Bilbomben på Frederiksberg Bakke

Count Down

Dette er endnu en Tunnel Taste. Modsat den forrige smagsprøve, der skulle give lidt historisk baggrund, springer (sprænger) vi her til noget action.

Jeg har også optaget en kort video (under ét minut), hvor du kan se med fra toppen af Frederiksberg Bakke.

Og husk at give din mening til kende. Jeg vil meget gerne have feedback, og jeg tillader mig at bruge gode ideer til den endelige tekst. Bogen kommer til at hedde RØDT GULD. Værsgo.



Hærens Officersskole, Frederiksberg Slot.

Lørdag d. 4. juli 1998, 16:15.

En stor, sort skraldebil var stoppet midt på Frederiksberg Bakke, lige ud for slottet. Det kunne ligne et almindeligt motorstop – som om den tunge bil helt havde opgivet ævred efter at have kæmpet sig op ad den stejleste stigning i københavnsområdet. Men det var et meget ubelejligt sted at stoppe, særligt med så stor en bil.

Nogle bilister forsøgte at bryde ud af køen ved at dreje over i den venstre kørebane for at køre ned igen, men snart holdt bilerne også i kø der. Der opstod kaos. Nogle bilister steg ud af de holdende biler og skreg eller truede ad de andre bilister, men lige lidt hjalp det. Køerne af biler på begge af sider af bakken bare voksede.

Da der var gået nogle minutter og bilisterne, der nu hverken kunne komme frem eller tilbage, havde sat i med en infernalsk larm fra bilernes horn, bevægede den militære portvagt fra officersskolen på slottet sig ud til bilen. Kadet Larsen gik de få meter fra slottets port og ud til midten af kørebanen. Den store lastbil stod, for at det ikke skulle være løgn, skråparkeret hen over begge vejbaner. Bilerne på begge sider af bakken holdt i kø. Ind mod København langt ned ad Vesterbrogade så langt øjet rakte stod bilerne stille, og på den anden side, væk fra byen var det også kommet en kø, der nåede et pænt stykke ud ad Roskildevej. Den unge kadet steg op og åbnede døren til førerhuset på skraldebilen. Ingen skraldemand – førerhuset var tomt. På førersædet stod en metalæske på størrelse med en mælkekarton. Øverst på æsken sad et digitalt ur, der med røde digitale tal talte ned:

15:56 – 15:55 – 15:54

Der var et virvar af ledninger i flere farver der gik fra uret og ad et hul bagest i førerhuset til skraldecontaineren bagi. Kadet Larsen kiggede igen på uret.

15:47

Dette var afgjort ikke bare en øvelse. Han lukkede forsigtigt bilens dør og løb straks ind til vagtstuen i slottets port. Klokken var 16:19 da han slog alarm til politiet.

Efter at have ringet til politiet og forklaret om bomben og de ca. 15 minutter på timeren, slog han slotsalarm. Selv om det var lørdag eftermiddag var der stadig en del kadetter og officerer tilbage på slottet. Hurtigt stod de samlet på rad og række i den store gård. Han briefede skolens chef, oberst Oxbøll, der med et roligt blik kiggede ud gennem slotsporten til den sorte skraldebil.

– Under ti minutter, kadet? Larsen nikkede lidt for ivrigt, men tænkte med rædsel: og snart kun fem.

Obersten trådte frem til de ca. 25 soldater i geleddet. Han måtte råbe, da larmen fra bilernes horn ude på vejen havde taget til.

– Hør efter. Dette er alvor. Det er ikke en øvelse. Vi har en bombealarm. Der er en bombe i en skraldebil herude på vejen. I skal nu begive jer ud ad porten i to hold og i hver retning bevæge jer hurtigt væk fra skraldebilen. I skal have folk i bilerne med jer ned ad bakken. I skal helt ned, og så langt væk som muligt.

Oberst Oxbøll havde for mange år siden været FN-soldat på Cypern. Der havde været en bombealarm på hans kaserne. En situation der ikke var blevet løst på tilfredsstillende vis. Det var endt med at panikken havde taget over, så det vigtigste blev glemt. Eksplosionen kostede tre soldater og fem civile livet. Men ikke denne gang. Ikke på hans vagt. Obersten trak vejret dybt ind, han vidste at der ikke var mange minutter at agere i. Han sagde hurtigt:

– Hold 1… Med en armbevægelse skar han gruppen over og pegede Hold 1 ud. –  … går med kadet Larsen her. I går mod Vesterbrogade. Hold 2 går med mig mod vest. Ingen panik. Der er flere minutter tilbage. Vi skal have tømt de biler. Af sted!

De to hold småløb ud af porten, og det lykkedes at få tømt bilerne for folk, der skyndte sig ned ad Frederiksberg Bakke i begge retninger. Snart var det sidste dyt forsvundet. I det fjerne kunne man høre udrykningskøretøjerne komme fra Vesterbrogade. Kadet Larsen, der var nået ned ad bakken og nu stod i vejkrydset, hvor Pile Allé løber på tværs, og hvor Vesterbrogade møder Roskildevej, stoppede med vilde fagter den forreste politibil. Udrykningskøretøjerne havde haft store besværligheder med at komme igennem trafikken i indre København. Det var ikke bare her på bakken, der var kø.

– Stop! I skal ikke køre derop, der kan ikke være meget tid igen. Det er nok bedre at få styr på de her civilister, soldaten pegede på de sammenstimlede folk, der i en stor kødrand havde stillet sig mellem bilerne i vejkrydset. Vi er en deling fra slottet, der kan hjælpe til.

Betjenten i den forreste politibil steg ud for bedre at kunne se. Han vendte sig og gav til sin makker inde i bilen signal, med sin strakte hånd som en kniv hen over halsen, om at slå sirenen fra. Han kunne se den store sorte bil stå på tværs deroppe, ca. 200 meter væk. Her, neden for bakken var der mange mennesker, og på bakken op til slottet var begge vejbaner fyldt med biler med åbne døre.

Betjenten gik hen til soldaten, trak ham i ærmet så de stod helt tæt. Ind i øret på den unge soldat spurgte betjenten helt stille:

– Og hvad med Zoologisk Have? Har I advaret dem? Soldaten stivnede. Der måtte være flere tusinde mennesker inde i Zoo netop nu.

Oppe i den sorte skraldebil tikkede uret ned:

00:06 – 00:05 – 00:04

Forfatter: Tonny Wendel

Forfatter, foredragsholder og journalist. Født 1964. Bosiddende på Frederiksberg.

En mening om “Bilbomben på Frederiksberg Bakke”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *