov. Vamos!

Måske til Påske

Nu mangler der kun 13!

KLUB 213 har rundet de 200 medlemmer, hurra. Og når der mangler 13, så er det fordi der er en mening med at klubben hedder som den gør.

Johannes er velkommen, især hvis han viser sig at være Maria. Jesus er selvfølgelig velkommen og alle de andre omkring bordet, selv Judas. Mænd og kvinder, mestre og følgere, forrædere og fiskere. Alle.

Blot skal man sørge for, at man, i god tid inden festen, står til “synes om” inde på facebooksiden. Fra den liste inviterer jeg de forreste 213 i køen.

Men selv efter de første 213 medlemmer giver det mening at skrive sig op. Det er gratis, uforpligtende, man får noget at vide om hemmelige og kendte tunneler, Ø Hansen, Frigg, Burka-Bent og de andre personer og steder i Tunnel3logien. Og hvis nogen af de forreste 213 melder fra til festen, så kommer turen til de næste.

Når jeg, som ukendt forfatter får respons inden bøgerne er udkommet, så hjælper det mig til at fortsætte. Så ved jeg, at der er liv derude på den anden side af skrivemaskinen. Og så bliver jeg glad. På det seneste er det især videoerne, der rykker. Særligt Allotria. Konspirationsteori eller ej så er det absolut en god video, men jeg synes at videoen om Borups Alle er fjong. Se den! Og få en forklaring på, hvorfor klubben hedder som den gør.

Og tag så lige Roskilde Festival med, de hænger sammen og det er meget korte videoer. TAK

 

Konspirationsteori i Korsgade

Er den gamle BZ-tunnel ved at æde Korsgade?

Det gamle apotek i Korsgade 45, der senere blev til værtshuset Allotria og til sidst var BZ-kollektiv, er mest kendt for den tunnel, der blev gravet væk fra huset. Dén tunnel, hvorigennem de unge BZ’ere en januarmorgen i 1983 undslap et enormt politiopbud. I min fiktive Tunnel3logi er Ø Hansen med til at grave og med til at flygte. Og både i virkeligheden og i bogen RØDT GULD blev Allotria og andre huse i Korsgade jævnet med jorden og en helt ny husrække blev opført.

Som et spøgelse fra 1983 er tunnelen dukket frem igen. Måske! Nogle revner i asfalten er brudt tydeligt frem og løber parallelt på tværs af Korsgade. Var det ikke fordi disse revner, der i bredden passer fint med den gamle tunnel, peger direkte over mod den gamle vvs-kælderbutik, hvor BZ’erne dengang dukkede op efter 20 meters dramatisk flugt under jorden, så ville det bare være endnu nogle revner i den københavnske asfalt. Men nu… tager tunnelen måske hævn.

Hvis kommunen ikke fik fyldt tunnelskakten ordentligt op, dengang i 1983, så vil der med tiden presses jordlag ned i hullet ovenfra. Tunnelen er tre-fire meter nede og der vil ske en forsænkning i de øvre lag. Til sidst vil det vise sig i asfalten, som det ser ud til at ske netop nu. Prøv selv at tage turen til Korsgade, eller se mit foto, fra en dag jeg selv var forbi.

Desværre er det nok for godt til at være sandt. Jeg tror, efter at have gransket gamle kort og fotografier, at Allotria lå et stykke væk fra der, revnerne begynder. Og så kan det ikke være spor fra den tunnel, der jo udgik fra kælderen under Allotria.

Ved siden af Allotria lå et andet besat hus, Lille Fjer. Også det var et BZ-kollektiv, der blev stormet og revet ned. Placeringen af Lille Fjer passer faktisk bedre med stedet, hvor de mystiske revner er dukket op. Og efter at have snakket med folk fra den gang, forlyder det fra nogle, måske sagt i dril, måske i blodig alvor, at tunnelen udgik fra Lille Fjer. Med ét giver det så bedre mening…. men så skal historiebøgerne skrives om.

En sidste ting der taler imod muligheden for at revnerne kommer fra tunnelen, er at den gravede tunnel slet ikke var spor snorlige, som disse revner ellers kunne indikere. Man skiftede kurs flere gange undervejs, så skulle det endelig være, så burde revnerne slå nogle knæk, ligesom tunnelen.

Men jeg vil gerne overbevises om noget andet. Det kunne være helt fantastisk, hvis nu bare…

Læs mere og se min video, optaget i maj 2016, før revnerne dukkede op.

Tæt på lukketid

Klubben mangler nu kun 18 medlemmer, så er vi på 213 – det magiske antal, som jeg vil invitere til lanceringsfesten. Det er nemt og ganske gratis at melde sig til.

Og lanceringsfesten rykker nærmere! Jeg ved ikke præcis hvornår det bliver, men jeg er kommet godt videre med skrivningen. Manuskriptet har rundet de 275 sider og det er godt. Noget skal omskrives, en smule skal slettes og så mangler der noget. Men det begynder at ligne en bog. RØDT GULD hedder som den gør bl.a. fordi der både er guld og blod i anseelige mængder.

Det er godt at gå, spadsere, vandre. Så det gør jeg. Mange af bøgernes lokationer er ret tæt på mig, så ofte slår jeg lige et smut forbi. Så står jeg der og glor og venter på lidt inspiration. Senest har det været Mindehøjen på Frederiksberg Bakke, lige inde i Søndermarken, jeg har hjemsøgt.

En anden type inspiration, eller er det bare for at slappe af?, får jeg ved at gå i biografen. Billedet viser en forvansket version af Amy fra den helt enormt gode film Nocturnal Animals. Se den. Og se så bagefter den også meget gode Arrival. Også med Amy. Og lad være med at se Dræberne fra Nibe. Selv ikke Amy vil kunne redde dén film.

Mens vi diskuterede fiktive mord (til bogen) var jeg med en partner in crime til koncert med Peter Sommer og hans Tiggere. Fredag den 13, men ikke spor uhyggeligt. Måske lidt for hyggeligt. Sådan er det nok bare med mord og læsket kalk i tankerne.

Men ellers har jeg jo også mit fuldtidsarbejde og min familie og venner at passe.

Alle: kollegaer, familie, venner. Hele verden. Alle er potentielt velkomne til festen, men man er kun sikker på en indbydelse, hvis man er med i KLUB 213.

Læs mere her på bloggen.

Mord i Mindehøjen

Mindehøjen – et af de mørkeste steder på Frederiksberg

Midt i Søndermarken, helt oppe på det oldgamle Solbjerg, ligger kælkebakken.

Ikke så mange kender til Mindehøjen – og det endda selv om den ligger lige dér, der hvor man begynder at kælke ned ad bakken.

Dette sted rummer ingen tunnel, alligevel sker der ting og sager.

I RØDT GULD, første bog i TUNNEL3LOGIEN, benytter Ø Hansen højens lukkede mindehal som elskovsrede. Her mødes han med punkpigen Pi, når de to ellers ikke graver tunnel væk fra BZ-kollektivet Allotria. Og her finder parkvagten i 1983 dele af et afpillet skelet den ene dag om året, hvor højen åbnes for publikum, nemlig 4. juli.

Den dag i dag, så mange år efter, kan man stadig ane stedet inde i Mindehøjen, hvor liget, eller resterne af det, blev fundet. Politiets teknikere kom frem til at forbrydelsen var forsøgt skjult med læsket kalk i så store mængder, og sandsynligvis over flere måneder, at der intet andet end en benrad var tilbage. Man fik aldrig identificeret liget. Men den store kalkplamage kan man stadig se omridset af i granitgulvet. Men kun den 4. juli.

VIDEO

Jeg planlægger en video med dette mordmysterium som omdrejningspunkt. Indtil da er der to beslægtede videoer at se:

Den sene futhark

Ø Hansen er aldrig rigtig blevet færdig med sit våbenskjold.

I et tidligere indlæg har jeg fortalt om skabelsen af våbenskjoldet og lidt om symbolikken. Med hjælp fra Øs veninde, Lili Olsen, lærer han noget mere, nemlig:

Udover det åbenlyse Ø og H, der gemmer sig, så er der også det omtalte Lothringenkreuz, foruden de sort, røde og hvide farver at forholde sig til. MEN eller OG – og det er her det er en fordel at have en elskerinde der er historiker: figuren viser nemlig også, næsten på en prik, et ganske særligt runetegn.

Vi er i den sene futhark – og skulle der være nogen derude, der ikke har en elskerinde med en cand.mag. i historie, så er futhark altså runetegnenes alfabet. Den sene futhark havde sin anvendelse i Danmark og øvrige Norden omkring år 1300.

Dette våbenskjold viser sig  at indeholde den sene futharks tegn for et “Ø” – og så er det ikke engang løgn.

GOD JØL

Dette er Ø på runsk

Burka-Bent fra Smørum

4. ADVENT I TUNNEL3LOGIEN

Årets sidste adventsfortælling er med bipersonerne Burka-Bent og Margrethe Jensen i højsædet.

Bent havde udtænkt et tilsyneladende perfekt røveri og Margrethe er leder af den feministiske kampcelle, Vagina Dentata.

Bent Nielsen, bedre kendt som Burka-Bent

Bent er fra Smørum på Sjælland …. Et i udgangspunktet ufarligt røveri mod Landbrugslotteriets hovedkontor ender alligevel galt. Bent blev siden hen aldrig kaldt for andet end Burka-Bent.

Burka-Bent flygter til Sverige, og støder i skovene omkring Sösdala på en rocker der hedder Hövding. Rockerlederen får fra da af et temmelig anstrengt forhold til danskere – og han har ikke engang mødt Ø Hansen (i skikkelse af polske Jarek) endnu.

Margrethe Jensen, historiestuderende og grå som en karklud

En af Lars von Magnus’ mange kedelige medstuderende på historiestudiet på Københavns Universitet Amager (KUA) i årene omkring 1980. Men på hendes uldtrøje sidder et badge med ordlyden “Vagina Dentata – fri fisse”, og det gør hende interessant i denne sammenhæng.

Ø Hansen, der hænger ud med Lars på værtshuset “Finderup Lade” – det eneste gode at sige om betonlabyrinten KUA, misforstår selvfølgelig budskabet, og kommer noget klodset til at spørge ind til emnet. Det bliver ikke hos Margrethe, at Ø får noget fri …..

De to mødes også i tunnelen væk fra Allotria.

Mere skal der ikke siges om den sag, her. De tre bøger i Tunnel3logien, RØDT GULD, LØVENS KYS og DØD VOKAL folder selvfølgelig alle personer og alle historier fra disse adventsgaver endnu mere ud. Helt ud. Du vil som læser få tunnelsyn og fornemme at blodet siler fra siderne. Det er planen. Med disse ord vil jeg og alle de forskellige eksistenser i tunneluniverset ønske dig og dine nære og alle andre i hele verden en GLÆDELIG JUL.

Hey: Der er denne gang én video og én ekstra artikel i din goodiebag.


  • Artikel med video:
    Ø graver tunnel væk fra BZ-huset Allotria 
  • Videoen om Allotria alene,
    fra min Youtube-kanal.
  • Der findes desværre ingen videoer af Burka-Bent.
    Meget kan man sige om ham, men dygtig til at skjule sig, det er han.
    Det eneste billedmateriale der foreligger, er billedet foroven.
    Det viser Bent på vild flugt med sine tomme plasticposer efter Burka-kuppet.

Frigg

Tunnel3logiens persongalleri, del 3

  1. advent fik du: Ø Hansen, Lars, Brink, Cathrine F og Lili Olsen.
  2. advent blev det: Helle Hansen, Hövding, Jarek, Babe og Limo
  3. og her kommer Oxbøll, Frigg, Svante og Flemming Kanuth

Frigg

Den eneste overjordiske karakter i Tunnel3logien. Hvor de fleste andre personer i de tre bøger er jordbundne eller decideret gået under jorden som kriminelle eller, som Ø, nede i en eller anden tunnel, så er Frigg bøgernes mest ophøjede, æteriske og sagnomspundne personage.

Vi er i Asa-troen, tilbage hos de gamle nordiske guder, vikingernes åndesfære. Dér hvor Odin regerer som den højeste gud, og ikke undlader at gøre opmærksom på det. Odin er pralende, larmende og udadvendt. Men hans hustru, Frigg, er hans ligeværdige. Hvor han er bralrende er hun stille og eftertænksom. Hvor han er synlig og kendt for eftertiden er hun glemt af de fleste. Men hun er hans ligeværdige. Det er hende, der giver ham råd og hvisker ham i øret. Hun kender til al fremtids skæbne. Desuden er hun gudinde for ægteskab, beskytter af unge mænd der sendes i krig og navnemor til ugedagen fredag. M.m.

Den paramilitære enhed, som Brink er leder af, hedder netop FILIAL FRIGG af disse årsager. Enheden skal være magtfuld, men leve i det stille. Det er et ægteskabslignende forhold, de forskellige efterretningstjenester indgår i (på godt og ondt), og et af de væsentligste delmål er at beskytte soldater og politibetjente. Af ceremonielle årsager, stiftes FILIAL FRIGG selvfølgelig en fredag.

Oberst Oxbøll, kommandant på Hærens Officersskole

Lennart Oxbøll, behersket koleriker, kunne godt have brugt Friggs evne til at kende “fremtids skæbne”. Da en skraldebil fyldt med sprængstof stopper foran Frederiksberg Slot, helt oppe på toppen af Frederiksberg Bakke, gør han mange ting rigtigt, og kun én ting forkert. Men sikke en.

Ø Hansens blodfar, Flemming v. Kanuth

Som så mange andre yngre mænd i drift, kiggede den landadelige arving til Kanuthenlund Slot, nord for Østofte på Lolland, en ekstra gang når øens smukkeste kvinde, Johanna, gik forbi.

Da det i Tunnel3logien ender med at de to, Fl. v. Kanuth og Johanna af de polske indvandrere, bliver Ø Hansens biologiske ophav, giver det sig selv at den hovski Flemming har gjort mere end bare at kigge, og at Johanna, der mest bliver kaldt Hanne, har gjort andet end blot gå forbi.

Hanne var selv gået forbi mange mænd i hendes 17-årige liv. Hun vidste at hun var attrået og havde lært at leve med det. Historien om Ø Hansen og dermed hele Tunnel3logien kunne være endt med aldrig at være kommet i gang, hvis ikke den smukke Hanne selv havde et godt øje til skønhed. Flemming af Kanuthenlund var måske ikke guds bedste gave til menneskeheden, men han så godt ud.

Svante

En af de efterhånden mange svenskere i de tre bøger. Er der en tunnel til Sverige? Svante er selvudnævnt Leader of the Pack på den svenske kostskole med det internationale klientel, Sunny Hill. Hertil kommer den lille Lars Magnus fra Danmark – og her begynder nedrighederne fra Svante og resten af hans potrygende klan. De er tæt på at tage livet af Lars, da en anden dansk pojke på skolen griber ind. Lars’ redningsmand og senere store idol hedder Ø Hansen. Ø uden punktum. Svante kommer sig aldrig helt efter Ø Hansens indgriben. Men et venskab er født mellem lille Lars og den lidt ældre Ø, fra Lollands fede muld.


VIDEO OG TEKST

Video: Se og hør mere om Bomben på Frederiksberg Bakke.

Artikel: Et digitalur med nedtælling i en skraldebil. Noget grimmer noget med en bombe.

Artikel: Læs mere om Smukke Hanne fra Østofte og hendes søsyge mor, Fidelisa fra Polen.

Bowie

Tunnel3logiens persongalleri, del 2

Sidst satte jeg ord på Ø Hansen, Lars, Brink, Cathrine og Lili.

Her kommer Helle, Hövding, Jarek, Babe og Limo:

Helle Hansen
Det er ikke meget der skal eller kan fortælles om Øs hustru.
Det er med vilje. Hun hedder Helle Hansen og er på alder med Ø. De to bor ikke langt fra det sted, hvor der i februar 1948 blev begået et bestialsk dobbeltmord. Måske har hr. og fru Hansen en søn, det er jeg endnu ikke helt klar på.

Mere liv er der i Hövding
På den svenske dåbsattest står der Svante Alfvén Jönsson, men lige siden den 27-årige slagter begik et herostratisk berømt bankkup i Uppsala har han bare heddet Hövding. (Mere i bogen!) Det er blevet til mange år bag tremmer, men de seneste fem-syv år har han fløjet under radaren. I skovene omkring Sösdala i det sydlige Sverige har han etableret en hangaround-klub til de store inde i Hässleholm, en noget større by, ikke så langt væk.
Hövdings lille rockerklub hedder Snapphanerne og den er satelit til The Horsemen i Hässleholm, der igen er wannabees for den svenske afdeling af Hells Angels, Sons of Sweden (SOS). Dén vej rundt kommer den tidligere slagter, Hövding og hans lille klub med i den store, nordiske rockerkrig.

Det bliver Hövding der tager imod den polske hardcorerocker, Jarek Ostrinski
Jarek, eller bare Jack, er på flugt fra nogle russiske, nasty typer og skal gemmes lidt af vejen noget tid. Men. I virkeligheden hedder Jarek hverken Jarek eller Jack. Jarek, der tilsyneladende kun taler polsk og har en helt enorm Bowie-kniv, er vores gode ven, Ø Hansen. Han er på en temmelig betændt under cover-mission for at infiltrere det svenske rockermiljø.

Barbro – eller bare Babe
Den ene af Hövdings to kvindelige medlemmer, Babe, er egentlig frisør, men kom tidligt med hos de hårde drenge hos Hövding i den ellers så dødssyge, lille flække i Skåne.

Den anden hedder Lillemor, eller Limo
Udover at Limo sammen med Babe er de rene dødsengle på deres motorcykelraids, har de det til fælles at de begge gør voldsom kur til ham den mystiske Jack. Men ellers er de lige så forskellige som de to kvindelige sangere i ABBA. Limo er hende den lyshårede.

Næste advent bringer lidt mere fredelige typer
Jeg vil fortælle om skolechef Oxböll, der skal håndtere en bilbombe midt på Frederiksberg Bakke, det svenske pothoved, Svante, den fantastiske gudinde Frigg og den skidtvigtige von Kanuth, Ø Hansens far.

Kød og blod

Det må være på tide at få sat lidt skik på personerne i Tunnel3logien.
Det går fremad, langsomt, men fremad med skrivningen. En del af tiden er omskrivning, men sådan er det. Skal nok blive godt.

Men efterhånden som jeg skriver, får jeg også puttet nogle personer på papiret. Det er ikke grumme mord og mørke tunneler det hele. Nogle af personerne er meget håndgribelige for mig, i kød og blod, andre er lige nu kun skyggeskitser.

Anyways, frem med dem.
Og med det forbehold at visse detaljer senere kan og vil blive ændret.

NB – helt i bunden er der videoer og billeder.

Ø Hansen.
Han er bøgernes absolutte midtpunkt.
Født i foråret 1960 på Lolland. Efterkommer af polske roeplukkere og provinsiel landadel.
Den lille by, Østofte er de første unge år hans revir.
Ø (Ø uden punktum – for guds skyld) går i skole, spiller fodbold og er med i en drengeklub. Klubben hedder Svantevit og efter nogle år sker der for alvor ting og sager.

💇 Flere piger får klippet deres fletninger af, en pæn samling rotter bliver skudt med bue og pil og graverens fede kat, Ofelia, får ristet en blodørn. M.m. Det er ikke for sarte sjæle.

Der er et psykologisk problem i familien og Ø Hansen er ikke det største. Men stort nok til at han bliver sendt på kostskole i Sverige. Her møder han en anden dansker, Lars.

Lars Magnus
Lidt yngre end Ø. Lars er i begyndelsen bange for Ø, ligesom de andre på kostskolen på den hårde måde lærer at blive det, men Lars ser voldsomt op til Ø.
Trods sit navn er Lars en lille lort. Slet ikke høj. Meget splejset.
De to, Ø og Lars udvikler med tiden et mangeårigt venskab, der bringer dem vidt omkring. Københavns Universitet, BZ-bevægelsen og værtshuset Small Virgin.

Brink
Den ældre herre, med tiden en naturlig faderfigur for Ø, er tilknyttet den paramilitære enhed Frigg. Det bliver Brink der hverver Ø som agent. Brink har kodenavnet Berlin, og med samme logik lyder Ø kodenavnet Wedding.

Cathrine F.
Jurist, karrierekvinde, absolut pæn. De fleste vil sige underskøn, men skræmmende.
Oprindeligt Øs kæreste, senere bliver hun hans chef og han hendes elsker.
Mangeårigt, problematisk forhold. Man skal ikke lægge sig ud med Cathrine, hverken som medarbejder eller elsker. Cathrine har en herskabslejlighed på Frederiksberg, en lejlighed hun har fået af sin far, der er generalløjtnant i Livgarden.

Lili
En anden af Øs kvinder, der skal nævnes her fordi hun og Cathrine er de ondeste rivaler. Onde som kun kvinder kan være det. No mercy. Lili er historiker. Kan godt lide lyserødt og laksefarvet tøj og har en helt enorm stor skosamling. Lili er en lille kvinde, der kompenserer for den manglende højde ved at gå med højhælede sko 👠. Undertiden hjælper hun Ø med sin historiske viden, men ellers er hun og han bare sammen i sengen.
Hun har en båd. Det er et dejligt sted at mødes. Ø kan godt lide små steder. Når ikke hun er på båden, bor Lili på Vesterbro i København. Hun går ofte i bad og er derude så helt utroligt længe at Ø ofte ender med at gå, inden hun er færdig.

Sveas rige
Det må være nok for nu! Næste ombæring (næste adventsgave) af persongalleriet fra Tunnel3logien vil bl.a. inkludere Øs hustru, Helle, rockerkongen Hövding fra Sösdala i Sverige 🇸🇪 og hans to disciple og skånske dræberdronninger, Barbro og Lillemor. Barbro kaldes Babe og Lillemor kaldes Limo. Det lyder bedre i de kredse. De ligner de to kvindelige sangere i ABBA.

Bare vent. You aint see nothin yet.

 

PS – Vil man se mere til de her nævnte personager, så er der lagt videoer og billeder på Youtube og Pinterest, foruden på Instagram og Facebook. SoMe er So Me. Her er der nogle links:

Om Cathrine: Her mødte Ø Cathrine første gang, under Roskildemånen – og senere er hun hans chef her, men rettelig bør denne ses først!

Så er der Lilis lyserøde gevandter. Heldigvis kan hun også lide rødt og sort. Hvilket kan afsløres her.

Om Small Virgin, det lille værtshus, der sælger ø-øl fra Østofte, kan det oplyses at der er lavet en lille sag om det her.

Der er et blomsterhav af sarte kulører på Pinterest om Tulipaner

Om tunneler: https://dk.pinterest.com/tonnywendel/tunneler/

BZ og Allotria: https://dk.pinterest.com/tonnywendel/allotria-og-bz/

plus videoen: https://www.youtube.com/watch?v=qlk8tM8cnP8

Og der meget mere. Det er bare at søge. ” Tunnel3logien” eller “tunneltrilogien” er nok.